Læsetid: 17 min.

Dømt til kriminalitet

Danskerne er mere lovlydige end nogensinde. Men de, der ryger i fængsel, vender stadig oftere tilbage igen. »Fængselsstraffe hjælper ikke en dyt. Det er spild af tid og penge.« Sådan siger forsvarsadvokat Bjarne Frøberg efter mere end 25 år i branchen. Information har gennem et halvt år fulgt ham og nogle af hans klienter
Bjarne Frøberg har hele tiden selskab af to ting: sine cigaretter og sin rullekuffert, der er fyldt med sagsmapper og slidte eksemplarer af Karnovs Lovsamling

Bjarne Frøberg har hele tiden selskab af to ting: sine cigaretter og sin rullekuffert, der er fyldt med sagsmapper og slidte eksemplarer af Karnovs Lovsamling

23. maj 2015

Briksen er blå. Nylonpuderne gule. Velourdugen på bordet er lilla. Der er noget ved den umage farvesammensætning i besøgslokalet i en sønderjysk arrest, som understreger følelsen af håbløshed. Sammen med en kold kaffemaskine, en opslagstavle med en enkelt børnetegning og et ur på væggen, hvor sekundviseren flytter sig med et gennemtrængende tik. Og så vinduet i loftet ud til forårshimlen. Det har tremmer i to lag.

Forsvarer Bjarne Frøberg sidder ved bordet med sin bærbare computer slået op.

Over for ham sidder Martin, en bred fyr med et kønt ansigt under en selvlysende, gul strikhue, som han hele tiden tager af og på for at stryge sig gennem sit kortklippede hår.

Han blev anholdt for nogle måneder siden, og i dag er han blevet afhørt af politiet. Bjarne Frøberg var med.

Faktisk er Martin ikke hans rigtige navn, men han vil gerne være anonym af hensyn til sin fremtid. Den 29-årige arrestant tror nemlig stadig på, at han engang – når han er blevet dømt og har afsonet – kan begynde forfra. Og bygge en ny tilværelse op med kæresten og rotweilerhundehvalpen Karisma, der begge venter på ham uden for fængslet. Hans statistik på det punkt ser ellers ikke for god ud:

»Jeg har været ude i friheden tre somre de seneste 10 år. Første gang jeg røg ind, var lige efter, jeg blev 18. Der har været få pauser siden,« siger Martin.

Det er fjerde gang, han bruger Bjarne Frøberg. »En af mine stamkunder«, som forsvareren kalder ham. Dem er der mange af i hans butik. Dels handler arbejdet som forsvarer om tillid, og den opbygges hen ad vejen. Men der er ganske enkelt også mange gengangere i straffesystemet. Faktisk flere end nogensinde før.

Ikke in at være kriminel

Falder man tilbage i ny kriminalitet, kalder man det at recidivere. Andelen af kriminelle, der gør netop det, har været let stigende de senere år. Og ser man alene på personer idømt fængselsstraf, som bliver dømt for ny kriminalitet inden for en treårig periode, steg andelen ifølge Danmarks Statistik fra 58 procent i 2011 til 64 procent i 2013. Straffen har med andre ord ingen forbedrende virkning på mere end 6 ud af 10 fængselsdømte.

Martin er et tal i netop den statistik. Gennem årene har han afsonet talrige domme for tyveri og handel med narkotika. Faktisk kan han ikke huske hvor mange. Men han har set samtlige fængsler og arresthuse i Jylland indefra. Det handler primært om at skaffe penge til at finansiere sit stofmisbrug.

»Jeg har været på kokain, amfetamin, opiater, ecstasy, benzodiazepiner, mdma, lsd …«

Martin forsætter med at remse op.

»… Der er vist ikke noget, jeg ikke har prøvet. Jo, jeg har faktisk aldrig tygget khat.«

Sidste år fik Bjarne Frøberg ham frifundet i en sag ved byretten, der blandt andet handlede om pengeskabstyverier. På fri fod flyttede Martin til Esbjerg med sin kæreste og gik i gang med behandling for sit misbrug. Men i februar blev han anholdt i en ny sag, og nu sidder forsvarer og klient altså igen i et besøgslokale. Denne gang i en ny jysk arrest. Vi må ikke tale om sagen. Men det er noget med hæleriparagraffen.

»Det kørte egentlig efter en snor. Altså bortset fra at han ikke helt kunne holde sig ude af kriminalitet. Det er godt nok mindre ting denne gang. Men der skal jo ikke så meget til, når man er kendt af systemet i forvejen,« siger Bjarne Frøberg.

Overalt i Danmark lukker man i disse måneder fængselspladser. Det skyldes dels, at flere bliver idømt samfundstjeneste eller afsoner i fodlænke. Men også, at danskerne er blevet mere lovlydige. Ikke mindst de unge. De har ændret adfærd og skruet ned for druk, stoffer og gadeadfærd. I øvrigt en tendens man ser i mange andre lande. Men i takt med lovlydigheden i den brede befolkning bliver restgruppen stadig mere marginaliseret.

Eller som forsvareren Bjarne Frøberg siger:

»Det er ikke in at være kriminel. Der er ikke så mange unge, der lader sig lokke. Helt bredt er der nok færre kriminelle. Til gengæld har vi en gruppe, der bliver ved og ved med at ryge ind.«

Det seneste halve år har vi fulgt den 57-årige forsvarer i hans arbejde med klienter over det meste af Jylland. Han har mere end 25 års erfaring som forsvarer og har kontor i Aarhus, men samlet set opholder han sig mere i bilen og på arrestbesøg, til afhøringer og retsmøder. I Viborg, Aalborg, Randers, Varde, Esbjerg og tilbage igen.

Derfor står han også tidligt op. Klokken 06.15 slubrer kaffemaskinen, han har allerede været i bad og sidder i sit køkken syd for Aarhus for at trawle dagens nyheder på computeren, forholde sig til indkomne sager og forberede sig på en lang dag i retslokalet.

Han læser op fra kalenderen den kommende tid, hvor den ene vidt forskellige sag tager den anden:

Der er et arbejdspladstyveri.

»Det er en speciel sag. Jeg kender kunden. Han bedyrer sin uskyld, og han plejer ikke at lyve for mig.«

Og så er der en sag, hvor hans klient er varetægtsfængslet for noget, Bjarne Frøberg kalder et »banalt« tyveri.

»Men jeg er bange for, at han bliver dømt, for han har en dårlig sag.«

Der er en våbensag, hvor Bjarne Frøberg synes, politiets bevisførsel er »helt hul i hovedet«. Der er også en sag, hvor en psykisk syg person har begået vold mod personalet. Og et slagsmål i nattelivet.

»Det er en dørmand, der har begået vold mod en gæst. Ja, den slags ser jeg dælme meget af.«

Claus (t.h.) arbejder i nedrivningsbranchen og er tiltalt i en sag om bedrageri i millionklassen. Han glæder sig til, at sagen er overstået, så han kan komme tilbage i skurvognen.

350 sager om året

I dag er det Retten i Randers. Bjarne Frøbergs morgenmad består af lige dele sort kaffe og cigaretter. Han binder sit slips som det sidste, inden han triller ud på den jyske motorvej. Bilen er hans andet kontor, og undervejs taler han både med kriminelle, sin sekretær og en kollega. Han forsøger altid at returnere opkald fra klienter – også i weekenden, som han ofte bruger til arrestbesøg.

»Jeg har nok at lave,« siger han tørt, mens han dirigerer Audien gennem morgentrafikken.

»Sidst jeg talte, havde jeg over 300 sager om året – måske nærmere 350. Det er et arbejde, der let kan komme til at fylde meget, for hvis man siger nej til en klient, kommer han ikke igen.«

Det tager et par timers biltur at nå dagens retsmøde. Her skal han forsvare Mike på 22 år i hans fjerde voldssag.

Tre dommere ved et bord på et podium kigger ned på forsamlingen fra den ene ende af lokalet. I den anden ende sidder mødre, søstre og kærester til ni unge tiltalte side om side med de mange politifolk, som har ledsaget dem fra forskellige arresthuse.

Mike er spinkel og bleg, helt plysset bortset fra en stribe strithår i en bane hen over issen. Sagen er omfattende, og der er mange retsmøder. En af de andre tiltalte hedder også Mike, der er også en Bjarne og et par arabiskklingende navne iblandt.

Retssagen handler om flere tilfælde af vold af særlig grov og brutal karakter begået på Djursland. Mange af de involverede, inklusiv ofrene, har ikke ønsket at udtale sig i sagen. Undervejs i det syv timer lange retsmøde tegner anklageren et billede af et opgør mellem lokale bander. Der bliver talt om dummebøder, totenschlægere og en kniv fra Jensens Bøfhus. Med blod på.

Efter råd fra Bjarne Frøberg har Mike som en af de få afgivet forklaring. Han har fortalt, hvordan han slog på et af ofrene med et baseballbat, »til det gav en underlig knasende lyd«, og han lå helt stille.

»Jeg ventede på, at han begyndte at kravle væk, så jeg var sikker på, at han ikke var død,« forklarede Mike.

Ved at vidne om sin egen rolle håber han at slippe for at blive dømt i den del af sagen, der handler om et knivstikkeri.

»Jeg kender hans forklaring, og han har ingen grund til at lyve. Der er nogen, der tror, at det er bedre, hvis de lyver for forsvareren, men jeg er bedst tjent med at kende den rigtige historie. Så kan vi lægge en bedre strategi,« siger Bjarne Frøberg.

De unge fyre er alle klædt i posede bukser, hættetrøjer og kasketter. De blinker til hinanden og tilskuerne. Og i pauserne tager de imod madpakker og knus fra familien.

»De har ikke fattet, hvor alvorligt det er,« siger Bjarne Frøberg på vej hjem fra dagens retsmøde.

»Og jeg tror ikke, at straf kan forhindre dem i at gøre det igen. For sådan nogen som dig og mig er udsigten til straf afskrækkende. Men for vanekriminelle betyder det ingenting.«

Bjarne Frøberg står tidligt op i parcelhuset for at nå dagens retsmøde. Morgenmaden består af kaffe og cigaretter, mens han scanner indkomne sager. I Randers Ret venter klienten Mike på 22 år, der er tiltalt i sin fjerde voldssag.

Gamle fru Jensen

De unge tiltalte er et eksempel på to af de mest markante udviklinger i kriminalitetsbilledet i de tre årtier, Bjarne Frøberg har været i branchen: Selv om kriminaliteten som sådan er faldende, ikke mindst blandt de unge, er der blevet stadig flere med navne som Muhammed og Ahmed. Samtidig er der blevet mere banderelateret kriminalitet, og den er blevet grovere med flere knive og skydevåben.

»De klienter vi har af fremmed herkomst går længere, når det handler om vold. Og ingen vil stå tilbage fra hinanden. Volden i bander er ikke noget nyt – tag for eksempel rockerkrigene. Men det her er anderledes. Det er helt, helt unge mennesker, der render rundt med køller og knive og laver virkelig grænseoverskridende kriminalitet,« siger Bjarne Frøberg.

Det typiske spørgsmål, han får stillet af sidemanden ved et middagsselskab, er, hvordan han har det med, at han arbejder for den lavest mulige straf til kriminelle som Mike.

»Mit arbejde er at sikre, at de får en retfærdig behandling. Men jeg har en forsvarers perspektiv på min klient. Som advokat tænker jeg, at han skal have så lidt straf som muligt. Som borger, at han skal have en passende straf,« siger Bjarne Frøberg og tilføjer:

»Hvis det var gamle fru Jensen, der lå på jorden under baseballbattet, ville jeg have haft det anderledes skidt. Men ham, min mand har slået på i den her sag, er samme slags som ham selv.«

Bjarne Frøberg håber på, at Mike slipper med halvandet år. Men da dommen falder sidst i januar 2015, får Mike en dom på to et halvt års ubetinget fængsel. Han havde også en reststraf stående fra en tidligere sag.

»Jeg har ondt af ham. Men han bliver jo ikke ved med at få chancer,« siger Bjarne Frøberg.

Under sagen kommer det frem, at flere af de unge, har en tung social baggrund. Faktisk har Bjarne Frøberg også været forsvarer for Mikes stedfar.

Det sker dog også, at man ryger ud i kriminalitet, selv om den sociale baggrund er solid.

»Jeg møder da også klienter fra fornuftige familier, der har begået vold eller handlet med narkotika. Men de kommer typisk ikke igen,« siger Bjarne Frøberg. For har man et netværk, der støtter under og efter afsoningen, er chancerne for at bryde med det kriminelle miljø bedre.

Kriminelle kommer fra alle dele af samfundet, understreger Bjarne Frøberg. Der er bare stor forskel på, hvilken type kriminalitet de laver.

»Stort set alle mennesker overtræder loven: De kører for stærkt eller over for rødt. At snyde i skat er jo en folkesport. Og så er der it-kriminalitet, underslæb og bedrageri. Men det begås af nogle andre typer end Mike. Det er veluddannede folk med fine advokater. Og der er i virkeligheden vage grænser for, hvornår det er kriminalitet, og hvornår det bare er godt købmandsskab. Voldskriminalitet derimod ser man i alle sociale lag, fordi det foregår både hjemme, i nattelivet og blandt kriminelle. På en dårlig dag kan alle blive pikerede, ophidsede eller sure,« siger Bjarne Frøberg.

Det puritanske

Selv om man netop nu ser et fald, steg den samlede strafmængde i Danmark eksplosivt fra 00’erne og frem til 2013. Det skyldtes ikke mindst længere straffe for personfarlig kriminalitet som vold, voldtægt og narkokriminalitet, der blev indført af den forrige regering. Men også, at danskerne anmelder mere voldskriminalitet. Også tilfælde, som man tidligere ikke anså som vold – eksempelvis slagsmål i nattelivet.

Helt generelt har samfundets syn på kriminalitet og sanktioner ændret sig meget de seneste 20 år, mener Bjarne Frøberg:

»Det har ændret sig i retning af det mere puritanske. For eksempel alle de strafskærpelser, der er kommet for værtshusvold, hvor begge parter er lige gode om at slå på tæven. Hvor en fyr piller ved en andens fyrs pige på dansegulvet, og så klapper han ham en på hovedet. Det giver 30 dage i fængsel. Det, synes jeg, er vanvittigt. Vold i fuldskab har altid eksisteret, og det vil det blive ved med. Men politikerne tror åbenbart, man kan afskaffe den menneskelige reaktion.«

Han mener også, at de laver stadig mere morallovgivning:

»Senest med dyresex. Og så er der hash. Efter man har kriminaliseret besiddelse til eget brug, skal politiet give bøde, når de finder et par gram, hvor man i gamle dage bare kunne konfiskere det. Det betyder, at de sociale tabere samler bøder op som ukrudt. Alt sammen fordi politikerne vil vise handlekraft. Men jeg har svært ved at se den store effekt.«

Kufferten

Overalt hvor Bjarne Frøberg kommer omkring har han en rullekuffert med sig proppet til bristepunktet med sagsmapper og slidte eksemplarer af Karnovs Lovsamling. Den ruller bag ham ud af parcelhuset. Gennem gaderne i Aarhus på vej til kontoret. Ind og ud af retten.

»Den her har jeg haft i mange år – det er min favorit, for man kan klemme seks ringbind ned i den,« siger han.

Alt bliver sagt på syngende fynsk, for Bjarne Frøberg er født og opvokset i en forstad til Odense. Han var den første i sin familie, der fik en studentereksamen. På drengeværelset i Sanderum var forsvarsadvokaten Perry Mason helten. Han vandt alle sine sager.

»Ja, sådan er virkeligheden jo langtfra. Typisk vinder en forsvarer kun mellem to og fire procent af sine sager, så det var en misforstået drengedrøm,« indrømmer Bjarne Frøberg. Han fik sin advokatbestalling i 1986 og har stort set aldrig beskæftiget sig med andet end straffesager. Typisk er hans klient manden på gulvet. De rige og rockerne bruger andre advokater:

»Jeg elsker virkelig at være forsvarer. Der er mange udfordringer. Hvis sagen er kedelig, er bevisførelsen måske interessant. Jeg er vild med at præsentere beviser, afhøre vidner – hele spillet. Og så handler det altid om mennesker – det er det helt centrale for mig,« siger Bjarne Frøberg.

Men indimellem kan retsmøderne være svære at komme igennem. Selv for en forsvarer, der betegner sig selv som »hårdhudet«. Voldssager, brandsager og pædofili kan være næsten ubærlige:

»Det værste er faktisk ikke forsvaret, men mere når sagen bliver rullet op i retten. Det kan være voldsomt. Anklageren kan jo have en interesse i at få udpenslet alle detaljer, fordi det kan være strafskærpende, men så man næsten ikke kan holde ud at høre på det.«

Bjarne Frøberg holder en pause.

»Så må man tage sin professionelle facade på. For den slags mennesker har også krav på en forsvarer, på en ordentlig behandling, og en ordentlig afsoning. Det er meget sjældent, at jeg har noget imod mine klienter. Nogle kan have det dårligt eller lugte forfærdeligt, men altså – alle skal hjælpes,« siger Bjarne Frøberg.

Han kan ikke huske alle sine mange sager – men der er flere, han aldrig glemmer. Som den klient, der blev dømt for forsøg på mordbrand i sin ekskones lejlighed. Noget, Bjarne Frøberg er helt sikker på, at han ikke havde begået. Han blev udvist og døde senere i Tyrkiet.

»Den sag tog hårdt på mig. Jeg var helt sikker på, at der blev begået en uret.«

Og den unge fyr, der satte ild til en affaldssæk ved en bygning, hvor hans hashpusher boede. Der døde seks mennesker i branden. Han fik 10 års fængsel.

»Det var ikke en uretfærdig dom. Slet ikke. Men der var bare det, at drengen havde været med på tyvetogter med sin stedfar, fra han var seks år, fordi han havde så små fingre. Han havde et stort misbrug. Det er ikke nogen undskyldning, det var bare sådan en forbandet sag,« siger Bjarne Frøberg.

Begge dele ligger mange år tilbage. Men det sidder i ham endnu.

De kloge narrer de mindre kloge

I pauserne under retsmøderne spadserer Bjarne Frøberg som regel ud i gaderne og tænder en smøg. Ind imellem sammen med sine klienter – hvis de ikke er i håndjern. Som en onsdag i Aarhus, hvor han har fundet ly for regnen under et halvtag sammen med Claus.

Han er dagens klient i en sag, der drejer sig om bedrageri for millioner i nedrivningsbranchen. En anden tiltalt har oprettet falske selskaber og lejet nedrivningsmaskiner og købt varer på klods. Claus har ageret stråmand, mens den anden er strøget med alle pengene. Nu er Claus efterladt med regningen, både bogstavelig talt og i retten.

Ingen, hverken anklager eller forsvarer, er sådan set uenige om, hvad der er foregået. Spørgsmålet er, hvor meget Claus har vidst. Selv føler han sig med egne ord »røvrendt«, fordi han bare har passet sit arbejde.

»Først da jeg blev anholdt, kunne jeg se, at der var noget galt,« forklarer han.

Claus er en tyndhåret fyr med storternet skjorte og brun læderjakke. Inde i retslokalet keder han sig åbenlyst. Han sukker og kigger op i loftet.

»Jeg vil bare have det overstået,« siger han.

Vidner kommer og går i løbet af dagen. Der bliver talt om forskud i kontanter i kuverter udvekslet på værtshuse. Om personer med øgenavne som ’Cocio’ og ’Ymer’ og om at arbejde uden regning.

»I denne her sag narrer de kloge de mindre kloge,« konstaterer Bjarne Frøberg.

»Claus er blevet lokket ud i noget, og han er ikke klar over, hvad der har ramt ham. Han sidder med regningen, og han skal have hjælp,« siger Bjarne Frøberg.

I en af pauserne fortæller Claus om livet som nedrivningsarbejder, mens han fisker en hjemmerullet cigaret frem.

»Det derinde er kedeligt og håbløst svært at forstå. Jeg er glad for, at Bjarne kan klare det for mig.«

Claus får ni måneders fængsel – heraf en måneds ubetinget, hvilket svarer til den tid, han har siddet varetægtsfængslet. Så han kan tage direkte tilbage til sin skurvogn på en byggeplads i Kolding. Han er lettet.

Bjarne Frøberg regner ikke med at møde Claus en anden gang. Men mange af hans klienter ringer igen og igen, hvis de lander i en ny knibe. Ikke fordi han stryger dem med hårene. Tværtimod:

»Jeg kender mange af dem godt, og jeg taler lige ud af posen. Det kan de fleste godt lide. Hvis det er en møgsag, siger jeg til dem, at det er en møgsag. Og hvis beviserne står dårligt, anbefaler jeg at få det overstået og tilstå, så man kan få de formildende omstændigheder belyst. Jeg kan godt betragte en sag som vundet, selv om min klient ryger i fængsel. Nogle gange handler det om at slippe billigst muligt,« siger Bjarne Frøberg.

Men det er ikke altid, at klienterne er med på den.

»Der findes de hårdnakkede benægtere. Selv, hvis du viser dem et billede af dem selv forfra, vil de sige, at det ikke er dem.«

En sød pige

Han triller kufferten tilbage på kontoret. Herfra er der udsigt til banelegemet i Aarhus, og lyden af en telefon, der hele tiden ringer. Hans kollega stikker hovedet ind og deler sin glæde over en sag, der er gået godt. Mere kaffe. Flere smøger. Fra sin stol bag bunkerne af papir, brokker Bjarne Frøberg sig over straffesystemet.

»Jeg anerkender, at vi skal have et. Ellers går der selvtægt i den. Men man kunne godt ønske sig noget bedre end fængselsstraffe. De kriminelle ryger jo ind med andre, der laver det samme. Det er naivt at tro, at de bliver bedre mennesker af det. De laver godt nok ikke noget, mens de er inde. Men lange fængselsstraffe hjælper ikke en dyt. Det har jeg i hvert fald ikke oplevet endnu. Det er spild af tid og penge.«

De, der klarer sig bedst, er dem med et godt netværk. Men det har de færreste, og Bjarne Frøbergs erfaring er, at der mangler en målrettet plan for at få folk ud af det kriminelle miljø efter udstået straf.

»Indimellem lykkes det at trænge igennem, så man har en klient, der siger: ’Det her vil jeg ikke bruge mit liv på mere.’ Men ofte bliver de løsladt med en sportstaske og 350 kroner. Det er ren Olsen-banden. Og så kan man ikke forstå, de laver kriminalitet igen. Men hvad havde man egentlig forestillet sig?«

Et andet problem er, at mange arbejdspladser i dag kræver en ren straffeattest.

»De har jo et stempel i panden. Det gælder også mange uddannelsessteder, hvis man skal i praktik. Jeg kan forstå det, når vi taler om et job i politiet eller hæren, men når man ikke kan komme i lære i en forretning, fordi man har lavet et butikstyveri, afskærer det jo de unge fra at komme et nyt sted hen.«

I besøgslokalet i arresten taler Martin gerne og længe om, hvordan han drømmer om at komme videre.

»Den behandling, jeg egentlig var i gang med, har hjulpet mig, for jeg har skåret meget ned på både stoffer og kriminalitet – men kun til et vist punkt,« siger han.

Hans sociale baggrund er tung: familieproblemer, dårligt selskab og stoffer. Et biluheld har også givet ham rygproblemer. Og når man som Martin har tilbragt årevis med at pendle mellem fængsel og frihed, mister man følingen med samfundet, forklarer han:

»Man er lidt skadet. Og der er meget stor ensomhed, når man kommer ud. Man har måske slettet sin gamle vennekreds. Familien har brudt med en. Og man kan ikke komme ind på arbejdsmarkedet. Så er det altså svært at holde sig helt væk fra de gamle vaner.«

Denne gang håber han at afsone på en behandlingsafdeling, så han kan holde sig stoffri og senere i et udslusningshus, hvor han gradvist vænnes til friheden.

Tidligere har han altid slået op, hvis han har haft en kæreste, når han blev anholdt. Men ikke denne gang. Hun venter derude.

»Og hun har også sådan et her om halsen,« siger han og fisker et lille firkløversmykke i en tynd guldkæde frem fra under trøjen. De vil gerne giftes. Men det skal ikke være i arresten, fastslår Martin.

»Jeg vil gerne have et formål med mit liv. Men hvis man sletter min straffeattest, så ved jeg ikke, hvem jeg er. Så jeg håber, jeg kan få et arbejde. Bare nogle få timer om dagen til at starte med,« siger han.

Vi siger farvel. Bliver sluset ud gennem metaldetektoren. Får udleveret vores telefoner. Og går ud i solskinnet igen.

Tilbage i bilen sætter Bjarne Frøberg sig bag rattet med kursen mod Aarhus.

»Det er dejligt, når man tænker om en klient, at det måske kan lykkes,« siger Bjarne Frøberg.

»En sød pige kan somme tider gøre langt mere end Kriminalforsorgen.«

Bjarne Frøbergs klienters navne er sløret af hensyn til deres fremtid. Redaktionen kender deres fulde navne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trine Melchiorsen
  • Erik Karlsen
  • Mark Strøm
  • David Zennaro
  • peter fonnesbech
  • Niels Erik Nielsen
  • Henrik Brøndum
Trine Melchiorsen, Erik Karlsen, Mark Strøm, David Zennaro, peter fonnesbech, Niels Erik Nielsen og Henrik Brøndum anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karsten Aaen

Foucault, hvis I kan huske ham, mener jeg det, der har sagt eller skrevet noget om at samfundet og staten (altid) har brug for en vis gruppe udstødte, som bedsteborgerne - og især småborgerne - kan tage afstand fra. Og derfor er det meningen, at de som har været i fængsel engang, ja de skal - næsten altid - i fængsel igen. Fordi så kan småborgerne især føle sig højt over disse mennesker, disse kriminelle. Og kræve stadig strengere straffe til dem. Af hensyn til folkets retfølelse....

David Zennaro, Jens Jørn Pedersen, erik mørk thomsen og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Karsten Aaen
Joh.. Foucault skrev også om sindssygdom, og at samfundet også der har brug for at distancere sig og opretholde et 'dem i modsæting til 'os'. Durkheim var vist inde på det samme.

Anne Schøtt

»En sød pige kan somme tider gøre langt mere end Kriminalforsorgen.«

Her rammer Frøberg hovedet på sømmet. En anden person der ser dig som den du er, hvor der er kemi, kærlighed og omsorg - det kan for alvor motivere/rykke et andet menneske... og det findes hvis man er heldig fra f.eks en lærer, en tante, en kæreste, en ven, en terapeut eller bare én man møder på sin vej.

Karsten Aaen, David Zennaro, Jens Jørn Pedersen og peter fonnesbech anbefalede denne kommentar
Søren Andersen

Forbrydere sættes i fængsel som samfundets hævn, ikke for at de skal blive bedre mennesker-

Jørn Petersen

Så politikkerne der råber højest om skærpede fængsels straffe er i virkeligheden bare onde og handler med andre menneskers fremtid og liv.

Det gør vel politikkerene mere kriminelle end dem de er efter.

Anne Eriksen

Eller bare de arbejdsløse?

Eller hvis du føler dig udstødt af fællesskabet og måske bliver holdt fast af praktiske problemer og ikke kan få job, fordi du mangler forklaringsgrundlaget for et tidsrum?
Man kan vel også sige at udstødelsen af dem, der er anderledes i dag, ikke er blevet reduceret væsentligt - måske tværtimod?

Henrik Brøndum

@Karsten Aaen

Det må have været på en dårlig dag den i øvrigt begavede Foucault skrev sådan noget vås.

Selvfølgelig er der et politisk marked for at gå efter skiderikkerne - men det er ikke alle småborgere eller staten der gør det.

Den fine artikel peger på det centrale tilbageværende kriminalitetsproblem - den grove bandevold. Den kunne afskaffes fra den ene dag til den anden ved en justering af lovgivningen om narkotikakriminaliteten - og det vil den formodentlig blive nu når enkelte stater i USA viser vejen.

Ingen fortjeneste på salg af hash - ingen bander - ingen bandevold.

Felix Austin, Jens Thaarup Nyberg, leif voetmand, Troels Brøgger og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar
erik mørk thomsen

Problemet er i dag, at meget af det, der er kriminelt i dag, kun er et småbolrigt moralsk problem.
Hash som det mest åbenlyse.
De skader, som hash påføre folk, der ryger det, er ingenting i forhold til det, alkohol påføre folk.
Men da småborgerne drikke hjernen ihjel, smadre deres eget, som deres familie liv, og specielt, at meget store danske virksomheder lever godt af det, er det lovligt, mens hash, der ikke har de samme ulemper, er strafbart.
Tåbelig!

leif voetmand

Vi er alle afhængige af hinanden.
Rottefængeren af rotterene.
Lægen af patienten.
Læren af eleven.
Robotten af forbrugeren.
osv osv...
Det er svær, at give slip, på et godt gnaveben.
Tryghed og teknologiforskrækkelse er nok fy ord i denne sammenhæng.

Niels Erik Nielsen

Med dette portræt har Line Vaaben begået en feature i en klasse for sig.

Troels Brøgger

Artiklen belyser glimrende dilemmaet. Jeg kan ikke synge med på den der med at samfundets bedsteborgere opretholder kriminaliteten af identitetshensyn. Det er for firkantet. Det kan rumme et gran af sandhed, men er ikke brugbart som arbejdshypotese til at gøre forholdene bedre.
Der er en tendens til at der opstår to lejre når man taler kriminalitet: Dem der vil have at retsfølelsen skal være gældende = vi har lov at hævne os på forbryderne, også dem der påstår at forbryderne bare er uskyldige stakler der "har haft en svær barndom".
Det er noget rigtig skidt når den skyttegravskrig starter ! Vi kommer ikke videre.
Vi bliver nødt til både at respektere ofrenes smerter, og ja, det må nødvendigvis kunne mærkes det gerningsmanden/kvinden skal udsættes for som straf, men samtidig må vi også være i stand til at slippe hændelserne når straffen er udstået, og lad folk få en chance for at være med i det normale liv igen. Det er, som der står i artiklen, ikke rimeligt at arbejdsgivere kræver straffeatester som betingelse for ansættelse i jobs der ikke har noget med den kriminelle handling at gøre.
Men ak, vi har med den omsiggribende frygt at gøre, den som også gør at folk laver alle muslimer til potentielle terrorister.
Det går ikke at være så bange, det er det eneste jeg kan finde på at sige til det.

Felix Austin, leif voetmand, Henriette Bøhne og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Jørn Petersen

I et samfund som til stadighed bliver delt op i dem og os, hvor det er dem som bestemmer både hvordan dem og os skal straffes, kommer der nemt til at opstå forskelle i måden at straffe dem /os på, det ved alle da.

Det ideelle er åbenbart svært at ramme da det vil kræve et retssystem som ser på årsager til kriminalitet, det kommer ikke til at blive aktuelt , fordi det vil betyde et opgør med den måde der tænkes samfund.

Sålænge vi bliver ved med at ensrette og centralisere bliver det ikke anderledes kun værre.

Skulle vi derimod finde på at skabe fornuftige fællesskaber som tog sig af egne problemer, kriminelle såvel som økonomiske, kunne vi i langt højere grad udvikle os som mennesker og finde andre veje at anskue tingene på.

Den vej tingene udvikler sig på nu, vil vel i den sidste ende gøre os overflødige, ihvertfald nogen af os, tjaa temmelig mange af os, og hvem mon kommer til at forsøge at bestemme hvem som ikke skal være her.

Jens Thaarup Nyberg

@Henrik Brøndum
25. maj, 2015 - 10:12
Tænker du på at frigive hashen. Det ville lette retssystemets byrder lidt, afkriminalisere almindelige bonghoveder; men der er megen anden narkotika, og med forbindelse til langt hårdere miljøer, østmafiaerne f.eks., end tjalden.
Ikke fordi jeg er modstander af hashens frigivelse, men banderne skal vel også have noget at leve af, og kan måske ikke lige banke et konsulentfirma på benene; ser du dilemmaet.

olivier goulin

Det er som om straf altid ses som et simpelt spørgsmål om hævn og/eller resocialisering, hvor det første fremstår uciviliceret og det sidste virkningsløst.

Men man glemmer her, at det måske vigtigste formål med fængsling er den præventive virkning. Det er ganske enkelt et spørgsmål om at isolere de kriminelle elementer, og navnlig de notoriske spjældgangere, fra resten af samfundet. De hårdkogte kriminelle udgør ikke nogen stor andel af befolkningen, men udretter megen samfunds- og individuel skade i forhold til deres andel. Det giver god og rationel mening at isolere dem, når alle tiltag til resocialiserng har slået fejl. Det er vitterligt mennesker, der af uransagelige grunde ikke ønsker at rette ind. Det kan der være 100 årsager til, men så bør samfundet finde en plads til dem udenfor det normale fælleskab. Progressivt længere straffe for gentagne alvorlige forbrydelser (ikke petitesser, som i USA) giver god mening, og i så fald skal disse fanger samles i fængsler/lejre, hvor de reelt kan opbygge en form for alternative tællesskab - men strengt isoleret fra resten af sumfundet.

/O

Lise Lotte Rahbek

Olivier G
Du forestiller dig sådan noget i retningen af Papillon-fangekolonier, som har sine egne love og hvor det handler om at være mest rå, voldelig og mest frygtet..

Qui bono?

Søren Sørensen

Jeg erkender jeg sidder i den grøft der holder på at vane/recidivkriminelle grundlæggende er asociale personligheder som der ikke kan rettes op på, uanset om man forsøger sig med støtte og pædagogik eller hårdhed.

Det er meget muligt at der gik noget galt i barndommen/opvæksten og at dette kan forklare megen kriminalitet, men når gentagne tilbud og forsøg på behandling slår fejl igen og igen så må man på et eller andet tidspunkt give op med at forsøge at forbedre mennesker og se hvad man så kan gøre for at mindske skaderne på det øvrige samfund disse mennesker forvolder.

Selvfølgeligt skal kriminelle have en ordentlig chance eller to for at komme på ret bane, men fortsætter de bare kriminaliteten så tænker jeg at der går for meget sisyfos i den...

At man i øvrigt sagtens kunne reformere straffesystemet, og straffe personfarlig kriminalitet hårdere (meget hårdere), og berigelseskriminalitet lavere - og bl.a. se på om rusmiddellovgivningen er hensigtsmæssig er så en anden diskussion igen...

Søren Sørensen

Lise Lotte Rahbek
Jamen som i en "papillonsk" straffekoloni lever de hårde kriminelle jo også uden for fængslet (derfor jo baseballbattene, bevæbningen og de skudsikre veste) og så ville det da være meget godt at de kunne fortsætte denne selvvalgte livsstil i en skurby i nordøstgrønland, sådan en 1500 km fra den nærmeste inuit?

Lise Lotte Rahbek

Den gavn kan jeg ikke se, Olivier G.
En levende trussel fra mennesker, som intet har at tabe og som er fuldstændig udenfor kontrol, dehumaniserede og forråede?
Det gør bestemt ikke mig tryg eller glad at tænke på at behandle eller 'opbevare' mennesker på den måde. Tværtimod

Henrik Brøndum

@Jens Thaarup Nyberg

Jeg er med på at der selvfølgelig er nogle rødder der vil finde anden kriminalitet, men jeg tror ikke det får samme volumen. Jeg har bekendt i London (en ung mand) der lagde småkriminalitet (mest indbrud) bag sig med ordene: "Jamen jeg er også dårlig til det, hvis vi er nogle stykker - og en bliver fanget af politiet - er det altid mig."

Gør det til en dårligere forretning at være kriminel - og kriminaliteten falder yderligere.

Felix Austin, Jens Thaarup Nyberg og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Søren Sørensen

Lise Lotte Rahbek
Nu er det jo sådan at de forhærdede vanekriminelle skider på ganske almindelige regler så som våben og færdselslovgivning efter forgodtbefindende, og derigennem udsætter alle os andre for ganske konkret fare når vi bevæger os i det offentlige rum.

At fjerne dem fra gaderne ville altså gavne hele resten af samfundet.

Det er ikke fordi jeg er paranoid og ikke bevæger mig uden for en dør af angst for kriminalitet eller noget - jeg er godt klar over at risikoen for at blive udsat for den er ekstremt lille - men jeg mener som udgangspunkt at folk, af hvilke man med rette kan forvente at de ikke har tænkt sig at tage hensyn til deres medmennesker*, bør fjernes fra deres medmennesker - altså de medmennesker der ved ikke at være kriminelle har bevist at de godt kan begå sig blandt andre.

For at komme med en analogi: Det er lidt på samme måde som man har fjernet lovlige skydevåben fra gaderne. Jeg er ret sikker på at de 180.000 danske jægere ikke kunne drømme om at bruge deres skydevåben hvis de gik i brugsen efter en jagt - men det er nu alligevel rart at vide at de danske butikker ikke bugner af våbenføre mænd med skydevåben i hænderne.

...og så kunne jeg faktisk forestille mig at det ville virke ganske demotiverende for kommende bandemedlemmer at se deres ledere blive forvist til et liv med hundeslæder og isbjørnekampe efterhånden som de "stiger i graderne" i det kriminelle system.
Hårdere straffe hjælper ganske rigtigt ikke hvis folk ikke har noget at tabe - men dette er altså danmark, og ikke et u-land, så selv de værste kriminelle har faktisk en del at tabe ved at blive udstødt af et samfund der er så rigt.

* Dette gælder i øvrigt også politikere - heldigvis er der masser af plads i nordøstgrønland, men der bliver sgu lidt trængsel deroppe efter revolutionen alligevel...

Henrik Brøndum

@Anne Eriksen

Bortset fra skatteunddragelse - er økonomisk kriminalitet ofte rettet mod folk der lader sig bedrage:

Stein Bagger belåner et stort antal ikke-eksisterende computer hos Danske Bank. Jeg kan oplyse at det står på side 2 i lærebogen om kreditgivning at man skal sikre sig at de aktiver der belånes eksisterer og ejes af debitor.

Kurt Thorsen spadserer ind i en spansk bank med en forfalsket garanti som det udstedende danske pensionsselskab i henhold til lovgivningen ikke må udstede. Banken udbetaler 250 millioner kroner uden at kontakte pensionsselskabet. Eller retttere sagt - da det belånte byggeprojekt er blevet en succes og der ikke er brug for garantien - finder man på at ringe.

Politiet kunne jo overføre nogle ressourcer til skattevæsenet og anden økonomisk kriminalitet hvis mængder af kriminalitet fra street guys, psykisk syge og misbrugere går ned.

erik mørk thomsen, Anne Eriksen, Karsten Aaen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Søren Sørensen
jeg er mere til øllebrøds-løsninger som at finde ud af, hvordan man præventivt forhindrer kriminalitet. Jeg synes den præventive virkning af at smide mennesker i spjældet stadig lader vente på sig, og når retssystemet så oven i købet sørger for, at de har en tung gæld hængende over hovedet og meget få chancer for at få et job og blive en del af 'os',
så har jeg en grim fornemmelse af, at det ikke nødvendigvis er de kriminelle, som bør fjernes..

Jens Jørn Pedersen, Henriette Bøhne, erik mørk thomsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Søren Sørensen

Lise Lotte Rahbek
Jeg er helt med på at folk der er kriminelle første eller anden gang skal have alle de chancer og muligheder vi kan give dem for at opbygge sig en tilværelse uden kriminalitet.
Inklusive at eftergive gæld osv.

Dem jeg taler om, er de der bliver ved og ved og ved eller de der begår personfarlig kriminalitet flere gange.
For man kan altså ikke frakende individet alt ansvar, uanset hvor mange gode grunde individet måtte have for i første omgang at begynde på kriminalitet.

Jens Thaarup Nyberg

@Henrik Brøndum
Du har da ret, amatører og dilettanter er der ikke megen plads til, i de kredse. Og det er da også muligt, frigivelse af hash vil tillade myndighederne at koncentrere sig om de tungere drenge.

Felix Austin

Der er flere årsager til at samfundet straffer lovbrydere:
1. Hævnmotivet. Både fra samfundet, men ikke mindst fra offeret.
Tiltroen til retssystemet er "retfærdigt" og stærkt nok til at yde offeret en vis for for satisfaktion og udmåle evt. erstatning og straffe forbryderen "nok", er nødvendig, hvis ikke offeret eller offerets familie må forudses selv at tage en passende hævn.
I stater med svagere retssystemer har følelsen af manglende retfærdighed medført uendelige familiefejder uden ende.

2. Forebyggelse fordrer at straffen er tilpas hård til at andre ikke synes forbrydelsen er mere tillokkende end straffen kan afskrække.

3. Opdragende straf skulle gerne medføre at forbryderen ikke gentog forbrydelsen.

4. Retsfølelsen fordrer at forbrydelsens vigtighed og straffens hårdhed balancerer efter de forhold samfundet vægter af vigtighed f.eks. ejendomsretten vægtes i mange tilfælde højere i værdi end et offers førlighed.

Ingen af grundene til at straffe er for forbryderen skyld, eller for at forbedre ham/hende som menneske.
Jeg ved ikke om det er muligt at lave et strafferetsligt system, der både skal sørge for at fastholde de samfundsvigtige værdier og samtidig forbedre forbryderen som menneske, men jeg mener nok ikke at samfundet har råd til blot passivt at se på at nogle vælger at forbryde sig.

Anne Eriksen

Hørte, at fængselsvæsenet ville til at gå over til SMSèr i stedet for digital post, når en person skulle ind bag tremmer. Man læste nemlig ikke sin post!

Alt andet lige, så er vores fængsler måske nogle af de mest behagelige at afsone sin straf i (undskyld?) - men hvordan ser det ud med retsbevidstheden for ofre for voldskriminalitet?
Erstatning og fysiske men?
At møde voldsmanden kort efter på gaden osv.?
Jo mere skævt vores "velfærdssamfund" indrettes, desto flere vil påvirkes til at overtræde loven og inspirationen kan også komme udefra.

Peter Hansen

Uanset hvordan man vender og drejer det, så udfylder de kriminelle et vigtig opgave her i samfundet, de holder en masse mennesker beskæftiget, som vi ellers ikke ville havde arbejde til!

Jens Jørn Pedersen

Vi savner politikere, der vil sætte sig ind i, hvorledes kriminalitet og straf fungerer.
Hvis vi tænker på DF og V, så forstår de ikke en hudende fis af, hvad der foregår.
Peter Skaarup er et strålende eksempel på en, der er blind og døv overfor andet end straf.
Min påstand er, at DF er det dyreste parti Danmark nogensinde har fostret. Vi skal tænke på, at verbalitet også kan være voldelig. Det giver ikke blå mærker eller brækkede arme, men det kan ødelægge menneskers selvtillid og ændre den enkeltes selvforståelse, så det ender i kriminalitet!

Peter Jensen

"Nu er det jo sådan at de forhærdede vanekriminelle skider på ganske almindelige regler så som våben og færdselslovgivning efter forgodtbefindende, og derigennem udsætter alle os andre for ganske konkret fare når vi bevæger os i det offentlige rum."

De forhærdede vanekriminelle, som kan komme på beskyttet ø-lejr; fjernt fra 'vores' samfund, 'vores' kultur, 'vores' harmoniske samliv. Det er helt korrekt at vi har færre kriminelle i dag, så 'vi' opfører os mere konformt, mindre afvigende. Til gengæld har vi langt mere stress, markant øgede depressionsrater og langt flere ensomme mennesker end for 20 år siden. En sammenhæng? Muligt.

Men hvem er disse forhærdede vanekriminelle, som skal på ø-kur? Jo, det kunne f.eks. være Martin fra artiklen, som jo har domme og cv til en tur i laboratoriet. Men Martin har jo en kæreste, et lyspunkt - så måske skal vi sondre mellem hærdede fætre med eller uden kærester? For kærligheden skal de jo have at føle, på den ene eller anden facon. Dingdong.

Søren Sørensen

Peter Jensen
Gentagelse er for mig grund nok til at sanktionenere hårdt.

Den der med "nu er der en grund uden for mig selv til at jeg ikke skal være kriminel mere" er jo typisk misbrugertankegang. (Altså misbruger, som i misbrugerpersonlighed).
Så skal der ikke andet end en let skuffelse i forholdet til (den kan endda være indbildt), og så er der en fornyet "undskyldning" for at fortsætte i det gamle spor.

Forbrydere er altså ikke "særligt sensitive mennesker" eller noget i den stil, de vælger bare den "nemme"måde at lave penge eller skaffe sig statussymboler på.
Det er bl.a. mennesker der, hvis de står over for valget om at skaffe sig en iphone ved at arbejde i 3 mdr i et supermarked som flaskedreng eller ved at fise ud og true en der har gjort det for at købe en med en kniv til at aflevere den (hvilket oven i købet giver status i nærmiljøet), vælger den sidste løsning.
Eller folk der håndterer frustrationer ved at tage en hel bunke stoffer og så tage en rask lille biltur i overtempo i en stjålet bil (trods frakendt kørekort), eller bare tager i byen for at slås. Eller eller eller...

Folk der har været i fængsel er faktisk som udgangspunkt ikke mennesker der er særligt kløgtige eller har normale copingstrategier, og når man så lægger sådan en ansvarsfralæggende personlighed til får du altså en cocktail der ikke er det fedeste for det relativt fredelige omgivende samfund vi jo faktisk har...

Peter Jensen

Misbrugende og ansvarsfralæggende personligheder; man kunne næsten tro at Søren Sørensen refererer til vore lovgivende politikere. I øvrigt er det nok vanskeligt at hitte mennesker med udpræget hang til ansvarsfralæggelse som ikke også har uhensigtsmæssige mestringsformer (-strategier er så kontroversielt og upræcist et udtryk) - men der er håb endnu. Om ikke andet, så i dén udstrækning at et sådant faktisk næres.

Søren Sørensen

Peter Jensen
Du skal ikke tro at jeg synes bedre om ca. 90% af politikerne end jeg synes om de kriminelle (som sagt, i min verden er der også plads til en skurby til politikerne i nordøstgrønland - der skal ligge langt fra de kriminelles, de skulle jo nødigt give hinanden inspiration til ny metodik), men nu er det engang kriminalitet "på gadeplan" denne debat handler om.

Annica pedersen

Olivier Goulin, ud fra det rationale ville det så ikke være optimalt blot at skyde dem, billigste løsning og de kommer aldrig til at genere bedste borgerne igen?

Peter Jensen

Søren Sørensen, det er muligt at de er subtile, men der ér altså helt relevante sammenhænge mellem kriminalitet blandt fattige og marginaliserede/udstødte - og så lovgivning og lovgivere.

Søren Sørensen

Peter Jensen
Ja, det er jo påstanden fra apologeternes side.

Og så har vi igen et verdenssyn hvor de kriminelle ikke er individer, men udelukkende en samlet gruppe ofre for samfundets overgreb der ikke selv har mulighed for at have indflydelse på eget liv.
Viljeløse marionetter uden egen handlekraft.

...mon ikke virkeligheden er mere nuanceret end det?

Peter Jensen

"Og så har vi igen et verdenssyn hvor de kriminelle ikke er individer, men udelukkende en samlet gruppe ofre for samfundets overgreb der ikke selv har mulighed for at have indflydelse på eget liv.
Viljeløse marionetter uden egen handlekraft."

En vidtgående fortolkning, Søren Sørensen - vel lige så betænkelig som din advokering for et mekanisk og reduktionistisk syn på menneske og samfund.

olivier goulin

@Annica pedersen

ud fra det rationale ville det så ikke være optimalt blot at skyde dem, billigste løsning og de kommer aldrig til at genere bedste borgerne igen?

Jo, hvis man mener, at deres liv ikke er mere værd. Men det har jeg aldrig antydet.

Jeg mener netop, at man skal indrette et slags alternativt samfund for "utilpasselige" subjekter, som de kan få en form for meningsfuldt liv i. Det skal ikke tænkes som en straf, men som en forebyggende foranstaltning. Det afgørende er at holde dem adskilt fra resten af samfundet, som de udgør en fare for.

Og jeg ser meget gerne, at denne lejr også bliver for 'banditter i habitter'.

/O

Søren Sørensen

Peter Jensen
Nej, for det eneste du har gjort er jo at trække offerkortet, og forsøge at fremstille alle kriminelle som ofre for det borgerlige samfunds overgreb.
(På samme måde som visse mennesker mener at borgerkrigene i de arabiske eller de afrikanske lande kun skyldes at befolkningen er umælende ofre for vestlig imperialisme).
Med et sådant verdenssyn antages det så a priori at "ofrene" er uskyldige og hvis bare omstændighederne var anderledes ville de slet ikke have ageret som de gør.

Problemet med det verdenssyn er jo så bare at man netop derigennem ikke anerkender at den gruppe man omtaler som ofre kan have egen indflydelse på det der sker, men at de bliver reduceret til netop viljeløse marionetter der agerer nærmest per instinkt og derfor kan friholdes for personligt ansvar.

Og der har jeg bare den holdning at selvfølgeligt spiller de ydre omstændigheder ind i hvordan mennesker agerer, men at man ikke derfor kan fratage mennesker personligt ansvar for deres handlinger.

Peter Jensen

Søren Sørensen; jeg ved ikke hvilke kortklubber, du kommer i - men jeg har slet ikke gjort kriminelle til ofre, blot til mennesker som indgår i påvirkende og påvirkelige sammenhænge. Viljeløse marionetter er der ikke tale om, ligesom der heller ikke er tale om almægtigt vælgende og disponerende individer.