Kommentar
Læsetid: 10 min.

1945 som destruktion og som skaberkraft

I 1945 ramte freden Europa med frygt for både fortiden og fremtiden. Resultatet blev en social og politisk konsensus, Vesten har styret efter i halvt århundrede. Vi har brug for en ny retning, men har ikke råd til den krig, der kan rense luften
I den farlige tid, hvor alle spørgsmål var åbne, og ingen kendte svarene, kunne Frankrigs befrielse fra nazismen være endt i borgerkrig og revolution.

Photo 12

Moderne Tider
9. maj 2015

Krige slutter aldrig pænt og ordentligt. Selv retfærdige krige – og få vil anfægte, at det var berettiget at nedkæmpe Hitlers Tredje Rige – ender i noget forfærdeligt rod. For generationer født efter 1945 er det let at glemme. De færreste af dem, der ansporede og iværksatte USA’s invasion af Irak eller Vestens intervention i Libyen havde nogen personlige erindringer fra militære konflikter. De troede, at alt ville falde på plads, når blot diktatorerne var væltet. Men ting falder aldrig nydeligt på plads, når vold i overmål slippes løs.

Født sidst i 1951 i Holland er jeg vokset op med en forestilling om, at maj 1945 var som én stor fest, hvor folk sang og dansede i gaderne, piger blev løftet op på de canadiske befrieres kampvogne, og madforsyninger kastet ned til den sultende befolkning fra RAF-bombefly, mens en generel seksuel løssluppenhed resulterede i efterfølgende babyboom.

Ingen tvivl om, at for nogle mennesker – især i lande som Holland og Danmark, der slap relativt nådigt – blev befrielsen en fest, der skulle vare i flere lykkelige måneder, før den alvorlige opgave med at genopbygge et beskadiget samfund kom i gang. Men det var ikke nogen fest for udhungrede overlevende fra Bergen Belsen, hvoraf mange bukkede under, fordi deres indskrumpede maver ikke kunne klare det pludselige indtag af mad. Eller for de jøder i Polen, som overlevede nazisterne, kun for at blive forfulgt af deres egne naboer. Eller for de millioner af kinesere, der blev ladt sultne tilbage i ruiner efter den japanske kejserlige hær. Eller for grækerne, der blev fanget i voldsom borgerkrig. Eller for de sovjetiske slavearbejdere i Tyskland, som sendt direkte til det sibiriske Gulag, fordi Stalin ikke havde tillid til nogen, der havde boet i udlandet – selv ikke i en tysk kz-lejr.

Indtil videre har jeg kun nævnt mennesker fra den vindende side, der blev befriet fra nazistisk tyranni i maj eller japansk militarisme i august. Mange tyskere og japanerne var uden tvivl også glade for, at krigen var forbi. Tyske børn og gamle mænd skulle nu ikke længere frygte for at blive hængt af nazistiske fanatikere for ’defaitisme’. Og der ville ikke falde flere bomber over allerede udbombede byer. Men millioner havde stadig det værste foran sig. Voldtægter i Berlins kolde ruiner, sult og sygdom i Tokyos eller Hiroshimas murbrokker, børneprostitution, sorte markeder drevet af kriminelle, udsigten til massehungersnød i vintermånedernes kulde osv.

Krig skærper hadet

Digteren Stephen Spender blev i 1945 sendt til Tyskland for at rapportere til den britiske regering. Om Köln skrev han: »Byens ruin afspejler sig i den indre ruin hos dens indbyggere, der i stedet for være det liv, der kunne danne arvæv over byens sår, opfører sig som parasitter, der suger på en død krop, graver i sammenstyrtede huse efter skjult mad eller gør forretninger på det sorte marked ved katedralen – et destruktionens handelssamkvem frem for et produktionens.«

Krigen uddyber og gentænder gamle klasseskel og politiske modsætninger. Fjendskaberne mellem – ofte kommunistiske – modstandsfolk i Frankrig og Italien og kollaboratørerne under de nazistiske og fascistiske regimer kunne let være endt i borgerkrig, ganske som det da også skete i Grækenland. De blodige udrensninger, nogle spontane, nogle organiserede, kostede ikke desto mindre tusindvis af mennesker livet, og langtfra alle var skyldige i forræderi. Grunden til, at general de Gaulle udbredte den myte, at alle franske havde været patrioter, der havde kæmpet for ’det evige Frankrig’ var, at Frankrig i 1945 stod i alvorlig fare for at blive revet midtover.

Hævnaktioner indeholder ofte et revolutionært element. Ikke så få af ofrene for ’de vilde udrensninger’ i Frankrig sidst i 1944 var ’klassefjender’, der i drabsmændenes optik stod i vejen for en kommunistisk revolution. At der aldrig udbrød en ny fransk revolution skyldtes primært, at Stalin sagde nej – som i tilfældet Grækenland. Han indvilligede i at overlade Vest- og Sydeuropa til de vestallierede til gengæld for frie hænder i Øst- og Centraleuropa, hvor etnicitet og klasse overlappede hinanden. En ny klasse, ledet af kommunistpartier og bakket op af Sovjetunionen overtog magten i Polen, Tjekkoslovakiet, Rumænien og Ungarn. Det tyske bourgeoisi skulle fordrives – ikke kun fordi det var forbundet med nazistiske forbrydelser, men også fordi det udgjorde klassefjenden. Også de polske jøder måtte undertiden holde for, alene fordi de mentes for at have penge.

I dag ville vi tale om ’etnisk udrensning’. Også denne var en følge af krig, som vi har set det i de seneste konflikter i Afrika, Mellemøsten og Balkan. For så vidt angår tyskerne i Østeuropa, havde de allierede ikke reelle skrupler ved dette. Churchill havde i Jalta sagt til Stalin, at han »tanken om at flytte millioner af mennesker med magt kan ikke chokere mig«.

Churchill stod ikke alene. Den udbredte offentlige holdning var, at uanset hvad der skete med tyskerne – om de blev smidt ud af Schlesien eller måtte sulte i deres udbombede byer – så havde de fortjent det.

Krigen som social udjævner

Tanker om genfødsel – om en ny verden opstået af krigens aske – handlede selvfølgelig om mere end fysiske rammer. De omfattede også politiske forandringer. En af de mest ekstraordinære begivenheder i sommeren 1945 – dette før Japans nederlag – var afsættelsen af Winston Churchill ved Storbritanniens første parlamentsvalg siden 1935. Mange i og uden Storbritannien blev aldeles lamslåede: Hvordan kunne de utaknemmelige briter forkaste en ærefuld øverstkommanderende, der havde ført deres land sejrrigt igennem krigen? Forklaringen lå ellers ligefor. Arbejderklassens mænd og kvinder blev mobiliseret til at kæmpe for deres land. Mange mistede livet. Deres huse blev bombet. De var sultne og udmattede. Og de var ikke til sinds at vende tilbage til den samfundsorden, der havde rådet før krigen, med dens klasseinddelinger, hvor videregående uddannelse og ordentlig sundhed var forbeholdt de privilegerede få. Churchill var en krigshelt, uden for enhver tvivl, men han repræsenterede også den gamle verden, som folk ønskede at slippe af med. Derfor vandt den socialdemokratiske Clement Attlee valget med en jordskredssejr.

Krig er en stor social udjævner. Overklassekvinder må bestride kontorjob. Arbejderklassemænd bliver officerer. Kvinder påtager sig arbejde, der engang var forbeholdt mænd. Sorte soldater i USA’s hær krævede en ende på racediskrimination. Koloniale undersåtter ville ikke længere finde sig at blive regeret af udenlandske herrer. Det var i mange lande først efter Anden Verdenskrig, at kvinder fik stemmeret.

Hungeren efter social og politisk lighed var et globalt fænomen. Og det var i lige så høj grad som sult, sorte markeder, hævnopgør og borgerkrige historien om 1945. En ny verden skulle rejse sig af ruinerne og umuliggøre endnu en verdenskrig.

Generel venstredrejning blev en fremherskende tendens over hele verden. Den politiske linje i den amerikanske hærs magasin, Yank, skrevet af GI’s for GI-læsere, lå langt til venstre for Det Demokratiske Parti i dag. Denne bevægelse begyndte allerede før 1945. I Storbritannien var planer om flere almennyttige boliger, sygesikringsordninger og bedre offentlige skoler blevet drøftet siden begyndelsen af krigen. Og i de besatte lande fandt der i den underjordiske modstandspresse en livlig debat sted om social lighed og fremtidig uafhængighed for kolonierne i Asien. Så ideerne var der. Der skulle blot en katastrofal krigs destruktionsarbejde til, før tiden var inde til for alvor at prøve at realisere dem.

Det demokratiske dilemma

På mange måder bidrog Den Kolde Krig til at holde denne konsensus fra 1945 i live. Kommunisterne, som var styrket af Sovjetunionens sejr og den antifascistiske indsats i krigen, tiltrak stadig mange europæiske intellektuelle. Så vestlige politiske ideologier var nødt til at indoptage et løfte om større social lighed garanteret af en stærk stat. Socialdemokratismen stortrivedes i Europa netop som modgift til kommunismen. I 1967 blev mange chokerede over, at centrum-venstre-tidsskriftet Encounter med Stephen Spender som redaktør var hemmeligt finansieret af CIA. Men på Den Kolde Krigs præmisser gav det god mening.

Begyndelsen på Den Kolde Krig havde også mere perverse effekter. En afgørende forudsætning for at genoprette demokratiet i Vesttyskland som frontlinjestat mod den kommunistiske blok, var, at gamle nazister blev draget til ansvar for deres forbrydelser. Det havde været hele pointen med Nürnbergprocesserne. Det var nødvendigt at give det udseende af, at retfærdigheden skete fyldest. Men snart vejede politiske hensyn tungere end retfærdigheden. Antikommunismen blev vigtigere end at retsforfølge nazister. Den angloamerikanske entusiasme i retsopgøret begyndte blot få år efter krigen at fortone sig.

Konrad Adenauer, selv uplettet af fortiden, var i starten imod ’afnazificering’ og krigsforbryderdomstole. Da han i 1947 blev kansler, knyttede han sin politik for tyske integration i Vesten sammen med suspension af retsforfølgelse af gamle nazister. Ikke ud fra sympati med nationalsocialismen, men, som han så det, i en ånd af benhård realisme. Adenauer fik de gamle konservative eliter til at støtte det liberale demokrati ved at holde op med at tale om deres blodige fortid.

På en vis måde havde han ret. Advokater, professorer, diplomater og bureaukrater havde ofte tilsluttet sig eller samarbejdet med det nazistiske parti af ren opportunisme. Den samme opportunisme gjorde dem nu til samfundsstøtter i Adenauers Tyskland. Men det prægede efterkrigstidens børn i Tyskland – samt i Japan og Italien – at vokse op i skyggen af så lurvet uærlighed, i stiltiende skyld og viden om, hvad deres forældre havde gjort. Det var næppe et tilfælde, at de mest radikale og voldelige venstreorienterede revolutionære grupper i 1970’erne kom fra Tyskland, Italien og Japan. Ekstremisterne nød en vis sympati blandt mange mennesker, som måske ikke billigede deres vold, men var enige i, at der aldrig var gjort op med fascismen.

Men endnu holdt konsensus fra 1945. Forbundsrepublikken blev ikke styret af konservative eksnazister, da Rote Armee Fraktion begyndte at bortføre industrifolk, myrde bankfolk og kapre fly, men af Helmut Schmidts socialdemokrater. Den europæiske unions idealer var stadig uhyre populære. Få europæere følte nogen seriøs modvilje mod velfærdsstaten.

Det var først i 1980’erne – under Ronald Reagan og Margaret Thatcher – at den socialstatslige konsensus kom under reelt pres. Neoliberale inspireret af Den Østrigske Skole hævdede, at den socialdemokratiske stat var blevet for stor, for dyr, for ineffektiv og korrumperet af fagforeningers særinteresser. Den dominerende venstrefløjsideologi var i mellemtiden – især i Storbritannien og USA – begyndt at forskyde sit fokus fra social lighed indadtil til Den Tredje Verdens problemer eller til identitetspolitiske spørgsmål. Etniske og seksuelle minoriteters særinteresser erstattede den gamle klassebaserede politik.

Så kom 1989, et af de vigtigste år i europæisk historie, da Berlinmuren faldt. Jeg stod i folkemængden, der fejrede nytåret i Berlin, råbte på en ny æra, drak sekt og affyrede fyrværkeri. I den eufori følte mange af os, at de uafklarede spørgsmål fra 1945 omsider havde fundet en lykkelig udgang. Den Kolde Krig ville snart være overstået, og hele Europa ville være frit. Præsident George Bush den Ældre talte om den nye verdensorden. Vi var fremme ved historiens afslutning.

En anden historie, men ...

Men det var også på netop det tidspunkt, at konsensus fra 1945 begyndte at smuldre, nogle steder hurtigere og mere dybtgående end andre. En af grundene var det sovjetiske imperiums sammenbrud. For nu fandtes der ikke længere en kommunistisk fjende, der skulle imødegås med en mere attraktiv ideologi. Det socialdemokratiske venstre havde mistet sin historiske eksistensberettigelse. Kommunismens sammenbrud betød også kolaps for andre former for venstreorienteret tænkning. Enhver form for kollektiv ide stod nu under mistanke. Alt, der blev forbundet med venstreorienteret ideologi, begyndte at lugte af utopisme, der blot ville føre til en ny variant af Gulag. Efter allerede at have gravet et hul til sig selv med sin tilbagetrækning til identitetspolitik stod venstrefløjen – eller det, som var tilbage af den – uden et stærkt ideologisk modsvar til neoliberalismen.

En stor del af den verden, der blev opbygget i 1945, er nu væk. Ganske vist findes der endnu rester af den i forstenet form som f.eks. de stive regler i fransk statsvælde eller de særlige bureaukratiske interesser Bruxelles og Strasbourg. Men sammenbruddet for den venstrefløj, der udgjorde kernen i konsensus fra 1945, har skabt et ideologisk tomrum. Den opsigtsvækkende modtagelse af Thomas Piketty bog, Kapitalen i det 21. århundrede – som var der tale om en markering af Messias’ genkomst – er et vidnesbyrd om, hvor stærkt dette tomrum føles.

Selvfølgelig gentager historien sig aldrig uden videre. 2015 er ikke 1933 eller 1938. Europæisk populisme har endnu ikke medført organiseret vold. Der findes ingen brunskjorter, som hærger vores gader. Men efter sammenbruddet for konsensus fra 1945 ser vi ud til have mistet vores politiske kompas og den fælles fornemmelse, hvor vi gerne vil hen (og ikke vil hen). Nyliberalisme har muligvis været et nødvendigt korrektiv til en efterkrigstids-orden, der havde lullet os ind i megen selvtilfredshed. Men den kan ikke tilbyde et kollektivt ideal.

Historien om 1945 har lært os, at menneskelig kreativitet kan vokse ud af en katastrofe. Men i betragtning af vores nuværende kapacitet for total selvdestruktion, har vi ikke råd til at vente på, at en ny verdenskrig skal genrejse vores vilje til at gøre verden bedre på ny.

© The Wylie Agency og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her