Læsetid 3 min.

Byliv: Forelsket i København

Århus kender jeg til kvalmegrænsen, København er derimod nyt territorium. Optegnelser fra en traurig teenagers nattevandring på Vesterbro anno 1997
Århus kender jeg til kvalmegrænsen, København er derimod nyt territorium. Optegnelser fra en traurig teenagers nattevandring på Vesterbro anno 1997
Rasmus Fly Filbert
2. maj 2015

Året er 1997, jeg er 17 og bor i Århus. Min traurige, ensomme teenagetilværelse forsøger jeg at gøre tålelig med musik, og meget af det. En dag ser jeg et bandnavn, jeg kender. Koncerten er på Vega, der er åbnet året forinden. Endelig har jeg en undskyldning for at komme til København igen!

Blandt de mange ting der er galt med mig hjemme i Århus, er, at jeg holder af København (udtalt med vrængende tryk på sidste stavelse). Det er jo Djævleøen. Fyldt med overfladiske, trælse københavnersnuder. Det er, hvad velmenende jyder siger til mig, men lige lidt hjælper det, jeg er forelsket i København. Glæden er baseret på korte besøg på Ripley’s og i Zoologisk Have. Hovedstaden får mig til at føle mig hjemme.

I min walkman (kære unge læsere, det er en iPod, som man kommer et såkaldt kassettebånd ind i) er der Sort Sols »Copenhagen«, som opsummerer alt cool ved København. Det er inden jeg forstår, at byen sammenlignes med cancer. For mig er København ingen kræftknude, men et kæmpestort og spændende sted, der skal udforskes, blandt andet for at se om folk virkelig går så meget i læder (»leather jacket suited daddies« som Steen Jørgensen synger). Måske får jeg endda også medlemmerne af Sort Sol at se!

Vega og vandring

At finde frem til Vega er en sejr. Sejrens sødme fortager sig hurtigt, fordi jeg knap kan finde rundt inde i Vega. At det er usejt og taberagtigt at tage alene til koncert, fatter jeg ikke, eller også plager det mig ikke. Jeg nyder musikken i den flotte sal, og jeg går opløftet derfra. Mit morgentog vil tage mig tilbage til Århus, men først efter jeg har slået et par timer ihjel i den smukke, lune majnat.

Hjemme i Århus tager jeg tit til koncerter i Huset eller på V58. Min far formaner mig til at være forsigtig, men tilføjer altid, måske for at berolige sig selv, at jeg »altid er så fornuftig«. På den måde får jeg lov til at færdes frit døgnet rundt – med en fin spænding af nervøsitet og selvsikkerhed. Århus kender jeg til kvalmegrænsen, København er derimod nyt territorium.

Jeg vandrer formålsløst rundt på Vesterbro, indsuger byen og kigger mig omkring. Min provinsielle nysgerrighed bliver også opfanget. Utallige hilser på mig, og efterhånden siver det ind: Jeg svarer, at jeg ikke er på arbejde (som sexarbejder, forstås) og det lukker de fleste ikke-samtaler. Det forbløffer mig, at jeg i min anorak, karseklip og militærstøvler udsender sexarbejdersignaler, men sådan ser københavnske ludere måske ud?

Vesterbro er endnu ikke blevet gentrificeret og shinet op, og de rå, grå gader er for mig den ægte storbystemning, langtfra pyssenyssede Århus. I kælderen i Abel Cathrines Gade 33 sidder en korsetklædt kvinde og strikker. Der er en rød lampeskærm, det er en sexarbejder! Hæmninger og høflighed afholder mig fra at stille mig op, presse næsen ind mod ruden og glo ind. Bordellet ’Red ♥ Light’ findes stadig, nu bag persienner, og har kun danske piger.

Venlige folk og flugt

Hvordan algerieren og jeg kommer i snak, står hen i det uvisse. Han virker venlig og reel, så jeg tager med ham op og får te og kage, mens han spiller guitar.

Nede på gaden får jeg øje på det flotte neonskilt for Bosch tændrør (aner ikke hvad det er, jeg kan bare se den utrolige, strålende skønhed, der lyser endnu) på Halmtorvet, som bare er en bred gade. Onkel Dannys Plads med bassin og basketbane bliver først til ni år senere.

Min glæde over at blive taget så godt imod har fået mine parader ned. En spritdunstende mand råber mig an. Først siger jeg, at jeg ikke er på arbejde. Det svar bliver han stødt over, men han ser endnu mere såret ud, da jeg gør mine til at gå. Jeg lytter til hans usammenhængende snak om, at han skal besøge sin søster på sygehuset. Det undrer mig, har de københavnske sygehuse besøgstid klokken lort om morgenen?

Samtalen slutter brat, da han med den ene hånd griber fat i min arm og med den anden hiver pikken frem for at pisse. Det er for meget, og jeg løber forbi spejlblanke avisbude i den lyse morgen.

Ind på de underjordiske toiletter på Hovedbanegården. Der er mørke fliser på væggen, trusser til salg og et underligt blåt lys – det er himmelsk, en helle. Det er Københavns sikreste og dejligste sted. Jeg sunder mig, og således tanket op på oplevelser tager jeg hjem til Århus.

Ideal Bar, Vega
Enghavevej 40
Åbent 22-02

Københavns Hovedbanegård
Betalingstoiletterne med opsyn har åbent fra 4.30-02.40

Vesterbro
Altid åbent, er dit sind også?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu