Interview
Læsetid: 11 min.

’Den eneste forskel var, at vi var mere heldige’

I 1981 blev Ngoc Nguyen samt 64 andre vietnamesiske bådflygtninge reddet af et Mærsk-skib i Det Sydkinesiske Hav. Han kom til Hjørring, hvor alle tog godt imod ham. I dag er han selv kaptajn på et Mærsk-skib i Middelhavet og klar til at hjælpe flygtninge i nød
Ngoc Nguyen og de 64 øvrige flygtninge fotograferet fra Arnold Mærsks inden de blev samlet op i Det Sydkinesiske Hav den 16. april 1981
Moderne Tider
2. maj 2015

Udefra ligner Ngoc Nguyens hjem i Svendborg et hvilket som helst dansk parcelhus: Hvide mursten, bil i carporten og en velplejet forhave med struttende påskeliljer. Indenfor er stemningen mere asiatisk: I entreen hænger et billede fra Ha Long-Bugten og i stuen et traditionelt vietnamesisk muslinge-kunstværk. Der er også et buddhistisk alter og midt på stuegulvet står et professionelt karaoke-anlæg foran en 65-tommerskærm. Ngoc Nguyen sætter sig i lædersofaen under et billede af Yangtze-floden. Han byder på slik og Faxe Kondi og begynder at fortælle sin historie. Den handler mest af alt om taknemmelighed.

Som 13-årig blev Ngoc Nguyen sammen 64 andre vietnamesiske bådflygtninge samlet op af skibet Arnold Mærsk i Det Sydkinesiske Hav. Det var i april 1981. Redningen blev selvsagt en afgørende begivenhed i Ngoc Nguyens liv – og den gav ham et brændende ønske om en dag selv at blive sømand. Det er lykkedes. I dag er Ngoc Nguyen kaptajn – endda på et Mærsk-skib:

»Når jeg valgte at sejle. Og når jeg valgte at gøre det for Mærsk, så skyldes det en form for taknemmelighed,« siger han.

»Hvis ikke Arnold Mærsk havde samlet os op den dag, havde jeg ikke siddet her nu – derfor er jeg ekstremt taknemmelig.«

Taknemmeligheden gælder hele den danske befolkning. Ngoc Nguyen føler, at han blev taget godt imod i Danmark – at han blev givet en chance for et nyt liv, og at han greb den. Nu håber han, at han en dag kan hjælpe mennesker i nød, ligesom han dengang selv blev hjulpet. Han har endnu ikke mødt flygtninge på sine ture som kaptajn, men den aktuelle situation i Middelhavet, hvor tusinder af bådflygtninge forsøger at komme fra Afrika til Europa, påvirker ham:

»Jeg kan sætte mig fuldstændig ind i deres situation, for det er nøjagtig det samme, vi var igennem. Når der kommer nyheder om, at nogle er døde, tænker jeg ’hvor er det tragisk’. Det er folk, der har taget den beslutning, at de vil væk fra det hele: krig, ødelæggelse, elendighed. At beslutte sig for at forlade alt er ikke nemt, det gør man ikke med mindre man virkelig, virkelig vil væk. Og så ender det på den måde,« siger han og tilføjer:

»Jeg har prøvet det samme. Den eneste forskel var, at vi var mere heldige.«

Vi ville blive gode borgere. Lære sproget, få en uddannelse og et arbejde og bidrage til samfundet. Det fik jeg at vide af min mor: at vi skulle gøre en indsats, husker Ngoc Nguyen fra den første tid i Danmark.

Vi ville blive gode borgere. Lære sproget, få en uddannelse og et arbejde og bidrage til samfundet. Det fik jeg at vide af min mor: at vi skulle gøre en indsats, husker Ngoc Nguyen fra den første tid i Danmark.

Asbjørn Sand

Flugten

Ngoc Nguyen rejser sig op. Han har fri i dag, men er alligevel iført nystrøget skjorte og bukser med knivskarpe pressefolder. Han går hen til alteret, hvor der står et billede af hans far, som var jægersoldat i den sydvietnamesiske hær og døde under krigen:

»Billedet er taget en uge før han blev dræbt. Han nåede aldrig at se min yngste lillesøster,« siger Ngoc Nguyen. I årene efter krigen var der stor fattigdom i Vietnam, og som sydvietnameser blev man ikke behandlet godt. Så flere hundrede tusinde flygtede fra landet. Ngoc Nguyens familie kendte mange, som var flygtet i både, og de vidste, hvor farligt det var. Flere af deres venner og naboer var forsvundet sporløst. Alligevel valgte hans mor at tage af sted med sine fire børn, hvoraf Ngoc Nguyen er den ældste:

»Vi var helt klar over, at det var med livet som indsats,« siger han. Han kan i dag – 34 år senere – huske hver en lille detalje fra flugten, som foregik fra Cam Ranh bugten syd for Nha Trang. Den startede dårligt:

»Mens vi pakkede båden, blev vi opdaget af en patruljebåd. Så vi smed alt, hvad vi havde i hænderne og sejlede bare stik øst. Vi kom af sted med alt for lidt vand, mad og brændstof. Det var planen at nå til Filippinerne, men nu vidste vi, at det ikke kunne lade sig gøre.«

Patruljebåden fulgte efter dem.

»Heldigvis var det en gammel båd. Den var fra Anden Verdenskrig eller sådan noget, og vi havde faktisk en fin motor i vores. Så vi kunne akkurat sejle fra dem.« Men situationen var stadig kritisk på grund af den dårlige start:

»Der var en desperat stemning. De voksne var meget stille, men man kunne se, at de var skrækslagne – de havde frygt i øjnene. Vi sad som sild i en tønde, mange var søsyge og kastede op. Jeg tænkte, hvad skal det ende med? Kommer der pirater? Bliver det uvejr? Hver gang jeg tænker på det, bliver jeg mindet om, hvor fantastisk det er, at jeg er i live. Hvor taknemmelig jeg skal være for at sidde her i dag,« siger Ngoc Nguyen.

De besluttede sig for at slukke motoren og bare drive. For der var alligevel ikke nok brændstof, så hvad kunne de gøre? Efter to dage på åbent hav – tidligt om morgenen den 16. april 1981 – kom Arnold Mærsk til syne i horisonten.

»Jeg lå og badede sammen med min bror og mine fætre. Vi sprang i vandet fra båden – hvad skulle vi lave? Og så pludselig blev vi kaldt op og bedt om at lægge os helt stille i bunden af båden. Først sejlede Arnold Mærsk forbi, og vi troede, at den ikke have opdaget os. Men så efter et kvarter kunne vi se, at den var ved at vende rundt. Det tager lang tid at vende så stort et skib, men det vidste jeg ikke dengang.«

En af flygtningene kunne engelsk, og han råbte op til kaptajnen og efter lidt tid fik de 65 vietnamesere lov til at komme om bord.

»Først da turde jeg kigge op. Det var fantastisk. Det var et blåt isbjerg,« siger han om mødet med skibet. Kaptajnen på Arnold Mærsk hed Jørgen Orla Hansen, og allerede da Ngoc Nguyen gik om bord vidste han, hvad han ville med sit liv:

»Da vi var på vej op ad gangvejen, fik jeg den tanke, at hvis jeg en dag kunne få muligheden, så ville jeg til søs. Og jeg ville ligne ham kaptajnen deroppe med fire striber på skulderen. Det blev en drengedrøm: At være kaptajn på et skib og måske en dag at kunne redde andre mennesker i nød.«

Modtagelsen

Efter seks måneder i en flygtningelejr i Hongkong kom Ngoc Nguyen og hans familie til Danmark. De prøvede først at komme til USA, hvor de havde familie, men fordi det var et dansk skib, der havde samlet dem op, endte de den 23. september 1981 i København, hvor de blev indlogeret på Hotel Savoy på Vesterbro. Efter nogle dage fik de at vide, at de skulle til Hjørring. Også den tur husker Ngoc Nguyen i mindste detalje. Først bus, så færge, så bus igen. Og så en velkomst som betød utroligt meget for ham:

»Borgmesteren og hans folk fra rådhuset var selv mødt op og stod og tog imod os. Det var en meget meget fin velkomst, vi fik, og det betød en hel del. Alt var fremmed og nyt for os. Kulturen, sproget, vejret. Så det var vigtigt at føle sig velkommen.«

Alle de vietnamesiske familier fik også en frivillig mentor. En person, som kunne hjælpe med integrationen og som man kunne spørge om alt. Vinteren 1981-82 var en af de koldeste i danmarkshistorien, og vejret gjorde stort indtryk.

»Vi kom i sandaler og havde aldrig prøvet noget lignende. Vi havde aldrig set sne. Første dag, det sneede, legede vi ude hele natten,« husker Ngoc Nguyen. »De små var bange for, at det skulle smelte igen, så de puttede konservesdåser med sne i fryseren.«

Ud over vejret, husker Ngoc Nguyen hjælpsomheden fra danskerne:

»Jeg har kun positive ting at sige om Danmark og danskerne. Alle de ting, de gjorde for os, gjorde det meget lettere at blive integreret i samfundet. Vi fik mange venner. Folk var nærmest ivrige efter at lære os at kende. De var villige til at give os støtte.« Blandt andet blev familien inviteret med til jule-, nytårs- og påskefester:

»Jeg husker, at vores venner sagde: I valgte at flygte og er havnet i vores land. Så skal I også lære de danske traditioner.«

På samme måde har hans familie også inviteret danskere til vietnamesisk nytår. Og i dag inviterer han gerne til grillmad og karaoke-aftener i huset i Svendborg:

»Danskerne er meget generte til at starte med. Men efter et par øl er de klar. Så er det Tom Jones og Beyoncé.« Ngoc Nguyen griner. Han mener, at man skal blande det bedste fra kulturerne: »Det er det, jeg har gjort her i huset. Det er både dansk og asiatisk,« siger han.

Ngoc Nguyen mener, at det vigtigt for integrationen at man lærer sproget og traditionerne i det land, man kommer til:

»Vi ville blive gode borgere. Lære sproget, få en uddannelse og et arbejde og bidrage til samfundet. Det fik jeg at vide af min mor: at vi skulle gøre en indsats. Danmark gav os de betingelser, der skulle til, og vi greb chancen. Og jeg synes, at vi har vist vores taknemmelighed ved at gøre vores pligt. Man får ikke så mange chancer som den, vi fik. Det har jeg også lært mine børn. At hvis der dukker muligheder og chancer op, så skal man gribe dem,« siger han.

Ngoc Nguyen peger stolt på et farverigt familiefotografi på væggen, hvor han står ved siden af sin vietnamesisk fødte kone, Kim Anh og deres to drenge, Jimmy og Kevin. De er ikke hjemme. Kim Anh er på arbejde, og drengene er i skole. Ngoc Nguyen taler videre om sin første tid i Danmark. Det var lige på og hårdt. Efter bare syv måneder i en modtageklasse, blev Ngoc Nguyen sat ind i en helt almindelig dansk 8. klasse:

»Matematik og fysik gik fint nok, for det er det samme som i Vietnam. Men dansk og historie – det var svært,« husker han.

Det er langt fra alle flygtninge, der er blevet integreret lige så godt i Danmark som Ngoc Nguyen og flertallet af de vietnamesere, der kom til landet dengang. Måske derfor er holdningen til fremmede en anden i dag, mener Ngoc Nguyen:

»Det hele var meget anderledes den gang, men det var nok også nemmere, fordi der kom så få. Der er også sket en stor forandring i holdningerne til flygtninge og indvandrere. Jeg tror, at de fleste folk tænker, at de gerne vil hjælpe. Men man er i tvivl om, hvorvidt der er ressourcer og arbejde nok til alle,« siger han.

Uddannelsen

Ngoc Nguyen var en af dem, der fik arbejde – allerede i slutningen af 1980’erne blev hans drøm om at sejle til virkelighed. Familien blev gode venner med skibsrederen A.E. Sørensen, som hjalp Ngoc Nguyen med at komme ind på Kogtved Søfartskole. Siden blev han ansat hos Mærsk. Hans første tur var med Arnold Mærsk:

»Det var helt tilfældigt. Og det var meget underligt at være tilbage,« siger han. Endnu et tilfældigt sammentræf kom nogle år senere, da Ngoc Nguyen havde videreuddannet sig til skibsfører på Svendborg Navigationsskole og skulle på sin første tur som andenstyrmand. Det var på Mathilde Mærsk, og kaptajnen var Jørgen Orla Hansen:

»Jeg spurgte om han kunne huske den dag i Det Sydkinesiske Hav. Det kunne han naturligvis godt.« Ngoc Nguyen rejser sig og finder et gammelt, blåt kompas på en hylde.

»Det var det eneste udstyr, vi havde med, da vi flygtede. Vi have ikke noget søkort. Bare det her kompas. Da vi blev reddet, gav vi det til Jørgen Orla Hansen som tak. Det var det eneste, vi havde at give ham.« Men nu besluttede Jørgen Orla Hansen sig nu for at give det tilbage til Ngoc Nguyen:

»Han sagde, at det kompas ville have større betydning for mig end for ham, så næste gang han var hjemme, tog han det med tilbage til Mathilde Mærsk og jeg fik det tilbage. Dengang havde det en anden farve og var blevet lidt rustent. Så jeg har malet det i Mærsk-farven,« siger Ngoc Nguyen.

Siden februar sidste år har Ngoc Nguyen selv haft fire striber på uniformen. Han er kaptajn på skibet Thomas Mærsk, som primært sejler mellem Europas vestkyst og Vestafrika. Så han er ofte i Gibraltarstrædet og i Tanger i Marokko, men ikke i den del af Middelhavet, hvor der er flest bådflygtninge. Så han er endnu ikke stødt på bådflygtninge selv.

»Det er ikke sket endnu. Men jeg har mange kolleger, som har mødt og også samlet bådflygtninge op.«

Det er i øjeblikket handelsflåden, der redder langt de fleste bådflygtninge i Middelhavet, og Maersk Lines risikochef Steffen Conradsen advarede for to uger siden i Børsen om, at containerskibene slet ikke er gearet til den enorme opgave: »Ingen steder på kloden har vi nogensinde skullet forholde os til en flygtningesituation af dette omfang og med store menneskelige tragedier. Der har f.eks. været flygtningestrømme andre steder på kloden. Men i omfang kan det slet ikke måle sig med den aktuelle situation,« sagde Conradsen om vilkårene for Maersks Lines skibe, der alene i 2015 har reddet 750 bådflygtninge.

Ngoc Nguyen har forlængst tænkt den tanke, at det kan blive hans tur:

»I mange situationer er det vores pligt som søfolk at hjælpe, hvis vi møder folk, som er i nød på havet. Det har man gjort i hundredevis af år. Så længe søfart har eksisteret. Man kan ikke bare sejle forbi med lukkede øjne og lade som om, at man ikke har set dem, som er i nød. For hvis de folk dør, og man ikke har gjort noget, så er det meget forkert. Jeg har mange gange forestillet mig, hvordan det vil være, når jeg en dag kommer ud for sådan en situation. Jeg regner med, at det sker før eller siden.«

— Så du vil tage dem op?

»Ja, det skal jeg simpelthen ifølge FN-konventionen og rederiets procedurer. Og hvis jeg bliver kaldt op af et redningscenter og bedt om at komme et skib i nærheden til undsætning, så gør jeg naturligvis også det. Som kaptajn skal man selvfølgelig afveje situationen. I Middelhavet i dag er der ofte flere hundrede mennesker om bord på bådene, og vi er 20-25 mand på Thomas Mærsk. Der kan opstå tumult og optøjer, og som kaptajn skal man også tænke på sin egen besætnings sikkerhed. Så i nogle tilfælde skal man lave den afvejning.«

— Håber du, at du en dag kommer til at redde nogle?

»Ja.«

Der er også sket en stor forandring i holdningerne til flygtninge og indvandrere. Jeg tror, at de fleste folk tænker, at de gerne vil hjælpe. Men man er i tvivl om, hvorvidt der er ressourcer og arbejde nok til alle, siger Ngoc Nguyen.

Der er også sket en stor forandring i holdningerne til flygtninge og indvandrere. Jeg tror, at de fleste folk tænker, at de gerne vil hjælpe. Men man er i tvivl om, hvorvidt der er ressourcer og arbejde nok til alle, siger Ngoc Nguyen.

Asbjørn Sand

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Philip B. Johnsen

Mere heldig, det var Ngoc Nguyen.
Ngoc Nguyen var velkommen og er stadig velkommen i Danmark, men ikke hos så mange, hverken politikkere eller i befolkningen, de fleste så helst Ngoc Nguyen, tog hjem og opbyggede sit eget land, nu i dag, hellere end i morgen.

Nøden den samme, men flygtninge på Middelhavet er uvelkomne, befolkningerne i EU er langt mere forrået og afstumpede end i 1981.

Den italienske kystvagt, oplyser om i alt 3427 personer er redet, ud for Libyens kyst lørdag, jeg vil ønske dem alle tillykke og de er vedkommende, men flertallet af politikkerne og befolkningen i EU, er forrået og afstumpede og ser hellere flygtningene i kz-lejre i Libyen, hvor de sultes og tortureres dagligt, Ngoc Nguyen var mere heldig, 1981 var en anden tid.

Der skal lyde et stort tak til den italienske kystvagt, der har brudt, med den udstukne EU bøddel disciplin og var gået helt ind under, Libyens kyst for at rede liv, i er sande helte i min verden tak.

Henrik Christensen og peter fonnesbech anbefalede denne kommentar
Anne Eriksen

Det er en god, positiv historie og jeg tvivler på, at nogen dansker vil synes, at Ngoc Nguyen ikke har gjort det godt.
Men - det var en anden tid og andre problemer - uden at det behøver at løbe af med os.

Robert Ørsted-Jensen, Kim Houmøller og Maibritt søvsø Carstens anbefalede denne kommentar
ellen nielsen

Ngoc Nguyen
kom fra krig, men en kulturkreds og en religion,
hvor hævn og had mod Vesten
ikke står i vejen for taknemmelighed, uddannelse og et godt liv i Danmark!

God søndag!

Kim Houmøller, Jan Mogensen, jens peter hansen og Maibritt søvsø Carstens anbefalede denne kommentar

Ja, det er bemærkelsesværdigt, at vietnameserne er så venlige overfor vesten, når man tænker på Frankrigs voldelige kolonisering af landet og den rædselsfulde efterfølgende vietnamkrig.
Men reelt vandt de krigen. Det kan være en forskel.

Robert Ørsted-Jensen

Karen hvis du besøger Vietnam vil du blive overrasket over hvor velkommen du er, og du behøver ikke sige at du var ven også dengang. Faktisk modtager man hvert år tusinder af tidligere Amerikanske soldater der ønsker at vende tilbage og man skelner ikke mellem hvad grunden er, men respekterer sine tidligere fjender uden spørgsmål, selv bloody Kissinger ville sgu blive venligt modtaget. Det er også tilfældet i asiatiske lande der tabte - så det er ikke kun en vinder attityde

Henrik Christensen

Vil gerne henlede opmærksomheden på artiklens beskrivelse af, at den nuværende kaptajn ser stor lighed mellem hans egen situation den gang og andres situation som flygtninge i dag.

Jeg tænker, at vi som samfund selv har haft betydelig fordel af at modtage flygtninge med åbne arme, respektfuldt, med mulighed for at de kunne opbygge et nyt liv her. Kaptajnen synes også i egne øjne at være resultat af det.

Jeg tænker også, at vi i dag selv ret effektivt blokerer for tilsvarende succeshistorier på alle planer. Disrespekt ved modtagelse, politisk og offentlig debat, praktiske modtageforhold og restriktioner, ydmygende processer og fortsat usikkerhed over lang tid.

Jeg behøver end ikke være flygtning for at opbygge foragt og afsky for samfund, der behandler mennesker på den måde, endda imod simple egeninteresser. Illustreret igennem artiklen omkring hvad alternativet kan bringe.

Vi er selv årsag til problemet - medvirkende via krig og konfliktfremmende via vores holdninger og adfærd. Problemers løsning forudsætter erkendelse af deres årsag....

God weekend...