Elitens bedste trick er at overbevise os om, at den ikke eksisterer

Befolkningen er blind over for magtelitens dominans, mens eliten selv forsøger at omtale sig som en del af folket. Ny bog afdækker, hvordan de 423 mennesker i magteliten er forbundet. Og når vi går til valg, er det kun få procent, vi selv kan udskifte
Hvis du vil være en del af den danske elite, kan du med fordel gå efter at opfylde en række ret enkle betingelser

Hvis du vil være en del af den danske elite, kan du med fordel gå efter at opfylde en række ret enkle betingelser

Freja Bagge/iBureauet
30. maj 2015
Delt 88 gange

De næste tre uger vil Danmarks politiske blokke forsøge at fremstille det, som om der er store indbyrdes modsætninger imellem dem. Der er to veje i dansk politik, siger de. Men den seneste valgperiode har om noget vist, at der på de centrale emner som økonomi, beskæftigelse, erhvervspolitik og uddannelse hersker en udstrakt konsensus mellem de regeringsbærende partier. »Selv om regeringen skifter farve, så ændrer det ikke specielt meget på sammensætningen i magteliten. Der kommer nogle nye folk ind, der træder nogle andre folk ud, men resten af systemet bliver ved med at være det samme,« siger Christoph Houman Ellersgaard.

På tirsdag udgiver han sammen med Anton Grau Larsen og Markus Bernsen bogen Magteliten – hvordan 423 danskere styrer landet.

»Man får en forskellig politik, afhængig af hvem man stemmer på, så det er ikke ligegyldigt. Men det er småting, for kursen bliver kun justeret et par grader,« siger Christoph Houman Ellersgaard.

En forklaring på, hvorfor der er så stor konsensus om de centrale politiske spørgsmål i Danmark, er en stor koncentration af magt hos en lille elite. I løbet af to års dataindsamling til deres ph.d.-afhandling har Christoph Houman Ellersgaard og Anton Grau Larsen kortlagt tusindvis af forskellige netværk i Danmark i forsøget på at identificere de bedst forbundne og mest magtfulde. De endte med en kerne på 423 mennesker, der domineres af erhvervslivets top, politikere, embedsmænd, fagbevægelsen og udvalgte dele af forskningsverdenen. Folkene i toppen sidder sammen i netværk, bestyrelser, fonde og kommissioner og udgør ifølge forfatterne den organiserede magt i Danmark.

»Alle i eliten – og måske især de organisationer de repræsenterer – har nogle enormt privilegerede positioner. De, der sidder der, får en høj løn, mange er meget rige, de har høj status, kan blive hørt, når de har noget at sige, og bliver inviteret i alle mulige sammenhænge. De har en masse magtressourcer, som de ved at være her løbende bliver i stand til at fastholde og udbygge,« siger Christoph Houman Ellersgaard.

»Der findes en større gruppe, som har høringsret, men det der kendetegner de 423, er, at de faktisk har mulighed for at påvirke ting uden for deres egen sektor. De kan være med til at sikre, at når der træffes beslutninger på et hvilket som helst område, så går det ikke imod deres grundlæggende interesser.«

Der er 35 politikere blandt de 423 i magteliten, men det er ikke nødvendigvis de mest populære eller højtråbende i den offentlige debat. Der er ikke et eneste menigt folketingsmedlem, og hverken stemmeslugere som Pia Kjærsgaard (DF) eller Johanne Schmidt-Nielsen (Ø) eller en politiker som Anders Samuelsen (LA), der ellers bliver set som meget tæt på erhvervslivet, er i nærheden af at blive inviteret indenfor i elitens selskab. Der er i det hele taget ikke mange med kontroversielle holdninger, for ifølge forfatterne, virker en række positioner til i sig selv at ekskludere en fra det gode selskab. Folkesager som modstand mod indvandring og EU er overhovedet ikke repræsenteret blandt magteliten, og globalisering bliver set som noget konkurrencestaten skal tilpasse sig. Udover de politiske kompromisser, skal du som politiker med magtelite-ambitioner også kæmpe dig op til at blive leder – minister, borgmester eller regionsformand – og altid være i stand til at få dit bagland med på de kompromisser, du indgår med de andre elitegrupper. Du skal være fra et af de regeringsbærende partier og så øger det markant chancen rent statistisk, hvis du er mand og har studeret statskundskab, økonomi eller jura, som alle de andre. Faktisk er der hundrede gange større sandsynlighed for at ende i Folketinget, hvis du har en uddannelse fra statskundskab med i bagagen.

Den nye skillelinje

Blandt embedsmændene er repræsentanter fra de økonomisk tunge ministerier i overtal, og mens Sundhedsministeriet eller Transportministeriet hverken har en minister eller departementschef blandt de 423, findes der ikke mindre end fire repræsentanter fra Moderniseringsstyrelsen, som ligger under Finansministeriet. Det er altså en særlig embedsmandstænkning, der dominerer, og selv om mange netop har kritiseret DJØF’iceringen og de omfattende kontrolregimer, der har fuldt med den centraliserede ledelsesideologi, er der ingen i eliten, der udfordrer den:

»Det er gratis at være imod regeltyranni, for der er ikke nogen, der reelt angriber de dele af statsadministrationen, hvor DJØF’erne sidder med deres regneark. Flere lægger symbolsk afstand til det, men der er ingen, der laver politiske tiltag imod det,« siger Christoph Houman Ellersgaard.

Ifølge forfatterne tegner der sig i flere sager en ny politisk skillelinje mellem de partier, der er uden for og inden for magteliten. Ved et nyligt lovforslag om at reformere politikernes pensionsordning, så den i højere grad ligner befolkningens, var det kun Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, der stemte for, og den samme skillelinje viste sig også i det meget principielle slagsmål omkring ændringen af offentlighedsloven.

»Det er en relativt bred demokratisk debat om, hvor informerede vi skal være, om de beslutninger, vores politikere tager. Om vi er villige til at sige, at det koster noget at have et demokratisk samfund og dermed have en anden åbenhed, end hvis man driver en stor virksomhed. Fordi vi også skal tage hensyn til, at vi som vælgere og borgere skal have mulighed for at diskutere dem,« siger Christoph Houman Ellersgaard og nævner Bjarne Corydons insisteren på at holde informationer om DONG-salget hemmelige som en udløber af samme konflikt med elitelogikken overfor den demokratiske.

Kontorchef og skibsreder

Fortællingen om en magtelite, som styrer landet, er bestemt ikke udbredt i Danmark. I en undersøgelse svarede kun 11 procent af danskerne, at de mente, der fandtes en lille elite i landet – langt færre end i de 41 andre lande, hvor undersøgelsen også blev foretaget. De fleste abonnerer på fortællingen om nationen af én stor middelklasse, hvor social mobilitet gør det muligt at avancere efter evner, og ikke efter hvad man er født til. Men måske skyldes denne konsensus, at danskerne er blevet klasseblinde, for ifølge kortlægningen ser virkeligheden helt anderledes elitær ud. En tredjedel af magteliten er født i Danmarks absolutte overklasse, mens 15 procent af dem også har forældre, som er nævnt i Blå Bog (det har en forsvindende lille promille af resten af befolkningen). Er du barn af en, som er nævnt i Blå Bog, har du 1.000 gange større chance end andre for selv at blive en del af magteliten engang. Store dele af landet er stort set støvsuget for repræsentanter fra eliten, der klumper sig sammen i særligt hovedstaden og i Nordsjælland.

En af grundene til at magteliten kan være svær at få øje på, er at mange af dens medlemmer gør meget ud af ikke at omtale sig som en del af den. Helle Thorning-Schmidt fortæller hellere om sin opvækst i Ishøj, hvor hun arbejdede på en grillbar, end om sine forældres karrierer som henholdsvis kontorchef og direktør. Lene Espersen fortæller om, at hun har knoklet med at gøre rent og rense fisk – men det var som datter af en skibsreder for en fiskeriflåde, og hun tog uddannelse som cand.oecon. på Aarhus Universitet. Eller som Christian Kjær, kammerherre, hofjægermester, arving til en formue og ejer af både slot i Nordsjælland og ø i Caribien ifølge bogen formulerede det i et interview: »Hvem er det, du kalder overklasse? Jeg synes ikke rigtig, vi har en overklasse herhjemme, jeg er dus med alle, de kalder mig Christian.«

Konsensussøgende

Så elitens bedste trick er at overbevise os om, at den ikke eksisterer. Det er en strategi, som forfatterne med bogen forsøger at modgå. Bogen bringer os nærmere en forståelse af den konsensus, som præger magteliten, og som betyder, at selvom det – meget unikt for Danmark – er lykkedes fagbevægelsen at få hele 49 medlemmer (13 procent) blandt magteliten, der også tæller nogle af landets rigeste mennesker, så er der påfaldende lidt uenighed og åbne konflikter.

»Forståelsen i magteliten er, at man nogle gange godt kan være modspiller, men man er ikke modstander af hinanden. Man accepterer den arbejdsdeling af magten, der er, hvor nogle har den økonomiske magt, nogle har den formelle politiske magt, nogle har den statslige magt og nogle har magten omkring vidensdannelse,« siger Christoph Houman Ellersgaard.

Folk på venstrefløjen kan godt have en forestilling om, at meget ideologiske liberalister er tæt på magteliten, men det ser ikke ud til at have grobund i virkeligheden.

Medie-erhvervsfolk som Lars Seier Christensen og Asger Aamund er ikke inkluderet i det fine selskab, og da Amin Skov fra Vejlegården gik i konflikt med 3F, var det ikke magtelitens repræsentanter, der tog over og spiste stegt flæsk som støtte. De holdt sig på behørig afstand, da restauratøren anfægtede en anden central eliteaktør – fagbevægelsens – ret til at blokere sig til en overenskomst, og det var åbenbart for radikalt et skridt. Der er både socialdemokrater i erhvervslivet og fagbevægelsen til at sikre positionen, og ifølge Christoph Houman Ellersgaard er det kendetegnende for partiets strategi:

»Socialdemokraterne er blevet mere fokuseret på at fastholde den magtposition og de resultater de har opnået, end de er på at reformere samfundet i en anden retning. Med ’Det Danmark du kender’ er de jo også nærmest blevet et socialt-konservativt parti,« siger han.

»Det er også grunden til at konkurrencestaten er blevet så populær, fordi den jo handler om at forandre samfundet for at beskytte interesserne for de grupper, der dominerer i øjeblikket,« siger han med henvisning til, at Bjarne Corydon åbent har erklæret sig som tilhænger af konkurrencestaten. Her handler det om, at man har en vellønnet og højtkvalificeret arbejdskraft, der kan indgå i den globale konkurrence, sikre at virksomhederne stadig kan sælge på et globalt marked og tiltrække arbejdskraft og investeringer. Statens og fagforeningernes opgave er blandt andet at sikre en velkvalificeret og velorganiseret arbejdskraft, så alle elitegrupper spiller en central rolle i fortællingen.

»Man har glemt, at velfærdsstaten og hele det vestlige demokrati bygger på, at vi begrænser elitens magt og privilegier. At man begrænser magtkoncentrationer og demokratiserer mere og mere,« siger Christoph Houman Ellersgaard, der understreger at det problem absolut ikke begrænser sig til Socialdemokraterne.

»Alle politiske partier mangler en elitepolitik. De mangler at sige, hvordan vi kan begrænse elitens magt og skabe mere demokrati. Det ville være interessant, hvis det blev overvejet, hvordan et givent politisk forslag gør op med visse menneskers privilegier, eller om vi kan være med til at forstærke visse andre menneskers privilegier,« siger han. For mens valgkampen raser, og politikerne forsøger at overbevise befolkningen om, at deres vision for Danmark er den rigtige, så er det reelt under 10 pct. af magteliten, der er på valg nu.

»Hvis vi er trætte af, at det altid er Niels Egelund eller Jørgen Søndergaard, der er med i kommissionsarbejder, eller at det er Michael Christiansen og tidligere Fritz Schur, som sidder i de store offentlige bestyrelser – er der så nogen partier, der fortæller os, hvordan vi slipper af med dem? Hvordan får vi en ny bestyrelse i DSB – eller måske mere relevant – hvordan sikrer vi DSB’s brugere en indflydelse på, hvad der foregår? At dem, beslutningerne påvirker, får indflydelse på de beslutninger, der træffes? Det ville være sundt at tænke over i valgkampen.«

Anton Grau Larsen, Christoph Houman Ellersgaard og Markus Bernsen: ’Magteliten – hvordan 423 danskere styrer landet’. 212 sider. 250 kroner. Politikens Forlag

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Politikere i eliten

Lidt overraskende er det overborgmester Frank Jensen, der er bedst forbundet, i netværket blandt politikerne. Flere andre borgmestre og regionrådsformænd er også relativt højt placeret, primært fordi de har et større formaliseret netværk med den lokale erhverselite, end ministre typisk har.

Nogle politikere vil sandsynligvis undgå for mange direkte formaliserede bånd med eliten af frygt for ’guilty by association’-anklager, og metoden fokuserer på at kortlægge, hvem der har det bedste netværk, og ikke hvem der har absolut mest magt.

På listen over de 423 mest magtfulde danskere er Frank Jensen nummer 104, mens Lars Løkke Rasmussen er 143, Helle Thorning-Schmidt 204 og Bjarne Corydon 258.

Enkelte tidligere ministre har formået at veksle deres ministertid til varige positioner i magteliten. Det gælder blandt andre Bendt Bendtsen, Henning Dyremose og Carsten Koch.

Data er indsamlet i 2012-2013, så nogle af personerne vil i dag være erstattet af andre.

Du kan se mere og kigge nærmere på dataen på magtelite.dk

Kommentarer

Brugerbillede for Steffen Gliese

Der var et fantastisk godt forsøg på at bagatellisere spørgsmålet ved at tale om noget i "Bagklog på P1", hvor man også havde givet blå blok den hidtil bedste talsmand, Mads Øvlisen, der formåede at lyde saglig (som sædvanlig), mens han blot forfægtede et samfundsparadigme, som er til hans og hans klasses entydige fordel - på bekostning af andre.
Pointen var, at det jo er politikerne, der bestemmer, selvom man træffer beslutninger i erhvervslivet; men pointen i undersøgelsen er en anden: at en klasse af velhavere i kraft af deres besiddelser og deres netværk kan have held til at bestemme fordelingen af samfundets værdier på baggrund af den hellige, almindelige ejendomsret. Det handler meget mindre om at træffe beslutninger, der har virkning i samfundet, end det handler om at sikre sine egne privilegier på bekostning af det øvrige samfund. Man kan således leve med regeringer af alle farver, sålænge de ikke begynder at tage fra de rige og give til de fattige.

Brugerbillede for randi christiansen

Nå, er ti øren endelig ved at falde? Men det er da fremragende, at vi - de ikke-elitære, de magtesløse, kan få beskrevet nationens tilstand. Dokumentation for skindemokratiet hober sig op - piketty som et af de seneste markante eksempler - men den 1% skjuler sig godt bag mørklægningslove og pengemagt, mens de trækker i trådene i kulissen, og deres lakajer fyrer floskler af i manegen, på diverse medieplatforme.

Brugerbillede for Eva Bertram
Brugerbillede for Helene Kristensen
Brugerbillede for olivier goulin

Lyder som en interessant bog - selv om dens konklusion næppe kommer bag på mange.

Hvis der findes en korruption i Danmark, så er det lige netop denne sammenspisthed. Er man del af denne elite, så har man indlysende fælles interesse i at bevare status quo, eller måske ligefrem tilrage sig endnu mere uindskrænket magt. Der findes ingen politiske ideologier på dette niveau, kun magt og bestæbelserne på at bevare og udbygge denne. Politiske dikotomier er bare sådan et slags skuespil, der opføres for folket, og politikerne er reelt intet mere end denne elites lakajer.

Danmark er næppe meget anderledes på dette punkt end resten af verden. Forskellen ligger blot i, at i store dele af verden, er politikernes korruption grovere og ligefrem kriminel. Herhjemme er det mere et spørgsmål om, at alle væsentlige beslutninger tages i en lukket klub, som man kun bliver inviteret med i, hvis man ligner de andre i klubben. Det er som en loge, hvor homogeniteten og den brede underforståede konsensus gør elitens magt nærmest umulig at bryde.

Der skal nærmest en socialistisk revolution til for at ændre på denne magtkoncentration. Demokratiet er i hvertald helt lamt i den henseende.

/O

Brugerbillede for Peter Jensen

Goulin; vores tilstand af demokrati er ikke blot lammet og lammende, den er formentligt en del af styringsmekanismen - brødet og dilettanteriet (nu som forbrug og performance) ... og en ændring af de gældende magtforhold til elitens ugunst kan vel kun forstås som revolutionær.

Med til øvelsen hører tillige alverdens hattedameiver for at få også 'de udsatte' til stemmeurnerne - fordi håbet om at nogen med progressiv tale på tungen på tinge vil (kunne og ville) gøre 'en forskel'.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne-Marie  Krogsbøll

"Det ville være interessant, hvis det blev overvejet, hvordan et givent politisk forslag gør op med visse menneskers privilegier, eller om vi kan være med til at forstærke visse andre menneskers privilegier,"

Interessant synsvinkel i forhold til DONG-sagen. Både salget og forslaget om, at der skal være indsigt i processen.

Brugerbillede for Bodil Waldstrøm
Brugerbillede for Bodil Waldstrøm

Søren Kristensen
Jeg har allerede bestilt den og glæder mig vildt til at læse den. Jeg regner også med at blive deprimeret og rasende, men i hvert fald ikke misundelig. Jeg kan måske efterfølgende bruge den som opslagsbog, når en eller anden politisk sag er højaktuel, og så se, hvordan det hænger sammen med magtelitens indflydelse, hvis noget umiddelbart ser underligt ud.

Brugerbillede for Bo Johansen

Bemærk også hvor floskel agtige og lukkede emnerne i denne valgkamp er. Som om det er tilrettelagt på forhånd. Der kommer ingen afvigelser i emnerne. Om 2 uger diskutere de stadig om det kan betale sig og tage et arbejde. Perfekte emner for S og V. Han kan repræsenter sig som liberal og de almindelige hårdtarbejdenes beskytter og hun repræsentere sig som social og de udsattes beskytter. Og sådan kan fordeler de vælgergrundlaget imellem sig og starter debatter om påståede historier om hvordan livet leves af de almindelige vælgere.
Meget smart og klog strategi til at fjerne fokus fra deres egen roller i dette skuespil de kalder demokrati.

Brugerbillede for Peter Jensen

"Så forstår jeg bedre, at fagbevægelsen virker så anderledes og tandløs og modstandsløs - den er jo blevet inkluderet i magteliten - hvor smart gjort!"

Det kan ikke ofte nok blive pointeret at Adam Smith anså organiseringen af de udbyttede som en sikring af den kapitalistiske samfundsorden, én (blandt flere) måde(r) at passivisere bærmen og dens mulige revolte på.

Brugerbillede for Torben Nielsen

Eliten har jo betalt for disse rettigheder!
De er jo det bourgeosi som kongen ved grundloven solgte adelige privelegier, til gengæld for understøttelse af monarkiet. Samtidigt delte de retten til udnyttelsen af folket. Hver eneste af dem er sgu også ridder af dannebrog etc.

Kongen havde jo erfaring fra en lignende aftale med feudalherrerne, nogle hundrede år før, hvor han solgte folket til hoveri!

Brugerbillede for Claus Oreskov

Allerede V. Lenin sagde og skrev at i et kapitalistisk samfund kunne der ikke være noget demokrati. Sjovt nok er samme V. Lenin blevet dæmoniseret og tilsvinet uden sidestykke for øvrig gennem de sidste 25 år af hvem tror I? Ja jeg vil godt holde en god russisk vodka (Putinka) på at trådende kan føres tilbage til dette mystiske magtcentrum! Håber i den forbindelse at bogen afslører magtelitens styring af dansk presse og bogforlagenes udgiver politik. For i intet andet land i verden er bogudgivelser så ensartede og ufarlige som i Danmark – kære medborge, som gode gamle Grundtvig sagde: Til kamp imod dødbideriget & som al logik forskriver: magten er ikke noget man få, det er noget man tager. Nu har nogle taget magten fra folket, skal vi tage den tilbage og med hvilken midler?

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Der intet nyt eller overraskende i det, men godt, at det bliver omtalt.
Alligevel vil jeg sige, at demokratiet og stemmesedlen er en mulighed for at skubbe til magtforholdene. Det kræver selvfølgelig, at folk ønsker forandring. Det ser vi faktiske eksempler på i Sydeuropa i disse år, mest markant i Grækenland.

Men herhjemme i andedammen blev mange rigtigt skuffede over, at regeringsskiftet for 3½ år siden ikke førte til mere forandring. S og R ville videreføre VKO´s politik og holde samfundsmagten på samme spor som hidtil, eksempelvis blev Fritz Schur genvalgt til DONGs formand, og alle erhvervsspidserne i universiteternes bestyrelser ligeså. SF og EL var slatne vedhæng, der ingen forskel gjorde.

Det kunne og burde de have gjort. Nu har de haft tid til at komme sig og tage ved lære af de mange nederlag. I en ny samling tror ikke de vil være så tamme og følgagtige, nu skal der andre boller på suppen, og de kan få god brug for hjælp og inspiration, samt det nødvendige flertal, fra Alternativet, der efter al sandsynlighed hopper over spærregrænsen, og en tid begynder.

Brugerbillede for ulrik mortensen

Interessant og vigtig bog, bl.a fordi:
"The fact is, that there is far more systematic information avaliable on the poor, the farmers,workers, and black americans, than on the men and women of the rich and well-born, on those who make up the upper strata – if not the capitalist class – of our society ..."

"The Large Corporation and Contemporary Classes" - Zeitlan, M. (1989)

Brugerbillede for Anne-Marie  Krogsbøll

Ulrik Mortensen:
"The fact is, that there is far more systematic information avaliable on the poor, the farmers,workers, and black americans, than on the men and women of the rich and well-born, on those who make up the upper strata – if not the capitalist class – of our society ..."

Netop - jeg spekulerer f. eks. stadig over, om det mon er en tilfældighed eller glemsomhed, der gør, at det kun er gruppe-1 sygesikrede, der får diverse data tvangsregistrerede hos egen læge.

Jeg har fået det svar fra ministeriet, at der ikke ligger nogen bagtanke bag - der er bare ingen, der har tænkt over, at man måske også skulle registrere gruppe 2-sikrede, da de ikke på samme måde indgår i lægernes overenskomst med det offentlige.

Men det er jo ret bekvemt, at de gruppe-2-sikrede, som jo nok hovedsageligt består af samfundets top, på denne måde holder sig uden for den efterhånden altomfavnende registrering, som vi andre er underlagt.

Nå, de ALLER-rigeste er nok ikke engang gruppe-2 medlemmer - de har nok deres egen private læge....

Brugerbillede for Anne Eriksen

Ønsket om magt og penge?
Ja, er det noget nyt? - nej, og selvom der nu forelægger en bog og en liste?
Det første, jeg tænkte på, var historien - med mennesket i centrum.
Der er politiske partier, der er div. ismer - det komplicerer bare - revolten?
Hvilken revolte? Mange af dem, der er brikker i spillet - indser det ikke engang.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mads Kjærgård

"Jeg er mest overrasket over at det kun er 11% af danskerne der mener at der findes en elite..."

Manden i nedenstående link til en artikel på EB, stemte på de borgerlige, og konen stemte ikke! Mon ikke man kan kalde diskussionen om en elite for værende "akademisk?" Sjovt nok har Orwell beskrevet det hele: “So long as they (the Proles) continued to work and breed, their other activities were without importance. Left to themselves, like cattle turned loose upon the plains of Argentina, they had reverted to a style of life that appeared to be natural to them, a sort of ancestral pattern...Heavy physical work, the care of home and children, petty quarrels with neighbors, films, football, beer and above all, gambling filled up the horizon of their minds. To keep them in control was not difficult.”

Man kunne passende skifte ordet "Proles" ud med "Danes!"

Brugerbillede for Martin  Hansen

Lyder som en nødvendig bog. Håber de multi- eller overnationale forbindelser indgår i magtanalysen. Den i Danmark værende magtelite er jo en intregreret ind i multi- eller overnationale netværk. Måske giver det slet ikke mening, at tale om en dansk, svensk eller tysk magtelite, men den i Danmark, Sverige eller Tyskland værende multi- eller overnationale magtelite. Den i de forskellige vestlige lande værende magteliter deler jo både interesser og netværk. Magteliten synes ikke at være national, men tværnational, ja, anational i vesten og lande under væsentlig vestlig indflydelse.

Brugerbillede for Leo Nygaard

Jeg tror magteliten er meget større. Den sidder på deres taburetter og kontorstole og vedligeholder - og opfinder nye - regelsæt, der skal styre befolkningen. De enkelte politikere, der ønsker at modarbejde dette, er i et lille mindretal. De øvrige vil altid blive rådgivet i elitens interesse. Liberal Alliance og Alternativet er delvis med og klart i mindretal.
Det er en umulig tanke, at eliten skulle decimere sig selv og finde sig selv ude i virkeligheden, konkurrerende med østeuropæerne om brød på bordet.
Det er til at blive heltids anarkist og mytterist over.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rasmus Larsen

Så vidt jeg forstår, så identificerer de to forskere magteliten ud fra deres netværk. Det er derfor en smule ærgerligt, at nogle medier fremfører, at politikerne reelt ikke har særlig meget magt fordi de ikke er en del af netværket. Folketingspolitikerne har jo ganske meget magt qua deres lovgivende magt.

Når det er sagt, så glæder jeg mig til at læse bogen. Det er en tiltrængt og spændende kortlægning.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mark Helsing

Der findes mange forskellige eliter.

Det handler om at undgå at være en diskriminerende fascist: dette forudsætter selvfølgelig at man ikke ser Folket som en løsning på noget som helst, mens de liberale principper er den eneste stuerene løsning.
Det handler derfor om at nedbryde alle privilegier - dvs. det kan handle om fagbevægelsen og kulturpamperne, men også om selskaber/bestyrelser som ikke har fortjent deres penge gennem konkurrence på et frit marked.
Det handler også om at være professionel nok til at evt. modarbejde det egne folk, den egne race, det egne fællesskab, hvis disse ikke lever op til forpligtelserne.

Man lader simpelthen (som udgangspunkt) markedet bestemme, hvordan sager og ting produceres og efterspørges, og staten sørger for at dem der er bosat i landet lever frit.
Dette er stadigvæk en rimelig revolutionær idé, som Danmark på sigt bliver nødt til at acceptere, uanset hvad vælgere eller andre irrelevante grupper måtte tænke om sagen.

Det kræver en vis kompetence, samt helst overskud både i finanserne og i hjernen, for at støtte op om projektet fuldt ud.
Man kan godt demokratisere, men så skal man til gengæld være sikker på at folket er neutraliseret, og jeg tror ikke at vi er nået så langt endnu.
Normalt plejer mennesker at støtte deres egne interesser i stedet for principper (og principperne er nok også mangelfulde).

Vi mangler stadigvæk denne liberale elite, der burde regulere politikernes adfærd, debatter og love, så at man kan bruge/begrænse demokratiet til frihed i stedet for magtkoncentrationer.

Hvor er vores garanti for at almindelige mennesker ikke kan lave vigtige beslutninger? Vi er afhængige af partierne, en gammel grundlov, DR og EU?
Det er simpelthen ikke godt nok... Man bliver nødt til at forstærke den udenlandske kontrol, og skabe nye eliter herhjemme, for at få styr på dette vanvid.
Ellers havner vi bare i den situation hvor vi er idag (og som denne artikel peger på): nemlig at vi ønsker pøbelvælde og diskrimination.

Men hvor vigtigt er det at menneskerne har de rigtige, liberale holdninger?
Er det ikke vigtigere at vi i hvert fald har en garanti for at man ikke kan blive forskelsbehandlet af folket?
Jeg synes i hvert fald at dette er meget mere realistisk -> man bliver bare nødt til at acceptere at mange ikke vil lide de ansvarlige ledere og administratorer (og evt. være ligeglad).

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne-Marie  Krogsbøll

Det er lidt skræmmende, at der ågenbart er en del embedsmænd fra de tunge ministerier på listen. De burde jo være ministrenes tjenere - ikke deres herrer. Så det må vel være i kraft af deres mulighed for at manipulere og måske endda ligefrem "snyse" med kendsgerninger og lovprocesser for at fremme egne interesser og politiske holdninger, at de ligefrem er at finde på den liste?

Brugerbillede for Claus Oreskov

@Mads Kjærgård. Det som Orwell der referere til beskrives knivskarpt af arbejder forfatteren Alan Sillitoe i romanen ”Lørdag Aften - Søndag Morgen”. Dengang friste store dele af proletariatet tilværelsen som uengagerede og politisk døve. I dag er det store dele af borgeskabet der lever som elendighedens kvæg. Bare en sådan indsigt ikke føre til nihilisme, så er det da i orden at kalde en spade for en spade. Imidlertid er påvirkningerne, manipulationen og kravet om ensretning meget massivt i nutidens samfund. At der er kammerater som lever i en falsk bevidsthed og dermed modarbejder egne interesser er sørgeligt, men skylden er ikke udelukket deres egen – skylden skal findes blandt denne brogede og dog så uniformerede elite.

Brugerbillede for Karsten Aaen

"Eliten har jo betalt for disse rettigheder!
De er jo det bourgeosi som kongen ved grundloven solgte adelige privelegier, til gengæld for understøttelse af monarkiet. Samtidigt delte de retten til udnyttelsen af folket. Hver eneste af dem er sgu også ridder af dannebrog etc." citat: Torben Nielsen kl. 17.05 den 31.maj 2015

Jeg er sådan set enig i dette. Og jeg ved ikke, om det var dig, Torben Nielsen?, der i en anden kommentar til en anden tråd om det her, for nogle år siden skrev, at da Kongen i 1849-1850 opgav enevælden, den enevældige magt, satte Folketinget, (eller Rigsdagen dengang) sig tungt på Kongens tronstol. Og gav dermed sig selv ret til at definere og fortolke Danmarks Riges Grundlov af 5.juni 1849 med senere ændringer. Og en ting til: Det kan undre mig at Folketinget - med næsten samtlige partier i ryggen - ikke er meget for ændre på forholdene ved Kongemagten. Og Kongehuset herhjemme. Skyldes det mon det som Torben Nielsen skriver her, nemlig at folketinget har fået deres magt fra Kongen. Og ikke fra folket.....?

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Claus Oreskov,
man kan da godt have demokrati i et kapitalistisk samfund, kapitalismen bliver bare reguleret til ukendelighed. Og med hensyn til forlag og bogudgivelser findes et udmærket forlag, der hedder politisk revy i Nansensgade, Kbh. K., der blandt andet har udgivet: "KRISEN og den udeblevne systemkritik", af Preben Wilhjelm, en lille sag, som netop fremhæver demokratiets muligheder for at regulere kapitalismen. Thomas Piketty og Jørgen Steen Nielsen gør det samme på Informations Forlag.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

Forfatterne taler om "magtelite". I modsætning til elite på mange forskellige områder, må ligge i ordet og årsagen til bogen, at magteliten står i modsætning til det demokratiske folkestyre.
Så må man bare håbe at mediernes top ikke er medlem, og at der ikke udøves selvcensur, når det virkelig gælder.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter  Nørgaard

Desuden er cirka 3.500 med i VL - grupperne, der er tæt på at være et hyggeligt korporativt projekt.
"423-foreningen" har sikkert en del af deres kadrer dér, udover dem i skatte-med-mere-skjulet.

Ak, ja ... her gik man og satte sin lid til Anders Fogh´s klarsyn fra åbningstalen i folketinget i 2001, hvor Danmark blev erklæret for et klasseløst samfund.

Har du også svært ved, at finde et ærligt parti..? Så stem blankt den 18. juni - det gjorde 23.000 i 2011 og 158.000 ved regionsvalget i 2013.

Og tillykke med den nye bog.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ahmed Mannouti

Der er et par stykker her der har håbet på en socialistisk "revolution" eller rost Lenin. Er der nogen af dem der tror at socialisme med eller uden leninismen som ledetråd vil medfør mindre centralisering og fjerne eliten? Siger erfaringen ikke at det modsatte sker?

Måske er der brug for en anden slags revolution? Opgøret med den afhængighed af den store Stat som altid centraliserer og samler magt?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jørn  Petersen

Flugten fra land til by er fulgt af en centralisering som har gjort det nemt for en magt elite at gribe magten.

Havde vi udviklet fællesskaber over hele landet og gjort os uafhængige af den evige vækst, kunne vi i dag have et samfund som bar på alles værdier, vores, danskernes værdier, i stedet er vi underlagt nogle få og deres behov for magt og penge.

En magt elite, passive politikkere og styring fra eu og usa det er vores virkelighed idag, en virkelighed som vores børn og deres børn kommer til at betale prisen for.

En pris som dag for dag bliver dyrere og som i den sidste ende betales med vores frihed.

Det kan diskuteres hvem som har begået det forræderi mod det danske folk, men der er ingen tvivl om at alle de politiske partier bærer hver deres del af ansvaret.

Er der en vej tilbage, ja det er der .... flyt tilbage til landet lav små selvbærende systemer og gør op med det centralistiske system.

Politikkere vil på ordre fra deres herrer forsøge at tvinge folk til at indgå i vækst politikken med magt, men husk folket er altid de stærkeste.

anbefalede denne kommentar

Sider