Læsetid: 6 min.

Det filippinske fænomen

Når filippinske Manny Pacquiao lørdag aften går i ringen i Las Vegas mod Floyd Mayweather, er det kulminationen på en stereotyp fortælling om drengen fra slummen i Manila, der blev verdensstjerne. Hvad der reelt gemmer sig bag bokseren, politikeren og sangeren Manny ’Pacman’ Pacquiaos ’happy-go-lucky’-smil forbliver en gåde
Efter at have vundet alt i de lette vægtklasser, indledte Manny Pacquiao i 2008 sin enestående opstigning gennem vægtklasserne. Med sejre over bl.a. Oscar De La Hoya og Miguel Cotto opnåede filippineren superstjernestatus.

Robert Beck

2. maj 2015

I mandags begav en karavane af to luksusbusser og dusinvis af biler sig ud på den 400 kilometer lange køretur fra Los Angeles til Las Vegas. I den ene bus sad bokseren Manny Pacquiao, resten af karavanen udgjordes af de op mod 150 medlemmer af filippinerens evigt skiftende entourage.

De faste medlemmer af følget tæller bl.a. Pacquiaos parkinsons-ramte mentor og træner Freddie Roach og Buboy Fernandez, Pacquiaos buttede barndomsven. Resten af følget udgøres af en absurd samling plattenslagere og fjerne filippinske fætre: Tolke, der ikke kan tale engelsk, en stemmetræner, en hundelufter, en træningsmåttebærer, en biografi-skriver, som aldrig skriver, adskillige sikkerhedschefer, en bookmaker, flere kokke og prædikanter, en våbenhandler, en bilvasker foruden et par personer, hvis eneste opgave er at holde styr på kufferterne med adskillige hundredetusinde dollar i kontanter.

Når Pacquiaos nærmeste forsøger at overbevise ham om, at han bør skille sig af med nogle af dem, der har fingrene nede i pengekufferterne, irettesætter bokseren dem med formaninger om, at de ikke skal forsøge at frarøve andre mennesker muligheden for et levebrød.

En lang venten

Sådan er logikken for det syngende, skuespillende og frem for alt boksende filippinske kongresmedlem. Manny Pacquiao er en af Den Tredje Verdens største sportsstjerner siden Pelé og lever til fulde op til fortællingen om slumdrengen, der rejser sig fra dyb fattigdom til sportens højeste tinder, men aldrig glemmer sine rødder.

Og lørdag aften, lokal tid, er ’Pacman’, som han kaldes, genstand for hele verdens opmærksomhed, når han bokser mod den flamboyante amerikaner Floyd Mayweather i Las Vegas. Sportsligt en af de største begivenheder i boksesporten de seneste 35 år, økonomisk overgår opgøret alle rekorder. Mayweather og Pacquiao ventes begge at indkassere over en halv milliard kroner på kampen. En plads ved ringside er den seneste uge er blevet handlet for over en million kroner.

At kampen er omgærdet af så stor virak, skyldes blandt andet, at den har været så længe undervejs. Siden 2009 har ’Mayweather eller Pacquiao?’ været sportens altoverskyggende spørgsmål. Men end ikke Nelson Mandelas datters forsøg på at arrangere kampen som en fødselsdagsgave til sin far i 2011 bar frugt, og først nu, hvor begge boksere er i deres karrieres efterår, er det lykkedes parterne at nå til enighed om vilkårene for kampen. Hvorfor det har taget så lang tid at få sat de to boksere op mod hinanden, kan boksefans diskutere i en uendelighed. Men en væsentlig årsag er nok, at Floyd Mayweather har været så besat af sin status som ubesejret, at han har overspringsbokset sig gennem en række middelmådige modstandere for at udsætte mødet med Pacquiao.

Professionel som 16-årig

Det filippinske boksefænomen har ikke samme forfængelighed. Han var allerede løbet ind i nederlag i bokseringen, da han tilbage i 2001, nyankommet fra Filippinerne, satte sig ind i en Greyhoundbus fra San Francisco til Los Angeles for at prøve bokselykken under lunere sydcaliforniske himmelstrøg. Efter tre minutters prøvetræning hos Freddie Roachs Wild Card Gym i Hollywood besluttede de to sig for at indgå det partnerskab, som siden skulle vise sig at blive et af sportens mest legendariske, og som nu sammenlignes med Muhammad Alis og Angelo Dundees parløb og Joe Fraziers og Eddie Futchs ditto.

Ikke at den dengang 22-årige Manny Pacquiao dengang var uprøvet som bokser, han var upoleret. Født ind i dyb fattigdom i Filippinernes Sarangani-provins gik Manny Pacquiao ud af skolen som 10-årig. Og som enhver anden stor boksestjerne har også Manny Pacquiao sin skabelsesmyte. Ifølge hans mor, Dionesia, på Filippinerne bedre kendt som Mommy D, var det faderens beslutning om at spise Mannys hund, der fik Pacquiao til at stikke af hjemmefra og søge lykken i den nærmeste storby, General Santos City. Bedre dokumenteret er historien om, hvordan Pacquiao efter flugten til storbyen solgte cigaretter på gaden og boksede mod andre 12-13-årige i kampe, hvor vinderen blev belønnet med småpenge, som han kunne købe ris for. Som 15-årig tog han med andre gadebørn færgeturen til Manilla, hvor han sulten efter både mad og succes intensiverede forsøget på at skabe sig en karriere som bokser. Han snød med papirerne, så han kunne blive professionel som 16-årig, og snød også bogstavelig talt på vægten, når han synligt underernæret vejede ind til sine kampe med vægte i lommerne for at kunne opfylde minimumsvægtkravet. Uden megen teknik men med kompromisløs aggressivitet fik han skabt sig en fornuftig karriere i Manilas boksemiljø. Men ligesom de over en million andre filippinere, som hvert år forlader landet, ønskede Pacquiao sig mere.

Få uger efter sin ankomst til USA fik Manny Pacquiao en VM-kamp i bantamvægt på et afbud. Og hverken hans modstander, sydafrikanske Lehlo Ledwaba, eller bokseeksperter havde den fjerneste anelse om, hvad det var, der ramte dem, da filippineren med midterskilningen og den tynde moustache pryglede den respekterede Ledwaba. Siden blev Pacquiao kendt som ’the mexicutioner’, da han gjorde det af med en række store mexicanske boksestjerner i de lavere vægtklasser.

Da Pacquiao i 2008 begyndte en hidtil uset opstigning gennem vægtklasserne, blev han sammen med Mayweather boksesportens største stjerne. Først ommøblerede Pacquiao Oscar De La Hoyas smukke ansigt, for derefter at knockoute stjerner som Ricky Hatton og Miguel Cotto i 2009. Sejrene rejste fansenes krav om en kamp mod Floyd Mayweather og cementerede Pacmans position som global boksestjerne.

Uudgrundeligt smil

Manny Pacquiaos livsførelse står i diametral modsætning til andre globale sportsstjerners som Lionel Messis eller Ronaldos stramt styrede og glinsende branding. Manny Pacquiao er stadig nært forbundet til sit hjemland, Filippinerne, og har med sit entourage nærmest et filippinsk mikrokosmos med sig, hvor end han rejser hen. Han sover som regel i rum sammen med 15-20 mennesker, præcis som han gjorde det på betongulvet i boksegym’et i Manila for 20 år siden. Han deler rundhåndet ud af sin formue på sin hjemegn, hvorfor alle i området efter sigende har deres egen fortælling om Pacquiaos generøsitet. Det forklarer også, hvorfor Pacquiao ofte rygtes i pengenød, til trods for at han allerede før weekendens kamp har tjent i omegnen af en milliard kroner.

Pacquiao satte sit rygte og status som skytsengel på spil, da han i 2010 blev valgt til kongresmedlem, og dermed blev en del af det notorisk korrupte politiske system på Filippinerne. Indtil nu er det lykkedes ham at slippe forholdsvis uplettet gennem sit politiske virke, der efter boksekarrieren ventes at føre til et præsidentkandidatur. Der synes ikke at være nogen overordnet vision for Pacquiaos politiske gerning, ud over et ønske om at hjælpe så mange nødlidende filippinere som muligt, om han så skal gøre det ud af egen lomme.

I det hele taget synes ingen rigtig at vide, hvad der rører sig i Pacquiao. Han er notorisk uinteresseret i specielt vestlig presseomtale, og hvis det endelig lykkes en journalist at få et interview med ham, kan Pacquiao sjældent fastholde koncentrationen i mere end 10 sekunder ad gangen og svarer i tomme floskler om gud og fædreland. Hans uudgrundelige happy go lucky-smil er det samme, som da han i 00’erne gamblede og festede med samme intensitet, som han boksede, også nu, hvor han er blevet en stærkt troende katolik. Og det er det samme, hvad enten han vinder eller taber i bokseringen. Måske er det upåvirkeligheden i forhold til, hvad skæbnen bringer, der inspirerer i et land, der ikke har evnet at hoppe med på nabonationernes økonomiske tigerspring.

Underdog

Pacquiao er underdog, når han i aften går i ringen mod Mayweather til tonerne af sin seneste powerballade, I will fight for the Filipinos, foran et publikum af celebrities, one percenters og Pacquiaos entourage, som han for enorme summer har købt billetter til af egen lomme. Det er så bizart et skue, som kun en stor boksekamp kan være det, men måske alligevel meget passende som symbol på både Pacquiaos opstigen og en verden, hvor et fattigt land med 100 millioner indbyggere primært skal finde distraktion og håb i en boksende multimillionær.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu