Læsetid: 5 min.

Italiens kæreste

Juventus har vundet Serie A og Coppa Italia og er i Champions League-finalen. Succesen skyldes en nøje tilrettelagt formel, hvor Allegris mandskab hjemme i Italien primært har været offensivt orienteret, mens de i Europa har været et defensivt mandskab. Bortset fra enkelte svipsere har planen virket
Chilenske Arturo Vidal jubler med trofæet i hånden, efter Juventus besejrede Lazio i Coppa Italia-finalen onsdag aften.

Andreas Solaro

23. maj 2015

Bortset fra hardcore fans kom det bag på de fleste: Juventus F.C. har haft en forrygende sæson og er i finalen mod Barcelona i årets Champions League. Den gamle dame, som Torino-klubben kaldes, nægter at gå på plejehjem, og i den hjemlige Serie A har Massimiliano Allegris mandskab for længst sikret sig scudettoen. Forud for hjemmekampen på Stadio della Juventus mod Napoli er der hele 16 point ned til Roma, som ligger på andenpladsen. Juventus var også de kløgtige taktikere mod Real Madrid, der i Champions League-semifinalerne blev slået med samlet 3-2. Juve har været Europas mest varierede og omstillingsparate hold. Det bliver lidt nørdet.

I hele sæsonen har Allegri skiftet mellem variationer af to klassiske systemer: 3-5-2 og 4-4-2. De fleste tænker engelsk fodbold, hvad angår den sidste formation, mens den første, 3-5-2, er lidt af et italiensk varemærke. Den handler om at skubbe de to backer højere op på banen, enten på midtbanen – nærmest som det, der i gamle dage hed ’innerwings’ – eller som ekstra fløje i angrebet. Vi kender systemet fra Napoli, der har haft stor succes med det de seneste sæsoner, men det er også udpræget argentinsk (tænk på tiden med Maradona).

Italien og Argentina har en lang tradition for at udveksle spillere og spilfilosofier. Det handler om positionering. Spillerne står godt på banen. Territorier beskyttes og vindes, fordi udgangspunktet for løb, pasninger og driblinger hele tiden er ’det rigtige’. Hvor hollænderne i sin tid triumferede over mindre intelligente modstandere ved at lade luften og pladsen mellem spillerne udgøre ramper for pludselige sprint og afleveringer i dybden, dér sætter italienerne deres lid til positionerne. Eksempelvis spiller de mere eller mindre hele tiden på offside – både i den ene og den anden ende. En dyb midtbanespiller ved præcis, hvornår han skal trække ned i banen og blive en ekstra, central defensiv, og hvornår han skal støde med frem og blive en del af angrebet.

Endnu mere avanceret

Under returopgøret mod Real Madrid 13. maj 2015 blev det endnu mere avanceret. Først lignede det en 4-4-2, hvor Claudio Marchisio og den tilbagevendte Paul Pogba lå centralt på midtbanen, en anelse højere end talismanen Andrea Pirlo. Real angreb rigtig meget på fløjene – især fra Marcelo, som var i hopla den aften – hvilket betød, at især Marchisio var tvunget mod venstre. Det efterlod et hul på midten, som jo gav plads til Madrids Toni Kroos. Resultatet blev to lynhurtige justeringer fra Allegri: Først trak Pirlo endnu længere ned og blev en ekstra forsvarer i en 3-5-2, mens de to ’rigtige’ backer, Patrice Evra og Stephan Lichtsteiner, skubbede frem for at forstærke midtbanen.

Hvad betød det? Afstanden op til Juves to fronter, Carlos Tévez og Alvaro Morata, blev alt for stor. Men det gør ikke noget, så længe man har en Pirlo til at svirpe bolden elegant hen over et midterforsvar. Ergo blev Pirlo sendt tilbage i sin italienske 10’er-position – 15 meter længere bagud end den klassiske Laudrup-10’er – samtidig med, at Andrea Barzagli blev introduceret som en ekstra, central defensiv. Og det var så Allegris justering nummer to. Dermed blev systemet til en 5-3-2, som i parentes bemærket er et af de ældste systemer, vi kender fra fodboldens historie (den såkaldte ’pyramide’).

Pasninger som balloner

Og hold nu fast. I den første semifinale, som blev spillet på Stadio della Juventus, manglede Allegri Pogba. Den aftens formation blev derfor en 4-3-1-2, hvor Roberto Pereyra trådte ind på Pogbas plads på spidsen af midtbanediamanten. Morata kom til at ligge lige bag Tévez, men i løbet af kampen søgte de begge over mod fløjen, når Pereyra og Arturo Vidal løb med frem på midten.

Sådan et system, 4-3-1-2, siger en hel del om den italienske midtbanefilosofi: Man opererer med en regesta, som i Juves tilfælde hedder Andrea Pirlo. Registaen skal kunne lægge de afgørende pasninger som balloner hen over midtbanen, ud på fløjene eller måske til offensiver, som kommer stormende i overløb. Samtidig skal han kunne holde på bolden. Erobringer laver han ikke mange af. Tacklinger og dén slags står hans to ’oppassere’ for. Det kan i Juves tilfælde være Marchisio og måske Stefano Sturaro. På grønsværen kan man trække en lige linje fra registaen og op til den centrale position på spidsen af midtbanen. Her finder vi dirigistaen.

Vi kender det fra AC Milans storhedstid i 90’erne. Og på sin vis kulminerede det et tiår senere, da Carlo Ancelotti anno 2005 – Real Madrids nuværende træner – en lang overgang excellerede med sit såkaldte ’juletræ’: 4-3-2-1. Bemærk dog den subtile forskel: Ancelotti kunne nøjes med Clarence Seedorf og Kaka, altså blot to mænd, på den offensive midtbane, oftest lige bag den evigt lurpassende Filippo Inzaghi, fordi de i deres storhedstid var umanerligt bevægelige og dynamiske. Allegri har derimod brug for en yderligere fremskudt dirigista lige bag de to offensiver. Den ene af dem er i øvrigt en anden italiensk opfindelse, den såkaldte trequartista, som er udødeliggjort i støvlelandet ved Alessandro Del Piero. Trequartistaen er svær at formalisere, for i al sin kuriositet skal spilleren kunne dække tre positioner: Den klassiske 9’er og 10’er samt dét, vi i dag kalder ’den falske 9’er’.

Da Juventus så var kommet foran i samme kamp i Torino, skiftede Allegri formation to gange. Igen. Først til en 4-1-4-1 med Pirlo som centralt omdrejningspunkt, men dog med mange mænd bag bolden som offensiv trussel, og senere til sin klassiske 3-5-2, hvor det udelukkende handlede om at forsvare.

Planen har virket

Man kan også sætte det på formel: Hjemme i Serie A har Juve primært været offensivt orienteret og er flere gange blevet sammenlignet med Barcelona. Det har handlet om possession, genpres og angreb, gerne med backerne som ekstra trussel.

I Europa har Juve været et defensivt mandskab. Planen med 3-5-2 eller 5-3-2 har hele tiden luret i horisonten. Bortset fra enkelte svipsere (især når backerne har været for sløve i optrækket) har planen virket. Scudettoen er i hus, og Den gamle dame er i Champions League-finalen.

Det minder om gamle dage. Dengang kunne Juve røre stjernerne på himlen, og folk som Roberto Baggio, Gianluca Vialli og en ung Del Piero var på alles læber. Efter Champions League-triumfen over Ajax i 1996, hvor Fabrizio Ravanelli satte det afgørende straffespark ind i overtiden, hentede træner Marcello Lippi to ikoner, der siden blev sande legender: Zinedine Zidane og Filippo Inzaghi. Juve vandt UEFA’s Super Cup i 1996, Scudettoen i 1997 og 1998, og de var finaledeltagere i Champions League to år i træk, men tabte i 1997 til Borussia Dortmund og i 1998 til Real Madrid.

Siden stødte Gianluigi Buffon til, af nogen regnet som verdens bedste målmand, og desuden kom en af de mest elegante midtbaneprofiler, der nogensinde har velsignet grønsværen: Pavel Nedved. Furia Ceca - den tjekkiske vrede, som fansene kaldte ham i hans stormagtsdage, er i dag vendt tilbage til Juve som bestyrelsesmedlem og sportsdirektør.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu