Læsetid: 4 min.

Den stridbare trommeslager

Med Günter Grass’ død forsvinder ikke kun en stor sproglig begavelse, en politisk fritænker og litterær gigant. Det bliver også lidt mere stille
Den stenhugger- og grafikerudlærte Grass illustrerede selv sine bøger og indtalte også sine egne lydbøger. Det levende ord var nemlig Grass’ store passion.

Den stenhugger- og grafikerudlærte Grass illustrerede selv sine bøger og indtalte også sine egne lydbøger. Det levende ord var nemlig Grass’ store passion.

Ulf Andersen

18. april 2015

Polemiker og provokatør var ikke sjældent de prædikater som den afdøde tyske forfatter Günter Grass fik hæftet på sig i den hjemlige arena. Alfahanmentaliteten gjorde, at i selskab med Grass kunne konflikterne koge over, hvis man ikke fandt den rette mine. Så hellere fulde og føje sig, når man var gæst hos den altid bestemte og scenevante Grass, skriver forfatteren Martin Walser i Die Zeit.

Grass var mangefacetteret både litterært, politisk og personligt. Han skrev mange former for prosa og dyrkede poesien til det sidste. Grass kerede sig om detaljen, den udlærte stenhugger og grafiker illustrerede selv de trykte bøger og sad også bag mikrofonen når lydbøgerne blev optaget.

Forfatterens dybe politiske engagement og de tydelige udmeldinger satte ofte gang i offentlige skænderier, som Grass heller ikke veg tilbage for. Det levende ord var Grass’ store passion, skriver forfatterkollega Ingo Schulze i Neue Zürcher Zeitung, for når Grass læste højt, fik teksterne en langt mere kraftfuld og levende karakter end den tekst, man havde læst indenad.

Grass’ fik Nobels Litteraturpris 40 år efter at han slog igennem med Bliktrommen, hvis stil læner sig op ad den magiske realisme, som Gabriel Garcia Márquez forfinede. Men Grass var nærmere påvirket af brødrene Grimms folkeeventyr, som han har erklæret er den store inspiration, med bogen Grimms Wörter – Eine Liebeserklärung fra 2010. Han førte Grimm-eventyrenes barskhed, sproglige rigdom og poetiske åndfuldhed op til et nutidigt Tyskland. Grass kunne være hårdtslående og kunne være »grov som en bulgarsk håndboldtræner«, som det tyske kritikerikon Reich-Ranicki beskrev ham. Grass var et sansemenneske; han var en fremragende kok, begejstret fodboldfan, en jazzelsker og notorisk indhyllet i røg.

Hajen i sardinflokken

Hos Günter Grass bliver barnets skrig i gennembrudsværket Bliktrommen et kraftfuldt tegn på, at handling og overbevisning skaber sin egen virkelighed: Barnet holder op med at vokse i protest mod nazismens og krigens overgreb. Forfatterkollegaen Hans-Magnus Enzensberger sagde allerede ved Grass’ debut, at »i vores lille litterære kolonihave viser han, hvad en hakke er. Denne mand er som en haj i en sardinflok«.

Hos Die Welt hylder skribenten særligt Hundeår fra 1963, som er den sidste del af Gdansk-trilogien, der som »kernen gennemstråler hele forfatterskabet«.

Den kun 94 cm høje hovedperson Oskar fra Bliktrommen blev en af de store litterære figurer i tysk litteratur på linje med Goethes Faust og Brechts Mutter Courage, skriver Die Zeit, men Oskar-figuren var nær ved at overskygge forfatterskabet, da de efterfølgende værker ikke havde samme spændstighed som debutromanen. Bedst er Grass ifølge Die Zeit. I Krebsegang fra 2002, en historie om et skibsforlis i krigens sidste dage, der fortælles i en allegorisk flertydighed, betinget af øjet der ser.

Et af de mest fantastiske værker på tysk er ifølge professor Heinrich Detering Grass’ andet hovedværk, Flynderen fra 1977, der fortæller mandens og kvindens relation fra oldtiden til i dag. En bronzeskulptur af en flynder, lavet af Grass, står i øvrigt i dag på havnen i Sønderborg. Efter den stormombruste debut i 1959 flyttede Grass til Berlin, hvor han ofte mødtes med DDR-forfattere og fra første parket fulgte opførelsen af Berlinmuren. Grass var gennemført pragmatiker og ikke nogen ideolog. Stasi overvågede ham og skrev: »Grass er et menneske uden faste politiske overbevisninger. Han skyder mod begge sider og føler vist selv, at han er meget vigtig.«

Fortidens panser

I Når løget skrælles fra 2006 var også bekendelsen om, at han som ung havde meldt sig frivilligt til SS og var blevet sendt ud for at forsvare den Hitler-stat, hvis arv Grass senere polemiserede kraftigt i mod.

I Frankfurter Allgemeine Zeitung skrives på lederplads om Grass, at der var en slags parantes af jern omkring tidsrummet fra hans succes med bliktrommen og hans bekendelse 61 år efter hans SS-fortid, og den omgav Grass som en slags panser: På samme tid beskyttet og fanget.

Forfatter Arnold Muschg mener, at forargelsen over Grass’ SS-fortid som 17-årig viste omverdenens forsimplede moralske bedrevidenhed, for »den kniv, som andre har taget i hånden, fører Grass i stedet selv«, og det giver langt mere ærlige og interessante svar.

At Grass som polemiker gik nogle på nerverne, har kritikeren fra Tagesspiegel svært ved at skjule: »Det hjælper på Grass’ bøger, at de frigøres af forfatterens forfængelighed og moralske anfægtelser,« lyder det, så man kan gå på genopdagelse i den rene litteratur.

At Grass til det sidste var politisk stridbar understregede han med digtet Was gesagt werden muss, Det som skal siges, en bredside mod det, ifølge Grass, farefulde hykleri, at Iran underlægges atomkontroller, men at det samme ikke gælder for atommagten Israel. Det medførte nærmest diplomatisk stormløb fra forargede israelere og en stor del af den tyske presse. I et tv-klip sagde Grass, at »efter nazismen lød undskyldningen, at man ikke vidste noget. Derfor skal vi blive ved med at pege på uretfærdighederne, selv om de er svære at lytte til«. Lige efter at postyret havde lagt sig, skrev Grass så om Europas forpligtigelse til at redde kulturnationen Grækenland med ordene: »Landet uden rettigheder, hvor den rethavende magt konstant strammer bæltet.« Tysk selvkritik i den reneste form.

Grass færdiggjorde et par dage før sin død den sidste bog, der forener prosa og poesi. Bogen skulle præsenteres i juni ved åbningen af et nyt Grass-arkiv i Göttingen af forfatteren selv. I den nye bog finder man ordene Federleicht vogelfrei sein, at være fjerlet fuglefri – en tilstand, som Grass’ forlægger og ven skriver, at han håber, forfatteren nu befinder sig i.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kære Lasse Soll Sunde,
Det er muligt, det gør historien mere sexet, men det er stadig forkert. Grass meldte sig IKKE frivilligt til SS. Ikke engang til Waffen-SS. Han blev indkaldt ligesom resten af sin årgang. Som 17-årig, i november 1944. Nogle havnede i Waffen-SS, andre gjorde ikke.
Mvh
Joachim Lund

Vibeke Rasmussen

Den samme misinformation gav Deadline på DR2s studievært for nylig. Uden at nogen af (ekspert)gæsterne reagerede!

Først flere dage senere kom en anden af Deadlines værter med en berigtigelse om, at de var "kommet til" at sige …, men nu skulle "det så være på plads". Nævnt bogstaveligt talt på falderebet et halvt minut før udsendelsens ophør! Så det var der næppe mange, der lige fik fat i, og vildfarelsen kan leve videre i bedste(!) velgående.