Læsetid: 9 min.

Nu skal forskningen være ansvarlig

Begreber som samfundsengagement og ansvarlig forskning skal sørge for, at fremtidens opdagelser sker til gavn for samfundet og med befolkningens opbakning
Moderne Tider
27. marts 2015
Begreber som samfundsengagement og ansvarlig forskning skal sørge for, at fremtidens opdagelser sker til gavn for samfundet og med befolkningens opbakning

Ib Kjeldsmark

Ud for Norfolks kyst i det østlige Storbritannien planlagde en gruppe forskere i oktober 2011 et eksperiment. Fra et skib skulle en kæmpeballon sendes én kilometer op i luften. Her skulle ballonen fyldes med vanddamp, der så skulle slippes ud i atmosfæren.

Forskerne, der havde fået finansiel støtte af den britiske regering, havde de bedste intentioner. Med eksperimentet ønskede de at undersøge mulighederne for at mindske den globale opvarmning. Det skulle ske ved på længere sigt at sende en masse balloner op i stratosfæren, hvor de skulle slippe nogle partikler ud, der ville skærme for solens stråler.

Men da det i udgangspunktet harmløse eksperiment i Norfolk blev præsenteret for offentligheden, blev det mødt med højlydte protester fra civilsamfundet. I første omgang blev eksperimentet udskudt et halvt år, for så til sidst at blive droppet. Der var flere forklaringer på modstanden, men én af dem var civilsamfundets bekymring over de perspektiver og muligheder, projektet ville åbne op for.

Historien om det aldrig gennemførte balloneksperiment er et ofte brugt eksempel inden for det, man i dag kalder ansvarlig forskning – et begreb, der de seneste år har vundet indpas i især Europa og USA. Og selv om mange af ideerne og komponenterne ikke er nye, er ansvarlig forskning og innovation alligevel et nyt paradigme, der skal sikre, at forskningen sker til gavn for samfundet og på en måde, der skaber opbakning fra befolkningen.

»Ansvarlig forskning og innovation handler om – ud fra en bred samfundsmæssig vurdering – hvorvidt forskning lever op til de normer, vi har for f.eks. ligestilling, for sikkerhed, anonymisering af data, privatlivets fred, og hvorvidt det er med til at løse de problemer, der er relevante for et samfund,« siger David Budtz Pedersen, forskningsleder ved Humanomics, Københavns Universitet.

Paradigmet handler ikke kun om god samvittighed, påpeger Maja Horst, der er professor og institutleder ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet.

»Fremtidens videnskapløb handler ikke om, hvem der kan opfinde nye dimser, men om at opfinde nye dimser, der er socialt ansvarlige, og som borgerne vil tage til sig,« siger Maja Horst.

Hvad er ansvarligt?

Noget af det mest karakteristiske ved begrebet ansvarlig forskning og diskussionerne om det er, at der ikke findes nogen klar definition på, hvad det er. Det på trods af, at der findes hundredvis af videnskabelige artikler om emnet, og at en række eksperter har specialiseret sig i det.

I EU er Responsible Research and Innovation (RRI) blevet en central del af EU-Kommissionens store forskningsprogram Horizon 2020, der med 592 mia. kr. skal støtte forskning og innovation i EU.

RRI defineres i EU-regi som forskning, der er nyttig for samfundet, og som inddrager samfundets aktører. Horizon 2020 skal således ikke bare skabe vækst og job, men også »medvirke til at løse nogle af de store samfundsmæssige udfordringer, som Europa står over for«. Samtidig skal alle samfundets aktører deltage i hele forskningsprocessen. Det betyder, at både forskere, borgere, politikere, virksomheder, organisationer osv. fra starten skal inddrages i forskningsprojekter og have indflydelse på, hvad der skal forskes i. I hvilket omfang, det skal ske, og hvilken indflydelse borgerne reelt får, er dog ikke klart defineret.

Ifølge David Budtz Pedersen, der selv har været involveret i udvikle RRI i EU, handler konceptet om at gøre forskningen ansvarlig fra start til slut.

»Ideen er, at én af de ting, forskningen fremadrettet skal vurderes på, inden man modtager bevillinger, ikke bare er, hvorvidt forskerne er i stand til at nedbringe antallet af dyreforsøg eller sikre måden at indsamle og opbevare data på. RRI bliver et kriterium for, om forskningen generelt er ansvarlig i en samfundskontekst, det vil sige, om den lever op til nogle af de moralske og politiske krav, vi stiller til den.«

Alles ansvar

I 1531 udviklede den italienske matematiker Niccolò Tartaglia en teori om, hvordan man kan forudsige en kanonkugles bane. Men da den skulle udgives, fik han kolde fødder: Denne teori kunne »forårsage menneskehedens kollaps, særligt kristendommens«, og kunne derfor »ikke accepteres af Vorherre eller samfundet«.

Senere ændrede Tartaglia holdning. Da tyrkerne i 1538 »truede Wien«, skrev han i bogen Nova Scientia, at tiden var ind til at fortælle om sin viden »til alle kristne, så de bedre kan forsvare sig og angribe fjenden«.

Den hollandske sociologiprofessor Arie Rip fra University of Twente bruger fortællingen om Tartaglia til at vise, at det ikke er nyt, at videnskabsmænd tænker over ansvarlighed, og hvordan deres opdagelser vil påvirke samfundet. Det, der adskiller den traditionelle ansvarlighed fra nutidens diskussion om ansvarlig forskning, er, at man ikke længere kun taler om den enkelte forskers ansvar.

»Udfordringen ved ansvarlig forskning og innovation er, at det ikke er bestemte aktører, men processen, der skal være ansvarlig. Det betyder, at man er nødt til at gennemtænke, hvad den ansvarlige forskningsproces er, og hvordan den kan forbedres. Det indebærer også, at det ikke bare handler om én type af aktører, altså om ansvarlighed i forhold til en bestemt industri, forskere osv. Det handler om alles ansvarlighed,« siger Arie Rip og tilføjer:

»Hvis RRI er kommet for at blive, er det nødvendigt at finde nogle brugbare løsninger, hvad angår spørgsmålet om, hvem der skal gøre hvad og ikke mindst hvorfor.«

Nyttige planter

Center for Syntesebiologi på Københavns Universitet er et af de steder, hvor ideen om ansvarlig forskning bliver ført ud i livet. Målet med centrets forskning er blandt andet at udvikle nye medicinske produkter og fødevareingredienser ved brug af miljøvenlig teknologi.

»I vores forståelse af syntesebiologien er det et centralt element, at den forskning, der iværksættes, kommer samfundet til gavn. Så når vi diskuterer valg af forskningsområder, ser vi allerede fra begyndelsen på, hvad der gør gavn,« siger professor i plantebiokemi Birger Lindberg Møller, der leder centret.

»Jeg tror virkelig, at det er vejen frem for alle parter, både forskerne, samfundet, politikerne og bevillingsgiverne. Det hjælper ikke at stå med en løsning, hvis ikke folk ønsker at bruge den løsning. Særligt den unge generation har en klar forventning om, at forskerne kommer med løsninger på mange af de komplekse globale udfordringer, vi står over for. De forventninger må forskerverdenen ikke skuffe,« siger Birger Lindberg Møller.

Det specielle ved Center for Syntesebiologi er, at det er tværfagligt, og at man ud over naturvidenskabelige forskere derfor har ansat etikere, jurister og kommunikationsfolk. De forsker i sagens natur ikke direkte i syntesebiologi, men undersøger etiske aspekter af syntesebiologien og patentlovgivningen på området eller finder nye måder, hvorpå man kan inddrage befolkningen og kommunikere til borgerne om centrets forskning.

Målet er bl.a. at sikre, at forskningen både med hensyn til fremgangsmåde og de produkter, den resulterer i, vil blive værdsat af samfundet.

»Det kan godt betale sig at inddrage råd fra aktører, der sidder inde med anden viden end en selv. Selv om det tager lidt længere tid at nå frem til resultater af forskningen, er det intet i sammenligning med den forsinkende barriere, der senere ofte opstår grundet mangel på folkelig accept. Summa summarum bliver den viden, man har skaffet sig via projektet, bragt i spil hurtigere, end den ellers ville,« siger Birger Lindberg Møller.

Vidensdeling frem for patenter

Et andet ansvarlighedsprincip, som Center for Syntesebiologi har taget til sig, er adgang til forskningsresultater og fri vidensdeling. Frem for at patentere nye opdagelser stiller centret de teknologier, det har udviklet, til rådighed for andre.

»Når de er frit tilgængelige, kan andre forskere over hele verden hjælpe med til at forbedre dem til glæde for alle. I stedet gør vi det, at vi patenterer de gener, vi bruger til at fremstille et bestemt medicinsk præparat,« fortæller Birger Lindberg Møller og tilføjer:

»Prisen på at lave produkter ved brug af syntesebiologi bliver lavere, fordi du deler udviklingsomkostningerne og byggestenene. Akkurat ligesom en computer ikke ville have den lave pris, den har i dag, hvis ikke man kunne bruge de samme elementer i forskellige computere.«

Et andet sted, hvor tankerne om ansvarlig forskning er blevet taget op, er Innovationsfonden. Den blev stiftet sidste år, er på finansloven og skal med 1,5 mia. kr. årligt bl.a. støtte forskning, der finder løsninger på samfundsudfordringer. I februar blev princippet om RRI, som EU definerer det, også en del af Innovationsfondens arbejde.

Det betyder, at ansøgninger om forskningsmidler bliver vurderet i forhold til, hvordan de inddrager f.eks. etiske betragtninger eller samfundets aktører. Får projektet en bevilling, følger fonden løbende med i, hvordan principperne for RRI, f.eks. borgerinddragelse, bliver overholdt.

»Samfundet skal have mest mulig værdi ud af de investeringer, vi foretager. Det handler om at sikre, at det foregår på en måde, som er hensigtsmæssig for samfundet, og at samfundet bliver inddraget på en fornuftig måde i processen,« siger presse- og mediechef Thomas Bjerre.

Eksperter i ansvarlighed

I Horizon 2020 er ansvarlig forskning både et gennemgående tema og et helt konkret delprogram, der bevilger penge til forskning i og udvikling af principperne om ansvarlig forskning. Man skal dog passe på med at overdrage forskningens ansvar til en særlig gruppe af eksperter, mener David Budtz Pedersen.

»En af risiciene er, at vi kommer til at udvikle en selvstændig gruppe af RRI-eksperter, der specialiserer sig i at afdække forskningens ansvarlighed, men som ikke selv er involveret i forskningsprocessen. Det har vi set eksempler på i bioetik, som ofte arbejder med abstrakte etiske problemer, der er fjernt fra den nære forskningspraksis.«

Dermed risikerer man, at principperne om forskningsansvar aldrig bliver en del af den enkelte forskers hverdag, men i stedet noget, som en særlig gruppe af konsulenter eller samfundsvidenskabelige forskere tager sig af, påpeger David Budtz Pedersen.

»Filosoffer, sociologer og antropologer har rigtig meget at bidrage med, når det handler om at definere et fornuftigt begreb om ansvarlighed, for det er i sig selv en forskningsmæssig indsats. Man skal bare passe på med, at det ikke ender med at være noget, som kun de gør. Man skal ind i forskernes egen hverdag.«

En døgnflue?

Mange betegner RRI som et ’buzzword’ eller et modefænomen inden for forskningspolitik. Og spørgsmålet er, om der bare er tale om en forbigående trend, eller om princippet om ansvarlighed vitterligt vil blive en integreret del af forskning og innovation fremover.

Birger Lindberg Møller mener, at Innovationsfonden med sit fokus på RRI er et skridt i den rigtige retning. Men hele incitamentsstrukturen på universiteterne og måden, man bevilger forskningspenge på, skal ændres, hvis ansvarlig forskning skal blive mere end en hensigtserklæring.

»Med den omsiggribende managementkultur, hvor ledelse baseres på økonomi i stedet for faglig indsigt, er det langt nemmere at tælle publikationer i stedet for at udvikle de incitamentsstrukturer, der tilgodeser betydningen af RRI,« siger Birger Lindberg Møller og tilføjer:

»Hvis for mange medlemmer i de udvalg, der bedømmer ansøgningerne, ikke selv har gjort sig seriøse overvejelser om betydningen af integreret ansvarlighed i forskningen, kommer vi ikke ud af stedet. Så ender det med, at en al for stor del af forskningsbevillingerne fortsat går til forskere, der opfører sig som mentale parasitter og kun tænker på deres egen karriere uden blik for almenvellet.«

David Budtz Pedersen forudser, at der vil opstå to grupper af aktører inden for ansvarlig forskning. Der er dem, der tager principperne til sig og integrerer ansvarlighed som en naturlig del af deres forskning, »fordi deres forskningsprojekter, hvis de lykkes, vil bidrage med ny viden, der kan være med til at løse store samfundsudfordringer«.

Og så vil der være dem, for hvem ansvarlighed snarere bliver en gratis omgang.

»Der vil være forskere, der vil kigge mere strategisk på det her som en nødvendighed, måske et nødvendigt onde, som man er nødt til at forholde sig til i fremtidige forskningsansøgninger, men som ikke bliver en integreret del af ens forskningspraksis,« siger David Budtz Pedersen.

Selv hvis ansvarlig forskning ikke ender med at blive en helt naturlig og grundlæggende del af al forskning fremover, vil det øgede fokus på det stadig have en effekt, mener sociologiprofessor Arie Rip.

»Man kan hævde, at RRI er et modefænomen, som vil forsvinde inden for de næste fem år. Men det er kun halvdelen af historien. Den anden halvdel er, at i forbindelse med disse moderne diskussioner er der alle mulige aktører og organisationer, som tager elementerne fra RRI til sig og gør dem til en del af deres løbende praksis. Og det vil de blive ved med, også efter at akronymet har mistet sin umiddelbare tiltrækningskraft.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg synes det er ærgerligt at forskere ikke længere bare kan forske i ting de synes er spændende. Hvorfor skal man absolut vide hvad man vil bruge den nye forskning til? kan det ikke være man bare skal finde ud af noget nice, som Buzzfeed kan uploade, og så kan NASA finde ud af om de kan bruge din forskning i edderkoppers parrings-ritualer bagefter.

Sidsel Spangsberg Bak

Problemet med at inddrage alle samfundets borgere kan være, at denne bredde befolkningen ikke altid ved hvad der er bedst - det er vel rimeligt, at antage at folk med en længere uddannelse i naturvidenskab har mere viden om det emne de forsker i, end en konspisteorist der er bange for konsekvenserne af 'alt det farlige forskning'