Den totalitære nationalismes genkomst

Hitlers, Stalins og Mussolinis stater døde i krigen, men ikke nødvendigvis ideen om en totalitær nationalstat, som vinder frem i skuffelsen over globaliseringen og de utilsigtede konsekvenser af neoliberalismen. Kan vi ende med, at det liberale demokrati bliver en undtagelse, mens normen er autoritære nationalstater med skindemokrati?
Føreren. Benito Mussolini i klassisk positur. Fascistlederens ideer om en stat, hvis indbyggere er underordnet en stærk og udemokratisk leders ideer og diktat, vinder igen udbredelse i et Europa, hvor usikkerhed og skuffelse får europæiske borgere til at lede efter alternativer til det liberale demokrati.

Føreren. Benito Mussolini i klassisk positur. Fascistlederens ideer om en stat, hvis indbyggere er underordnet en stærk og udemokratisk leders ideer og diktat, vinder igen udbredelse i et Europa, hvor usikkerhed og skuffelse får europæiske borgere til at lede efter alternativer til det liberale demokrati.

Scanpix
4. april 2015

Nationalismen havde sine heydays i 1800-tallet med fædreland og modersmål. Men heydays brænder ud, og i slutningen af 1900-tallet så det ud, som om nationalstaten var passé, druknet i verdenssamfundets urolige vande.

Nu har nationalstaten fået en renæssance. I EU stemmer medlemmerne efter nationale interesser. En EU-skepsis breder sig. Ikke hos eliten, men i det dunkle folkedyb hos alle dem, som ikke føler, at globaliseringen har indfriet alle sine løfter, men til gengæld udløst en syndflod af ulykker. Indvandring, flygtninge, velfærdsturisme, terrorisme, pres fra lavtlønslande, arbejdsløshed – alt det får mange vælgere til at trække sig tilbage til det nationale fort. Populistiske højrepartier puster til den folkelige ild ved at hetze mod ’de fremmede’, og i Østeuropa rider Ruslands Putin og Ungarns Orban højt på den fatale sondring mellem dem og os. Også Eksjugoslavien har sine nationale spøgelser.

Det sker samtidig med, at den ene nationalstat efter den anden brækker i stykker og ender som fejlslagne stater.

Der er brug for lidt historisk hukommelseskunst. I 1900-tallets første halvdel fik nationalismen en aggressiv udformning hos tre nye nationer, Italien, Tyskland og Sovjetunionen. De kombinerede en cocktail af ord som folk, nation og demokrati med enevældige metoder – en ufejlbarlig monark, skueprocesser, censur, jagt på afvigere og forvredne retsprincipper. Deres ideer vandt ikke blot genklang i landene selv, men fandt tilhængere i hele Europa.

Mussolini, Hitler og Stalin leverede forskellige, men sammenlignelige blueprints for en national stat, som var total, fordi den gennemtrængte samfundet, og totalitær, fordi den blev styret fra toppen uden folkelig feedback.

Metoden var den samme: en doktrin blev knæsat som Sandheden og forenklet i et politisk program, støttet af et stramt organiseret parti med en enevældig fører i spidsen. Partiet skulle med propaganda overtale de folkelige masser, som ikke behøvede at vide og forstå, men kunne nøjes med at tro og ville. Andre doktriner skulle ikke diskuteres, men bekæmpes med vold og kraft.

De tre regimer var nationalistiske. Fascismen så sig som arvtager af Romerriget, og nazismen dyrkede det nationale racefællesskab. I december 1924 knæsatte Stalin princippet om ’socialisme i ét land’. Herefter stod han på nationens side. I den sovjetiske forfatning fra 1936 blev ordet ’klassefjende’ erstattet med ’folkefjende’, da der ikke længere officielt fandtes klasser, og på partikongressen i marts 1939 hyldede Stalin »det store venskab mellem nationerne i vort land«.

For Hitler var folket de racerene ariere, urtypen på det, vi forstår ved ordet ’menneske’. Nationalisme handler her ikke om sprog, men om race. En jøde kan tale ’tusinde sprog’ og er stadig jøde. Ariere er knyttet til nationen, mens jøder er internationale, både som kapitalister på finansmarkedet og som arbejdere i fagforeninger. De er nationens ydre og indre fjende.

Alle tre regimer styrkede sig med fjendebilleder. Sondringen mellem folk og fjende skabte orden og ensretning. Over for en reel trussel om eksklusion og død måtte tvivlere holde lav profil. Med fysisk vold og et hemmeligt politi fik befolkningen mundkurv på. Var man uenig, var det klogt at hykle, tie eller flygte.

Staten

Som fortidens enevældige konger behøvede de tre regimer ikke at konsultere befolkningen. Folkets velfærd var statens mål. Men hvad velfærd var, blev afgjort af staten. Hvis staten giver folket ord, er det ufolkeligt at kritisere staten.

For Hitler er staten et redskab for nationen, som er et racefællesskab og inkarnerer den »højeste menneskelighed«. Staten kan ikke skabe racen, men nok pleje og rense den. Dens opgave er at indgyde folket »den stolte selvhævdelse, den mandige trods og det harmdirrende hads ånd«. De racerene er borgere, mens fremmede er »fuldstændig retsløse«.

For Marx skulle staten dø. Selv om Stalin hævdede, at det klasseløse samfund var en realitet, talte han om en »kapitalistisk omringning«. Først når fjenden var »likvideret«, kunne staten dø. Nær Paradisets porte kæmper djævelen ekstra ihærdigt, så folket måtte samle sig under staten. Retorikken om ’den belejrede fæstning’ skulle fjerne al indre splid. Imens kunne staten vokse og vokse.

Ingen balance mellem stat og samfund var nødvendig, fordi særinteresser ikke blev accepteret. Ingen tradition eller religion satte skranker for staten. Intet måtte være staten fremmed, hvilket ikke betød, at staten skulle anerkende det fremmede, men at det fremmede skulle elimineres

Demokrati

Stalin, Hitler og Mussolini havde dyb foragt for det repræsentative demokrati. Det var for dem kun et forum for studehandler og palaver.

Mussolini og Stalin sagde nej til parlamentet, men ja til et folkedemokrati, der blev betragtet som den ægte vare. Mussolini kaldte fascismen for »den reneste form for demokrati«, fordi den gav form til folkets åndelige væsen – folket som det burde være. I 1936 hyldede Stalin den nye sovjetiske forfatning som radikalt demokratisk. Når de to klasser i Sovjet, arbejdere og bønder, ikke har forskellige interesser, er der ingen grund til flere partier.

Hitlers afvisning af demokratiet var derimod entydig. Ansvarlighed betød, at én mand traf afgørelsen, mens demokrati var svaghed og forflygtigelse af ansvaret. Hvert niveau i statens pyramide havde absolut magt nedadtil og absolut lydighed opadtil.

Da Hitler fik magten i 1933, proklamerede Goebbels, at »hermed er året 1789 strøget af historien«. Oplysningstidens ideer om demokrati, fornuft og rettigheder var sløjfet. Hitler erklærede, at »politiske partier regner med modspillere, verdensanskuelser proklamerer deres ufejlbarlighed«. Han ville skabe en organisation med »primitive soldater«, »stram disciplin og fanatisk overbevisning«. Målet var modpartens »sammenbrud«, ikke civiliseret samkvem.

Partiet

De tre regimer overtog enevældens idé om, at en elite skal tænke, tale og handle på folkets vegne. Mens staten er organ for folket, er partiet organ for staten, den klogeste og mest fremsynede del af folket. Borgerne, hævdede Hitler, behøvede ikke at få et »fuldstændigt indblik og nøje kendskab til de inderste tanker og ideer, der besjæler føreren«. Og partiets program skal ikke justeres, men stå urokkeligt fast, så det ikke rammes af »endeløse diskussioner og almindelig forvirring«.

Derfor kunne den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt samles i ét organ. Mens staten gjorde nationen til en enhed, skabte partiet handlekraft ved at samle alle statens organer i ét parti. Selv i den tyske race var kun et fåtal »energisk og dristigt anlagt«, mens de fleste var »træge og feje«. De aktive skal ind i partiet, de passive nøjes med at være tilhængere.

Føreren

De tre stater blev identificeret med deres ledere. Folket er gud, som er blevet kød og har taget bolig i føreren. Han skal ikke diskutere, men adlydes. Hans taleart er befalingen, mens folkets dyd er lydighed. Folkestyre er identitet mellem fører og folk. Hitler plæderede for »den ekstreme bedste del« skulle have den »absolutte ledelse«. Han selv var den »store mand«, som både var “teoretiker, organisator og fører”, omgivet med “Mekka og Roms magiske fortryllelse”.

I føreren smeltede folk, nation, stat og parti sammen i en menneskelig form. Han samlede alle i et ordnet og håbefuldt univers. Hitlers omgangskreds konkurrerede om at imødekomme ham, og han selv følte sig udpeget af forsynet og endte ofte sine taler med et »amen«.

Herefter kunne ’folket’ deponere sin sjæl i staten, synke ned i anonymiteten og hengive sig til formynderiets behag. En lidenskabelig taler og en brølende masse blev det anskuelige billede på sammensmeltningen af fører og folk, mere hjælpsomt for et emotionelt fællesskab end debatter i parlamentet.

Demokratiets repræsentative organer blev erstattet af førerens præsentative teknik. Folk og fører viste sig for hinanden i masseopbud, hvor alle kunstens midler blev brugt i et suggestivt folketeater.

Både staten og partiet bliver overflødige, når føreren kan sætte alle procedurer ud af kraft med sit blotte ’jeg vil’. Det juridiske apparat var en hæmsko for førerens intuition. Hverken fascismen eller nazismen udformede en forfatning. For Hitler er alternativet klart: det svage demokrati eller »den brutale vilje«.

Det nye menneske

De tre regimer ville forvandle mennesket fra grunden af. Mussolini ville »omforme ikke blot livets former, men deres indhold – mennesket, dets karakter og tro«. Det nye menneske er en maskine, som handler og lider for nationen. Over for liberalismens jagt på »selvisk og øjeblikkelig lyst«, som gør mennesker til dyr og som Hitler kalder jødisk, sætter Mussolini og Hitler en ’åndelig holdning’, som hæver mennesker over det materielle.

Hitler skrev monotont om den »opofrende vilje« over for racens overordnede hensyn. Den ’tyske rejsning’ kræver en »national opdragelse« af folket. »Den unge mand« råder ikke over sin krop og skal ikke »drive rundt og gøre gader og biografer usikre«. Han skal »stålsætte og hærde sit unge legeme«, mens unge kvinder skal opdrages til at være mødre. De er først fuldgyldige borgere, når de gifter sig.

Skønt Hitler hylder den stærkes ret til at udslette den svage, skal de frie kræfter dog tæmmes, når det gælder racen. Truslen er klar: »Den sorthårede jødedreng lurer i timevis med satanisk glæde malet i sit ansigt på den intetanende unge pige, som han skænder med sit blod og hermed røver fra hendes folk«.

De tre regimer ville dræbe mennesket ved at omforme det »helt ind i sit fysiske væsen« og gøre det til et socialt artsvæsen, som går op i staten, »sjælenes sjæl«. Hitler beklagede sig få dage før sin død over, at han ikke havde haft tid nok til at skabe det nazistiske menneske fra grunden af.

Krigen

Alle tre regimer drives af en myte – det klasseløse samfund, den heroiske nation og den rene race. Både som oprindelsesmyte og som fremtidsvision indføres en forskel og en mangel. Med krigsretorik ophidses befolkningen til en uophørlig indsats. Den skal realisere sine mål og tilintetgøre sine fjender. Menneskets vilje til at herske over andre er, siger Mussolini, en »universel realitet«.

Mobilisering og paranoia gik hånd i hånd. Ingen loyalitet måtte stå over loyaliteten mod nationen. Kampen om det rene folk spejlede sig, og måtte spejle sig, i hadet til dets beskidte modpol. For den rene er alt andet beskidt. Fremtiden tilhører de stærke, som kan sætte sig ud over medlidenheden. Uhyre mængder af energi blev brugt til at opspore, registrere og herefter straffe eller tilintetgøre folkets fjender.

Imod demokratiets debat og flertal opstilles en teori om viljen til krig. Carl Schmitt hævdede, at politisk uenighed ikke er akademisk debat eller økonomisk konkurrence, men krig til døden. Krigen er »alvors-tilfældet«. Debatten på ord blev erstattet med fysisk krig – næven og sværdet. Hitler appellerede til de arbejdsløse, de utilfredse og de forrådte med et budskab om anti-autoritær autoritet, hvor den gamle elite blev udskiftet med en »ung, sejrrig idé«, båret af »flammende national selvopretholdelsesvilje og heroisk dødsforagt«. At sikre racens »skønhed og værdighed« krævede krig, ikke »den latterlige parole om at sikre ro og orden ad fredelig vej«.

Krigen blev den store opdrager, som samlede og rensede kræfterne ved at løfte dem op over hverdagens smålige hensyn. Vold er livskraft, fjenden er en dødsfjende, og kampen er uden ende. I stedet for demokratiets målhæmmede fjendskab, hvor fjender også er venner og spiller samme spil, får vi fanatismens uhæmmede fjendskab, hvor fjenden er fortabt og fortjener alle helvedes pinsler.

Med dyrkelsen af kampen og kraften blev taberne de svage, som havde fortjent at dø. Samme logik kan anvendes over for de tre regimer, som alle endte på historiens losseplads. Verdenshistorien er verdensdommeren.

Sammenbruddet for den totalitære nationalisme blev ikke en afslutning for nationalismen. Kun et kort øjeblik så det ud, som om nationalstaten var død. Den neoliberale dyrkelse af markedets frihed førte, som en utilsigtet bivirkning, til en økonomisk ulighed, ikke blot mellem rige og fattige lande, men også mellem rige og fattige i de rige lande. Det udløste en mumlende og nogle gange flammende utilfredshed, som tæmmes med en stigmatisering af de fremmede.

Kan vi ende med, at det liberale demokrati bliver en undtagelse, mens normen er autoritære nationalstater med skindemokrati, med stærke begrænsninger af ytringsfriheden, med opløsning af magtens tredeling, med stærke bånd mellem regering, militær og et hemmeligt politi, og med karismatiske ledere, der kanaliserer utilfredshed ind i den nationale og emotionelle forskel mellem dem og os?

Citater af Hitler er fra Min kamp, Jørgen Paludans Forlag, 1966. Mussolini er citeret fra The Doctrine of Fascism, som kan hentes på nettet.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Claus Jansson

Tak for den historiske gennemgang og dine tanker omkring forrige århundrede værste periode indenfor de europæiske nationalstaters ledelse der sammenfaldende med 1. verdenskrig uløste problemer eksploderede i verdenshistoriens værste årtier med krig, død og ødelæggelse til følge.

Jeg er dog langt fra enig i målsætning og konsekvens for "skuffelsen over globaliseringen og de utilsigtede konsekvenser af neoliberalismen". EU skulle være fredens projekt og vel en af de institutioner, som ikke har levet op til den internationale globalisering, fordi EU ikke har formået at blive folkeligt forankret.

Når det kommer til neo-liberalismen, så er det ikke utilsigtede konsekvenser men naturlige følger af at en ideologi fjerner sit menneskesyn for at erstatte det med individets absolutte egeninteresse, så har man byttet fællesskab og menneskesyn ud med den rene egoisme.

Det er politiske og bevidste valg, fordi de forskellige interessegrupper ikke har formået at få ligelig andel i indflydelsen. Borgere - lønmodtagere - har først nu erfaret, at den magthavere, beslutningstagere og meningsdannere har stået samme om målsætningen, der har gjort de rige absurd rigere og de fattige ubegribeligt fattigere. Vi har genskabt et samfund, som vi ellers havde besluttet ikke virkede.

Er man i tvivl, så se på vores måde at håndtere handicap-området, hvor staten i "den handicappedes tjeneste" formulerer og gennemfører i retorik og handling mange af de samme debatter og tiltag, som vi så i 30erne. Jeg siger ikke at forholdende er sammenligneligt, kun at statsmagtens tilgang "vi ved bedst" og de ekskluderende beslutninger er identiske.

Brugerbillede for Carsten Mortensen

Jo, skindemokrati er også dét, det begynder at ligne for mig, når en forhutlet flok iført gule T-shirts bliver fjernet fra et par kineseres åsyn.
Eller når 'lømmelpakken' ikke bliver fjernet på trods af domstolenes dom som erklærede fremgangsmåden ulovlig.
Eksemplerne bliver flere og flere.
Læg dertil hvor meget vi taler om demokrati og ytringsfrihed - alser, bare ikke når det handler om ovennævnte eksempler!
Politikere som lyver mere end almindeligt, bliver også flere.

Brugerbillede for Espen Bøgh

Sidste afsnit er en aldeles glimrende afslutning, - men mangler alligevel en ekstra lille snert fra nutidens verden.

Siden 1950erne med Mccarthyismen er demokratiet stille og forsvundet i nationalisme parret med patriotisme omkring den politiske religion "liberalismen" som den absolutte stat, der konstant udpeger fjender der tvivler på liberalismen exceptionalisme globalt i form af fjendebilleder.

Hegemonien udbredelse til hele verden skabt med både løgn og bedrag om andre og andres motiver eller handlinger via mistænksomhed imod disse, som eneste begrundelse uden nogen form for bevis er blevet hverdagen, i tragten efter total imperiemagt med liberalisme, der udråbes som frihedens beskytter overalt og for alle.

Her er ikke tale om langsom eller snigende genkomst, men derimod noget allerede pågående, der har stået på i mange mange år allerede, og som i disse år styrker sin magt globalt endnu mere via kontrol skabt under devisen, "beskyttelse mod terrorisme", og hvor man delte verdenen i "dem der er med os eller dem der imod os", mens al anden historieskrivning om egne krigssynder i den nære fortid overfor andre folkeslag, lande gemmes bekvemt langt væk.

I ly af indpakningens ord om friheden for folk ret til selv at bestemme om deres liv, lader vi os fredeligt lokke ind i flokken som kvæg i imperialismens trygge favntag af nationalisme og patriotisme ligesom Amerikanerne næsten alle som en dyrker, for de har gjort det bedre derovre end Hitler, Mussolini og Stalin nogensinde kunne drømme om.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Nationalstaten er ikke død, den døde ikke efter II Verdenskrig, men EU forsøgte med sin idé om det stadig tættere samarbejde at presse nationalstaterne for suverænitet. I 1987 indførtes kvalificeret flertal, og ensretningen tog fart. I 1993 indførte Maastricht-traktaten grundlaget for ØMU-en, fælles udenrigspolitik, fælles hær og fælles retsligt samarbejde. EU-retten, med domstolen i Luxembourg i spidsen, står over national ret. Euro-samarbejdet, som omfatter to tredjedele af medlemslandene, har trukket yderligere magt ud disse lande, og i realiteten lagt den hos kansler Merkel. EU kunne godt være et demokratisk samarbejde mellem demokratiske nationalstater, men er den ikke. Og EU har underlagt sig det neoliberale marked, der totalt dominerer, og understøttes af statskasserne (skatteyderne), når banker eller erhverv skal reddes, eller statsbankerotter undgås. Finanskreditorerne reddes, den fattige del af befolkningen betaler.

EU´s regime er ikke som de tre i artiklen nævnte, der knækkede, men EU vil møde mere og mere modstand fra især underklassen, en modstand, der ikke nødvendigvis er nationalistisk, men vendt mod hele EU´s ufølsomme, neoliberale prioritering af kapitalen og finanskapitalen, fremfor de fattiges, eller den lavere stillede dele af befolkningens, behov.

Brugerbillede for Niels Engelsted

En god påskeprædiken, men måske har vi mere brug for at forstå, hvorfor Jeppe drikker end for professorens idehistoriske causeri over alkoholismens forbandelser.

Hvis man har en dag til kvalme, sortsyn og lede, har jeg et godt forslag til, hvor man med fordel kan begynde. Smut ned til nærmeste togstation og køb en pocketbog fra Informations forlag, der hedder: Overklasseliv, og er skrevet af journalisten Søren Jacobsen.

Den lille veldokumenterede bog giver et ganske andet billede af virkeligheden end den liberal-idylliske potemkinkulisse Thyssen stiller op for os og medierne sædvanligvis kolporterer. På bagsiden står, at bogen bør være pligtlæsning for alle samfundsinteresserede. Det er ikke løgn. Før man har læst denne bog, forstår man ikke Danmark. Og efter endt læsning bliver ens liv ikke længere det samme. Til gengæld vil man have en klarere forståelse af roden til de ekstraordinære urimeligheder, der nu driver Europas befolkning til de politiske yderligheder, som Thyssens belæring advarer os mod.

Men hvis man glæder sig til at fejre dronningens 75 års fødselsdag foran fjernsynet, skal man dog nok lige vente et par dage med at læse bogen. Den gør tydeligt for alle tænkende, hvor helt og aldeles uanstændigt det er, at vi stadig har monarki i Danmark.

Brugerbillede for Per Dørup Jensen

Ole Thyssen. Er det ikke noget let at re-lancere de amerikanske totalitaristers Kold-krigs-propaganda mod den Sovjet-socialistiske "trussel", eller mere konkret: deres dæmonisering af Stalin?
Du kan jo næppe forvente noget kvalificeret modspil, og slet ikke af post-Koldkrigens neo-liberalt programmerede generationer.
Så selvom du sikkert vil få tilslutning af mange, ikke mindst på den såkaldte venstrefløj, er det jo ikke sandt, at Mussolini, Hitler og Stalin ikke havde betydelig folkelig feedback. - Hvilket du vil få bekræftet, hvis du går til kilderne, for eksempel Rittersporn, Fitzpatrick og Thurston for sidstnævntes vedkommende.
Og i forlængelse heraf, er det vel også overflødigt at nævne - hvis du holder dig til de seriøse og objektive forsknings-kilder - at den velkendte koldkrigs-propagandistiske sammenstilling mellem Hitler og Stalin og deres vidt forskellige samfundsprojekter, er videnskabelig ulødig.
Man skal heller ikke overse den vigtige pointe, at det i nutiden, hvor neo-liberalismens globalistiske ideologer nærmest er eneherskende, jo er bekvemt at fremstille nationalstater - som endnu ikke "har ladet sig integrere" i globaliseringens magtsfære: læs primært i USA´s- og sekundært EU´s magtsfære - som autoritære, udemokratiske og endda totalitære.

Brugerbillede for Herman Hansen

Demokratiet er gennem tiden blevet mere og mere udhulet. Nærmest sparet væk. Særligt de seneste år ti. Men som billedet er lige nu tror jeg desvære mange er ligeglade med demokratiet. Når bare de kan forbruge videre.

Men når klimaforandringer, ressource mangel og enorme mængde af flygtning strømmer ind i syd Europa vil vi højst sandsynligt se den totalitære statsmagt gribe om sig i Europa igen.

Der burde i tide indføres en grundlovs rammer for, hvor grænserne for den politiske ageren går, så Europa undgår, at falde i en fornyet totalitær statsmagt. Magten skal begrænses og spredes før det er for sendt.

Brugerbillede for Morten Rasmussen

Jean-Claude Juncker's udtalelse:
"there can be no democratic choice against the European treaties", lyder i mine øre som et meget totalitært bud på et fælles europa. Måske er det ikke ønsket om at bevare nationalstaterne, men totalitarisme i alle afskygninger, som man skal rette lyset mod?

Brugerbillede for Bill Atkins

Ole Thyssen stiller spørgsmålet:

Den neoliberale dyrkelse af markedets frihed førte, som en utilsigtet bivirkning, til en økonomisk ulighed, ikke blot mellem rige og fattige lande, men også mellem rige og fattige i de rige lande. Det
udløste en mumlende og nogle gange flammende utilfredshed, som tæmmes med en stigmatisering af de fremmede.
Vil den udvikling føre til: ...opløsning af magtens tredeling, med stærke bånd mellem regering, militær og et hemmeligt politi, og med karismatiske ledere, der kanaliserer utilfredshed ind i den nationale og emotionelle forskel mellem dem og os?

Det sker da kun hvis vi ikke kan se mulighederne i en økonomisk nationalisme, som værner om velfærdsstaten og vores lokale miljø, også selv om "vores" kapitalister og overklasse hellere vil leve i sus og dus for åbne døre og vinduer, med deres personlige formuer som værn mod globalismens glubskhed. Rent demokratisk udgør de jo ikke noget der ligner et flertal.

Historisk indsigt behøver ikke virke dragende som sorte mosehuller, men derimod advarende som afmærkede minefelter.

Brugerbillede for Henrik Klausen

Det er godt nok et falsk dilemma, som Thyssen indirekte opstiller: Enten globalisering og neoliberalisme, eller også totalitær nationalisme. Måske findes der mere at vælge imellem - hvad med nationalt demokrati? Eller er modstanden mod den politiske elites fejlslagne politik blevet så stærk, at det er nødvendigt at føre skræmmekampagne og male den som en klam nationalisme i stedet for ønsket om mere selvbestemmelse og tage magten væk fra de internationale institutioner, som har klokket så grueligt i det?

Brugerbillede for Flemming Scheel Andersen

Henrik Klausen

Nå ja, der var den lige, Måske findes der mere at vælge imellem - hvad med nationalt demokrati?
Men selvfølgelig føres der skræmmekampanger imod dette.
Atkins siger så rigtigt, "vores" kapitalister og overklasse hellere vil leve i sus og dus for åbne døre og vinduer
Denne "åbenhed" som jo kun et fåtal kan udnytte, men et stort flertal udnyttes af, gør det jo meget sværere at kontrollere og regulere.

Brugerbillede for jan henrik wegener

Virkelig?
"Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker" som prototype på et nationalistisk produkt?
1800-tallet, hvor det østlige Europa stort set var delt mellem det Østrig-Ungarske , Det Kejserlige Russiske og det Osmaniske Imperium (og udover Europa var meget af verden del af oversøiske imperier) var "heyday" for nationalstaten? Er det alvorligt ment (artiklen er jo dateret 4.4. og ikke 1.4.)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Når franskmændene ved de nys afholdte lokalvalg stemmer Front National så massivt ind, så er det fordi socialdemokraterne (ligesom i Spanien, Grækenland, Danmark ...) ikke længere er socialdemokrater, men holder hånden under kapitalen og de rige. Omfordeling gennem beskatning hører fortiden til, udligning af økonomisk ulighed er ikke S-politik længere, endda her i Thomas Pikettys eget land. S rotter sig sammen med Sarkozys stærkt borgerlige UMP, for at undgå FN, men bliver FN bare stærkere af. Folk i underklassen vil ikke finde sig i det. Og det har ikke noget med nationalisme eller totalitarisme at gøre.

Brugerbillede for Arne Nielsen

Ole Thyssen skriver her ud fra den gamle, fejlagtige traver, at historien gentager sig. Det gør den ikke. I dag har vi den nye situation, at vi, mere eller mindre frivilligt, er blevet påtvunget et totalitært EU uden folkeligt mandat, ja, vi er tvunget sammen i samme kammer med en masse stater, som i ingen henseende har hverken de samme idéer eller erfaringer om og med demokrati, som vi har. I Ungarn marcherer fascisterne i uniformeret tilstand, som var det under 2. verdenskrig. I Frankrig er der uklarhed om, hvorvidt Front National har et antisemitisk ansigt eller ej. Vi afventer at se, hvad UKIP i England måtte have i posen. Alle de gamle fra verdenskrigene er næsten væk, så overalt er der nye generationer på banen. Herhjemme har det ikke skortet på at trække nazikortet tidligt og silde, men det kan ikke ændre på den kendsgerning, at Dansk Folkeparti er et fundamentalt demokratisk parti, som heller ikke har den racisme eller voldelige adfærd, som ses i andre lande. For nogle af os er skepsisen overfor det fremmede funderet i, at netop fascistiske strømninger kan trænge ind over landegrænserne og ødelægge det, der trods alt er tilbage af et ordentligt samfund.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Arne Nielsen

Et af problemerne er, at de tidligere jerntæppelande ikke har gjort turen med. De har ikke haft ungdomsoprør, de har ikke haft pornobølge, de har ikke haft offentlige debatter i medierne om tilværelsens både tunge og lette sider, og de har ikke oplevet den intense rationaliseringsbølge, som den kapitalistiske produktion undergik. Selve det kapitalistiske samfunds krav om service som konkurrenceparameter, har de ikke fattet en meter af. De er der, hvor de blev sluppet umiddelbart efter 2. verdenskrig, og de har intet lært. Derfor ser vi militante bølleoptøjer af korporlige fascister, ja, friskarer, for hvem ordet demokrati blot er et påskud for at slå nogen for panden. Indtil nu har de østeuropæere, der har frekventeret landet, opført sig ordentligt, men hvad med et land som Tyrkiet? Tyrkisk chauvinisme og selvhævdelse slår nye rekorder hvert år. Vi har set, hvilke scener, den tyrkiske ambassadør i USA kunne opføre i Det Hvide Hus i anledning af, at der var amerikanske planer om at filmatisere "40 dage på Musa Dagh" om folkemordet på armenierne. Vi skal gudhjælpemig stadigt trækkes med Tyrkisk vrangvilje i denne anledning. Og hvornår kommer kineserne? Nej, der er i sandhed grund til at nære skepsis overfor fremmede indslag i gadebilledet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Aske Christiansen

»Den unge mand« råder ikke over sin krop og skal ikke »drive rundt og gøre gader og biografer usikre«.

Det er også hammer irriterende at få popcorn i håret.

Det er dollerme komisk. Alting går for et øjeblik op i en enhed, i pomo-symbiose mellem Støjberg, Mein Kampf, Inglorious Basterds, American Sniper, Liberalisme, CinemaxX, terrorisme, jøder, bland-selv slik, nervøse filosoffer og muslimer. Det blinker som et lille udsagn fra virkeligheden i et kort øjeblik, og så siger det sgu "farvel igen, ha'ed så godt!".

Og så står man kort og tænker "Nå... Hvad fanden skulle vi lige bruge det til?"

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lennart Kampmann

Nazityskland blev destrueret, Italiens fascisme fjernet, Sovjetunionen er død og borte. Japans nationalisme er bortskaffet og amerikaniseret.

Tilbage er Kina, der ser ud til at følge en teknokratisk-pragmatisk vej.

Nationalstatens tilsyneladende genkomst er blot en krusning hvor globaliseringens utilfredse markerer at de vil have fortiden tilbage. Men de er for få.

Mere interessant er at se på hvorledes korporationerne deler verden imellem sig. Hvor længe kan nationer modstå dette? Jeg gad vide om entropi også gælder for nationer, hvor større entropi er lig med globalisering.

Med venlig hilsen
Lennart

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Globalisering er et meget misbrugt ord.
Som et moderne "must", et fait accompli, enten er du for og moderne, eller også er du er imod og tabt bag af en vogn - tæt på det nationalistiske og totalitære. Hvilket selvfølgelig er noget sludder.
Global har verden altid været. I praksis udlevet af Aleksander den Store, Marc O Polo, Imperialismen osv. Verden er ikke mere global i dag, end under Christian d. IV, så kan vi ikke snart slippe for den argumentation.

Brugerbillede for Flemming Scheel Andersen

Michael Kongstad Nielsen

Jeg forstår dit ræsonnement, men selvfølgelig er påvirkningen fra omverdenen steget i takt med forbedrede transport og kommunikationsmuligheder.
Og lige så selvfølgeligt er befolkningernes behov for beskyttelse fra nationalstaten overfor de negative sider af påvirkningen steget i samme takt, for ingen drømmer jo om at den globale verden kan yde beskyttelse i nogen form.
Det er dette soleklare behov at politikerne forsøger at rende fra og som gør at de overflødig gør dem selv undervejs.
Og så er det rigtigt at pladsen er åben for andre der kan og vil tilbyde noget andet i stedet.
For ingen ønsker at se deres livsform forsvinde i politikernes præstigeprojekter.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Flemming Andersen
jeg er ikke sikker på, du har ret. Hastigheden er steget, ja. Men indholdet er det samme. På Mark O Polos tid var tekstilvæverne i Europa udfordret af silke fra Østen, og under kolonitiden var hjemlige frugter og rødder udfordret af indiske krydderier, te og kaffe udfordrede øl, osv. Hvem beskyttede kineserne mod europæisk handel med opium, bare for at nævne nogle eksempler.

Brugerbillede for Søren  S. Andersen

Hvis repræsentativt demokrati er så godt, hvorfor har man så amputeret det ved at overdrage store dele af den beslutningskompetence, der oprindeligt lå i Folketinget, til EU, der med sit mærkelige kommissærstyre og sin aktivistiske domstol uden folkeligt mandat er alt andet end demokratisk?

Hvis meningen med demokrati er, at magten skal udgå folket, virker det også lidt mærkeligt, at Danmark har underskrevet et hav af internationale konventioner, der lægger store begrænsninger på, hvad der kan lovgives om.

Hvad er i det hele taget demokrati? I mange af de lande, der sædvanligvis bliver opfattet som demokratiske, er det jo mulig at holde store partier ude fra parlamenterne, fordi der er flertalsvalg i enkeltmandskredse. Det er f.eks. tilfældet i både UK og Frankrig. Og det gennemkorrumperede 2-parti-system, de har i USA, er det også lidt svært at forbinde med noget virkeligt folkestyre, synes jeg.

Det hele bliver ligesom også lidt meningsløst, når politikerne siger ét før valget og bagefter fører en helt anden politik, end den de gik til valg på. Før sidst Folketingsvalg slog Helle Thorning-Schmidt f.eks. meget på, at der var to veje ud af krisen. Den ene vej - som hendes eget parti stod for - og som gik ud på at "kick-starte" samfundsøkonomien, og den anden vej - besparelsesvejen - som de borgelige partier stod for. Efter valget stod der i regeringsgrundlaget: "Udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand..". Da jeg læste dette, tænke jeg, at hvis det skal være på den måde, der føres politik, så kan det hele være lige meget. Og det tænker jeg fortsat.

Hvem skal man i øvrigt også stemme på, hvis man på ene side ikke bryder sig om Enhedslisten og på den anden side ikke gider støtte et parti, der går ind for at Danmark skal vær permanent krigsførende? Jeg ved det ikke. Og nej, jeg er ikke i stand til at tage Alternativet alvorligt.

Brugerbillede for Kristian Rikard

Michael,
Jeg tror måske vi anlægger lidt forskellige synspunkter. Jeg talte bare på fingrene.
Tilbage står så EU, som jeg sandt at sige slet ikke tænkte på i øjeblikket. Men jeg
er faktisk EU-tilhænger, men af årsager som nok vil være for vidtgående at gå ind på
her.
Men jeg har en naiv/optimistisk stadig tro på de 3 søjler. Om ikke andet, så ud fra
et håb/ønske om en kontrolleret "nedsmeletning" i det globale gedemarked.
At EU ikke blev til det, jeg havde håbet, er vist desværre blot et eksempel på, at
tro, håb og kærlighed ikke altid flytter bjerge.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Man må tage sig til hovedet når man oplever nogen bagatellisere globaliseringens indvirkning på dagliglivet i vores del af verden.

Wall Streets projekt Globalisering har medført afindustrialisering af Vesten og Sydamerika og industrialisering af nye lande i Sydøstasien og andre steder. Outsourcing og nye teknologier åbnede samtidig op for en markant Udvidelse af verdenshandlen - gigantiske containerskibe lastet med tusindvis af containere med billige kinesiske varer er et godt udtryk for denne udvikling - hvor lokalt producerede varer distribueres globalt. De billigt producerede kinesiske varer blev købt af de amerikanske og europæiske forbrugere, der egentlig ikke havde råd til dem, men som lånte pengene til forbruget af Kina, der tjente store summer på udbytningen af de lokale lønslaver. Kredit blev dermed en væsentlig ingrediens i det nye akkumulationsregime, som gjorde verdens aller rigeste endnu rigere.

USA, Brasilien, Argentina og Europa har oplevet massive fabrikslukninger og afindustrialisering med flere 100 mio. arbejdsløse til resultat, og markante lønfald i nyoprettede stillinger.

I den vestlige verden er arbejderklassen gået fra nederlag til nederlag og har konsekvent tabt terræn; fra konflikten i FIAT i 1980 over de amerikanske flyledere i 1981 og de britiske minearbejdere i 1984 til den californiske supermarkedsstrejke i 2004 har den stået på afindustrialisering og lønnedgang, kulminerende med krisen 2008, hvor Detroits totalkollaps på værste vis illustrere situationen for flere tusinde byer i USA.

Den hastige afindustrialisering har indskrænket både størrelsen på og selvbevidstheden hos arbejderklassen, og lønningerne er i frit fald. Nye job oprettes til lønninger, der skaber working poors (Ryanair) og migrantarbejdere.

USA betaler med arbejdsløshed for kinesiske varer
http://www.information.dk/281010

En løbende politisk diskussion på borgmesterplan i USA er genoprettelse af det økonomiske liv i de store områder af USA, som bliver lagt økonomisk øde af globaliseringen, afindustrialiseringen, udflagningen af arbejdspladser og den økonomiske krise.

Når det er muligt at overse globaliseringens negative konsekvenser for lokalområderne, så må det være fordi borgerskabet har deres øjne stift rette mod den eftertragtede overklasses livsstil.

Alternativ tænkning efterlyses.

Brugerbillede for Stig Bøg

Den neoliberale dyrkelse af markedets frihed førte, som en utilsigtet bivirkning, til en økonomisk ulighed, ikke blot mellem rige og fattige lande, men også mellem rige og fattige i de rige lande
Demokrati kan kortes ned til ”en mand en stemme”. Stiglitz taler om ”one dollar one vote” i USA. Krigen i Irak var bestemt på forhånd, beviserne forfalskede Da Blair fik et nej til krigens lovlighed, blev juristerne sat til at lave den lovlig. Jeg ved ikke, hvor mange år vi har bombet i Mellemøsten og hvor mange krige, undertrykkelse og kolonier der er opstået i det liberale demokratis navn. Vi ved, at vores politiske klasse er i lommen på ’markederne’ – se på den opstandelse hos personalet i EU og i Den Internationale Valutafond over de uregerlige grækere.
I dag er de politiske eliter udsat for en prøvelse, hvor en vildtvoksende finanskapitalisme kører løs og på den anden side de uindfriede løfter om social retfærdighed, som gjalder imod dem fra deres demokratiske vælgerbefolkninger.
Måske er det bare sådan, at kapitalismen ikke længere behøver det liberale demokrati, men er mere effektiv med en autoritær styreform. Vi er nu gået ind i kampen mod terror, hvilket betyder indskrænkning af friheder og aflytning. De farlige er blevet flygtninge, muslimer, klima, Rusland og Kina. Vi er nød til at føre ”nødvendighedens politik”.
Det er ikke bare at vende tilbage til ”en mand en stemme” til demokrati. Vi er på mange måder allerede havnet i ufrihed.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Peter, hentet fra Wikipedia/globalisering:
Økonomisk øger globaliseringen international handel, men giver også anledning til koncentration af firmaer i større enheder – monopoler -, da finanskapitalen flyder frit over grænserne. Der er økonomer, der mener, at den globale frihandel i enkelte tilfælde med fordel midlertidigt kan begrænses med handelshindringer med det formål at opbygge en lokal industri.

Ofte er den fælles forståelse af begreberne ikke mere end et par klik væk.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

En særlig plads i globaliseringsvanviddet har globaliseringen via industrielle landbrugssystemer:

Naomi Klein skriver:

I en afhandling udgivet i 2000 påpegede Shrybman, at "globaliseringen af landbrugssystemer i løbet af de sidste tiår højst sandsynligt er en af de vigtigste årsager til den overordnede stigning i udledningen af drivhusgasser. "Food miles" i forbindelse med importerede versus lokalt dyrkede fødevarer, samt den måde, hvorpå handelssystemet har været med til at beskytte og udvide den energiintensive, højudledningsform for industriel landbrugsproduktion verden over - ved at give virksomheder som Monsanto og Cargill alle mulige gunstige vilkår, fra uhindret markedsadgang til aggressiv beskyttelse af deres patenter og opretholdelse af deres givtige subsidier, således at lokalt landbrugsproduktion udkonkurreres.

Det er grunden til, at det globale fødevaresystem nu tegner sig for mellem 19 og 29 procent af verdens udledning af drivhusgasser. "Handelspolitikken og reglerne for den er faktisk strukturelt set den drivende kraft bag klimaforandringer, når vi snakker om fødevaresystemer," understregede Shrybman i et interview.

Brugerbillede for Torsten Jacobsen

Ole Thyssens tænkning begrænses af, at han tilsyneladende er fuldstændig opslugt af, hvad Mark Fisher har kaldt 'Capitalist Realism':

Capitalist realism can be seen as a belief: that there’s no alternative to capitalism, that, as Fredric Jameson put it, it’s easier to imagine the end of the world than the end of capitalism. Other systems might be preferable to capitalism, but capitalism is the only one that is realistic. Or it can be seen as an attitude of resignation and fatalism in the face of this – a sense that all we can do is accommodate ourselves to the dominance of capitalism, and limit our hopes to containing its worst excesses. Fundamentally, it’s a pathology of the left, nowhere better exemplified than in the case of New Labour. Ultimately, what capitalist realism amounts to is the elimination of left wing politics and the naturalisation of neoliberalism.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bjørn Pedersen

Hvorfor er det så svært at få folk til at forstå at Nazityskland ikke alene var nationalistisk, men pan-nationalistisk? Nationalismen døde aldrig i Europe, den er i dag blot delt i to lejre. De "traditionelle" nationalister, DF i DK, FN i F, Jobbik i Ungarn, etc. på den ene side, og på den anden, de pan-nationale "europæere", der går ind for en pan-europæisk føderal stat. Sidstnævnte har, ligesom de nationale bevægelser i midten af det 19. århundrede, konstrueret en (pan-) national myte om et "Europa" og "europæisk" historie, hvor man hylder Karl den Store som en "Europæisk" visionær og samlingsfigur, fortolker Beethovens "alle Menschen werden Brüder" til et "alle Europäer werden Brüder" og søger at fremme en pan-europæisk fællesidentitet.

Pseudohistorisk retfærdiggøres en pan-europæisk "national"-stat med de mange krige, der har været i Europa (hvor kun fåtallet historisk set var startet af nationalistiske grunde, iøvrigt). Den eneste løsning på potentiel, fremtidige krig i Europa er for de pan-europæiske EU-føderalister en opbygning af en identitet hvor vi skal forestille os at vi alle grundlæggende er samme "folk". Akkurat ligesom nationalisterne, der søgte at skabe et billede af at tyskere var ét folk, italienere var et folk, osv. trods historiske beviser for det akkurat modsatte.

Forudsætningen for både de nationale og de pan-nationale er, at man ikke kan være venner hvis man ikke på en eller anden måde skaber en fælles identitet. At man er nødt til at skabe illusionen om at vi er i familie, for at ville og kunne bistå hinanden. At den eneste måde at en dansker ville kæmpe for, ofre sig, for en tysker, en spanier, en polak, er hvis han tror på at tyskeren, spanieren, polakken tilhører den samme "stamme" som ham selv. Man ignorerer at det der bør fremmes er venskab med dem der ikke er lig os selv, og ikke endnu en falsk super-identitet, der blot gør individets stemme mindre.

Den totalitære nationalisme kan muligvis vende tilbage enkelte steder, ja. Grækenland, Ungarn og naturligvis Rusland. Men i EU er udfordringen fremvæksten af pan-nationalisme. Den er af natur elitær, ligesom nationalismen i sin tid udsprang fra eliten. Det er den der lige nu sidder på magtapparatet i EU (Guy Verhoefstadt, f.eks.) Hvis vi skal udfordre nationalismen i Europa, har vi ikke én, men to konkurrenter.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Jeg forstår ikke den omsiggribende brug af ordet globalisering. Det er jo ikke en -isme som kapitalisme fx, ikke en ond ånd eller dæmon, der kommer og tager os om natten, den har som sagt været der altid, med forskellige hastigheder og kvantiteter.

Thyssen skriver:
" En EU-skepsis breder sig. Ikke hos eliten, men i det dunkle folkedyb hos alle dem, som ikke føler, at globaliseringen har indfriet alle sine løfter, men til gengæld udløst en syndflod af ulykker. Indvandring, flygtninge, velfærdsturisme, terrorisme, pres fra lavtlønslande, arbejdsløshed – alt det får mange vælgere til at trække sig tilbage til det nationale fort. Populistiske højrepartier puster til den folkelige ild ved at hetze mod ’de fremmede’, og i Østeuropa rider Ruslands Putin og Ungarns Orban højt på den fatale sondring mellem dem og os. Også Eksjugoslavien har sine nationale spøgelser."

Så fik vi vist det hele med. Men det er en typisk elitær måde at nedgøre folket på, "det dunkle folkedyb". Staklerne forstår ikke noget, og er bange. Men bare rolig, eliten skal nok fortælle jer, hvordan det hele hænger sammen, så stem på os!

Nej, folk ved sgu godt at jorden er rund, og bevæger man sig længe nok på overfladen, kommer man hele vejen rundt. Folk ved også godt, at erhverv ændrer sig, udvikler sig, nogle nedlægges, andre opstår. Og folk ved udmærket godt, at kapitalen søger derhen, hvor det er billigst at producere, og ydermere, at det er muligt at regulere på disse ting, med regler om produktionsbetingelser, miljøstandarder, beskatning og told, samt at svare med egen innovation, opfindelser og iværksætteri, så der opstår nye jobs, nyt livsgrundlag. Sådan har det også altid været. Men der skal gøres noget ved det.

Problemet er, at de gamle politiske partier ikke er til at råbe op. Socialdemokrater, konservative, all over, fortsætter med at prioritere det neoliberale, uregulerede marked med så lav beskatning som muligt, og med "reformer", der gør set endnu sværere at være arbejdsløs eller syg. De gamle partier tog fra de fattige og gav til rige efter finanskrisen, og de er endnu ikke færdige med denne omvendte Robin Hood. Derfor er det ikke spor underligt, at folk ser sig om efter nye partier, som kan vende udviklingen. Syriza i Grækenland, Podemos i Spanien, Alternativet i Danmark. Og i EU vælter det ind med nye partier. I UK er der for første gang 7-8 partier at vælge mellem.

Det er ikke "globaliseringens" skyld, det er de gamle partiers manglende idéer og svar på nutidens problemer, deres passivitet og evige fokus på kapitalens interesser, der ønskes et opgør med. Det vil Thyssen og hans arbejdsgiver næppe indse, da det kan true deres interesser.

Brugerbillede for Bill Atkins

MKN du sætter vognen foran hesten. Politikerne deregulerer og nedbryder toldmure og kapitalismen i sin imperialistiske form får frit spil til at rykke rundt med kapital og produktionsapparat (job).

Folk ved også godt, at erhverv ændrer sig, udvikler sig, nogle nedlægges, andre opstår. skriver du. Folk ved godt at de nye job der opstår, er til en langt lavere løn - en løn der skal modsvare de lønninger der gældende i de asiatiske lavtløns og fattigdomsområde - of som skaber behov for to og tre job (working poors) og migrantarbejdere og løndumping.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torsten Jacobsen

Michael Kongstad Nielsen,

Globaliseringen er på godt og ondt drevet frem af markedet. Og eftersom markedet i dag defineres gennem neoliberal ideologi, kan det være svært at skille globaliseringen og neoliberalismen ad.

Derfor hat globaliseringen i manges bevidsthed antaget en så truende form, og derfor er en tilbagevenden til 'det lokale' så tillokkende. Men her må man insistere på, at det lokale fællesskab og det globale fællesskab godt kan sameksistere. Også på et økonomisk plan. Det afhænger blot af hvordan vi definerer spillereglerne for markedets udfoldelse.

Neoliberalismen er løbet tør for idéer. Ekspansionens tid er snart forbi. Noget nyt må følge, men det kommer tydeligvis ikke fra Thyssen.

Brugerbillede for Stig Bøg

Jürgen Habermas i Information 5.4. 2014
Det er stadig nationalstaterne, der inkarnerer borgernes politiske vilje og bevidsthed, og stadig kun dem, der kan handle effektivt som kollektive aktører på grundlag af en demokratisk beslutningsproces og forandre deres samfund ud fra politiske intentioner. Men de er blevet mere og mere viklet ind i funktionssammenhænge, der går på tværs af landegrænser. Især de globale markeder og de digitale forbindelser skaber gensidige afhængigheder i netværksform, i et vist omfang bag om ryggen på disse kollektive aktører. I lyset af de utilsigtede bivirkninger af denne systemiske integration opstår der et behov for kontrol, som nationalstaterne har stadigt sværere ved at håndtere. Og det opleves som et tab af politisk handlekraft hos både politikere og borgere. Alligevel reagerer de – psykologisk forståeligt, men paradoksalt – ved at klamre sig desto voldsommere til nationalstaten og dens grænser.
S er ved at forstå det ”Det Danmark du kender”. DF har fattet det for mange år siden. Nationalismen har noget med identitet at gøre i Østeuropa. Efter tabet af det ”sovjetiske menneske” søges en ny identitet og hvad er nemmere end det nationale?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Philip B. Johnsen

Det er nu alligevel uhyggeligt, at danskere bliver spist af, med sådan en gang udenomssnak, tåbelige ligegyldigheder bliver udlagt, som forklaring på verdens mest simple kendsgerning, ingen af de købte og betalte danske rygradsløst politikker vil tage i sin mund.

Danmark 'er' et skindemokrati, der bygger på alliance af kristne krige, der sikker fissilbredstof resurser og venligsindet indsatte styre i lande Danmark, igennem krige holder i imperialistisk magt greb.

Danmark må vende sig, væk fra de danske religionskrige, vende dem ryggen og tro på demokrati og retstat igen, Danmark må vende terror ryggen, tro få mennesker og ikke systemer og terror for kontrol.

To ting har styret Danmark og den neoliberale alliance for magt, Danmark er en del af:

'Fossilbrændstof kontrol og Gud'.

Esekiel 47,13–20 og fjerde Mosebog 34 løftet om Storisrael.
Storisrael nutids Libanon, Vestbredden, Gazastriben, Israel, dele af Syrien.

PS. USA bygger på et fundamentalistisk kristent fundament Danmark med vores krige tjener.

Gud har givet mennesket jorden og alt på jorden, til mennesket 'Gud skabte mennesket skabt i sit billed'
Første Mosebog 26-27-28
Det er denne tilgang til verden, der vanskeliggør kritik af kapitalisme, klimaforandringer mm. og giver USA's Gud's givende ret, til at regere verden, Gud danner det fundamentalistiske grundlag, for den liberale tilgang til kapitalisme.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Claus Oreskov

Her er så hvad jeg ville skrive:
Mere underlødig gang sludder skal man lede længe efter og hvad er formålet andet end at dæmonisere Sovjetunionen, der her 20 år efter sin eksistens åbenbart fremstår som den største trussel imod hæmningsløs udbytning og undertrykkelse.
Sovjetunionen var ikke nogen nation men netop en union af nationer. Sovjetunionen havde derfor ingen national politik men derimod en politik samlet omkring begrebet klassekamp.
Sovjetunionen var ikke totemistisk og jeg vil stærkt anbefale Ole Thyssen at anskaffe sig en smule historisk viden på området! Modsat hvad Thyssen skriver var den folkelige diskussion på fabrikker, statsbrug, skoler og universiteter en af systemets søjler. Tænk f.eks. på at skolerne i Sovjetunionen fra begyndelsen havde elevråd, noget vi her i Danmark først fik 50 år senere. Desuden var der et hav af råd og foreninger hvor der blev diskuteret og vigtigt truffet beslutninger. Her blev magten delt og gendelt uendeligt. Forud for beslutninger i et sådan råd (det kunne være om boligblokken hvor man boede, eller det kunne være om et kolonihave kompleks (ligesom i Juri Trifonov´s roman ”Den Gamle”), forgik der en social interaktion, som var meget kompleks og som involverede gensidigheds relationer, tjenester og gentjenester i lange bander. Stalin stod ikke på nationernes side som Thyssen skriver, men han medgav ligesom Lenin at de nationale bevægelser for undertrykte nationer kan virke som befrielses bevægelser (om Stalins syn på det nationale spørgsmål læs: J.Stalin: ” Marxismen og det nationale spørgsmål”).
Thyssen skriver: ”Alle tre regimer styrkede sig med fjendebilleder. Sondringen mellem folk og fjende skabte orden og ensretning”. Igen passer dette billede ikke på Sovjetunionen. Selv i kampen mod Hitler herredømmet var man i Sovjetunionen meget bevidst om at det var nazismen man var i krig med ikke tyskerne som folk.
Angående demokrati glemmer Thyssen behændigt at fortælle at man i Sovjetunionen havde økonomisk demokrati og at folket var repræsenteret gennem sovjetterne (folkelige råd).

Sider