Læsetid: 8 min.

Elitens bedste trick er at overbevise os om, at den ikke eksisterer

Befolkningen er blind over for magtelitens dominans, mens eliten selv forsøger at omtale sig som en del af folket. Ny bog afdækker, hvordan de 423 mennesker i magteliten er forbundet. Og når vi går til valg, er det kun få procent, vi selv kan udskifte
Hvis du vil være en del af den danske elite, kan du med fordel gå efter at opfylde en række ret enkle betingelser

Hvis du vil være en del af den danske elite, kan du med fordel gå efter at opfylde en række ret enkle betingelser

Freja Bagge/iBureauet

30. maj 2015

De næste tre uger vil Danmarks politiske blokke forsøge at fremstille det, som om der er store indbyrdes modsætninger imellem dem.

Der er to veje i dansk politik, siger de. Men den seneste valgperiode har om noget vist, at der på de centrale emner som økonomi, beskæftigelse, erhvervspolitik og uddannelse hersker en udstrakt konsensus mellem de regeringsbærende partier.

»Selv om regeringen skifter farve, så ændrer det ikke specielt meget på sammensætningen i magteliten. Der kommer nogle nye folk ind, der træder nogle andre folk ud, men resten af systemet bliver ved med at være det samme,« siger Christoph Houman Ellersgaard.

På tirsdag udgiver han sammen med Anton Grau Larsen og Markus Bernsen bogen Magteliten – hvordan 423 danskere styrer landet.

»Man får en forskellig politik, afhængig af hvem man stemmer på, så det er ikke ligegyldigt. Men det er småting, for kursen bliver kun justeret et par grader,« siger Christoph Houman Ellersgaard.

En forklaring på, hvorfor der er så stor konsensus om de centrale politiske spørgsmål i Danmark, er en stor koncentration af magt hos en lille elite. I løbet af to års dataindsamling til deres ph.d.-afhandling har Christoph Houman Ellersgaard og Anton Grau Larsen kortlagt tusindvis af forskellige netværk i Danmark i forsøget på at identificere de bedst forbundne og mest magtfulde.

Konsensus. Man skal ligne de andre, mene ca. det samme som dem, og anerkende hinandens ret til at sidde på magten for at blive indlemmet i Danmarks elite. Derfor er f.eks. tidligere forbundsformand i Dansk Metal, Thorkild E. Jensen, en del af inderkredsen, mens FOA’s formand Dennis Christensen ikke er det.
Læs også

De endte med en kerne på 423 mennesker, der domineres af erhvervslivets top, politikere, embedsmænd, fagbevægelsen og udvalgte dele af forskningsverdenen. Folkene i toppen sidder sammen i netværk, bestyrelser, fonde og kommissioner og udgør ifølge forfatterne den organiserede magt i Danmark.

»Alle i eliten – og måske især de organisationer de repræsenterer – har nogle enormt privilegerede positioner. De, der sidder der, får en høj løn, mange er meget rige, de har høj status, kan blive hørt, når de har noget at sige, og bliver inviteret i alle mulige sammenhænge. De har en masse magtressourcer, som de ved at være her løbende bliver i stand til at fastholde og udbygge,« siger Christoph Houman Ellersgaard.

»Der findes en større gruppe, som har høringsret, men det der kendetegner de 423, er, at de faktisk har mulighed for at påvirke ting uden for deres egen sektor. De kan være med til at sikre, at når der træffes beslutninger på et hvilket som helst område, så går det ikke imod deres grundlæggende interesser.«

Der er 35 politikere blandt de 423 i magteliten, men det er ikke nødvendigvis de mest populære eller højtråbende i den offentlige debat. Der er ikke et eneste menigt folketingsmedlem, og hverken stemmeslugere som Pia Kjærsgaard (DF) eller Johanne Schmidt-Nielsen (Ø) eller en politiker som Anders Samuelsen (LA), der ellers bliver set som meget tæt på erhvervslivet, er i nærheden af at blive inviteret indenfor i elitens selskab.

Der er i det hele taget ikke mange med kontroversielle holdninger, for ifølge forfatterne, virker en række positioner til i sig selv at ekskludere en fra det gode selskab. Folkesager som modstand mod indvandring og EU er overhovedet ikke repræsenteret blandt magteliten, og globalisering bliver set som noget konkurrencestaten skal tilpasse sig.

Udover de politiske kompromisser, skal du som politiker med magtelite-ambitioner også kæmpe dig op til at blive leder – minister, borgmester eller regionsformand – og altid være i stand til at få dit bagland med på de kompromisser, du indgår med de andre elitegrupper.

Du skal være fra et af de regeringsbærende partier og så øger det markant chancen rent statistisk, hvis du er mand og har studeret statskundskab, økonomi eller jura, som alle de andre. Faktisk er der hundrede gange større sandsynlighed for at ende i Folketinget, hvis du har en uddannelse fra statskundskab med i bagagen.

Den nye skillelinje

Blandt embedsmændene er repræsentanter fra de økonomisk tunge ministerier i overtal, og mens Sundhedsministeriet eller Transportministeriet hverken har en minister eller departementschef blandt de 423, findes der ikke mindre end fire repræsentanter fra Moderniseringsstyrelsen, som ligger under Finansministeriet.

Det er altså en særlig embedsmandstænkning, der dominerer, og selv om mange netop har kritiseret DJØF’iceringen og de omfattende kontrolregimer, der har fuldt med den centraliserede ledelsesideologi, er der ingen i eliten, der udfordrer den:

»Det er gratis at være imod regeltyranni, for der er ikke nogen, der reelt angriber de dele af statsadministrationen, hvor DJØF’erne sidder med deres regneark. Flere lægger symbolsk afstand til det, men der er ingen, der laver politiske tiltag imod det,« siger Christoph Houman Ellersgaard.

Ifølge forfatterne tegner der sig i flere sager en ny politisk skillelinje mellem de partier, der er uden for og inden for magteliten.

Ved et nyligt lovforslag om at reformere politikernes pensionsordning, så den i højere grad ligner befolkningens, var det kun Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, der stemte for, og den samme skillelinje viste sig også i det meget principielle slagsmål omkring ændringen af offentlighedsloven.

»Det er en relativt bred demokratisk debat om, hvor informerede vi skal være, om de beslutninger, vores politikere tager. Om vi er villige til at sige, at det koster noget at have et demokratisk samfund og dermed have en anden åbenhed, end hvis man driver en stor virksomhed. Fordi vi også skal tage hensyn til, at vi som vælgere og borgere skal have mulighed for at diskutere dem,« siger Christoph Houman Ellersgaard og nævner Bjarne Corydons insisteren på at holde informationer om DONG-salget hemmelige som en udløber af samme konflikt med elitelogikken overfor den demokratiske.

Kontorchef og skibsreder

Fortællingen om en magtelite, som styrer landet, er bestemt ikke udbredt i Danmark. I en undersøgelse svarede kun 11 procent af danskerne, at de mente, der fandtes en lille elite i landet – langt færre end i de 41 andre lande, hvor undersøgelsen også blev foretaget.

De fleste abonnerer på fortællingen om nationen af én stor middelklasse, hvor social mobilitet gør det muligt at avancere efter evner, og ikke efter hvad man er født til. Men måske skyldes denne konsensus, at danskerne er blevet klasseblinde, for ifølge kortlægningen ser virkeligheden helt anderledes elitær ud.

Holck Poulsen-familien er næstrigest. Mange kender til Bestseller. Mere ukendt er det, at de også har anseelige investeringer i e-handels-virksomheder i Danmark og udlandet – ikke mindst Zalando.
Læs også

En tredjedel af magteliten er født i Danmarks absolutte overklasse, mens 15 procent af dem også har forældre, som er nævnt i Blå Bog (det har en forsvindende lille promille af resten af befolkningen). Er du barn af en, som er nævnt i Blå Bog, har du 1.000 gange større chance end andre for selv at blive en del af magteliten engang. Store dele af landet er stort set støvsuget for repræsentanter fra eliten, der klumper sig sammen i særligt hovedstaden og i Nordsjælland.

En af grundene til at magteliten kan være svær at få øje på, er at mange af dens medlemmer gør meget ud af ikke at omtale sig som en del af den. Helle Thorning-Schmidt fortæller hellere om sin opvækst i Ishøj, hvor hun arbejdede på en grillbar, end om sine forældres karrierer som henholdsvis kontorchef og direktør.

Lene Espersen fortæller om, at hun har knoklet med at gøre rent og rense fisk – men det var som datter af en skibsreder for en fiskeriflåde, og hun tog uddannelse som cand.oecon. på Aarhus Universitet.

Eller som Christian Kjær, kammerherre, hofjægermester, arving til en formue og ejer af både slot i Nordsjælland og ø i Caribien ifølge bogen formulerede det i et interview: »Hvem er det, du kalder overklasse? Jeg synes ikke rigtig, vi har en overklasse herhjemme, jeg er dus med alle, de kalder mig Christian.«

Konsensussøgende

Så elitens bedste trick er at overbevise os om, at den ikke eksisterer. Det er en strategi, som forfatterne med bogen forsøger at modgå. Bogen bringer os nærmere en forståelse af den konsensus, som præger magteliten, og som betyder, at selvom det – meget unikt for Danmark – er lykkedes fagbevægelsen at få hele 49 medlemmer (13 procent) blandt magteliten, der også tæller nogle af landets rigeste mennesker, så er der påfaldende lidt uenighed og åbne konflikter.

»Forståelsen i magteliten er, at man nogle gange godt kan være modspiller, men man er ikke modstander af hinanden. Man accepterer den arbejdsdeling af magten, der er, hvor nogle har den økonomiske magt, nogle har den formelle politiske magt, nogle har den statslige magt og nogle har magten omkring vidensdannelse,« siger Christoph Houman Ellersgaard.

Folk på venstrefløjen kan godt have en forestilling om, at meget ideologiske liberalister er tæt på magteliten, men det ser ikke ud til at have grobund i virkeligheden.

Medie-erhvervsfolk som Lars Seier Christensen og Asger Aamund er ikke inkluderet i det fine selskab, og da Amin Skov fra Vejlegården gik i konflikt med 3F, var det ikke magtelitens repræsentanter, der tog over og spiste stegt flæsk som støtte.

De holdt sig på behørig afstand, da restauratøren anfægtede en anden central eliteaktør – fagbevægelsens – ret til at blokere sig til en overenskomst, og det var åbenbart for radikalt et skridt. Der er både socialdemokrater i erhvervslivet og fagbevægelsen til at sikre positionen, og ifølge Christoph Houman Ellersgaard er det kendetegnende for partiets strategi:

»Socialdemokraterne er blevet mere fokuseret på at fastholde den magtposition og de resultater de har opnået, end de er på at reformere samfundet i en anden retning. Med ’Det Danmark du kender’ er de jo også nærmest blevet et socialt-konservativt parti,« siger han.

»Det er også grunden til at konkurrencestaten er blevet så populær, fordi den jo handler om at forandre samfundet for at beskytte interesserne for de grupper, der dominerer i øjeblikket,« siger han med henvisning til, at Bjarne Corydon åbent har erklæret sig som tilhænger af konkurrencestaten.

Her handler det om, at man har en vellønnet og højtkvalificeret arbejdskraft, der kan indgå i den globale konkurrence, sikre at virksomhederne stadig kan sælge på et globalt marked og tiltrække arbejdskraft og investeringer. Statens og fagforeningernes opgave er blandt andet at sikre en velkvalificeret og velorganiseret arbejdskraft, så alle elitegrupper spiller en central rolle i fortællingen.

»Man har glemt, at velfærdsstaten og hele det vestlige demokrati bygger på, at vi begrænser elitens magt og privilegier. At man begrænser magtkoncentrationer og demokratiserer mere og mere,« siger Christoph Houman Ellersgaard, der understreger at det problem absolut ikke begrænser sig til Socialdemokraterne.

»Alle politiske partier mangler en elitepolitik. De mangler at sige, hvordan vi kan begrænse elitens magt og skabe mere demokrati. Det ville være interessant, hvis det blev overvejet, hvordan et givent politisk forslag gør op med visse menneskers privilegier, eller om vi kan være med til at forstærke visse andre menneskers privilegier,« siger han.

For mens valgkampen raser, og politikerne forsøger at overbevise befolkningen om, at deres vision for Danmark er den rigtige, så er det reelt under 10 pct. af magteliten, der er på valg nu.

»Hvis vi er trætte af, at det altid er Niels Egelund eller Jørgen Søndergaard, der er med i kommissionsarbejder, eller at det er Michael Christiansen og tidligere Fritz Schur, som sidder i de store offentlige bestyrelser – er der så nogen partier, der fortæller os, hvordan vi slipper af med dem? Hvordan får vi en ny bestyrelse i DSB – eller måske mere relevant – hvordan sikrer vi DSB’s brugere en indflydelse på, hvad der foregår? At dem, beslutningerne påvirker, får indflydelse på de beslutninger, der træffes? Det ville være sundt at tænke over i valgkampen.«

Anton Grau Larsen, Christoph Houman Ellersgaard og Markus Bernsen: ’Magteliten – hvordan 423 danskere styrer landet’. 212 sider. 250 kroner. Politikens Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Claus Nielsen
  • Martin Karlsson Pedersen
  • Helene Hjortholm
  • Torben Arendal
  • Søren Andersen
  • Morten P. Nielsen
  • Anders Poulsen
  • Lars Greir
  • Katrine Visby
  • Jens Falkesgaard
  • Ervin Lazar
  • Carl Frederik Kirchmeier
  • Liliane Murray
  • Birte Dahl
  • Niels Duus Nielsen
  • Margit Tang
  • Vivi Rindom
  • Michal Bagger
  • Merete Jung-Jensen
  • Carsten Søndergaard
  • Claus Høeg
  • Olav Bo Hessellund
  • Jens Wolff
  • Karsten Kølliker
  • Mikkel Dahl
  • Britt Kristensen
  • Søren Roepstorff
  • Peter Nørgaard
  • Dagmar Christiandottir
  • morten Hansen
  • Randi Overgård
  • Torben R. Jensen
  • Jan Pedersen
  • Anders Vang Nielsen
  • Estermarie Mandelquist
  • Martin Hansen
  • ulrik mortensen
  • Torben Nielsen
  • Jens Kofoed
  • H.C. (Hans Christian) Ebbe
  • lars abildgaard
  • Claus Oreskov
  • Torsten Jacobsen
  • Jørn Andersen
  • Benny Larsen
  • Slettet Bruger
  • Anne-Marie Krogsbøll
  • Claus Jensen
  • Bo Johansen
  • Anne Schøtt
  • Peter Jensen
  • Steffen Gliese
  • Keld Albrektsen
  • Anne Eriksen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Eva Bertram
  • Kim Øverup
  • Randi Christiansen
  • Herman Hansen
  • Niels-Simon Larsen
Claus Nielsen, Martin Karlsson Pedersen, Helene Hjortholm, Torben Arendal, Søren Andersen, Morten P. Nielsen, Anders Poulsen, Lars Greir, Katrine Visby, Jens Falkesgaard, Ervin Lazar, Carl Frederik Kirchmeier, Liliane Murray, Birte Dahl, Niels Duus Nielsen, Margit Tang, Vivi Rindom, Michal Bagger, Merete Jung-Jensen, Carsten Søndergaard, Claus Høeg, Olav Bo Hessellund, Jens Wolff, Karsten Kølliker, Mikkel Dahl, Britt Kristensen, Søren Roepstorff, Peter Nørgaard, Dagmar Christiandottir, morten Hansen, Randi Overgård, Torben R. Jensen, Jan Pedersen, Anders Vang Nielsen, Estermarie Mandelquist, Martin Hansen, ulrik mortensen, Torben Nielsen, Jens Kofoed, H.C. (Hans Christian) Ebbe, lars abildgaard, Claus Oreskov, Torsten Jacobsen, Jørn Andersen, Benny Larsen, Slettet Bruger, Anne-Marie Krogsbøll, Claus Jensen, Bo Johansen, Anne Schøtt, Peter Jensen, Steffen Gliese, Keld Albrektsen, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek, Eva Bertram, Kim Øverup, Randi Christiansen, Herman Hansen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Jensen

MKN:

Jeg ser netop på Grækenland, og den afstraffelse, der finder sted. Det er muligt , du og Elbæk ser en flok velmenende EU-entrepenører gøre deres bedste for at stable et bæredygtigt Grækenland på benene i henhold til klassiske danske højskoleidealer, jeg ser den "demokratiske socialisme" blive lagt på hjul og stejle og knækket led for led af den internationale finansmafia.

Jeg har hverken stemt på Preben W. eller læst nogen af hans bøger.

Bill Atkins

og videre:

at venstrefløjens projekt må være at demokratisere økonomien og overvinde den stadig mere åbenbare skavank ved kapitalismen med markedsmekanismen som styringsinstrument, i og med at dette system forstærker enhver ubalance, så de kan udvikle sig til globale økonomiske kriser.

...altså Økonomisk Demokrati. ØD

Michael Kongstad Nielsen

Det skal nok passe Bill, han kommer vidt omkring i sin 63 sider lange pamflet. Men fra side 41 diskuterer han venstrefløjens muligheder for at pege på en ny samfundsindretning, som er baseret på demokratiet.

lars abildgaard

Blandt de 20 mest magtfulde målt på netværk er syv fra fagbevægelsen ifølge bogen. Det drejer sig om formændene for:

1. Fagforbundet Dansk Metal, Claus Jensen.

3. Hovedorganisationen FTF, Bente Sorgenfrey.

9. Fagforbundet HK, Kim Simonsen.

10. Hovedorgansationen LO, Harald Børsting.

13. Hovedorganisationen LO (næstformand), Lizette Risgaard.

18. Hovedorganisationen AC, Finn R. Larsen.

19. Fødevareforbundet NNF, Ole Wehlast.

(Tallet er deres placering i rangfølgen, og navnet er på den nuværende formand. I bogens opgørelse er navnene formændene ved udgangen af 2013).

http://www.avisen.dk/fagbosser-er-i-magtens-indercirkel_326823.aspx?deck=A

Mark Strøm, Anne Eriksen, Torben Nielsen, Lise Lotte Rahbek og Anne Schøtt anbefalede denne kommentar
Hans K Hansen

Jeg er så enig som det er muligt i konteksten; Elitens bedste trick er at overbevise os om, at den ikke eksisterer.

Sandheden er at eliten forsørger at bevare sin repræsentative magt. Sandheden er også at den er indhentet af virkeligheden. Eliten har begået så grove fejl, så store politisk benægtelser, igennem så mange år, at eliten ikke bare uden videre kan indrømme sine fejl. Eliten kommer til at stå tilbage som magtfuldkomne.

Men eliten er ikke entydig som intet er. Overordnet er problemet demokratiets repræsentation. At folkestyret ikke inkludere befolkningen i den direkte beslutningsproces. Det er et uundgåeligt faktum at en oplyst veluddannet befolkning tænker bedre end en begrænset elite. Flertallet, under forudsætning af oplysthed, har som regel fat i de lange ender.

Folketinget, herunder deres interessenter, kan ikke hamle op imod en oplyst befolkning. Det er understreget af den kendsgerning at folketinget, dvs demokratiet, virker under et regelsæt der er mere end 170 år gammelt.

Er man ikke klar over hvor meget virkeligheden har ændret sig siden 1849, eksempelvis IHT uddannelse, global bevisthed og politisk forståelse, så undervurderer man befolkningen. Demokrati, dvs folkestyret, tilhører befolkningen, ikke eliten, hvilket hele tiden har været målet for demokratiets indførsel. At befolkningen en dag er moden til at overtage den politiske beslutningsproces.

Det kan ikke ske uden modstand fra elitisterne. Hverken før grundloven eller efter. Tænk over det. De repræsentative demokrater ønsker ligeså lidt, som deres feudale forgængere, at miste deres magt. Det er ikke svært at forstå hvorfor ...

Anne Thomsen, Hans Kvisgaard, Britt Kristensen, Randi Christiansen, Anne Schøtt, Karsten Kølliker, Steffen Gliese, Anne Eriksen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Claus Jensen - du skal nok slippe for hr. W., hvis du har det bedst med det, men Grækenland: -landets befolkning har valgt et venstresocialistisk parti, Syriza, til at lede landet i en valgperiode. Det kan du ikke tage fra dem. Hvad trojkaen gør ved dem, er dybest set ikke deres ansvar, og de kæmper imod med alt hvad de har, med fuldt mandat fra befolkningen. I mellemtiden arbejder Syriza på fuld skrue med at ændre det græske samfund, herunder gennem opløsning eller afvikling af sådanne netværk og magtelitære konstruktioner, som nærværende artikel handler om. Skibsværftsindustrien, kirken, militæret og andre privilegerede instanser får sig nogen på hatten, kan jeg godt love dig for, og husk, resten af middelhavslandene står på spring for at følge i Grækenlands fodspor.

lars abildgaard

" Fagbevægelsen sluger nogle kameler for at få lov at sidde med ved magtens borde. For eksempel kan man jo se, hvordan fagbevægelsen har afholdt sig fra at mobilisere stærkt på de indre linjer i forhold til spørgsmålet om dagpenge, siger Christoph Ellersgaard, og konkluderer:

- Der er simpelthen en pris for at få indflydelse."
http://www.avisen.dk/fagbosser-er-i-magtens-indercirkel_326823.aspx?deck=A

Lise Lotte Rahbek, Karsten Aaen, Bodil Waldstrøm og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
Kristian Rikard

»Selv om regeringen skifter farve, så ændrer det ikke specielt meget på
sammensætningen i magteliten"!
Nej, og hvem havde nogensinde troet det? - vi lever i 2015 og man skal da
være både blind og døv for ikke at vide det. Det er da det, der gør Lars Trier
et. al. så umanerligt morsomme at høre på.
Da jeg var ung og gik i korte bukser hed det konsensussamfundet. I dag med
eksplosionen af "tolkere" ernærer ganske mange sig ved at "italesætte" floskner og
tautologier, uden at kontribuerer substantielt til BNI/BNP.

Hans K Hansen

Preben Wilhelm var/er bestemt ikke dum. Han er blot et produkt af fortiden. En fortid der kun eksisterer i hovederne på personer med nedsat evne til at forstå nutid og dermed fremtid. Sådan sker det for alle når man opnår en vis alder ...

Jeg har en enkelt gang stemt på Preben Wilhelm. Jeg stemmer ikke EL i dag, men kan udmærket være enige med dem i tværpolitiske spørgsmål. Det beskriver lidt problemet ved repræsentationen af demokratiet.

Jeg er ikke enig med nogle i alting, derfor er partipolitik ikke dækkende for folkestyre, og derfor er partipolitik elitisme. Befolkningen, og befolkningens mange tværpolitiske holdninger, er ikke tilstrækkeligt repræsenteret af nogle partier overhovedet. Det er i sig selv et demokratisk problem ...

Hans Kvisgaard, Britt Kristensen, Randi Christiansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Læs "Imod valg", der bl.a. beskriver forsøg i Belgien i tiden uden regering med forpligtende samtaler imellem eksperter og en tilfældigt udpeget gruppe på 1.000. Den leverer også den bedste analyse af modsætningsforholdet mellem folkevalgte regeringer og den øvrige elite på den ene side og befolkningen som helhed på den anden.
Og så er der Øjvind Larsens fremragende gennemgang af institutionerne i det græske demokrati, som baserede sig på en bevidst sabotage imod etableringen af magtbaser udenfor de folkelige forsamlinger. Det er den bedste fremstilling af strukturerne, deres funktioner og deres virkninger.

Hans K Hansen

Under feudalismen, lensgrever med videre, var der tale om elitens magt. Den er i dag erstattet med en repræsentativ elite, men man blev aldrig færdig med magtelitismen.

Elitisterne siger nogenlunde det samme som under feudalismen. Folket er dumme, uoplyste, kan ikke forstå og derfor ikke styre. Dengang var der tale om at folket var analfabeter, ganske udmærket fortalt af Holberg. En elitist ankommer til landsbyen, Rasmus Berg, med sit nye elistiske navn Erasmus Montanus, og får smæk af en præst der ikke selv forstår den latin han udgyder.

Sådan er det ikke længere. Befolkningen er blevet voksen. Man har lært at forstå. Det er grundårsagen til politikerleden (elitist leden), der aldrig har været større end i dag. Tro det eller lad være. Folkestyret er kommet for at blive ...

Hans Kvisgaard, Randi Christiansen, Karsten Aaen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Hans K. Hansen, Schweiz er jo et godt eksempel på, at stor folkelig indflydelse på politiske beslutninger er en del af byggestenene i stabile og velhavende samfund.

Torben R. Jensen

Undersøgelsen, som bliver refereret, er en netværkundersøgelse, og jeg regner med at den er baseret på den database, som Torben Nielsen kl 18.12 har linket til.

Databasen omfatter 5.100 netværk og organisationer. Det kan være bestyrelser, kongehusets selskaber, officielle udvalg o.s.v. I de 5.100 grupper er der 37.800 personer, som indgår i flere af grupperne. Hver gang en person fra én gruppe også befinder sig i en anden gruppe, er der tale om en relation, og der er 37.800 relationer.

Det fremgår ikke af materialet om antal personer er det samlede antal personer, men det tyder lidt på det. Nogle personer optræder i flere grupper og skaber dermed en forbindelse (relation) mellem de to grupper. Enkelte vil være i rigtig mange grupper, medens andre kun er i en enkelt eller få. En simpel optælling af det antal relationer en person kan derfor udtrykke personens magtpotentiale. Hvis man også tæller personerne i de relaterede grupper, viser det noget mere, og man kan f.eks. medregne de relationer, som andre medlemmer af grupperne har og dermed vise kontaktfladen via andet led i netværket.

Ud fra forbindelserne kan både personer og grupperne rangordnes i forhold til antal forbindelser/kontaktflade. I tillæg til netværket har man så medtaget oplysninger om hver person, f.eks. uddannelse, bopæl, forældre m.m. Alt sammen oplysninger, der kan trækkes via Danmarks Statistik. Beskrivelsen af holdninger tyder på, at der også interview af de mest centrale personer.

Netværket er derfor ikke en form for loge eller tilsvarende, hvor man kan blive medlem, men alene en beskrivelse af personer, som indgår i grupperne. Det vil f.eks. i en kommune være helt naturligt, at politikerne også er medlemmer af udvalg og bestyrelser i kommunale, private og selvejende virksomheder. Tilsvarende med både folketingspolitikere og embedsmænd.

Ved sammenligning med andre lande kan man f.eks. sige noget om magtkoncentration og tilsvarende, hvis netværket beskrives over en årrække. Ministre og medlemmer af regeringspartierne indgår naturligvis i mange forskellige sammenhænge og sikkert også nogle af de centrale grupper. Men det skyldes deres aktuelle embede og ikke nogen form for loge for særligt udvalgte.

Forbindelserne mellem personer kan beskrives på mange måder, f.eks. økonomiske bindinger, privat kontakt, familietilhør og meget andet, som beskriver styrken eller vigtigheden af en relation. Deltagelse i en bestyrelse eller et bal ved Kongehuset angiver derfor blot mulighed for at to personer kan mødes, men ikke hvor væsentlig forbindelsen er.

Det bliver derfor hurtigt til en mistænkeliggørelse af den aktuelle Regering og borgmestre, når man blot kigger på deltagelse i bestyrelser m.v. og ikke andre private, familiemæssige og økonomiske relationer, som ikke er en officiel del af embedet.

Torben Nielsen

Jeg citerer lige Claus Oreskov og Bill Atkins:

At der er kammerater som lever i en falsk bevidsthed og dermed modarbejder egne interesser er sørgeligt, men skylden er ikke udelukket deres egen – skylden skal findes blandt denne brogede og dog så uniformerede elite.

Nu er der jo ikke noget galt i, at landet har en ambitiøs og entreprenant elite, den skal blot holdes i kort snor. Folkets direkte demokrati, holdningspåvirkning og økonomiens gennemskuelighed er midlerne. Økonomisk demokrati er målet. Jeg glæder mig til at læse bogen.

Hvad jeg mener er vel indlysende :o)

Desværre havde Preben Wilhjelm ikke flere pamfletter da jeg besøgte han foredrag i Aalborg. Jeg må hellere bestille den sammen med denne bog. Og finde et par hundrede kroner til at støtte den videre magt- og eliteforskning

Bill Atkins

PS. MKN: PW diskutere venstrefløjens muligheder for at pege på en ny samfundsindretning, som er baseret på demokratiet.

Det har du fuldstændig misforstået Michael. Venstrefløjen og PW taler ikke om borgerligt demokrati, men om et udvidet demokrati, der også omfatter økonomien. Det kunne være Alternativet også kunne have gavn af et sådant alternativ til det borgerlige reducerede demokrati.

Bill Atkins

Med hensyn til debatten om fagforeningerne og fagbossernes valsen rundt på de bonede gulve, skal man ikke overse, at de har stor indflydelse på hvad medlemmernes enorme pensionsopsparinger (4000 mia. kr) skal investeres i. Fokus på muligheden for socialismen via pensionsfondene har flytte fagforeningernes fokus væk fra Økonomisk Demokrati. Desværre betyder dette fokusskift, at det i høj grad er finanskapitalisterne og ikke virksomhedsejere og realkapitalister fagbosserne gnider sig op ad.

I 90'erne sagde man, at vi alle var blevet "kapitalister" med henvisning til pensionskassernes åbenlyse interesse i aktieinvesteringer, men fakta er, at i dag er vi alle er blevet spekulanter - og det er noget helt andet ...og meget mere risikabelt.

lars abildgaard, Hans Kvisgaard, Britt Kristensen, Lise Lotte Rahbek, Henrik Nielsen, Randi Christiansen, Preben Haagensen, Claus Oreskov, Torben Nielsen og Karsten Kølliker anbefalede denne kommentar
Anne Thomsen

Denne Artikel,er mere relevant,end nogensinde før,og beskriver netop Tabuet. Det ties ihjel - Man søger,at "glatte ud" og "lade som om" Eliten ikke dominere,og eksistere,samt styrer generelt set,i mange sammenhænge, hvorledes mennesker skal tænke,hvad de skal spise,hvordan deres identitet bygges op. Der rykkes konstant krampagtigt Fokus,fra Miljøet,hvis man vover at nævne det. Mange mennesker,er decideret bange,for at beskrive hvad der rent faktisk foregår i det hemetrisk tilukket miljø. Man bruger bevidst strategier,hvor Fokus helt bevidst rykkes til andre minoriteter. Folk kan miste deres job,samt Familie ,hvis de ikke tilpasser sig Eliten. Udstødelsesprocessen,kan næmest minde om Jehovas vidner-eller Amish....Det er yderst relevant,og meget tiltrængt,at få Elitens netværk kortlagt- også det "usynlige netværk" Adskillige politikere og deres spins,representere nævnte gruppe. Det er trist,at polariseringen,i samfundet,skabes af disse tricks. Tak til Dagbladet Information-fordi i tør,hvor nogle tier. Jeg må helre købe bogen.

Hans Kvisgaard, Britt Kristensen, Henrik Nielsen, Claus Oreskov og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Bill Atkins, 31. maj, 2015 - 22:37 ,
"PS. MKN: PW diskutere venstrefløjens muligheder for at pege på en ny samfundsindretning, som er baseret på demokratiet.

Det har du fuldstændig misforstået Michael. Venstrefløjen og PW taler ikke om borgerligt demokrati, men om et udvidet demokrati, der også omfatter økonomien. Det kunne være Alternativet også kunne have gavn af et sådant alternativ til det borgerlige reducerede demokrati."

Bill Atkins er som sædvanlig komplet umulig at snakke med (for mig) i dette forum. Jeg taler ikke om borgerligt demokrati, jeg taler om demokrati, slet og ret. Et begreb hentet fra antikkens Grækenland, fulgt op af oplysningstidens Europa. V. Lenin levede vist ikke om på den definition.

Kristian Rikard

Qua min uddannelse og ansættelselsforhold har jeg også et "netværk" - alt
andet ville være besynderligt ;-)

Bill Atkins

Michael Kongstad Nielsen, Med 'borgerligt demokrati' menes ’demokrati uden økonomisk demokrati’.

...med den definition skulle du kunne komme videre med din påbegyndte analyse af hvorfor det ikke er demokratiet trods der forvrider kapitalismen, som du påstår, men at det, som også Wilhjelm skriver, er omvendt, nemlig: ”kapitalismen der forvrider demokratiet”. God fornøjelse.

Michael Kongstad Nielsen

Demokrati omfatter alle samfundsanliggender, det økonomiske er ikke undtaget. Der findes ikke særlige demokratier for borgere, direktører, top elite erhvervsfolk, departementschefer mv. og heller ikke særlige kun for arbejdere og bønder, enten er der demokrati, eller også er der ikke.

Touhami Bennour

Magtelite kommer og går men Capitalen består. Jeg har nemlig en anden bog at henvise til srevet af SophieCoignard og Romain Cubert. La Caste Cannibale" den kannibale Kaste. Undertitel: Capitalen er blevet forrykt. Her mener jeg iøvrigt der skal fokuseres på I handling og skal foregår I folketinget og fagforeningerne, med et klart mål. Jeg miner det skal vare (ægtedemokrati). Penge lægger jo der I ehrverslivet og banker samt opsparekasser. Kaspitalistisk demokrati har existeret I 300 hundert år og fungere tilfredstillende for de borgelige, hvorfor ikke venstre fløj skal prøve det samme," styrke" venstre partier på alle områder?

Michael Kongstad Nielsen din opfattelse at "Demokrati" er en fast defineret altomfattende størrelse skygger for din forståelse af samfundets funktionsmåde. Det er mig en gåde at du kan henvise til eksv, Preben Wilhjelm uden at forstå at han netop angriber det "borgerlige demokratis" begrænsninger.

Med hensyn til socialdemokratiets arbejde med en udvidelse af det "borgerlige demokrati" i Danmark med økonomisk demokrati skriver leksikon.dk:

I slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 70'erne udarbejdede fagbevægelsen og Socialdemokratiet i fællesskab en plan for ØD. Formålet var at ændre ejendomsretten til produktionsmidlerne, at forandre den økonomiske magtstruktur i samfundet, at skabe reel medindflydelse og medbestemmelse for arbejderne og samtidig sikre den nødvendige kapitalinvestering i erhvervslivet, så væksten kunne fastholdes. I januar 1973 var planerne så langt fremme, at den socialdemokratiske regering under ledelse af Anker Jørgensen i Folketinget kunne fremsætte et forslag om ØD. Forslaget var udformet på en sådan måde, at både arbejdere og arbejdsgivere skulle betale til ordningen. Indbetalingerne skulle starte i 1974 og udgøre ½ % af lønsummen for at stige til 5 % i 1983.

Claus Oreskov, Preben Haagensen, Karsten Aaen og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben Nielsen

Jamen, Kristian Rikard. Som du har de fleste et netværk. Der findes også venstrefløjsnetværk, men ikke ét som har særlig indflydelse.

Som medlemmerne i dagens VL-sammenkomst i DR's koncerthus fortalte Nina Munch Perrin, havde de i egen selvforståelse indflydelse og ikke magt, fordi det passer bedre til danske forhold, at kalde det dét.

Engang var der fagforeningsfolk med integritet ;o) https://www.youtube.com/watch?v=JjDkQr6NDYo

Britt Kristensen, Henrik Nielsen, Karsten Aaen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Claus Oreskov

@Michael Kongstad Nielsen. Nej der hvor markedskræfterne er frie, der findes ingen demokrati. Deri havde V. Lenin set rigtigt! Du mener at det kan man godt men – ” kapitalismen bliver bare reguleret til ukendelighed. ” OK hvor er det så sket? Selvfølgelig udgives der alternativ litteratur og eksemplet med Preben Wilhjelm er et godt bud, ligesom den bog som ovenstående handler om. Alligevel er de store linjer i danske bogudgivelser ikke alene tandløse men indoktrinerende og derfor sløvende. Når jeg går hen på biblioteket og ser på udbuddet af nye bøger indenfor snart sagt alt – så svimler det for mig! Det jeg ser er en ensporet verden, det totale endimensionelle præsentation af den verden vi lever i. Gennem de sidste 25 år har man lukket aftenskoler på stribe, tidskrifter lukker ned, civilsamfundet er grundigt afmonteret. Samtidig trimmes alle sektorer herunder også undervisningen efter samme læst: effektivitet kriteriet og den hurtige gevinst. Humanismen og oplysning er manet i jorden og latterliggjort i medierne og af politikerne hver eneste dag. Den ondsindede frase ”det skal kunne betale sig at arbejde” bygger på et menneskesyn der ikke tror på menneskets gode vilje men omvendt forudsætter at mennesker skal: styres, reguleres, trues og straffes før de handler til samfundets bedste!

Britt Kristensen, Lise Lotte Rahbek, Henrik Nielsen, Torben Nielsen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Hans K Hansen

For det første eksisterer der naturligvis korruption i Danmark. Det gør der overalt. Danmark, sammen med New Zealand, er blot verdens to mindst officielt korrupte lande.

Se transparency international korruptionsindex 2014 for yderligere info: https://www.transparency.org/cpi2014/results

Dernæst er samtlige demokratier, eller retteligere repræsentative demokratier, alle kapitalistiske. De er samtidig blandt verdens rigeste lande.

Helt kort. Socialistiske lande er alle fattige, selv olieproducerende lande som f.eks. Venezuela. De islamiske. men antidemokratiske, rige olieproducerende lande er udpræget kapitalistiske. De er også udpræget korrupte, hvilket udmærket dokumenteres af Transparency (gennemsigtighed).

Prøv at lægge 2 + 2 sammen. Overordnet er det umådeligt simpelt. Olie garanterer ikke rigdom. Det gør kapitalisme til gengæld, men den garantere ikke økonomisk fordelingspolitik.

Tilbage står lysende klart, at demokratisme, sammen med kapitalisme, generelt udgør de bedste betingelser for velfungerende samfundsteori. Det er ikke forbudt at tænke selv. Heller ikke at revidere sine synspunkter, såvel som nødvendigheden af at holde sig opdateret.

Det er derimod ikke i orden at forfalde til ideologisk vanetænkning. Siden hvornår har det ikke kunnet betale sig at tilpasse sig til virkeligheden? Kan man ikke det, så uddør man. Igen er al evolution entydige beviser.

Claus Jensen

MKN, der er nu moget, der skygger et eller andet sted, for du fastslår med stor klarhed, at enten har man totaldemokrati omfattende alle aspekter eller også har man ikke, mens du et andet sted tager lidt miljøregulering og andet godt til indtægt for inkrementaldemokrati.

Samtidig tager du Grækenlands opløsning til indtægt for demokratiets vidunderlige magt. Du henviser til de fattigste, historisk set mest tilbagestående lande, også rent demokratimæssigt, men spørger ikke, hvorfor denne bevægelse henimod stadig mere demokrati ikke foregår hos os, som har den demokratiske tradition og stabilitet.

Grækenland er et fallitbo, et krakket firma i opløsning inden for det storkapitalistiske konglomerat. Socialisme, nationalsocialisme, kaos er blot en almindelig reaktion inden for de utallige kapitalistiske boom and bust-cykler på alle niveauer. Det er den revolutionære tendens, pøbeldemokratiet, som du ellers er så forskrækket over, der bliver udløst i enhver krisesituation. Socialistisk demokrati som modtryk pr. mekanisk refleks, krampetrækninger.

For kapitalisterne er den form for boom and bust, krakkeleringer i facaden, uro på imperiets udposter blot another day at the office, fast skemasat til mellem kl. 13.00 og 15.00 tre dage om ugen under 'Maintenance'. Inddæmning, subvertering, stabilisering, konsolidering, bail-outs, New Deals, økonomisk strangulering, krig - Crisis Management har været konstant pågående i hundreder af år. Det er en del af pakken.

Grækenland bliver stille og roligt rettet ind. De bløder stadig alt, hvad der på nogen måde kan klemmes ud af dem til finansmafiaen. Privatiseringerne går lidt langsommere en håbet, men så skrider dog fremad igen efter lidt grus i maskineriet først på året, og så længe de gør det må befolkningen da hellere end gerne lege demokrati alt det de vil, 'cause it ain't personal, you know. Og desuden er det egentlig meget belejligt, for med den nye regering kan Grækenland nu holdes frem ikke som den kapitalistiske basket case, de er, men som endnu et uansvarligt og fejslslagent socialistisk eksperiment.

http://www.reuters.com/article/2015/05/05/eurozone-greece-privatisations...

Jens Thaarup Nyberg og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Det er ikke fuldstændigt ude i hampen, men det er dog stadig mest af alt er lige dele anti-videnskabligt nonsens og konspirationsteori med ideer som gør samfundsvidenskablig forskning og "djøf-partiet" til hovedproblemet.

Hvad skete der igrunden med ideen om klasseforskelle?

Steffen Gliese

Men, Mark Helsing, demokratiet skal netop begrænse og tøjle markedskræfterne, der står i vejen for den lige borgerret, hvilket det eneste, der er retfærdigt og værd at stræbe efter.
Dette har det ikke særlig godt med konkurrence, men meget med bedre at trække på samme hammel, hvor hver gør det, han eller hun har øvet sig i og interesse for. Det er også det liberaleste, man kan komme i tanker om.

Karsten Kølliker

Jeg tror det er en vigtig undersøgelse og udgivelse, som vil få konsekvenser for mange menneskers forestillinger om vores samfundsmæssige lederskab. Blot tror jeg vi skal holde os for øje, at bogen beskriver et øjebliksbillede, og dette øjebliksbillede afslører rigtig nok nogle forhold som er grotesk ude af proportioner. De seneste års afsløringer af forskellene i formuer og indkomster gør det med et slag meningsløst at tale om at vi lever i et og samme samfund. Hvad vi har fået indført er en form for apartheidsystem, og formue- og indkomstforholdene er bare ét aspekt af denne kløft. Dertil kan føjes forskellene i adgangen til informationer, ophævelsen af lighed for loven samt forskellen mellem om man er placeret over eller under staten. Hvad vi almindelige mennesker i disse år vågner op til er erkendelsen af, at vores samfund har gennemlevet et snigende statskup.

Og denne ”elite” er jo netop ikke en elite i traditionel forstand. Hvor eliten i tidligere tider nok opretholdt uforholdsmæssige privilegier, så stod den samtidig i en relation til hele det øvrige samfund, og således var mere eller mindre tvunget til at underlægge sig hele det kodeks, der fulgte med at være en del af denne elite. Således var elite ikke begrænset til økonomisk og politisk magt, men var omgærdet af stramme æres- og dannelsesbegreber samt typisk også almene forventninger til evner for at vise lederskab indenfor fx landbrugsdrift, krigskunst og diplomati.

Ikke sådan med vor tids elite efter min opfattelse. De holder sig skjult for offentligheden, de ved de ikke er eksempler til efterfølgelse, men snarere bare dem der lærte sig at perfektionere spillet i det casino af en spekulationsøkonomi vi har haft kørende over de seneste årtier. At dømme ud fra den konstaterede adfærd er det ikke urimeligt at antage, at en meget stor del af denne ”elite” har udviklet et misbrugslignende forhold til magt og penge. Ligesom der blandt deres børn ofte også er problemer med misbrug samt destruktiv og selvdestruktiv adfærd. Frem for respekten for skærpede æres- og dannelsesbegreber er denne ”elite” snarere karakteriseret ved et fravær af æres- og dannelsesbegreber. Faktisk et fravær af en forståelse for helheder, et fravær af en forståelse for hvordan mennesket er mangfoldigt forbundet med sin omverden.

Vores virkelighed er den, at denne ”elite” overhovedet ikke er kompetent til at lede noget samfund. Hvilket jo også er evident ved omfanget af misrøgt samt de stadig hyppigere sociale og øvrige samfundsmæssige sammenbrud. For at være i stand til at udvise kompetent lederskab skal man faktisk acceptere at leve i den samme verden som alle de man er leder for.

Denne ”elite” har intet tidssvarende menneskesyn, ingen visioner for samfundets eller planetens trivsel, og den eneste form for ”lederskab” de er i stand til at udfolde er taktiske manøvrer rettet imod den egocentriske fastholden af deres erhvervede privilegier. For enhver pris. Om det så betyder brutal undertrykkelse af befolkningerne. Det gode spørgsmål er, hvor længe vi gider at trækkes med al denne samfundsmæssige korruption. Eller med andre ord, hvornår vi gør op med os selv, at omtalte statskup skal rulles tilbage.

Anders Graae, Jesper Frimann Ljungberg, Katrine Visby, Britt Kristensen, Jørn Petersen, Anne-Marie Krogsbøll, Steffen Gliese, Lise Lotte Rahbek, Anne Eriksen, Bodil Waldstrøm og Anne Schøtt anbefalede denne kommentar
Michael Bruus

Det kunne minde om en atombombe her i starten af valgkampen, det bliver spændende at se hvem der vil gøre mest for at overse den, både blandt politiker og mediefolk.

Bodil Waldstrøm og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Krogsbøll

Bill Atkins:
"en ambitiøs og entreprenant elite". Det er vel i høj grad det selvbillede, som denne elite dyrker - at de i særlig grad har gjort sig fortjent til denne placering pga. ekstra hårdt arbejde og særlige evner, og at der derfor ikke er noget galt i denne magtpyramide. Men er den nødvendigtvis et korrekt selvbillede, hvis en stor del er mere eller mindre født ind i eliten?

Måske findes der potentielt ligeså ambitiøse og entreprenante folk i andre samfundslag, som blot ikke får kæmpet sig til tops pga. mindre gunstige omstændigheder? Måske endda pga. mindre skruppelløs brug af rundsave på albuerne i nogle tilfælde? (jeg ved godt, at du nok er ret enig :-) )

Hvis det er svært at forestille sig hvad Økonomisk Demokrati (ØD) vil betyde for et land som Danmark, er det måske en ide, at se på Andelsselskabet Danish Crowns forvandling fra andelsselskab til et aktieselskab med globale ambitioner.

Udviklingen fra andelsselskab til aktieselskab har betydet: gældtyngede svinebedrifter, nedskæring af arbejdspladser i Danmark fra 22.800 til 12.000, krav om lønnegang, elendig dyrevelfærd, et urimeligt stort medicinforbrug, resistente svinebakterier, døde pattegrise i tusindtal, og elendig kødkvalitet.

Regnestykket er at man for at få en eksport, der netto er 20 mia. kr. værd, har fjernet job for 5 mia. kr. forgældet ejendommene med 300 mia. kr., plus og altså skabt en uacceptabel forringelse af dansk svinekødsproduktion.

Hele denne glidebane bliver betragtet som en nødvendighed for at overleve i en kapitalistiske verden, men skyldes i virkeligheden svineproduenternes kortsigtede jagt på 10 øre mere pr. kilo til gavn for bankernes låneudstedelse.

I det heletaget er dansk erhvervslivs vekselvirkning med finanskapital og udenlands kapital, et onde som lønmodtagerkapital og dermed medejerskab kan være med til at modvirke.

ØD, i stedet for finanskapitalisternes skævvridning af jobmarkedet uden hensyn til befolkningens beskæftigelsesbehov, vil være en kæmpe gevinst for det danske samfund.

Torben Nielsen, Britt Kristensen, Jens Thaarup Nyberg, Steffen Gliese og Claus Jensen anbefalede denne kommentar

Anne-Marie Krogsbøll, jeg kan ikke forestille mig, at det er muligt at drive dansk erhvervsliv uden en dygtig elite, at denne så via bonuslønninger og aktieoptioner har gjort virksomhedernes indtjening til et tagselvbord, er årsagen til, at jeg taler om "økonomiens gennemskuelighed" og "kort snor" - måske med pighalsbånd.

PS. De dekadente formuebestyrer og kuponklipperne regner jeg ikke til eliten. De er lige så afhængige af finans- og erhverseliten som lønmodtagerne. Deres afkast er blot større.

Torben Nielsen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

"Måske er der brug for en anden slags revolution? Opgøret med den afhængighed af den store Stat som altid centraliserer og samler magt?"

Jam´n - det er jo ren kommunisme !

Lise Lotte Rahbek

Jeg sidder og overvejer, hvorvidt denne elite har en opfattelse af sig selv som elite ?
Er de selv bevidste om, at de sidder på magten?

Hvis de er bevidste om det faktum, at de via deres positioner og indbyrdes netværk faktisk sidder på magten i Danmark... hvilke begrundelser bruger de så, for at legetimere, at de er berettiget til denne position?

Anne-Marie Krogsbøll

Lise Lotte Rahbek:
Som jeg har forstået det, så begrunder de det netop (i hvert fald ud ad til) med, at de IKKE er del af en særlig magtelite. Så er problemt jo løst. Hokus Pokus - keine hexerie.

Jeg er dog ikke så meget i tvivl om, at de nok internt i kredsen opfatter sig selv som en elite.

Altså jeg kan som samfunds- og nationaløkonom nikke genkendende til artiklens indhold i store træk. Den største vederstyggeligehed, der i moderne tid er sket er begrænsningen af offentlighedsloven.

Oppositionen udemærker sig her ved at gå efter letkøbte paralore som ned med udlændinge og ned med EU og skyder sig derved selv i foden, når der i virkeligheden er en meget vigtigere dagsorden.

Men netop deres egen begrænsede indsigt i samfundets sammensætning og virkemåde gør at de aldrig fatter pointen.

Udlændinge i Danmark er et sikkerhedspolitisk nødvendigt værktøj. Uanset udgiften vil alternativet i løbet af ret få år være meget meget værre. Flygtninge og Ulands politik er pragmatisk politik, der handler om at holde problemerne væk fra vores eget land og ikke mere eller ej heller mere.
Ja fred i vesteuropa er dyrt, men alternativet er altså meget meget dyrere.

Men her kommer så den skjulte dagsorden. Hvem skal betale for dansk sikkerhedspolitik?
Tja først og fremmest virker det som om man lader laveste arbejderklasse betale for det.
De boliger som de ellers normalt ville være berettiget til, tilgår nu flygtninge.

Ingen i elite Danmark bekymrer sig om desperationens og uretfærdighedens tegn når de lader
selv børn lige fyldt 18 år stå på gaden uden tag over hovedet. Ingen i elite Danmark bekymrer sig over at 500 familieboliger koster en millard at bygge og det er en pris man må ligge oven i prisen for dansk sikkerhedspolitik.

Derfor samles utilfredse i kredse hvor dumhedens umiddelbarhed over problemets rod udnævnes: Det er de fremmedes skyld.. Og det er det ikke...Det er elite Danmarks skyld...

Dernæst har stort set alle partier berøringsangst over for de ældre. Piet Van Deur udnævnte den for "Danmarks første forkælede generation" og vi trak alle lidt på smilebåndet mens vi drak vores kaffe og spiste vores sandkage. Men forkælede har det jo med at være som en fed gøgeunge, skrige efter mere og mere at putte i sin aldrig tilfredse grådige egoistiske kæft.

I dagens Danmark hvor staten rundt regnet har en skatte indtægt på ca. 600 mia. DKK tilgår ca. 200 mia. DKK områder med hovedvægt på ældre omsorg.
Ikke nok med det, så fraligger de ældre sig hver dag enhvert ansvar og forhelliger gerne sig selv med et tveægget sværd "vi har skabt det Danmark du ser og forlanger noget retur for det".

Øhhh ja gerne. Et land de forgældede i tre generationer som Knud Heinesen spåede da DK begyndte at finansiere udviklingen af Danmark til et velfærdssamfund ved at staten tog lån i udlandet istedet for at inddrive skatter.

En gæld der tilsidst ramte den magiske grænse på 20 % af BNP således at der var lukket for lånkassen i udlandet så vi måtte tilbagebetale de ca. 400 mia DKK som var gæld opbygget fra 1959 - 1992. Gælden var tilbagebetalt i 2013 med 600 mia DKK altså som Knud Heinesen sagde: Gælden blev lavet af den forkælede genenration men betalt af de to næste generationer...

Så når man betaler gæld, så sparer man jo ikke op...Så nu er kassen jo tom og katastrofalt
overlever ældregenerationen med både 10 og 15 år mere end skønnet så selv ejerbolig markedet bliver presset da folk jo ikke dør mere...Et boligboom følger og et naturligt kolaps da priserne afspejler en midlertidig fluktation som politikerne (Anders Fog Rasmussen) nægtede at gøre noget ved) og ikke en pris afspejlet i langtidsinvesteringens værdi...

Når man i den grad NÆGTER at forholde sig til sikkerhedspolitik kræver at der bygges boliger til de fattigste danskere og man i samme åndedrag nægter at forholde sig til ældregenerationens formuer er opbygget via. usolidariske og kunstige skattefradrag som ikke er samfundsøkonomiskke holdbare, ja så får man dagens Danmark.

Debatten er ikke flygtninge og arbejdsløse. Debatten er PENGE og omfordeling af dem...

Det er ikke retfærdigt at man lader de fattige betale sikkerhedspolitikken.
De er ikke retfærdigt at de rige ældre ikke bliver sat til at tilbagebetale den samfundsskæve
manglede skattebetaling.

Hver dansker ville have mindst 5.000 DKK mere udbetalt hver måned, hvis skatten i gamle dage ikke var blevet finansieret ved at tage lån i udlandet...

Jeg håber at folk kan indse hvilken dynamik det vil bringe i dansk økonomi, hvis alle danskere lige pludselig kunne merforbruge for 5.000, kr. om måneden...
Ville vi så lige pludselig have råd til at bygge lejligheder og huse til os alle? Ville det give beskæftigelse at der måske ville blive bygget et sted mellem 50.000 - 100.000 nye boliger i løbet af fem år? Eller hvor mange ville det bringe i arbejde, at vi gik mere i byen tilmed også?

Der er kun een grund til at Danmark er i krise...Det er ældre generationens tyveri af tre generationers skattegrundlag...

Derfor er enhver opposition altid til grin, for intet af det de kommer og siger er rigtigt, eller relevant. Det er jo en latterlig bagatel at en kro ikke vil tegne overenskomst, eller at en flygtning
lærer dansk for langsomt...

Vi taler i virkeligheden om ca. 600 mia. kroner som er stjålet af fælleskassen af Danmarks største vælgersegment.

Man kan altså få lov til at være tyv, blot man er mange nok og alle købes med tavshed for at være en del af den etablerede magtelite...

Jesper Frimann Ljungberg, Randi Christiansen og Karsten Kølliker anbefalede denne kommentar
Torben R. Jensen

Netværkanalysen er en simpel sammentælling af de relationer mellem bestyrelser og udvalg, som opstår når en en person deltager i flere bestyrelser/udvalg, som jeg beskrev tidligere. Personerne i undersøgelsen er i gennemsnit med i ca. 2½ bestyrelser/udvalg (56.500 relationer /37.800 personer + 1).

Der indgår ikke nogen kvalitative data i relationerne. Udtalelserne, som refereres i artiklen, er fra andre kilder, f.eks Christian Kjær i P1 i 2009. Netværksanalyser og fordeling af officielle poster kan bruges til mange ting, men det er en kraftig overfortolkning at bruge det til at definere magt og en magtelite.

Hvis man forestillede sig, at hver person kun kunne have een post, så ville der ikke være nogen relationer og dermed ingen magtelite. Statsministeren kan så vælge mellem et bal hos dronningen eller en bestyrelsespost i Nationalbanken.

Lise Lotte Rahbek

Jeg har denne forestilling i min verden,
som jeg tror jeg deler med rigtig mange,
at jo mere magt, man har,
jo større ansvar har man også for at forvalte sin magt med størst mulig omtanke.

Det er derfor, jeg tænker over,
at hvis nu eliten skubber tanken om egen magt og dermed følgende ansvar fra sig,
så kan jeg bedre forstå,
at f.eks fagforeningsbosserne kan leve med sig selv i deres passivitet overfor deres medlemmers bekymringer.

Men hvis man erkender, at man er magtfuld og at man VIL magten, så har man vel for pokker også fortjent at miste magten, i det øjeblik man ikke tager ansvaret på sig?
Har de slet ingen inbyrdes justits??? (vi andre kan jo ikke røre dem)
Her tænker jeg bredt på både fagforeningsbosser, på børsmæglere, bankbestyrelser, politikere og erhvervsledere...

lars abildgaard, Britt Kristensen, Anne Schøtt, Karsten Kølliker, Anne-Marie Krogsbøll og Bodil Waldstrøm anbefalede denne kommentar

Med hensyn til om denne elite er sin egen rolle bevidst, så tænk på eksemplarer som Asger Aamund, Lars Sejer Christensen og Fritz Schur m.fl. og læs eventuelt denne artikel:

Direktøreliten minder om en rockerklub, ingen tør udfordre
http://www.information.dk/nyhedsblog/449242

...hvis der er nogen der føler sig over Folkestyret så er det i sandhed dem.

Anne-Marie Krogsbøll

Knud Hisler:
Er langt hen ad vejen enig - dog synes jeg ikke, at man kan skyde på ældre over en kam. Ikke alle ældre har i pose og i sæk, og har muntret sig med store friværdier eller pensionsopsparinger.

Et eksempel, der viser, at samfundets respekt for folk hænger nøje sammen med at være i den arbejdsdygtige alder: http://www.dr.dk/Nyheder/Regionale/MidtVest/2015/06/01/081852.htm
Artiklen handler om det helt skandaløse forhold, at handicappedes tilskud til deres handicap bortfalder, når de når pensionsalderen. Meget besynderligt, for ekstraudgifterne til f.eks. handicap forsvinder jo ikke bare, fordi man ikke mere er i arbejdsdygtig alder.

Så de forhold, du benævner som "gøgeunge", passer vist bedst på de mere velstillede grupper af de ældre. Der er mange ældre, der lever skrabet.

Randi Christiansen, Bodil Waldstrøm, Bill Atkins og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Krogsbøll

Lise Lotte Rahbek:
Her kommer jeg til at tænke på Pippi Langstrømpes vise ord, at hvis man er meget, meget stræk, så har man også pligt til at være meget, meget klog :-)

Gid det var så vel i virkelighedens verden.

Sider