Læsetid: 17 min.

Det uønskede barn

For et år siden fandt Britta Hørdam ud af, at hun havde en lillebror, som var blevet bortadopteret lige efter fødslen i 1953. Hendes søgen efter spor af drengen afdækkede et livs fortielser og løgne. Og rejser spørgsmålet: Hvad er en familie?
Drengen blev kørt på spædbørnehjem otte dage gammel. Her blev han i journalen beskrevet som ‘et mørkblond pænt lille barn – velegnet til adoption’. Privatfoto

Drengen blev kørt på spædbørnehjem otte dage gammel. Her blev han i journalen beskrevet som ‘et mørkblond pænt lille barn – velegnet til adoption’. Privatfoto

4. april 2015

I slutningen af marts sidste år fandt Britta Hørdam et brev i postkassen foran parcelhuset ved Solrød Strand. Hendes mor på 90 år var død få uger forinden, og brevet fra et københavnsk advokatkontor var ventet. Men i tredje afsnit stod en sætning, som ændrede den 65-årige kvindes opfattelse af sin egen historie for altid:

»Det bemærkes for ordens skyld, at jeg er ved at indhente yderligere oplysninger om din bortadopterede bror«.

»Vi har fået familieforøgelse,« sagde hun til sin mand.

»Nå,« svarede han muntert. »Hvem har nu fået hund?«

»Jeg har fået en bror.«

Tusindvis af børn er gennem historien vokset op hos andre forældre end deres biolo- giske.

Men aldrig er der blevet bortadopteret så mange danske børn som i perioden før og efter Anden Verdenskrig, hvor adoption for alvor blev systematiseret i Danmark. Fra 1938 og tyve år frem fik knap 40.000 børn en ny familie. På grund af dødsfald, fattigdom eller fordi de var født uden for ægteskabet.

»Der har altid været urent trav i de danske familier. Og det har ofte været socialt betinget – familiemønstrene var klart mest brogede i arbejderklassen,« siger Mai Heide Ottosen, seniorforsker ved SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Førhen var ægteskabet en definerende ramme, som overtrumfede det biologiske ophav, forklarer hun. Og en af de måder man opretholdt den sociale orden på, var gennem adoption:

»Det var moralsk utænkeligt, at man fik børn uden at leve sammen. Samtidig med, at der var en vis dobbeltmoral, fordi der blev undfanget massevis af børn uden for ægteskabet.«

Det var dog ikke kun udenomsægteskabelige børn, der blev bortadopteret. Cirka en fjerdedel af de børn, som blev bortadopteret til nye familier havde forældre, der var gift, men som ikke magtede at beholde børnene på grund af dårlige sociale kår.

Da Danmark i 1923 fik sin første adoptionslov var hovedproblemet at finde en plads til de mange uønskede børn. Men forbedringer i sociale og økonomiske muligheder for befolkningen som helhed og de enlige mødre i særdeleshed gjorde, at antallet af børn til bortadoption faldt op gennem 1950’erne. Fra 2.739 børn i 1948 til omkring halvdelen 1.467 ti år efter. Og snart var der langt flere, der ønskede at adoptere, end der var danske børn til rådighed. Hos Mødrehjælpen, der var den dominerende formidler af adoption i denne periode, blev ventelisten længere og længere.

’Det snakker vi ikke mere om’

Det var i dette årti, Britta Hørdam blev født. Hendes far Frede Emil Pedersen var klejnsmed, fra en børnerig socialdemokratisk familie. Moren Gerda Pedersen var fra landet og arbejdede i København som buffist på et hotel. De mødte hinanden i Folkets Hus på Vesterbro omkring krigens afslutning, blev gift og fik en pige i 1946. Lillesøster Britta Hørdam kom til i 1950. Familien boede i en stuelejlighed i et baggårdshus i Blågårdsgade på Nørrebro. Lejligheden var på to et halvt værelse med koldt vand. Pigerne sov i køjesenge på forældrenes soveværelse.

Adskillelse. Tre år gammel i 1953 kom Britta Hørdam for første gang i sit liv til fotografen. Billedet blev vedlagt sagsmappen hos Mødrehjælpen i forbindelse med bortadoptionen af hendes lillebror. Privatfoto

»Lejligheden var umulig at varme op på grund af kulden fra kælderen. Min storesøster led af bronkitis, og jeg havde lungebetændelse flere gange i min opvækst,« husker Britta Hørdam.

Hun står foran nummer 31C i sin barndoms gade. Hvor der i Britta Hørdams barneår var bagerforretning og renseri, ligger der nu et yogastudie og en børnetøjsbutik. Inde i gården er der forårssolbeskinnede bænke, og græsplænen gennembrydes af små klynger krokus. Baghusene er for længst revet ned.

Britta Hørdams forældre var meget sparsommelige, og hendes far var en stolt arbejder. Han havde fast ansættelse ved statsbanerne, var flittig og drak sig aldrig fuld. Men sådan var det langtfra i alle familier:

»Mange af mine kammerater kom på svagbørnskoloni, fordi forældrene ikke havde råd til at give dem ordentlig mad. Fædrene drak hyren op, og der var masser af husspektakler. Det var et hårdt kvarter,« fortæller Britta Hørdam.

Da Britta Hørdam var tre år gammel, fik hun og storesøsteren at vide, at deres mor havde fået et barn, men at de havde mistet den nyfødte

»Jeg kan huske, at min far fortalte os, at vi havde mistet vores lillesøster. Han sagde, at når man havde mistet et barn, skulle man finde på et navn. Vi blev enige om, at Inge lød pænt. Og så sagde han, at vi ikke skulle snakke mere om det.«

’Pæne og ordentlige mennesker’

Der findes ingen billeder af Britta Hørdam, fra hun er helt lille. Men da hun var tre år, blev der taget en fotoserie af de to søstre. Pigerne er iklædt ens ternede kjolesæt, hvide ankelsokker og store sløjfer i håret. Hvad børnene ikke vidste var, at billederne skulle bruges til Mødrehjælpens sagsmappe, hvor forældrenes familieforhold indgående blev beskrevet i forbindelse med den adoptionssag, ægteparret indleder i oktober måned 1952. Her er med nydelig skråskrift nedfældet, at familien bor i en fugtig og kold lejlighed, og at ægtemanden kun tjener 200 kroner om ugen. De mener ikke, familiens økonomi kan holde til flere børn. Forældrene er ellers pæne og ordentlige mennesker. Uden arvelige sygdomme, kriminalitet og drikfældighed. Den to år gamle Britta Hørdam, som er med til samtalen, bliver beskrevet som »opvakt og pæn at se på«. Det konstateres, at »barnemoderen ikke virker helt sikker på beslutningen«. Men at hendes ægtemand derimod »ikke vakler«.

Nogle måneder efter den 20. januar 1953 fødte Britta Hørdams mor en velskabt dreng på syv pund på en kommunal fødeklinik på Frederiksberg – ikke på Nørrebro.

»På fødeklinikken på Sankt Joseph lå alle mødrene fra kvarteret. Derfor har vores sygekasselæge sandsynligvis foreslået en mere diskret løsning ovre i et andet sogn,« gætter Britta Hørdam.

Moderen var indlagt med den nyfødte i otte dage. Så blev han kørt til Mødrehjælpens spædbørnshjem. I journalen er der samme dag noteret:

»Barnemoderen synes ret trist i dag«.

De følgende måneder var drengen indskrevet på børnehjemmet i Skodsborg – en stor rødstensvilla lige ned til Øresund på Strandvejen. Her blev han tilset af en kvindelig børnelæge, der beskrev ham som »et mørkblond pænt lille barn – velegnet til adoption«.

18 april 1953 tog forældrene med toget til spædbørnshjemmet, hvor de fik præsenteret deres lille søn, men fastholdt adoptionen. De så ham aldrig igen.

Cecilia Lindgren er lektor ved Linköping Universitet og har skrevet afhandlingen En rigtig familj – adoption, föräldraskab och barnats bästa om adoption i Sverige fra 1917 og frem til 1975. De skandinaviske landes lovgivning på adoptionsområdet følges i denne periode ad – blandt andet laver både Danmark & Sverige i slutningen af 1950’erne en lovændring, så adopterede børn ikke længere arver deres biologiske forældre, men kun deres adoptivforældre.

»Der sker et skifte, fordi man mener, det er til barnet bedste ikke at tilhøre to familier. Derfor kapper man båndene,« siger Cecilia Lindgren.

I denne tid blæser vindene i nye pædagogiske retninger. Blandt andet inspireret af amerikanske tilknytningteorier bliver der mere fokus på relationerne mellem forældre og børn, og kernefamilien bliver symbolet på den nære, trygge opvækst.

Af journaler, retningslinjerne omkring adoption og i lovgivning kan man læse, at hvor man førhen har set fordømmende på de biologiske forældre, som nogle, der ikke magter at give deres børn ordentlige forhold, skifter også det i 1950’erne. Her begynder man i højere grad at se forældrene som kærlige og ansvarlige:

»Man opfatter det som modent og selvopofrende, at de indser, at de ikke har mulighed for at tilbyde barnet en så god opvækst, og at det er bedre for barnet at få adoptivforældre i en lykkelig kernefamilie.« siger Cecilia Lindgren.

’Social ingeniørkunst’ er et begreb, brugt af en række forskere til at beskrive, når et samfund gennem sociale reformer forsøger at få befolkningen til at leve på en bestemt måde, for eksempel at få dem til at føde flere børn. Adoption er et af de mest ekstreme udtryk for netop social ingeniørkunst:

»Man tager par, som er perfekte på alle måder, lykkelige, harmoniske og ved godt helbred. Det eneste, de mangler, er et barn. Og så har man på den anden side et barn, som ikke har mulighed for at vokse op i en tryg og lun kernefamilie, fordi kvinden ikke er gift, eller fordi forældrene mangler sociale muligheder. Gennem adoption kunne man skabe den ideelle familie.«

Velstandsboom

I november 1952 henvendte Elisabeth og Georg Arnold Jensen sig til Mødrehjælpen med henblik på at adoptere et barn. Hun havde fået fjernet begge æggeledere på grund af en graviditet uden for livmoren og kunne derfor ikke få børn.

Det fremgår af journalen, at faderen er væver i Georg Jensen-familien, parret har en god økonomi og et godt ægteskab. Der bliver aflagt besøg i parrets gulstensrækkehus i Bagsværd med fem værelser. Hjemmet er beskrevet i detaljen som lyst, ordentligt og moderne. Og ægteparret som nydelige og tiltalende.

Adoptionen gik hurtigt igennem, og den 25. april hentede parret den tre måneder gamle dreng på børnehjemmet i Skodsborg. I familiens album kan man se et sort hvidt-billede af Elisabeth og Arnold Georg Jensen der kommer gående op ad havegangen mod rækkehuset med drengen svøbt i et tæppe. Drengen fik navnet Ole Georg Jensen.

I 1960’erne skete der en hastig udvikling i velstanden som også smittede af på den lille familien Pedersen i Blågårdsgade. De flyttede til en lejlighed i forhuset på anden sal med fire værelser og varmt vand. Velfærden kom til arbejderklassen. Lønningerne steg og familien fik køleskab og komfur. Gennem farens arbejde ved DSB fik de mulighed for at bygge sommerhus på en grund ved banen i Vedbæk. Turen derop gik langs Strandvejen med toget.

»Og hver gang kører vi lige forbi børnehjemmet i Skodsborg. Det går jo op for mig i dag, at de må have tænkt på det hver gang. Men de har aldrig sagt et ord. Jeg synes, de har snydt os lidt.«

Det eneste sted, den bortadopterede søn er nævnt, er i hendes mors testamente – nedskrevet blot et halvt år inden hendes død.

I de officielle anbefalinger i efterkrigsårene fra blandt andet Mødrehjælpen hed det, at børn skulle vide, at de var adopterede. Ikke desto mindre er langt de fleste danske adoptionshistorier omgærdet af løgne og fortielser. Både blandt de kvinder, der afleverede børn til adoption og forældrene, der tog imod børnene. Det er ikke så underligt, mener Cecilia Lindgren:

»Der er en modsætning imellem, at man fra eksperternes side siger, at det ikke skal være hemmeligt, men samtidig har et ideal om, at man gennem adoption kan skabe en perfekt familie. Den holdning gav jo næring til, at adoption blev hemmeligholdt.«

I det hele taget var det en tid, hvor man i familielivet så anderledes på fortielser. Den generelle holdning var, at den bedste terapi var at tie tingene ihjel, og børn blev ikke set som selvstændige individer, der havde ret til at vide, hvad der foregik i familien.

Spørgsmålet er, hvad tavsheden og fortielserne har betydet for de mange forældre og børn. May Britt Skjold er psykolog med speciale i adoption. Hun er selv danskfødt adopteret og har i sin praksis mødt mange adopterede.

»Ofte har adoptionen været tabu. Og selv hvis det blev fortalt, sagde forældrene ofte, at man ikke skulle snakke om det,« siger May Britt Skjold.

Ind imellem flyttede familien til en ny by kort efter adoptionen for at opretholde en illusionen.

»Det, der går igen, er skam. Både hos den biologiske mor og adoptivmoderen. Skam over ikke at kunne få børn og skam over at være en dårlig mor, der giver sit barn fra sig,« siger May Britt Skjold.

Var også selv uønsket

Fødeklinikken, hvor Britta Hørdams lillebror blev født, lå på Martinsvej på Frederiksberg. Klinikken er lukket, men selve bygningen ligger der endnu: En hvid toetagers villa på en sidevej ned mod Søerne med store vinduespartier og en bred trappe op mod hoveddøren. Britta Hørdam går rundt om bygningen. Her lå hendes mor med den lille dreng, indtil hun gav ham fra sig.

»Tænk at bære et barn og ikke kunne føle forventning og glæde. Og så have ham hos sig i otte dage. Enhver, der har født et barn, ved jo, hvad det sætter i gang, Både fysisk og psykisk. Og så blive konfronteret med barnet igen efter tre måneder og holde fast ved beslutningen. Det må have været frygteligt.«

Britta Hørdam forsker i sundhedsvidenskab ved blandt andet Københavns Universitet. Men oprindeligt er hun uddannet sygeplejerske, og som elev i 1970’erne arbejdede hun på Rigshospitalet fødeafdeling, hvor hun tog imod børn, der skulle bortadopteres.

»Jeg har flere gange ledsaget den slags børn ud til forskellige børnehjem. Så det løb mig koldt ned af ryggen, da jeg fandt ud af, at jeg havde en bror med samme skæbne.«

I Mødrehjælpens journal kan Britta Hørdam læse, at også barn nummer to, altså hende selv, var uønsket.

»Da det går op for mig, falder noget på plads. En forståelse. Et barn kan jo mærke, når det er uønsket. Og sådan har jeg altid følt mig i min familie.«

Hun bliver ikke ked af det.

»Nej, måske mere vemodig. Men der var mange uønskede børn i min generation. Det var svære tider dengang, og man kunne ikke selv bestemme, hvis man blev gravid. Man var nødt til at beholde barnet – ja, eller adoptere det væk.«

Advokaten, der administrerer boet efter Britta Hørdams mor, finder ud af, at lillebroderens adoptivforældre har frabedt sig, at han arver efter sine biologiske forældre – sandsynligvis for at undgå kontakt. Derfor skal han ikke kontaktes i forbindelse med arven. Advokaten har tavshedspligt og må derfor ikke engang fortælle, om broderen stadig lever.

Hendes storesøster er ikke interesseret i at få sagen belyst, men Britta Hørdam kan ikke slippe tanken. Også selv om advokaten advarer hende imod at tage kontakt. Alt peger på, at lillebroderen ikke ved, han er adopteret, siger advokaten: »Så du kan ødelægge hans liv.«

»Jeg tænkte: ’Det skal hun ikke bestemme’. Jeg kunne mærke, at jeg ikke fik ro, før jeg vidste, hvordan det var gået ham.«

Der går nogle måneder med at gennemtrawle kirkebøgerne i sit eget og de nærliggende sogne på Nørrebro uden held. Op mod jul i 2014 tager hun derfor kontakt til Ankestyrelsen, som fortæller, at den kan rette henvendelse til hendes lillebror, og fortælle ham, at hans søster leder efter ham. Så må det være op til ham at tage kontakt.

Der går ikke mere end to dage efter, at anmodningen er sendt, før telefonen ringer hjemme hos Britta Hørdam en søndag eftermiddag i februar 2015. I den anden ende siger en mand på syngende vestjysk:

»Jeg hedder Ole Georg Jensen. Du har søgt kontakt med mig.«

Vil kende forhistorien

De seneste ti år er slægtsforskning vokset gevaldigt i omfang. Hjulpet på vej af digitalisering af kirkebøger og hjemmesider, hvor man kan udveksle stamtræer, søger et stigende antal danskere efter deres rødder.

»Slægtsforskning er stort,« siger Mai Heide Ottosen.

»Jeg tror, det handler om, at vi her i individualismens tid har ansvar for at skabe vores egen identitet, og så skaber vi orden og forankring i vores tilværelse ved at finde ud af, hvem vi er i en historisk sammenhæng,« siger hun.

I 1997 skrev hun sociologiske afhandling om familierelationer.

»Dengang var jeg overbevist om, at de bånd vi knytter mellem hverandre er de vigtigste. Men jeg må sige, at jeg gradvist har flyttet mig. Jeg får større og større respekt for, at folk synes, det er vigtigt at finde deres biologiske rødder,« indrømmer Mai Heide Ottosen.

Hun tror, det til dels skyldes et øget fokus i samfundet på biologi og genetik, eksempelvis i forhold til vores sundhed.

»Men hvis man ser tv-programmet Sporløs, er det slående, at det er rørende og forløsende, når den adopterede rejser ud og møder en mor derude i rismarken. Både for den, der på jagt, og den, der bliver opsøgt. Jeg tænker, at der er noget almenpsykologisk på spil,« siger Mai Heide Ottosen.

Psykolog May Britt Skjold mener, at det er en myte, at de adopterede, der opsøger deres biologiske rødder, leder efter en ny familie:

»Men det er en vigtig del af vores eksistens at vide, hvordan vi er kommet ind i den her verden. Vi mennesker er meningssøgende. Vi har brug for en forklaring, og kan man ikke få den af sine forældre, søger man tilbage i historien. Det svarer til, at man begynder at læse en bog, hvor første kapitel mangler. Så er man lost,« siger May Britt Skjold, der understreger, at langtfra alle adopterede har behov for at opsøge familien.

Hvor man i forbindelse med adoption i Danmark i en periode mente, at båndene til de biologiske forældre skulle kappes, anerkender man i dag i stadigt stigende grad ønsket om at vide, hvor man kommer fra.

Det forklarer Stine Jørgensen, lektor i social ret ved Københavns Universitet, der har beskæftiget sig med adoption ud fra et juridisk synspunkt.

»Der er internationalt mere fokus på retten til at kende sit biologiske ophav og sin historie – og i juraen ser vi mere og mere beskyttelse af retten til at kende sin historie og sin identitet. Det har vi blandt andet set sager om ved Menneskerettighedsdomstolen,« siger Stine Jørgensen.

Adoptivforældre de rigtige forældre

En kold tirsdag morgen i marts måned sætter Britta Hørdam sig ind i sin Citroën og kører tværs over Danmark for at mødes med sin lillebror. Det er anden gang, de skal ses. Første gang besøgte hun ham på Venø ved Struer i Vestjylland, hvor han bor. Denne gang skal de mødes i Esbjerg, hvor han arbejder.

Deres første telefonsamtale for en måned siden varede halvanden time. Britta Hørdam var mest af alt spændt på at høre, hvordan hendes lillebror har haft det.

Godt, viser det sig. Ole Georg Jensen har tilbragt det meste af sin barndom i Holstebro.

»Jeg har altid vidst, at jeg var adopteret. Mine forældre fortalte mig det, så snart jeg var gammel nok til at forstå det. Men det var ikke noget, vi snakkede meget om,« siger Ole Georg Jensen.

Barndommen var tryg – han havde eget værelse i parcelhuset, men selv om han var enebarn, var der ikke overdådige gaver eller mange lommepenge. Han gik i både folkeskole og privatskole – var spejder, spillede trompet i skoleorkestret og dyrkede badminton, svømning og vandpolo på højt plan.

Da Ole Georg Jensen og Britta Hørdam mødes på hans arbejde på Teknisk Skole i Esbjerg, har han taget en stak familiealbummer med. Hen over kaffe og dagmartærte kigger de to på billeder af Ole som baby i en hvid tremmeseng, på fars arm, på et tæppe i græsset i solskinnet, i Tivoli og fra første skoledag.

Som 17-årig gik Ole Georg Jensen i lære som elektriker, var ude at sejle nogle år, gik i land og læste til installatør og arbejdede i forskellige firmaer, men mest i DONG. I dag uddanner han fremtidens elektrikere. Han er fraskilt og far til to voksne børn, født omtrent samtidig med Britta Hørdams.

Da hans forældre adopterede ham i 1953, adopterede en nabofamilie en jævnaldrende dreng præcis samtidig. De boede kun to rækkehuse længere nede ad vejen.

»Jeg har indimellem tænkt, at jeg lige så godt kunne være havnet hos den anden familie. Det er tankevækkende, at det på en måde var tilfældigt. Så havde jeg heddet Søren,« siger Ole Georg Jensen.

Begge hans adoptivforældre er døde. Han tror ikke, at de ville have haft noget imod, at han tog kontakt til sin biologiske familie. Men han har aldrig haft lyst.

»Det har ikke fyldt noget i mit hoved. Og man har jo hørt om både gode og dårlige oplevelser med den slags,« siger Ole Georg Jensen og fortsætter: »Jeg er mest overrasket over, at jeg er lillebror. Jeg havde altid gået og troet at det var en ung mor, der ikke kunne bestride det, så det er sjovt at vide, at man har søskende. Jeg har jo altid savnet nogen at tumle med som barn – jeg var meget alene.«

Senere, da Britta Hørdam og Ole Georg Jensen sidder ved siden af hinanden på en kinesisk restaurant og spiser aftensmad, udveksler de anekdoter om opvæksten i Vestjylland og på stenbroen på henholdsvis ravjysk og fladt københavnsk.

Det er svært ikke at spejde efter ligheder. Britta Hørdam genkender mange af sin fars træk hos sin lillebror: Kropsholdningen, måden han udtaler visse ord på og det lyse sind. Og de to søskende har flere fælles træk. Profilen. Munden. Og smilet.

»Grundlæggende har jeg altid haft den indstilling, at det er det sociale, der gør en familie. At opvæksten knytter os sammen. Men vi får jo mere og mere viden om, hvor stor betydning det biologiske og genetiske har. Og måske spiller det lige store roller,« funderer hun. Hverken Britta Hørdam eller Ole Georg Jensen regner med, at de pludselig får et nært og familiært forhold til hinanden efter 62 års adskillelse.

»Men man kan få et kendskab til hinanden. Og det betyder noget for mig, at jeg nu kender historien. Vi var tre søskende, jeg har en lillebror, der lever, og det giver en kæmpe ro at vide, hvordan det er gået ham,« siger Britta Hørdam.

Møde. Britta Hørdam (65) og hendes lillebror Ole Georg Jensen (62) ved deres andet møde i marts 2015. De har samme forældre og er begge født i København. Men hun voksede op på stenbroen på Nørrebro – han i et parcelhuskvarter i Holstebro.

Ulrik Hasemann

Ole Georg Jensen er ikke i tvivl om, hvem der er hans familie:

»Min mor og far vil altid være dem, jeg er vokset op med. Men jeg synes, det er sjovt at lære Britta at kende. Hvor meget vi skal ses, må tiden jo vise. Vi tager det stille og roligt«.

Foreløbig har de planer om at bringe deres familier sammen til sommer i hans hus på Venø. Med mand, børn, børnebørn og kærester. Ole Georg Jensen kunne også godt tænke sig at komme til København og gå en tur i det kvarter på Nørrebro, hvor familien har boet. Og eventuelt tage forbi børnehjemmet i Skodsborg.

Da de siger farvel, giver Britta Hørdam og Ole Georg Jensen hinanden et kram uden for Asia House. Han sætter sig ind i sin sorte bil, Britta i sin skriggule. Og så kører de hver til sit. På vejen hjem siger hun:

»Han ved ikke, hvor godt, han har haft det. I min optik har han taget et kvantespring socialt fra arbejderkvarteret på Nørrebro.«

Jo mere hun tænker over det, jo mere sikker er hun på, at adoptionen skete i en god mening:

»Ingen bortadopterer et barn af ond vilje. Mine forældre tænkte nok, at det ville være det bedste. Jeg tror, de har ønsket at give ham nogle muligheder, de ikke selv kunne. Og det er jo endt godt. På en måde er Mødrehjælpens mission lykkedes.«

Til gengæld har hun undervejs i sin søgen måtte erkende, at hun også selv var uønsket.

»Jeg ved ikke, hvad der er bedst: At kende sine rødder og vokse op i fattigdom som uønsket barn? Eller kappe båndet til sine rødder, få nogle bedre sociale muligheder og være et ønskebarn? Jeg er i tvivl.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Helge Jørgensen
  • Henrik Christensen
  • Viggo Okholm
  • Else Damsgaard
  • Lise Lotte Rahbek
  • Anker Nielsen
  • jørgen djørup
  • Holger Madsen
David Zennaro, Helge Jørgensen, Henrik Christensen, Viggo Okholm, Else Damsgaard, Lise Lotte Rahbek, Anker Nielsen, jørgen djørup og Holger Madsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Helene Kristensen

"familiemønstrene var klart mest brogede i arbejderklassen". Næhh, men overklassen havde flere penge til at gemme ekstrabørnene væk i historien - medmindre de ligefrem blev avlet for at fortsætte arvelinien, så var det bare oftest en offentlig hemmelighed. Der er bestemt flere store gårde og fine familier, som ikke skal lede for meget i historien om familiemedlemmerne.

Gert Selmer Jensen, Peter Ole Kvint, Elisabeth Andersen, Henrik Christensen, Lise Lotte Rahbek, Christel Gruner-Olesen, lars abildgaard, Nic Pedersen, Nille Torsen, Karsten Aaen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Herman Hansen

Flere uønskede børn i Danmark kunne dæmme op for mødre, som føler sig tvunget til at "sælge" deres børn i fattige dele af verden...

Michael Kongstad Nielsen

En anden vinkel på menneskelivets forplantningsmæssige og familiære genvordigheder kan fås ved at læse Martin Andersen Nexøs: "Ditte Menneskebarn" (1917-21). Den er god, og noget af en tåreperser.

Et menneskeliv skal jo ikke være perfekt, måske breder der sig i disse år et krav om, at familien igen er "hellig", ingen må fravige den lige vej, alt skal være planlagt, ønsket og lykkeligt, og afvigelser fra dette succeskriterium er fiasko. Dette familie-idylbillede trænger sig mere og mere på, også i nærværende avis, det er som om, vi igen nærmer os Ibsens "Et Dukkehjem". Med deraf følgende ufrihed og social fastlåshed. Hvad blev der af frigørelsen - herunder kvindefrigørelsen?

Ole Aaquist Johansen, Preben Haagensen, lars abildgaard og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Herman Hansen

Det bliver interessant, når velhavende kinesiske et barns mødre begynder at adobtere danske spædbørn fra danske kontanthjælps mødre, som ikke længere magter opgaven. Præcis som nutidens mødre ramt af kapitalismens ulands nødvendighed.

Herman Hansen

Prøv at forestille dig, at være tvunget til, at bort give dit barn til en familie, som lever 10.000 km væk fra dig. Tror du da virkelig kun det er dig, som har følelser og moder instinkt for et barn?

Bodil Waldstrøm

Faktisk synes jeg, at det er bedre at adoptere end at abortere - ikke mindst set fra barnets synspunkt.

Markus Hornum-Stenz, Frans Kristian Randlev Mikkelsen, Robert Ørsted-Jensen, Preben Haagensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Helge Jørgensen

Fin og dyb artikel om emnet. Er selv adopteret i samme periode. Kendte til min historie, men ikke hvilken historie jeg blev adopteret bort fra. Senere har jeg "fundet" en hel- og en halvbror, der som i dette tilfælde heller ikke anede det fjerneste.
Som i Brittas historie er jeg ganske sikker på, at min små-kårs-bio-mor fra det fattige Vestsjælland gjorde det sværeste i livet, nemlig at give sit barn væk, i bedste mening.
Så spar os nu for billige platte bemærkninger om abort kontra adoption..... det er ikke det denne historie handler om.....

David Zennaro, Elisabeth Andersen, Henrik Christensen, Viggo Okholm, Karsten Aaen, Dorthe Jørgensen, Sabine Behrmann og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Torben Knudsen

Tja man kunne også have gået endnu flere generationer tilbage da herremanden belå tjenestepigerne.
Her kunne man tale om afsavn og elendighed. Men den historie kommer nok.
Idag har teknikken og menneskets afventende holdning gjort, at man skal være heldig for at blive gravid med sit eget barn.
Nu vender tåreperserne den anden vej og pigerne går og kikker ned i andres barnevogne.
Sikke en udvikling

Efter den seneste tids strømme af indlæg, hvor man vil gøre - især transnational - adoption - til offerhistorier, er det dejligt at læse en artikel der afdramatiserer det. Det svarer stort set til mine egne erfaringer: født 1954 og hentet af mine forældre hos min biologiske mor, da jeg var 14 dage gammel. Som 3-4 årig fik jeg at vide, jeg var adopteret, fordi vores købmandskone var gravid, og jeg spurgte om min mor også havde gået i den slags kjoler - jeg var vildt optaget af ventekjoler, fordi de var så anderledes end de andre kjoler, kvinder gik med. Den anledning til at fortælle mig historien greb min mor med kyshånd, da mine forældre altid havde haft til hensigt at fortælle mig det - så tidligt som muligt - men hvordan begynder man lige på den historie? Så fik jeg historien og følte mig særligt udvalgt. Men derudover tænkte jeg ikke videre over det - og det har jeg senere heller ikke gjort.

Markus Hornum-Stenz, Karsten Aaen og Helge Jørgensen anbefalede denne kommentar
Markus Hornum-Stenz

Udbud og efterspørgsel tager mange former...
En fin historie om et fundamentalt dilemma for mennesker som natur- og kulturvæsener - måske nok især kvinder/mødre, for hvem adoption nok er et mere direkte følelsesmæssigt anliggende.