Læsetid: 8 min.

’Vi er almindelige mennesker’

Mens politistyrker i det øvrige USA har involveret sig i skærpede og militariserede konfrontationer, har politiet i Los Angeles, belært af Rodney King-optøjerne i 1992, i de seneste to årtier satset på en mere imødekommende stil over for borgerne – og det har givet gode resultater
Forholdene har ændret sig siden 1992, da dele af Los Angeles eksploderede i raseri over frifindelsen af de LAPD-betjente, som havde gennemtævet den sorte taxachauffør, Rodney King. Arkiv

Noah Smith

23. maj 2015

En bleg sol stiger op over byen, hvor overbetjent Scott Carty styrer sin politibil ind i Nickerson Gardens, et socialt boligbyggeri i Watts, beredt til endnu en patruljetjeneste i et velkendt og dog fremmedartet landskab.

Carty, en veteran med 21 års erfaring fra Los Angeles Police Department (LAPD) og hans makker, betjent Christian Urbina, der har 10 år bag sig i styrken, virker til at kende hver en gyde og hver en smadret fortovsflise i Watts – en bydel, der i årtier har været ensbetydende med bandekriminalitet og racemæssige spændinger.

»For ikke så længe siden kunne vi ikke magte det alene. Vi skulle være mindst to enheder,« siger den 49-årige Carty, imens hans trænede øjne spejder rundt i gaderne gennem den nedrullede forrude.

Men forholdene har ændret sig siden 1992, da Watts og de omkringliggende kvarterer eksploderede i et veritabelt raseri over frifindelsen af de LAPD-betjente, som i videoklip var blevet fanget i at gennemtæve den sorte taxachauffør, Rodney King. Antallet af voldsepisoder er styrtdykket, og de lokales relationer til det politi, der engang blev set som en besættelsesstyrke, er blevet væsentligt forbedret.

Senest har et fornyet fokus på dødbringende politiaktioner i Ferguson, New York, South Carolina, Baltimore og andre dele af Los Angeles til sammen med flere belastende videoklip og en mere lempelig strategi over for narkokriminalitet og fængselsstraffe, i nogen grad ramponeret politistyrkens hårdt tilkæmpede nye image.

»Politiarbejdet i USA skifter karakter,« siger Carty. »Der bliver vendt helt op og ned på, hvordan vi plejer at gøre det.«

Backtalk

LAPD lod The Guardian køre rundt med de to betjente i en hel uge for at se nærmere på de daglige rutiner og de politikontroverser, der har ramt USA siden sidste år.

Betjenten fortæller om udfordringerne ved at håndtere den skiftende dynamik i bandekriminaliteten og prostitutions- og narkomiljøer, som udspiller sig på baggrund af et klima med både øget kontrol og stærkere vrede.

»Vi mærker, at vi alle er i den samme båd. Hvis der sker noget andre steder i landet, bliver der også mere ballade her, selv om reaktionerne for det meste bare er verbale,« siger 33-årige Urbina.

Det fænomen kalder han backtalk.

Opstår der en episode, stimler der hurtigt et publikum af lokale sammen, som begynder at optage forløbet på smartphones.

»Bom! De er der lige med det samme. De håner og fornærmer politiet. De prøver at få os på krogen. De tror måske, at de kan blive berømte.«

Han trækker på skuldrene.

»Men det er også en del af jobbet.«

Holdskiftet begynder klokken 06.30 på stationen, der ligner kulissen til en politi-tv-serie fra 1970’erne. 18 mandlige betjente, de fleste af dem hvide eller latinoer, orienteres om de seneste hændelser i deres 15 kvadratkilometer store distrikt i Southside LA, et virvar af billige lejlighedsblokke, lagerhaller, småbutikker og byggetomter.

Natten forinden har en flugtbilist vædret en politibil i forbindelse med en vild bilforfølgelse. Episoden endte dog med en fredelig anholdelse. Langt værre udviklede det sig i den nærliggende bydel Venice, hvor en kollega har skudt en ubevæbnet hjemløs mand, hvilket allerede har udløst vrede demonstrationer.

Den daglige roulette

Senere samme formiddag husker Carty og Urbina deres egne fatale episoder, imens de cruiser videre i deres aldrende Ford Crown Victoria-patruljebil.

Det er længe siden – engang i 1990’erne – at Carty sidst måtte affyre sin tjenestepistol.

»Jeg havde intet andet valg. Sådan er det i de fleste tilfælde – de giver ikke en valget. Det er for altid brændt ind i min erindring. Jeg husker alle detaljer, hvert sekund, fornemmelsen, lugten, hele dagen.«

Urbina, som har gjort tjeneste som militærpolitimand i Irak, konfronterede to mistænkte med en automatriffel i 2005.

»Den ene døde, den anden overlevede,« siger han uden at komme nærmere ind på omstændighederne.

Carty bruger køreturen som mental forberedelse til den daglige roulette – en patruljetjeneste kan ende banalt. Eller blodigt.

»Det er en speciel sindstilstand, som det gælder om at komme ind i,« siger han.

Begge betjente afviser at kommentere de seneste måneders meget medieomtalte politidrab, men beklager sig dog over, at offentligheden har tendens til at dømme i sager, uden at folk har kendskab til alle kendsgerninger.

»Det er ikke sådan, at vi er immune over for frygt,« siger Urbina, der har fået tildelt en tapperhedsmedalje. »Vi er almindelige mennesker og har også følelser. Vores liv er ikke perfekte, men vi skal stadig passe vores arbejde.«

For et par årtier siden, da LAPD var frygtet og foragtet og byen langt farligere, forløb meget politiarbejde som militariserede razziaer mod bandekontrollerede områder.

Nye politichefer – Bill Bratton (som nu er politidirektør i New York) og Charlie Beck – har kombineret med en højere grad af civilt tilsyn og andre reformer gradvis ændret kulturen og taktikken i de amerikanske politistyrker.

Nu udbydes der bedre uddannelse i, hvordan man skal håndtere hjemløse og psykisk syge, der samarbejdes med andre myndighedsinstanser, og det har ført til en styrkelse af båndene til borgerne i Watts og andre bydele. Betjente tager del i skolemøder, lærer børn at spille basketball og kører altid rundt med nedrullede ruder, uanset om det er regn eller solskin.

»Det har haft en fantastisk gennemslagskraft. Vi fremstår langt mere tilgængelige og imødekommende,« siger Urbina.

Carty nikker:

»Vi forsøger i langt højere grad at tage tingene i opløbet og går efter meget større interaktion med borgerne. Den attitude skaber en større tålmodighed på begge sider.«

Uhyre velorganiserede bander

Udbredelsen of overvågningskameraer i bymiljøet har også haft afdæmpende effekt på volden, det afskrækker kriminelle og har opmuntret flere til at anmelde ulovligheder til politiet, fordi færre mistænkte risikerer at gå fri, når episoderne findes fastholdt på videoklip.

Alligevel trives banderne stadig. Ud over Bloods og Crips er der undergrupper og aflæggere som Bounty Hunters, Hoovers, Q102, Bebop, Main Street og Grape Street. For øjeblikket har Main Street indgået en alliance med Grape Street om hjælp i en vedvarende fejde med Hoovers. Latinoer har fortrængt afroamerikanerne og udgør nu flertallet af bandemedlemmerne, hvilket har næret de racemæssige spændinger.

Carty standser på et hjørne og udpeger en bygning i forfald, der er overmalet med graffiti-tags såsom SE 18 og BMS.

»De overstreger hinandens tags med deres eget, hvis de er i krig,« siger han.

De afroamerikanske bander er territoriale og instinktive – »de lever i nuet,« som Urbina, der selv er vokset op i et bandeplaget kvarter, siger – hvorimod latinobanderne er mere hierarkiske og opererer under navne som Mexican Mafia, en magtfuld gruppe, der styres fra fængslerne.

»Mange tror bare, at de er en slags gadebøller, men faktisk er de uhyre velorganiserede. Nogle få lader sig arrestere bare få at knytte kontakter til indsatte.«

Nogle af banderne importerer billig heroin af høj kvalitet, marihuana og PCP fra Mexico, hvilket kan indbringe formuer ved salg i Midtvesten og på østkysten.

Andre fokuserer på prostitution og har skiftende ’stalde’ af unge kvinder på udvalgte fortove i Los Angeles og andre byer. De rekrutterer også bortløbne og narkomaner og kontrollerer dem med intimiderende vold og tatoveringer – en form for afmærkning, siger Carty.

Kærlighed til arbejdet

Klokken syv om morgenen forsamler flere kvinder iført stramtsiddende shorts og T-shirts sig langs Figueroa Street for at trække i morgenmyldretiden og kappes om bilisternes opmærksomhed. De fleste er sorte. Hvide prostituerede kendes som ’snefnug’.

Adspurgt om de lempelser, der kan være på vej i kriminaliseringen af hash – Californien overvejer for tiden at følge andre staters eksempler og legalisere stoffet – sukker begge betjente og siger, at de kun fører til lavere priser.

De kritiserer også Lovforslag 47, som blev vedtaget i delstatsparlamentet sidste år og nedsatte straffene for narkoforbrydelser og ikke-voldsrelateret kriminalitet, hvilket førte til løsladelser eller strafnedsættelser for titusinder af indsatte.

For de statslige myndigheder handlede det mest om at skaffe mere plads i Californiens overfyldte fængsler, men konsekvensen er, at vaneforbrydere nu kan stjæle næsten ustraffet, siger Urbina.

»Vi kan arrestere lille Johnny for indbrud, men næste dag er han allerede tilbage på gaden. Så holder borgerne jo bare op med at ringe til os, for de vil selvfølgelig spørge sig selv: ’Hvad skal det hele nytte?’.«

En anden truende forandring i deres hverdag er kropskameraer, som i kombination med kameraer ved instrumentbrættet vil holde betjente under næsten konstant overvågning. Det vil kunne resultere i karriereskadelige anmærkninger for selv mindre forseelser som f.eks. at glemme at tage sikkerhedssele på.

Trods sådanne brokkerier udtrykker begge mænd stor kærlighed til politiarbejdet. Urbina var som dreng fan af politiserien CHiPs og havde et par solbriller ligesom seriens helt, Poncherello. Carty, der er far til tre og har en fortid som målmand på et lokalt fodboldhold, nyder især politiarbejdets afvekslende karakter.

Åbenlys retfærdighed

Deres vagt udvikler sig pludselig dramatisk, da de får et opkald om stjålne genstande i en bygning, der skulle forestille at huse en afvænningsklinik. Inspektionen afslører noget mere dystert: omkring to dusin mennesker, for det meste fattige latinoer, der har været spærret inde i et sparsomt oplyst værelse, kun med soveposer, ingen møbler. Nogle af dem har været der i flere uger, og siger, at de har været tilbageholdt imod deres vilje af personalet, som skal have forsøgt at hjernevaske dem til at blive ’betalende medlemmer’.

Stedet var førhen et hovedkvarter for motorcykelklubben Chosen Few – en kriminel bande, siger Carty.

»Vi keder os aldrig på jobbet,« smiler han.

Senere samme eftermiddag, da gaderne fyldes med butikshandlende og pendlere, slapper de to betjente af og vinker til folk. De fleste mennesker – unge sorte er den typiske undtagelse – vinker tilbage; nogle råber sågar ’hej’. Scener, der var næsten utænkelige for blot et par år siden.«

Den næste dag er LA-politiet atter tvunget i defensiven. Politichef Beck siger, at videooptagelsen af skudepisoden i Venice ikke har afsløret »ekstraordinære omstændigheder«, der kan retfærdiggøre, at en betjent har taget et andet menneskes liv.

Samtidig har San Franciscos øverste anklager taget 3.000 anholdelser op til revision som led i en større skandale om betjentes angivelige racistiske og homofobiske tekstbeskeder.

På et teater nogle få kilometer fra Watts vises en kunstudstilling om magt og ulighed under titlen Manifest Justice – åbenlys retfærdighed. En politibil er afbildet som et nedbrudt vrag. Grønne planter spirer frem fra bagsædet.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu