’Dansk kønsforskning er indspist og udsultet’

Dag Heede kedede sig, da han for nylig brugte en hel lørdag på 25-års jubilæet for Foreningen for Kønsforskning i Danmark. »Jeg har været i faget i så mange år, at jeg kan se, at debatten ikke rykker sig,« siger han.

Dag Heede er feminist, førstegenerationsqueerteoretiker og underviser i køn og litteratur på Syddansk Universitet i Odense. Lige nu er han særligt optaget af, at man i mange år i fiktionens verden har haft tradition for at tage livet af de homoseksuelle. Den homoseksuelle forfatter i Aage von Kohls Hjærtevirtuosen sprang ud fra en togbro, apotekerlærlingen i Christian Houmarks Det Syndens Barn: En type tager gift, og mange af Herman Bangs følsomme, melankolske mandetyper begår selvmord, bliver spist af løvinder eller styrter ned fra cirkusliner.

»Altid med det formål at opretholde den heteroseksuelle kærlighed,« siger Dag Heede og undskylder sit sidespor, for det er slet ikke det, vi skal tale om. Målet med interviewet er at gøre en form for status på, hvordan det – i anledning af 25-års jubilæet – står til med dansk kønsforskning.

Hjerneflugt

»Ikke særligt godt«, lyder Dag Heedes første og mest diplomatiske vurdering. Længere fremme i samtalen begynder han at bruge ord som »indspist« og »udsultet«. Indspist, fordi miljøet omkring kønsforskning er meget lille, og fordi der findes relativt få danske kønsforskere.

»Det kan indimellem ligne et internt familiedrama, for de, der kritiserer mig og min generations kønsforskere, er ofte mine tidligere studerende«, siger han. Og udsultet, fordi køn hverken prioriteres økonomisk eller politisk.

Engang var Danmark førende inden for kønsforskning. Kvindeforskere fra Norge og Sverige valfartede i 70’erne til Danmark for at studere kvindebevægelsen, Thylejren og frisindet. Men da de andre lande i Skandinavien fik statsfeminisme og indskrev feminisme som en del af landenes officielle politiske grundlag, begyndte positionerne at skride. Mens kønsforskningsmiljøerne i særligt Norge og Sverige voksede som konsekvens af den politiske og økonomiske opprioritering af køn, sakkede Danmark bagud.

»Når akademiske miljøer ikke prioriteres, søger folk væk fra miljøerne, det var det, der skete i 80’erne og i 90’erne, hvor Sverige og Norge modsat Danmark viftede med højtlønnede professorater inden for kønsforskning,« siger Dag Heede. Store navne som Drude Dahlerup, Nina Lykke og Harriet Bjerrum Nielsen forlod Danmark og blev ansat i Sverige og Norge.

»Hjerneflugten finder også sted i dag, hvor der ikke findes særlig mange professorater inden for køn i Danmark eller steder, man kan uddanne sig inden for feltet,« siger Dag Heede.

På SDU, hvor Dag Heede underviser, fandtes engang et kvindecenter, som blev lavet om til et kønscenter, der blev slået sammen med Kultur og Formidling. I den forbindelse gjorde man det, man kalder for mainstreaming, hvilket betød, at køn ikke længere var et decideret fag, men skulle indgå som en naturlig del af studiet.

»Det lød godt, men i praksis kan det være en eliminering af køn. Medmindre man har et massivt statsfeministisk apparat, er det en farlig strategi, da det kan betyde, at fokus på køn blot bliver en hensigtserklæring«, siger Dag Heede. Hvis det viser sig at blive en realitet, bevæger vi os igen længere væk fra vores Skandinaviske nabolande, mener han.

Træt af det flade danske grin

Ifølge Dag Heede eksisterer der en stor mentalitetsforskel mellem danskerne og svenskerne.

Hvor svenskerne er enige om, at kønsulighed er et problem, der skal gøres noget ved, oplever Dag Heede, at danskerne ikke er særligt gode til den slags national moralsk mobilisering.

Det illustrerer debatten om homoægteskaber, mener han, for selv om Danmark var det første land i verden, der indførte registreret partnerskab i 1989, var det måske snarere et tilfælde end resultatet af et folkeligt opråb om ligestilling. »Verdenspressen var på den anden ende, men virkeligheden var, at de fleste danskere var ligeglade,« siger Dag Heede.

»I Danmark var det ikke en ligestillingsmæssig big deal. Man tænkte bare, at homoseksuelle par også skulle have en form for juridisk sikring. Og så spillede aids nok også ind, for man forestillede sig, at hvis homoseksuelle mænd kunne registrere sig som par, holdt de sig måske mere på måtten,« siger han.

Da nabolandene hørte om den nye danske lov – som de i højere grad oplevede som et udtryk for åbenhed og tolerance, end den måske var – var det, som om den skulle have hele armen.

»I Norge og Sverige blev homoseksuelles rettigheder noget, der mobiliserede folk moralsk, og snart kunne de homoseksuelle ikke bare registrere sig, de kunne gifte sig, og der blev lavet en helt ny kønsneutral ægteskabslov,« siger Dag Heede.

Hvor svenskerne går all in og indfører kønsneutrale ord og skriver afhandlinger om kønsdiskriminerende bygninger, håner danskerne dem og siger, at nu har de da vist drevet statsfeminismen for vidt. Men Dag Heede griner ikke.

»Jeg synes ikke, det er fjollet at undersøge om bygninger kan diskriminere. Jeg synes faktisk, den måde at sammentænke køn og rum på er meget interessant. Tænk på offentlige toiletter og transpersoners adgang dertil. Jeg griner heller ikke af diskussionen om ’hen’. Om sproget er en disciplineringsmekanisme, der tager kvælertag på visse mennesker, er en diskussion værd,« siger Dag Heede og forsætter: »Jeg er træt af det der flade danske grin og misunder Sverige, at de har det her rum for at debattere køn.«

Magtfuld uvidenhed

Det flade grin er en konsekvens af Danmarks manglende prioritering af køn. Eller et udtryk for ’magtfulde uvidenheder’ – powerfull ignorances – et udtryk inden for kønsforskning, som Dag Heede tillægger stor betydning.

»Når endnu en yngre mandlig kandidat bliver ansat i en topstilling i en institution fyldt med andre mandlige topledere, har vedkommende jo ingen interesse i at sætte sig ind i de komplekse problemstillinger omkring magt og køn, og jo mindre, han forstår om dette, desto mere skråsikkert kan han sige, at kønnet ingen betydning har og ingen betydning bør have,« siger Dag Heede.

»Problemet er bare, at når jeg ved så meget om køn, og om hvor kønnet kvalifikationsbegrebet er, så er det svært ikke at se de her bevidstløse og refleksagtige henvisninger til kvalifikationer som dybt bekymrende.«

— Hvilke konsekvenser har det, at dansk kønsforskning sakker bagud?

»Det betyder flere meget konkrete ting. Det betyder, at gymnasiernes litteraturlæsning er en opvisning i heteronormativitet. Det betyder også, at ligestillingsdiskursen måske indimellem omfavnes verbalt, men at dovne politikere ikke forsøger at ændre noget som helst. Det betyder også, at vi ikke anerkender, at sproglig kønning er en daglig udfordring for nogen, og at homofobi trives i bedste velgående,« siger Dag Heede og forsætter:

»Det betyder også, at der sker en retraditionalisering af kønnene i daginstitutionerne, og at Danmark var sidst til at indføre juridisk kønsskifte for transpersoner, der ikke har fået foretaget kirurgisk kønsskifte. Sådan nogle ting bekymrer en gammel feminist som mig«, siger Dag Heede.

Han bekymrer sig også særlig over, at Sexologisk Klinik på Rigshospitalet har videns- og magtmonopol på behandlingen af personer, der ønsker at skifte køn.

»Jeg siger ikke, at det ikke er komplekst, og jeg har stor forståelse for, at det som læge kræver svære overvejelser at foretage medicinske og kirurgiske indgreb på somatisk sundt væv, men jeg tror, tiden er løbet fra Sexologisk Klinik og det vidensparadigme, de opererer indenfor,« siger han og mener, at Danmark i sin håndtering af transpersoner, er i gang med at sakke endnu længere bagud i forhold til nabolandene.

— Kan Danmark blive en spydspids inden for kønsforskning igen?

»Nej, det løb er kørt. Jeg siger ikke, at dansk kønsforskning ikke har nogen fremtid, men jeg ser ikke noget hjerteblod, og jeg ser ikke noget politisk engagement, og jeg tror simpelthen ikke, at køn og ligestilling igen kan blive et hot emne på den politiske dagsorden,« siger Dag Heede.