Læsetid: 3 min.

Hun forløser drømme

Engang gav det helt sig selv, hvor man ville ende i livet: Man kunne bare se på sine forældre. I dag har alle i princippet frit valg på alle hylder, og det stiller krav til ungdommen – og ikke mindst til studievejledningen
Sidsel Daubjerg Overgaard, leder af Studievalg Østjylland i Vestergade i Aarhus, giver hver dag rådvilde unge i hobetal hjælp til at vælge studie.

Sidsel Daubjerg Overgaard, leder af Studievalg Østjylland i Vestergade i Aarhus, giver hver dag rådvilde unge i hobetal hjælp til at vælge studie.

GREGERS TYCHO

2. maj 2015

Om lidt skal Sidsel Daubjerg Overgaard tale med en ny. I løbet af en 20 minutter lang samtale i Studievalg Østjyllands vejledningscenter skal vejlederen og centerlederen forsøge at guide et ungt, rådvildt væsen igennem dets tanker om, hvad der skal ske, når mere end 10 års skolegang slutter, og hun for første gang skal træffe sit helt eget valg om fremtiden.

I dag kommer der 16 mennesker til vejledning, og når Sidsel Daubjerg Overgaard kigger ned over emnefelterne i de mails, de unge har sendt for at bestille tid, ligner mange af temaerne hinanden.

Nogle er i tvivl om, hvad de egentlig har lyst til at uddanne sig til.

Andre er nået et skridt længere og vil for eksempel gerne vide, om deres karaktergennemsnit er højt nok til at give adgang til deres drømmestudie.

»Hvad er du god til?«, »hvor ser du dig selv om 10 år?«, og »hvad er det næste skridt i din afklaring?«, er spørgsmål, som Sidsel Daubjerg Overgaard dagligt stiller.

I gamle dage

Uddannelsesvejledning er et tema, som fylder mere og mere i samfundet. I gamle dage traskede de fleste velvilligt i deres forældres fodspor, men i det moderne samfund, er det forældrenes kunnen og interesser ikke længere afgørende for et ungt menneskes studievalg.

Allerede i 1960’erne forsøgte man at hjælpe folk med at få afklaret deres store valg. I en kælder på Københavns Universitet i 1960’erne kunne man tage en test, som tog udgangspunkt i den unges konkrete evner og matchede evnerne med en bestemt profession. Testen viste altså, hvad man var skabt til at lave gennem et øjebliksbillede.

»I dag kigger man mere på det hele menneske. Ikke kun med øje på, hvad den unge allerede kan, men også hvilke drømme personen har,« siger Sidsel Daubjerg Overgaard og fortæller, at hun gør meget ud af at fortælle de unge, at man udvikler sig hele livet, og at det er de færreste, som sidder i den samme stilling hele deres arbejdsliv. Hun lægger også vægt på, at det at træffe store valg ikke er en engangsaffære:

»Mange har allerede truffet et valg, da de skulle vælge en ungdomsuddannelsen. Det har åbnet nogle døre, men når man træffer valget om en videregående uddannelse, er det lidt det modsatte, der sker. Så vælger man pludselig noget fra, og det kan være skræmmende,« siger centerlederen.

Savner forældrene

I få tilfælde er der forældre med til samtalerne i studievalgscentret, men blandt vejlederne kunne man godt tænke sig, at forældrene spillede en større rolle i forbindelse med studievalget. Det opmuntrer vejlederne til, når de holder oplæg for forældre til unge på ungdomsuddannelserne.

 Sidsel Daubjerg Overgaard oplever ofte, at der kommer unge mennesker til vejledning, hvis forældre ikke vil påvirke dem til et bestemt valg, men blot siger, at de unge skal vælge lige præcis dét, som de har lyst til, og som derfor ikke snakker med deres unge om fremtiden.

»Det er jo lidt trist at sætte sit unge menneske i en situation, hvor de ikke har nogen at snakke med,« siger hun og fortsætter:

»Jeg tror, det skyldes, at der er opstået et mantra om, at unge mennesker skal vælge det, der gør dem lykkelige. Men som en ung mand sagde til mig engang, er det godt nok et stort ansvar at få lagt på sine skuldre, at man selv skal sørge for at blive lykkelig.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu