Læsetid: 3 min.

Driv ikke rovdrift på naturen

Johan Andersen-Ranberg har fundet ud af, hvordan planter producerer stoffet forskolin, der kan bruges mod grøn stær og andre infektioner. Men undervejs gjorde han en endnu vildere opdagelse
Naturen har systemer og moduler, der kan sættes sammen og bruges til en specifik funktion. F.eks. producere dyr medicin billigere, siger Johan Andersen-Ranberg.

Jakob Dall

27. marts 2015

Der er gang i snakken ved frokostbordet på Thorvaldsensvej, som huser Københavns Universitets Center for Syntesebiologi. Johan Andersen-Ranbergs frokostklub er nået til de afsluttende figenstænger, og der bliver aftalt, hvem der køber avocado til morgendagens måltid.

De syv mennesker spørger interesseret til hinandens projekter og dagens udfordringer. Tekniske termer om laboratorieforsøg finder vej ind i dagligdagssnakken om slankekure og ægteskaber.

Egentlig er interviewet med Johan Andersen-Ranberg overstået, han har endda for fotografens skyld poseret nede i drivhuset med planten, der producerer stoffet forskolin, så alt, hvad jeg har brug for at vide for at kunne skrive om Johan Andersen-Ranbergs ph.d.-projekt, er i hus. Men det er vigtigt for ham, at jeg møder »de andre«.

Uden samarbejdet med kollegerne var han nemlig aldrig nået frem til sine resultater. Han beskriver det selv som at være med i et rockband. »Alle skal hver især spille deres instrumenter ypperligt, men det virkelig excellente resultat opnås først, når der opstår en perfekt samklang.«

Hvis den 29-årige syntesebiolog Johan Andersen-Ranberg kan siges at være med i et rockband, er det et ret kompliceret et af slagsen.

Rovdrift på naturen

På Himalayas skråninger og i andre subtropiske egne gror planten Coleus forskohlii. Den producerer stoffet forskolin, som er efterspurgt af medicinalindustrien. Særligt til behandling af grøn stær, men den viser sig i forsøg også lovende til behandling af andre sygdomme, blandt andre kræft.

Johan Andersen-Ranbergs projekt gik ud på at finde ud af, hvordan planten kunne lave dette stof og dernæst flytte ’produktionsmodulet’ fra planten over i gær, for i stedet at få gæren til at lave stoffet. På den måde undgår man at drive rovdrift på naturen. Der gror nemlig slet ikke nok planter i de subtropiske egne, til at menneskets behov for forskolin kan dækkes.

På sit kontor på instituttet forklarer Johan Andersen-Ranberg, hvordan han og de andre forskere identificerede koden for forskolinproduktion.

I sin pædagogiske forklaring oversætter han enzymer til grønne og blå byggefolk, og med hjælp af små figurer fra sin kæreste, som er arkitekt, har han fået lavet en illustration, der viser, hvordan det at fremstille stoffet forskolin er lidt som at bygge en cykel. Han indrømmer, at det ikke har været helt let.

Hans skrivebord er rodet, fyldt med papirer og opslagsværker.

En åbnet plade Marabouchokolade vidner om, at Johan Andersen-Ranberg har brugt rigtig lang tid her ved skrivebordet.

Med Johan Andersen-Ranbergs resultater kan man nu snart producere forskolin uden at ribbe Himalayas skråninger for planter, men faktisk har resultaterne endnu større perspektiver.

»De værktøjer, vi har fundet, mens vi har undersøgt forskolin, kan vi bruge senere hen til alle mulige andre ting,« forklarer Johan Andersen-Ranberg og fortsætter: »Det her er kun begyndelsen.«

Det er nemlig ikke kun gærceller, som Johan Andersen-Ranberg kan få til at producere forskolin. Andre organismer kan ligesom gær optimeres til at kunne lave forskolin i lukkede systemer, f.eks. særlige algearter. De kan bruge solens lys og CO2 som startmateriale til at fremstille forskellige stoffer. En ret praktisk løsning, fordi man slipper for at fodre gærcellerne med sukker og i stedet kommer af med CO2.

»Når vi kommer ind i de grønne organismer, som kan fjerne CO2 fra atmosfæren eller tage det direkte fra et kulkraftværk, er vi virkelig nået langt,« siger Johan Andersen-Ranberg.

De næste tre år skal han tilbringe på University of California, Berkeley, i USA, hvor han skal fortsætte sin forskning i netop disse organismer.

Egentlig havde Johan Andersen-Ranberg altid tænkt sig, at han skulle være ingeniør. Men i 1. g introducerede en biologilærer ham og resten af klassen for biokemi.

»Det var dybt fascinerende. Hvis man ser naturen på den måde, som man gør i syntesebiologi, så opdager man, at naturen også har systemer og moduler, der kan sættes sammen og bruges til en specifik funktion. F.eks. producere dyr medicin billigere, så det bliver tilgængeligt for flere mennesker,« siger Johan Andersen-Ranberg.

»Når man forsker, får man lov til at drømme lidt. Man sætter sig store mål, og når man først forsøger at løse dem – sådan grundvidenskabsagtigt – så dukker der altid nogle rigtig spændende ting op undervejs,« siger Johan Andersen-Ranberg og understreger endnu en gang: »Men jeg har ikke gjort det alene.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu