For et par år siden flygtede jeg ud af byen og bosatte mig i Nordsjælland. Jeg havde nogle mål med min livsændring; jeg ville komme mig over min kræftsygdom i naturskønne omgivelser, og derefter ville jeg blive tynd, brun og rig. Jeg ville spise godt og indsmøre mig i dyre cremer, og en dag, når resultatet var godt nok, ville jeg flashe min stramme nougathud i en verden med evig havudsigt
Jeg fortalte om min femårsplan til en gammel ven, jeg mødte på Blågårds Plads, og hun kiggede lige igennem mig, hånende: »Det er jo ikke nok at kunne koderne, Maria. Derude skal man faktisk også tjene en masse penge.«
Ja, ja. I mellemtiden ledte jeg efter cafe, hvor jeg kunne sidde og tænke over, hvordan man bliver så rig, at man også tjener penge, mens man sover. Det var enkelt nok at finde cafeen, for der ligger kun en cafe i Hellerup, en oversized Emmerys på Strandvejen.
I 2900 bliver den kaldt Forsamlingshuset, fordi Hellerup er et reservat. Det er ikke indhegnet, men det er et reservat. Ligesom Europa er. De usynlige grænser bliver tydeligere og tydeligere. Snart lever vi som israelere. Med klar bevidsthed om, hvad der befinder sig uden for murene. Med samme klæge fornemmelse, når vi spiser bøf eller går på disko.
Her betyder billigt dårligt
For mig er en god cafe lig med gode æg. Man skal kunne få noget lækkert med æg, Jeg er sulten, jeg har trænet. Det er mandag formiddag, og det er nu. Maj 2015. Og det er lykkedes mig at få et bord på Emmerys på Strandvejen, og jeg sætter mig, let perlende efter kalorieafbrænding og en weekend fuld af sol.
Jeg bestiller det dyreste på kortet. Måske lider jeg af posttraumatisk stress, jeg bestiller nemlig altid det dyreste. Det er mine imaginære marmorløver i min store fede indkørsel. Stor brunch. Stor cappucino. Kaffen koster 49 kr. Måske ud fra princippet, den berømte, i whiskeybæltet udbredte psykologiske faktor: Hvis der er billigt, er det dårligt. Laksen er decideret klam, som det meste røget laks er, hvis det ikke er økologisk og virkelig friskt. Den lugter så meget, at jeg må sætte den helt, helt yderst på bordet. Osten er skiveskåret, smørbar og blåskimlet. Tre muligheder, men ikke til mig. Jeg kan ikke lide noget af det. Persillepestoen er blevet bitter, og de har glemt både chokolade pålæg og fennikelpølse, så jeg må gå op og klage,. og jeg hader at klage. I vores familie klager vi ikke.
Tebirkesen er til gengæld god. Den har jeg selv valgt, man må selv vælge wienerbrød. Jeg spiser den og drikker kaffen og kigger rundt. Her er stuvende fuldt. Flest kvinder. To og to. Jeg kan se, at 70’erne er tilbage. De har ruskind på. Pels på skoen. Buksen har svaj. Taskerne er som altid store, tunge, med mange rum.
Der sidder en enkelt ældre mand i joggingsæt med en stor sort kaffe, ondt skulende. Et eneste barn. To tjekkede 2. g-piger med dyre blomstrede tørklæder. Lidt væk, ved vinduesbordene sidder velplejede hvide mænd i lyseblå skjorter med hver deres americano og PC.
De rige har dårlig smag
Det er mærkeligt, at der ikke er flere cafeer, når nu pengene hænger på træerne herude. Måske køber folk tebirkes med hjem i haverne. Og på altanerne med havudsigt. Men der er jo en del, der sidder hernede som sild i en tønde, på en totalt mellempapirs Emmerys. Hvorfor? Hvor er en mand som Claus Meyer, når man endelig har brug for ham?
Jeg har prøvet at overtale Leif fra Granola og Fredrik fra Atelier September til at åbne noget, for begge steder er en dyr, men virkelig lækker og særegen oplevelse. Man kan få noget lækkert med æg, og man kan se på bilerne uden for vinduerne, at de rige elsker det. Cafeejerne har grinet af mig. Fredrik er heroppefra, og han er udlært af Erwin Lauterbach på Saison nede på det gamle Hellerup Park Hotel, og han sænkede sin stemme, kiggede mig i øjnene og sagde: »Men de rige har jo virkelig dårlig smag.«
Da jeg går ud af Emmerys kan jeg lugte, at der er noget galt. Luften er giftig. Der står folk i klaser og kigger mod himlen. De bøjer sig bagover og peger, griber hinanden om skuldrene. En kæmpebrand er under udvikling. Man kan smage det på tungen. Store tunge sorte skyer samler sig, og jeg skal igennem dem for at komme hjem.
Fortsættes ...
