Læsetid: 9 min.

Desperationen breder sig i byen uden vand

East Porterville ligger lige midt i det tørkeramte Californien. Brønde tørrer ud, og beboerne må låne fra naboens haveslange eller klare sig igennem med nødressourcer af flaskevand
Donna Johnson – i baggrunden – bringer vand ud i byen. Nødløsninger med distribution af drikkevand i flasker og opstilling af vandtanke til brugsvand breder sig i. Det samme gør fornemmelsen af, at det kun er en stakket frist.

David Mc

9. maj 2015

Vand har skabt et særligt sprog i byen. Beboere taler om nervøse naboer, der »trækker slangen«. Eller spekulerer over, hvilke huse på en gade der er »koblet på røret«. Eller de brokker sig over, hvordan andre naboer vander med »tanket vand«. Det særlige vandlingo blandt de 6.700 indbyggere – de fleste af dem fattige latino-landarbejdere – har en naturlig forklaring. Der har været levende interesse for det, der kommer ud af hanen, siden folk begyndte at løbe tør for det.

East Porterville er epicentrum for det tørkeramte Californiens mangel på vand. Næsten 1.000 private brønde, der engang leverede vand til boliger og mindre virksomheder i Tulare County, er tørret ud. Det har efterladt desperate beboere med dyre nødløsninger. I resten Californien er der yderligere 800 udtørrede brønde.

Ud over private brønde, som der lukkes stadig flere af, findes der i East Porterville kun en nødtørftig vandinfrastruktur. De lokale har desuden udsigt til en sommer, der bliver varm og lang og uden nedbør af betydning. Det vil kunne blive en daglig udfordring at lave mad, tage brusebad og gøre rent. Mere permanente løsninger som udboring af nye brønde er både besværlige, frustrerende dyre og ikke nødvendigvis langtidsholdbare.

Fra dør til dør

Statslige og amtslige embedsmænd har sammen med en broget flok lokale frivillige måttet ty til nødforanstaltninger i form af leverancer af flaskevand og installation af vandtanke. Men det vil næppe kunne afværge den forværring af vandmareridtet, som en fortsat tørke vil bringe med sig.

East Portervilles uofficielle vandekspert, Donna Johnson, stødte på den første udtørrede brønd sidste forår. Hendes egen. Selv om vandet i perioder kun dryppede sparsomt ud af hendes vandhane i de varme sommermåneder, var hun ikke til sinds til at acceptere, at hendes brønd var ved at udtørre, før et par uger efter at det faktisk var sket.

Efter en måneds tid forsøgte hendes mand, Howard, at bore tre meter dybere. Men da han efterfølgende sænkede den elektrisk pumpe ned i hullet til de lag, der engang leverede vand til deres hjem, lød der blot et tørt smæld og ingen plaskelyde.

»Jeg forestillede mig, at der nok højst var en 15-20 brønde i området, der var tørret ud,« husker hun. Men da hun gik fra dør til dør for at spørge sig for, kunne hun konstatere, at listen over huse, der ikke længere havde vand – til at drikke, lave mad, gøre rent eller bade – blev ved med at vokse. Da hun var oppe på 100, kontaktede hun de lokale myndigheder.

»Havde hun ikke gjort det, er jeg ikke sikker på, at vi kunne have dannet os et overblik over alvoren af det, vi er ude i«, siger Andrew Lockman, chef for Tulare Countys nødberedskab.

Johnson stoppede ikke ved de 100. Hun blev ved med at banke på døre og spørge folk, om deres brønd var løbet tør. Igen og igen var svaret ja. Hun leverede også vand på flaske indkøbt for egne penge, og fik på den måde tilnavnet Vandengelen.

Improviserede løsninger

I september begyndte de amtskommunale myndigheder at registrere udtørrede brønde. 996 indberetninger kom man op på, langt hovedparten i East Porterville. Samtidig godkendte embedsmænd over 2.600 nye boringsansøgninger, mens 654 husstande nu får leveret aftappet drikkevand. I alt har den frivillige hjælpeorganisation United Way i Tulare County modtaget 683 tørke-relaterede opkald om assistance.

Vandenglens modtager sene, natlige telefonopkald fra mødre uden vand. Venner og naboer – selv hendes mand, brøndingeniøren – sender al frustration i hendes retning.

»Ingen havde nogen fornemmelse af, hvad det vil sige at skulle leve uden vand«, siger Johnson til Guardian. »Og ingen ved, hvornår – eller om – vandet kommer tilbage.«

Omkring 80 husstande i East Porterville har fået opstillet firkantede plastklare vandtanke ved hoveddøren. De kan hver rumme omkring 350 liter ikkedrikkeligt vand. Det er nok til at toiletskyl og brusebade, men rækker ikke til opvask eller madlavning. Amtet har desuden forskellige steder i Tulare installeret 53 store drikkevandstanke – de kan hver rumme op til 2.500 liter vand. De 31 findes i East Porterville. Yderligere forsyninger af vand kommer i flaskeform, uddelt af kirker, kommunen og Johnson selv. Mange håber også på en ordentlig regnstorm, inden sommeren sætter ind.

En del beboere griber til egne improviserede løsninger. Nogle har tilsluttet naboens haveslange til deres hus og tapper vand fra hans brønd. Når en brøndejer ikke længere vil dele sit vand, hedder det ’at trække slangen’. Andre henter vand i gigantiske tønder eller grå plastspande fra en stor tank på byens brandstation.

Hos Iglesia Emanuel, hvor en trailer med 16 nødbrusere er opstillet på parkeringspladsen, passerer en stadig strøm af biler forbi. Bilisterne kommer for at hente flaskevand, og sikkerhedsvagt Daisy Martinez dirigerer dem over til præstens restlager.

»Hver dag kommer der folk for at bede om vand,« siger Martinez, nybagt mor fra nabobyen Porterville, hvor man har et kommunalt vandværk. »Men han løber tør meget hurtigt.« Pastor Ramón Hernandez gav sit sidste parti flasker væk onsdag formiddag og venter ikke flere før i næste uge.

Stigende behov, stigende problemer

East Porterville er ikke den eneste by i Californien, der oplever ekstrem tørke. Under én procent af staten går helt fri, mens lidt over halvdelen er kategoriseret som ’abnormt tør’ og knap halvdelen (44 procent) som ’ekstraordinært’ tør – den alvorligste kategori – oplyser tilsynsmyndigheden US Drought Monitor.

Californiens kritiske situation har fået guvernør Jerry Brown til at indføre obligatoriske restriktioner på byernes vandforbrug og beordre nedskæring af vandforbruget med 25 procent. Hans foranstaltningerer dog blevet kritiseret for ikke at være tilstrækkeligt restriktive over for landbruget, der lægger beslag på 80 procent af det statslige vandforbrug.

Flere forskere påpeger imidlertid, at en stor del af Californiens vandforbrug ikke kortlægges på grund af det komplekse reguleringssystem, der er bygget op omkring statens vandressourcer. Californiens vandrettighedssystem regulerer brug af overfladevand, men ikke grundvandet, og det gør det vanskeligt at spore, hvilke forbrugere der bruger mest, selv om begge slags forekomster, som delstatens vandnævn gør opmærksom på, er afhængige af hinanden.

To forskere ved University of California fandt, at alene statens overfladevand overallokeres med en faktor på fem, og at det er uklart, hvor meget vand Californien rent faktisk bruger.

»Uden forbedringer af vandrettighedssystemet«, skrev de sidste sommer, »vil de stigende menneskelige og miljømæssige behov varsle intensivering af regional vandknaphed og sociale konflikter«.

Overfladevand tildeles efter Californiens lov om vandrettigheder. Grundvandet derimod kan stort set forbruges af enhver, uden for enhver statslig regulering. I et forsøg på at afbøde lovgivningskløften mellem overfladevand og grundvand, har Californiens lovgivende forsamling vedtaget en lov til, der påbyder lokale vandselskaber at dokumentere planer for bæredygtighed. Loven vi ldog først være fuldt effektiv i 2040.

Manglende infrastruktur

I mellemtiden findes der i San Joaquin Valley nogle af statens mest største grundvandsforbrugere, og myndighederne har længe været bekendt med, at der i flere mindre byer i Californien trækkes uforholdsmæssigt meget på grundvandet.

I en rapport fra 2003 fra Institut for Vandressourcer (Department of Waterressources) udtrykkes dette i helt simple termer: »Mange byer er helt afhængige af grundvand for at få drikkevand«. Selv om op til 50 procent af californierne får i større elle mindre dele af deres vandforsyning fra grundvandet, er der kun sparsomme data om, hvordan ressourcen administreres, fastslår rapporten.

Grundvandet står generelt for det meste af det private vandforbrug i Tulare County, forklarer Lockman, chef for amtets nødberedskab. Både East Porterville og søsterbyen Porterville er afhængige af grundvand. Den afgørende forskel mellem de to byer er, at mens Porterville har vand, har East Porterville det ikke.

Porterville fik i sin tid et kommunalt vandværk og forsyningsnet, der er koblet til en dyb industrielt drevet brønd. Beboerne i Porterville er lige så afhængige af grundvandet som deres naboer mod øst, men fordi den større by har infrastruktur til at pumpe fra det dybe grundvandsmagasin, løber vandhanerne i Porterville ikke tør.

Det er manglen på offentlig infrastruktur i East Porterville, der gør ’katastrofen’ så svær at afbøde: For at få adgang til forbundsstatslige midler, skal den offentlige infrastruktur næsten rammes af en katastrofe. Så i East Porterville er det i høj grad fattige landarbejdere, der må bære tørkens største byrder.

»Det her er igen et tilfælde af, at de, som i forvejen har lidt, skal fratages det lidt, de har,« siger Lockman. »Det er fuldstændig som efter en orkan. Man har måske stadig tag overhovedet, men ikke vand til at skylle ud i sit toilet.«

Mange af East Portervilles indbyggere arbejder på plantagevirksomheder, hvor de pakker citrusfrugter eller plukker appelsiner og vindruer. Årsindkomsten pr. indbygger er 11.046 dollar. Sognebørnene i Hernandez’ kirke er næsten alle landarbejdere, fortæller præsten.

Uden infrastruktur er husejerne i East Porterville henvist til at finde vand ved egen hjælp. Normalt koster det mellem 10.000 og 30.000 dollars at bore en helt ny brønd, forklarer Lockman.

Finansieringersmulighederne er begrænsede. Der findes programmer, der yder tilskud, men de fleste af dem dækker kun op til en tredjedel af omkostningerne. Der findes lavt forrentede lån, men de ublu omkostninger ved boringer kan udmærket løbe op i hundredvis af dollar om måneden.

Amtskommunens muligheder for at hjælpe begrænses også af dens slunkne kontantbeholdning. At opbygge et kommunalt vandsystem i East Porterville ville sandsynligvis tage det meste af et årti og koste op til 60 millioner dollar, siger Lockman. At bliver tilsluttet Portervilles vandnet er heller ikke let. Nogle huse vil ligger uden for systemets rækkevidde. For andre vil det blive for dyrt at etablere forbindelse.

Skellet mellem Porterville og East Porterville – og internt mellem naboer med adgang til byens vand eller med tørre brønde – har skabt konflikter. Selv om nogle forsøger at hjælpe, mundhugges naboer konstant.

Konflikter

Dalia Madrigal er kasserer på Hari’s Marked, en Valero tankstation og dagligvarebutik ved en af East Porterville hovedfærdselsårer. Hendes hus, som hun lejer sammen med fire andre, har ikke haft rindende vand siden juli. Hendes nabo har lånt dem en haveslange, men hun og hendes bofæller er forsigtige med at bruge den før kl 22.00.

»Min bror bor ovre på vestsiden, og derovre vander folk deres planter,« siger Madrigal, »og der er ingen, der finder på at sige: ’Hallo dér! Vi har altså tørke, vil I godt være søde at slukke for vandet?’«

Der falder en del fordømmende ord om de relativt få mennesker, som har frodige grønne plæner, og der går også historier om, at naboer ringer politiet for at melde folk, der vander med vand fra tankene. Johnson har især set sig gal på det »irriterende høje« vandforbrug på kirkegården og på byens golfbane.

Hos Angelica Nungaray, der arbejder i et skolecafeteria i East Porterville, er der slut med vakse bilen eller vande plænen. Hun, hendes mand og søn nøjes med højest to minutter under bruseren, og hun frygter at se sand i vandet – et sikkert tegn på, at en pumpe er ved at have leveret det sidste vand fra brønden.

»Jeg bliver bange, fordi vandtrykket nogle gange bliver rigtig lavt«, siger Nungaray. Hun siger, at hun især er nervøs, når hendes naboers brøndpumper får et mekanisk problem. Hun frygter, at det så betyder, at deres brønd er løbet tør. »Når naboen begynder at få problemer, kan man også regne med selv at få det«.

Selv om de fleste prøver at tage vandknapheden med godt humør, er de også tydeligt stressede. I sit autoværksted slår Edy Rodriguez bageste skivebremse af en model Chevrolet Malibu på plads, mens han prøver at forklare Johnson, hvorfor hans familie på syv ikke har noget vand.

Da hans kone forsøgte at navigere gennem bureaukratiet for at få sin 30 dollar vandtank fyldt, sagde de ’ikke lige nu’ til hende, fortæller han. Rodriguez’ familie benytter for tiden en slange fra naboens hus – en uformel aftale, der koster Rodriguez 50 dollars om måneden. Også hans væksted står uden vand.

Californiens tørke forventes at tage til hen over sommeren, forudsiger Climate Prediction Center – og det gør en retablering af East Portervilles brønde usandsynlig. Tulare County, som af staten er blevet erklæret for et højt prioriteteret satsningsområde inden for styring af grundvand, har overtrukket sin forbrugsgrænse med over 220 millioner liter om året.

Den eneste sikre måde at afværge den offentlige sundhedsfare på er ved at gå ud og sætte »røde bånd« om huse uden vand, siger Lockman – det er fagjargon for at kondemnere dem.

»Jeg tror ikke det er urealistisk at forvente en fordobling af antallet at udtørrede brønde« siger han. »Der er så mange sugerør i det her glas, at det før eller siden bliver tømt«.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu