I skolen høre Katja Kettu om den store stærke Finne.
»Det var nogle meget sort-hvide fortællinger om det gode finske folk, der bragte mad til de russiske krigsfanger i fangelejrene,« fortæller forfatteren. Senere faldt hun over en historiebog, der vendte op og ned på det billede, og da hun ville holde et oplæg om de grusomheder, der faktisk blev begået mod de russiske krigsfanger, fik hun besked på at lade være.
»’Det taler vi ikke om,’ sagde min lærer, og lige siden har jeg haft lyst til at fortælle den historie,« siger hun. Som sagt, så gjort. Romanen Jordemoderen blev den mest solgte bog i Finland, da den udkom i 2011. Men det er også en omdiskuteret bog. For Katja Kettu, der ved siden af sit forfatterskab er forsanger i punkbandet Confusa, tager trodsigt fat på et tabubelagt emne: Finners samarbejde med tyskerne under Laplandskrigen i 1944–1945 og de forbudte kærlighedsforhold, der opstod mellem finske kvinder og tyske soldater. Et kapitel i Finlands blodige historie, der ikke blev mindre traumatisk af, at tyskerne brændte byerne i Lapland, da de trak sig tilbage i april 1945. Således også Katja Kettus hjemby Rovaniemi i Lapland, der senere blev genopbygget efter tegninger af den finske arkitekt Alvar Aalto. I spidsen af Katja Kettus historie står jordemoderen Vildøje, der forelsker sig i en tysk SS-officer, som hun følger ind i en fangelejr. Her langt mod nord, hvor Finland, Norge og Rusland mødes, står hun for at lave underlivsundersøgelser for at finde de omskårne, der ryger ’videre i systemet’. Romanen bliver en historie om, hvor langt man vil gå og hvor meget ondt, man vil gøre for kærlighed. For som det hedder i bogen, hvis billedsprog henfører til den natur, Lapland er så rig på:
»Kærlighed gør én blind som en natsværmer i lyset.«
Det tog Katja Kettu mange år at indse, at det var muligt for hende at blive forfatter.
»I skolen fik jeg at vide, at hvis jeg ville skrive, kunne jeg blive sekretær. Fordi jeg var kvinde. men nu er det ikke læreværelset, der bestemmer længere,« ler hun.
Anekdoten fra skolen fortæller noget om den traditionelle mentalitet i Lapland. At man ikke har kunnet se muligheder for bare grænser, mener hun.
»Der er sket meget på få år, men den sommer i 1944, jeg fortæller om, blev kaldt summer of fear, og det siger meget. For mig er det at fortælle nært knyttet til en forestilling om, at verden ligger åben. At der stadig er noget at udforske.«
At skrive er på den måde en fræk handling, mener hun. Et rum, hvor man overskrider grænser: »De bøger, jeg selv holder af at læse, tilfører et tvist til tilværelsen. De består som ofte af en del sandhed og en del fantasi. Som min bedstemor siger, så er der to evner, det er godt at have for at leve et godt liv: et godt sovehjerte eller en god fantasi. Jeg er så heldig at have begge dele.«
Vildøje har også noget, andre kvinder ikke har. Frihed. På grund af de store afstande mellem hospitaler og læger, kan hun rejse.
»Min bedstemors mor hjalp folk med at føde, og havde dengang en vigtig funktion. Hun måtte rejse over hundrede kilometer for at gøre en forskel på liv og død. Men samtidig blev jordemødre og fødselshjælpere set på som et hekseagtigt folkefærd. For eksempel sagde man, at de havde et tredje øje og kunne se ting, ingen andre kunne se.«
Vildøje, som kan lave moseurter, der kan gøre selv en høtyv frugtbar, har aldrig selv mødt kærligheden. Hverken som fysisk akt eller emotionelt vanvid. Hun rødmer, når hun ser et præservativ lavet af grisetarm, men alt det ændrer sig, da hun møder den tyske SS-officer Johannes. Omstændighederne er mildt sagt ejendommelige. Vildøje har netop hjulpet en kvinde med at føde et horebarn, mens kvindens mor ligger i møddingen og skammer sig, og råber, at barnet skal kastes i mosen. Kvinden i barselssengen er ikke befrugtet ved Guds mellemkomst, men en tysk soldat. Her står altså Vildøje med resten af navlestrengen, som hun har bidt over, i munden, da Johannes entrerer rummet for at fotografere til lokalavisen. Han dufter af rensdyrskind indsmurt i nektar og har uforskammet rene støvlesnuder, noterer den allerede besatte Vildøje sig. En duft og et møde, der forandrer hende.
»Jeg har selv haft det sådan,« fortæller Katja Kettu på eftertænksomt engelsk.
»Da jeg mødte min eksforlovede, som faktisk er min kæreste igen nu, havde jeg det præcis sådan, som det står i bogen: ’Min Gud, den mand vil jeg have. Min Gud, hvis jeg får den mand, kræver jeg ingen anden.’«
Det lyder som en god kærlighedshistorie, indvender jeg.
»Well, let’s see. Let’s see.«
Kvinder i krig
Ved at sætte en jordemoder i spidsen for en fortælling om Laplandskrigen, fortæller Katja Kettu om en del af menneskeheden, der altid lider under krig.
»Jeg ville skrive om, hvad der sker med kvinder og børn i krig, for det er altid dem, der også i dag lider under seksuelle overgreb og helt ufattelig ondskab.«
Værst er det, når en kvinde falder for en mand, der tilhører fjenden.
»Hun behandles som slum, hore og landsforræder og udstødes fra samfundet,« siger Katja Kettu. Det er derfor, nogle ældre mennesker i Finland, har haft det svært med, at Katja Kettu fortæller historien fra en sådan kvindes synspunkt, At hun lader de forbudte følelser og det stærke begær få plads, fortæller Kettus finske redaktør mig over e-mail.
På samme måde har Katja Kettus brug af samiske ord og dialekter givet folk fra det sydlige Finland en sproglig udfordring eller gave alt efter, hvordan man ser på det. Mest af alt er det dog det ekspressive og sensuelle sprog, der har vakt opsigt. Her bliver ikke holdt igen. Hverken på udtryk som »ulvetestikler«, »skævnossede drengerøve« og »kneppehunde med en bismag af Balkan« eller de barbariske mishandlinger af russiske krigsfanger. Det handler dog ikke specifikt om hverken det finske eller det tyske folk, understreger forfatteren.
»I Tyskland bliver jeg altid spurgt om, hvor jeg skriver om tyskerne,« siger Katja Kettu.
»Men jeg skriver ikke om tyskerne, jeg skriver om mennesker, og om hvordan de overlever under ekstreme forhold, hvor alle regler er vendt på hovedet. I et fredeligt samfund gælder mantraet ’Du må ikke slå ihjel’, men så snart der er krig, er det omvendt.«
Som hun sidder der med rockabilly-kjole og uglet hår, ligner hun et finsk svar på Björk. Ord som »vildt naturbarn«, og »naturtalent med rå kraft« ligger lige for og har fundet plads i mange anmeldelser og omtaler. Især i dem fra udlandet. Jeg spørger hende, hvordan hun har det med den opfattelse af henden – som sådan en vild kugle, der danser barfodet rundt oppe i Laplands vilde natur?
»Det er rigtigt, at jeg er et naturbarn, så på den måde gør det mig ikke noget. Men nogle steder tror de nærmest, jeg er en heks med særlige kræfter, og jeg bryder mig ikke om, når det fremstår, som om jeg skriver på ren intuition og urkraft. Jeg ved faktisk noget om det, jeg skriver om.«
Hvor julemanden bor
Det, Katja Kettu ved noget om, er oprindelige folks litteratur, som hun har studeret på Universitetet i Tampere, feminisme, punkmusik og Finlands historie. Den blodige og skamfulde del af den vel at mærke. I Jordemoderen er det Laplandskrigen, hun behandler, og i en ny roman, der udkommer i efteråret – i god strategisk timing i forhold til filmatiseringen af Jordemoderen, der som film slet og ret kommer til at hedde Vildøje – handler om finner, der emigrerede til Sovjetunionen i 1930’erne. Som flere af hendes familiemedlemmer gjorde. Hovedpersonen bliver igen en kvinde, en ung og gravid én på bare femten år. Hun flygter til Sovjetunionen og gemmer sig i en nordlig udørk. Som en del af sin research har Katja Kettu talt med aldrende familiemedlemmer og ledt i diverse arkiver i Moskva. Selv bor Katja Kettu i Helsinki, og når hun drager hjem til sin fødeby er det en togtur på tolv timer, fortæller hun.
»Det er en meget panoramisk oplevelse, og når vi krydser floden ved min hjemby, ved jeg, at nu er jeg hjemme.«
Undervejs lytter hun til historier fra sine medpassagerer. Især den ældre generation med deres særlige dialekter og skikke, inspirerer hende. Forfatteren er som før nævnt født og opvokset i byen Rovaniemi. Her er det vinter halvdelen af året, og man siger, at Lapland har otte årstider. De fire ordinære og fire faser af vinter. Det er også i Rovaniemi, at julemanden bor, og af samme årsag tiltrækker området med 60.000 indbyggere hvert år over dobbelt så mange turister. Og myg. Naturen dér betyder meget for hende og for hendes sprog, fortæller hun. Så meget, at hun ikke kan bo inde i byen med mindre der er udsigt til det, vi i Jylland kalder vidder.
»Jeg boede engang i en central lejlighed i Helsinki og udsigten til beton gav mig en akut trang til at løbe så hurgtig og så langt væk, jeg kunne.«
At kunne klatre op og se langt har altid været vigtigt for hende, og derfor bor hun nu, så hun kan se langt.
– Hvad giver det dig at have udsyn?
»En følelse af ikke at være fanget i sin krop eller i sin hjerne. Deroppe kan man give sin fantasi et frit rum til at skabe ting.«
Mere end mumitrolde
I sit hjemland er Katja Kettu en litterær kendis. Hun har sammen med finlandsk-svenske Kjell Westö og estisk-finsk Sofia Oksanen været med til at revitalisere finsk litteratur og dens status i udlandet. Katja Kettu var således en af de indbudte finske forfattere, da Frankfurt Book Fair i 2014 omdannede en stor del af messen til område for ’Finland. Cool’. En indsats der havde til formål at overbevise de tyskere læsere om, at finsk litteratur er mere og andet end Tove Jansson og mumitrolde. Jordemoderen er blandt andet blevet kaldt nordisk magisk realisme, og Gabriel García Márquez’ 100 års ensomhed er da også den bog, der har betydet mest for hende.
At Finland ikke nødvendigvis deler litterære referencer med Norge, Danmark og Sverige – og omvendt – opdager man, når talen falder på navne som Kim Leine, hvis bog om begyndelsen på den finske borgerkrig i 1918 kommer på mandag, og norske Herbjørg Wassmo, hvis Dina-figur kan minde om Vildøje. Ingen af de to forfattere har Katja Kettu hørt om. Men Kjell Westös Luftspejling 38 har hun læst. Modsat ham mener hun ikke, den finske borgerkrig er et tabu længere.
»Jeg synes, vi har talt om borgerkrigen nu, men Finland har andre traumer, der stadig ligger dybt begravet i den kollektive sjæl.«
Hvad litteraturen kan i den forbindelse, er svært at svare på »Det, fiktionen kan, er, at den giver en større mulighed for at vise respekt for mennesket, selv i en situation, der langt fra er sort og hvid,« siger forfatteren. Hun mener, man både til hverdag og i krig må spørge sig selv, om de givne omstændigheder undskylder ens ugerninger.
»Jeg tror, det er farligt ikke at indrømme, at vi som mennesker er i stand til at begå ondskab.«
