Læserbrev
Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Truslen om et liv i Aarhus

Min mand og jeg står over for en potentiel livsændrende situation
Moderne Tider
9. maj 2015

Den tvivlrådige københavner

Min mand og jeg står over for en potentiel livsændrende situation. Han har søgt ind på Journalisthøjskolen, da han hele sit liv har været glad for at skrive og har et stort ønske om at blive journalist. Vi bor i København, vi har begge fast arbejde og tjener godt, og til oktober venter vi vores første barn.

Vi er først i 30’erne, bor til leje, og har det meste af vores omgangskreds i København. Udfordringen er, at kommer han ind, så skal vi flytte til Aarhus og muligvis tilbage igen senere, hvis han får praktik i København. Det er også uvist, om jeg kan få job i Aarhus, og et par år på dagpenge, mens han er på SU, med en nyfødt lyder ikke tiltalende. Eneste fordel, som jeg ser det, er,at mine forældre og min ene søster bor i Aalborg, og dem vil vi komme tættere på.

Hvad skal vi tage med i overvejelserne?

Svar I:

Altså, nu er jeg jo ingen Jakob Lange, selv om det helt klart er en af mine brevkasseambitioner at kunne besvare uddannelsesspørgsmål. Men først og fremmest undrer jeg mig over, at din mand partout skal læse journalistik i Aarhus, når der findes så mange merituddannelser i københavnsområdet, der netop er skruet sammen med henblik på folk som jer.

Parforhold er jo give and take, så spørgsmålet er, hvor meget du vil ofre for at gøre din mands drøm til virkelighed. Min bekymring er, hvor fedt det lige bliver for dig at tulle rundt på barsel i en ukendt by afkoblet fra jeres omgangskreds – omend tættere på familie. Det kan hurtigt blive en ensom omgang.

Mit forslag er, at han lægger blødt ud ved at tage nogle kurser på eksempelvis Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Emdrup. Så kan I se, hvordan det spænder af, og tage den derfra.

— Anna Ullman

Svar II:

Når jeg skal træffe potentielt livsbaneforandrende beslutninger, tvinger jeg mig selv til at overveje, hvordan jeg ville have set på sagen, hvis jeg var amerikaner. Det forekommer mig, at USA’s enorme geografiske udstrækning har præget amerikanernes mentale landkort. I den forstand, at amerikanerne – med en grov generalisering – er langt mere mobile, langt mere åbne for, at livet kan tage en radikalt ny drejning, og at netop det betragtes som et eksistentielt grundvilkår. Fra New York til Los Angeles er der omtrent 4.000 km, fra København til Aarhus vel dårligt 300. Dermed ikke sagt, at den beslutning, I står over for at skulle træffe, er let. Blot for at give den lidt perspektiv.

Som jeg ser det, kan I gå to veje: Omfavn tilfældet, flyt til Aarhus, byg en ny tilværelse op dér, få nye venner, nyt job, en baby, et nyt liv. Eller gøre som flertallet af de københavnere, jeg læste med: Find et billigt værelse i Aarhus, hvor din mand kan overnatte i ugens løb, køb et 10-turskort til Linie 888, og tæl dagene, til han får praktikplads på et medie i hovedstaden.

— Christian Andersen

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her