Læsetid: 7 min.

Her kan du ikke spille skuespil

Til Kaospiloternes optagelsesprøve betyder karakterer ingenting, og den mindst forberedte ansøger er i virkeligheden den bedst forberedte
Kaospiloternes optagelsesprøve er omgærdet af en vis grad af mystik. Ved afslutningen på førstedagen bliver aspiranterne bedt om at skrive nogle refleksioner over dagen ned. Derefter brændes papirerne ved en ceremoni ved kajen på Aarhus Havn

Kaospiloternes optagelsesprøve er omgærdet af en vis grad af mystik. Ved afslutningen på førstedagen bliver aspiranterne bedt om at skrive nogle refleksioner over dagen ned. Derefter brændes papirerne ved en ceremoni ved kajen på Aarhus Havn

Lasse Lundberg Andreasen

2. maj 2015

Fra kælder til kvist i et hus på Aarhus Havn myldrer det med mennesker. Klokken er netop slået 8.30, og eleverne på kaospilotuddannelsen har åbnet dørene for 70 kaospilot-aspiranter. I de kommende tre dage skal testpiloterne, som aspiranterne kaldes, observeres og vurderes. Men først skal de præsenteres.

En kaospilot klædt ud som slangetæmmer har sat sig til rette i et hjørne af elevatoren, som denne formiddag er reserveret til at fragte testpiloter op til femte sal. Herfra bliver aspiranterne ført op i fællessalen på øverste etage. Oppe fra salen høres lyden af tramp og hænder, der klapper i takt til Donna Summers »I Feel Love«. En ung mand bliver kaldt frem og en stemme i en megafonen udbryder begejstret: »Tag rigtigt godt imod Emil.«

Her i huset på Aarhus Havn gør de noget, andre uddannelsesinstitutioner kunne tage ved lære af: De optager nye studerende baseret på andet end karaktergennemsnit. Uddannelses- og Forskningsministeriets kvalitetsudvalg kom i januar med sin slutrapport og sit forslag til reform af de videregående uddannelser, og en af konklusionerne var, at der er et for dårligt match mellem de videregående uddannelser og de studerende, som kommer ind via kvote 1 og 2.

I sine anbefalinger påpeger udvalget, at karakterkravene på 40 procent af de danske uddannelser forvrider fordelingen af studiepladser »uhensigtsmæssigt«. Udvalget anbefaler, at adgangskravene genopfindes, så de bliver »fagligt begrundede« og »uddannelsesspecifikke« – og fraråder den gamle kvote 2-model, hvor man samlede point gennem erhvervsarbejde.

Så hvad gør man så? Det har Kaospiloterne arbejdet på i en del år efterhånden. Hvad det indebærer, er ikke sådan lige at opsummere.

Hold 22

Optagelsesprøven varer tre dage. Formålet er bl.a. at studere dynamikker mellem ansøgerne, så man finder frem til den bedste sammensætning af studerende til hold 22. Det kommer den næste årgang kaospiloter til at hedde. Hvad Kaospiloterne mere præcist kigger efter, er omgærdet af en vis grad af hemmelighed.

Emil Egebjerg Ravn er en af de først ankomne testpiloter i fællessalen. På brystet har han et stykke malertape med sit fornavn på. Nedenunder sidder et længere stykke malertape med spørgsmålet ’What is home to you?’ Det er en samtalestarter. Sådan en laver alle testpiloterne.

»Det krilrer da lidt i maven. Jeg har bare glædet mig helt vildt til at prøve det her,« fortæller han.

Testpiloterne har hurtigt fundet sammen i en stor gruppe omkring bordet med kaffe og brunsviger. En ung kvinde veksler mellem småsnak på engelsk til stille at kigge ud på livet nede på Aarhus Havn.

Kaospilotskolen havde tidligere til huse i Mejlgade. En medarbejder husker tydeligt, hvordan kombinationen af nervøse maver og underdimensionerede faldstammer gav skolen en markant dunst i optagelsesperioden.

»Puha,« siger medarbejderen og griner.

Før de bliver indbudt til at være testpiloter, har aspiranterne indsendt en skriftlig ansøgning og designet en T-shirt.

»Er jeg dansker,« står der på en af dem, mens en anden er prydet med plastiklåg fra en to-go-kaffe og andet blandet affald. T-shirtene hænger på to tørresnore på langs af lokalet. De udgør en slags svævende bomuldsramme omkring testpiloterne, der har sat sig til rette på stolerækkerne.

Rektor Christer Windeløv-Lidzélius stiller sig op foran flokken. Han taler engelsk med samme tunge svenske accent, som også præger hans danske.

»Der er altid en, som kender en anden, der har været til optagelsesprøven her. Måske har denne person fortalt jer, hvad der foregår her. De af jer, som har fået råd om, hvordan man klarer sig bedst til denne prøve, gør bedst i at glemme, hvad I har fået fortalt. Det vigtigste er, at I holder fast i, hvem I selv er. Hvis I formår at vise os den bedste side af jer selv, kan I også holde hovedet højt, når vi slutter på fredag. For så er I ikke gået på kompromis med jeres værdier. Også selv om I ikke kommer ind,« lyder hans råd.

Katrine Prang Stokbro er også en af dette års testpiloter. Hun har tænkt sig at følge rektors gode råd.

»Jeg har helt ladet være med at have nogen forventninger til, hvad der skal ske. Jeg ville ikke gå og bygge det op til noget, som jeg ikke ved, hvad er. Jeg har med vilje ikke undersøgt, hvad optagelsesprøven præcist går ud på,« fortæller hun.

Emil Egebjerg Ravn har også undladt at forberede sig: »Jeg har nogle venner, som kender nogen, der har prøvet at tage optagelsesprøven tidligere, men jeg valgte ikke at tale med dem. Min tavle er ren.«

Alles kamp mod alle

Over halvdelen af testpiloterne bliver i sidste ende valgt fra. Men selv om det er alles kamp mod alle, fylder det ikke alverden i bevidstheden. Optagelsesprøven bliver heller ikke sat i scene som en drabelig affære. Processen omtales konsekvent som en workshop, og når ugens program er overstået, slutter det hele med en stor fest fredag aften.

»Jeg ser det nok ikke så meget som en konkurrence. Jeg tænker mere på det som en mulighed for at se potentiale i hinanden og give plads,« forklarer Katrine Prang Stokbro.

Hun holder en kort pause, inden hun fortsætter. »Men det er klart, at vi er konkurrenter. Det tror jeg bare ikke, man skal fokusere på.De sidste praktiske meddelelser gives i fællessalen, inden det hele går i gang for alvor. Kasper Arentoft er Team Leader og ansvarlig for dette års optagelsesprøve. Han rækker hånden i vejret. Fem sekunder senere har alle tilstedeværende studerende og ansatte hånden oppe og munden lukket. Hos Kaos­piloterne er en oprakt hånd et tegn til, at der kommer en meddelelse. Testpiloterne lurer hurtigt mekanikken, og straks er hele salen stille. Optagelsesprøven er en nøje planlagt koreografi, og hånden i vejret er det første møde med det særlige kaospilot’ske nonverbale sprog.

Kropssproget spiller en væsentlig rolle i forløbet. Gennem hele optagelsesprøven er grupper på ca. ti personer sammen om at løse forskellige opgaver. Opgaverne kræver samarbejde, styring, kompromisser og diskussioner. Samarbejdet med så mange fremmede mennesker er en udfordring i sig selv. Men samtidig skygges hver gruppe af en deling førsteårsstuderende. Udstyret med kuglepenne, et sort ringbind og helt udtryksløs ansigtsmimik, omringer de gruppen og observerer hvert eneste sekund af optagelsesprøven.

Rektor står med korslagte arme og observerer en gruppe. Rundt om bordet er gruppen i fuld gang med at diskutere, hvordan Læger uden Grænser kan hverve 6.000 indsamlere til en kommende landsindsamling. Det er optagelsesprøvens formelle opgave. De har kun kendt hinanden i et par timer, men stemningen i gruppen er god, de griner af hinandens sjove bemærkninger. Ude i gruppens periferi sidder observatørerne. Her er der ingen, der griner. De noterer i et ringbind, at diskussionen hverken har retning eller struktur. En testpilot tager en tusch og begynder at notere på et whiteboard.

»Han rejser sig. Hvorfor?« noterer en observatør.
Og sådan fortsætter det. Selv i pauserne bliver de målt og vejet. Hver eneste forskydning i gruppens dynamik bemærkes. Testpiloterne ved ikke, hvad der bliver skrevet. De ved heller ikke, ud fra hvilke kriterier de bliver bedømt.

De udvalgte

Frederik Linde er en del af observatørkorpset. Han husker tydeligt, hvordan optagelsesprøven føltes på hans egen krop.

»Det kan være ret skræmmende til tider. Jeg kan huske, at jeg blev meget selvbevidst på grund af overvågningen«.

Men prøven varer netop tre dage, så alle testpiloter får en chance for at lade paraderne falde.
»Som vi fik fortalt sidste år, kan man lige så godt lade være med at spille en rolle, for prøven varer tre dage. Så længe kan man ikke spille skuespil. Du vil falde igennem, og det vil være meget tydeligt for de andre, som kigger på dig«, fortæller Frederik Linde.

Kasper Arentoft anerkender også, at optagelsesprøven er en intensiv oplevelse.

»Det er nok en barsk omgang, men det får piloterne til at føle sig udvalgte. Det skaber et enormt commitment. Skyggesiden er, at det kan give overtændte studerende, nogle gange med en overdreven selvtillid, når man føler sig så udvalgt. Men så må vi ind og arbejde med det. Og hellere det end ligegyldighed og frafald af studerende«.

Førstedagen er ved at være forbi. Emil Egebjerg Ravn står med et stykke papir, hvor han ligesom de øvrige testpiloter har skrevet nogle refleksion over dagen ned. Papiret skal brændes efter en kort ceremoni nede ved kajen. En kaospilot læser højt fra et af de sorte ringbind, men overdøves af en rød lastbil. Alle smider deres papirlap i bålet, og dagen er slut.

»Jeg er overrasket over hvor højt niveauet er i min gruppe. Det er fantastisk«, fortæller Emil Egebjerg Ravn, inden gruppen tager mod midtbyen for at få en øl: »Det er lidt specielt, at vi er i konkurrence med hinanden. Det er lidt som en konkurrence, uden at vi er konkurrenter«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ervin Lazar
Ervin Lazar anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Jensen

Lasse Lundberg Andreasen har ret i sin reklame for Kaospiloterne, det hele er omgærdet af mystik. Faktisk er det så mystisk, at man ved gennemlæsning af hele artiklen ikke bliver et hak klogere på, hvad Kaospiloterne er for noget. Det er måske selvforklarende ligesom Den Kgl. ballet? Heldigvis har man Google.

Henrik Brøndum, Rasmus Knus, Karsten Aaen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

@Claus Jensen

Det er ikke så svært, prøv at sige dynamisk fremadrettede projekt koncepter ... så er den hjemme.

Allan Pedersen

Wow, hvor originalt - designe t-shirts og svare på banale spørgsmål. Det lyder da langt mere seriøst end fjollede karakterer, som i en vis grad, afspejler evner og engagement! Never, ever skal jeg nogensinde ansætte en kaos-pilot - de må nøjes med Uffe Elbæks cirkuspenge!

Kristian Rikard

Claus Jensen,
Den Kgl. ballet er om ikke selvforklarende, så en stor nydelse for mig at se på.

Karsten Aaen, Henrik Brøndum og Claus Jensen anbefalede denne kommentar
Claus Jensen

Ja, Henrik Brøndum, det er lidt en falliterklæring, at jeg ikke har kunnet finde ud af det, når sådan en som Uffe kan. Og så behøver man ikke engang selv levere indholdet, den opgave overlades til eleverne, elle proselytterne i det nye parti.

Jeg husker Uffe var her med en Kaospilot-prøveopgave til os ydmyge kommentatorer: "Formuler den postkapitalistiske økonomi, men på en sådan måde, at det ikke smager af socialisme eller andre grimme ting, og giv den derefter et snappy navn, der kan markedsføres politisk."

Jeg gik totalt i panik. Jeg burde jo kunne. "Hvad med Dynamisk fremadrettet økonomi? Nej duer ikke for svært jeg bliver aldrig Kaospilot - slap opgivende holdning tag dig sammen Jensen de noterer stå ikke stille verden er rund alle retninger herfra fremad undtagen EL øh grønfredsøkonomi nej nej dynamisk-bæredygtig, decentraliseret højskole, samarbejdskonkurrenceprivatprioriteringsudvalg-økonomi lukker dørmanden mig ind til afslutningsfesten selvom jeg ikke er et eksamensmenneske?"

Nej.

Henning Egholk

Alle har brug for sukcesoplevelser. At løfte i flok. Gruppedynamik. Samarbejde. Desværre er det jo sådan at vi i langt de fleste tilfælde bedømmes individuelt. At karaktergennemsnit er afgørende for vores videre færd gennem uddannelsessystemet og ja, livet!
Kaospiloterne har måske fundet løsningen på at få folk videre, men den enkelte må stadig præstere via diverse prøver for at komme i mål.

Hvad gør man egentlig med sådan nogen kaospiloter, når Uffemanden er færdig med at udnytte dem til malkning?
Er det dem, der er brugt som opfyldning på de nye havneanlæg i Århus?

Claus Jensen

Der reklameres med, at de alle sammen går videre til at blive entreprenører og/eller besætte managerpositioner. Nogle af dem bliver politiske ordførere i et dynamisk fremadrettet parti, om hvilket der også hersker en vis mystik forstås.

Morten Pedersen

"Hvad gør man egentlig med sådan nogen kaospiloter, når Uffemanden er færdig med at udnytte dem til malkning?
Er det dem, der er brugt som opfyldning på de nye havneanlæg i Århus?"
Ak ja, verden er ikke som i gamle dage, sikke nogle underlige firmaer de laver, hvorfor kan de ikke bare være som os andre, hvorfor skal nogen bare hele tiden prøve noget nyt, og når de bevisligt stort set alle får gang i at skabe nye tiltag er det garanteret med ting og i firmaer vi ikke kan udtale og kan det nu passe og dengang jeg var ung, der var der ordentlige uddannelser og…og…..og…..

Henrik Brøndum

@Claus Jensen

Jeg synes ordet post-kapitalistiske klinger lidt hult når det kommer fra en pilot. Jeg havde forventet et eller andet i stil med - præ-metastatslige - eller lignende, for at vise en markant forkant?

Claus Jensen

Bo Carlsen:

Hvis jeg skal være ærlig - og fair - ved jeg ikke, om man ikke hører fra dem. Måske sidder der mange rundt omkring, der bare ikke skilter med at have været Kaospiloter i modsætning til Alternativets sundhedsordfører. Jeg har faktisk ikke svært ved at foretille mig, at mange af de... ivrige unge mennesker, som synes, Kaospiloterne lige er sagen, er den type, der allerede befinder sig ret godt i systemet og forstår at navigere det, skaffe de rigtige kontakter, promovere sig selv osv., og derfor på den ene eller anden måde nok skal flyde ovenpå.

Henrik Brøndum:

Haha, du har helt ret i det med postkapitalisme, men 'metastatlig' er ikke meget bedre. Kaospiloter og Alternativister bruger plusord, men må ikke lyde for intellektuelle, så risikerer man at ligne 'dogmatiske' EL-medlemmer - nyd forresten lige denne genopfindelse af koldkrigsretorikken light fra Uffe Elbæk, der tillader ham at skabe giftige karikaturer, samtidig med at han med ansigtet lagt i de uskyldigste folder bedyrer, at Alternativet ikke fører negative kampagner:

»Vi kan se på vores medlemsundersøgelse, at vores medlemmer er progressive radikale og udogmatiske enhedslistefolk,« siger Uffe Elbæk

Hvordan skulle nogen selvinteresseret medlemsundersøgelse kunne komme frem til, at folk, der er villige til at satse på et nyt parti, er dogmatiske og reaktionære? Uffes definition er meningsløs, men budskabet er klart nok: Hvis du stemmer EL, men ikke er tiltrukket af Alternativet, er du Moskvatro betonkommunist, som sover med manifestet under hovedpuden.

Anyway, det, jeg skrev ovenfor med, at Uffe har været her med omtalte definitionsopgave, er rigtigt, det var ikke en vittighed. Han bruger ganske rigtigt ikke ordet 'postkapitalistisk', men han ville heller aldrig kalde sin økonomi 'metastatlig '. Begge ord lyder for meget af, at man er typen, der læser tredje del af Kapitalen højt for konen, når der rigtig skal hygges. Han foreslår selv 'cirkeløkonomi, hvilket er ganske anderledes højskolehyggeligt - hvem savner ikke Cirkeline for eksempel? Men det er svært at etablere monopol på allerede etablerede definitioner. Det er det derimod ikke, hvis et teoretisk velfunderet EL-medlem får en god idé i en kommentarspalte, og man er den første til at snuppe den. Det handler om branding, baby, og indtil videre har Alternativet ikke en virkelig Alternativt lydende økonomisk vision:

»Vi bliver nødt til at turde diskutere, hvad det er for en økonomi, som kommer efter den måde, som vi kender kapitalismen på i dag. Enhedslisten vil sige, at det er socialisme, mens Socialdemokraterne vil sige konkurrencesamfundet. Men vi har ikke navnet på den økonomi, som kommer efter. Nogle taler om økologisk økonomi, andre om cirkulær økonomi. Der er mange skoler i gang lige nu,« siger Uffe Elbæk.
Med ’cirkulær økonomi’ hentyder Elbæk til økonomiske modeller, hvor der er langt større genbrug.

Bo Carlsen, Morten Jespersen og Henrik Brøndum anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

Der er jo genbrug. Mindst et molekule fra den luft Kejser Julius Cæsar udåndede i sit sidste drag - vil alle os der lever i dag inhalere i løbet af vores levetid. Vil Uffe have vi skal betale for det?

Anders Winther

Jeg blev uddannet Kaospilot i 2008. Da det på kommentarerne er tydeligt at der mangler viden om hvad en kaospilot er og kan, vil jeg kort forsøge at redegøre for kaospiloterne som uddannelse og faglig retning.
I modsætning til mange andre uddannelser er uddannelsen som Kaospilot efter min mening ikke en fagspecifik uddannelse med en kernekompetence. Det betyder, at mens en uddannet pædagog arbejder som pædagog og en uddannet økonom ofte vil arbejde med økonomi eller driftstilsyn, så er der meget få stillinger der hedder "kaospilot". Vi er heller ikke så mange, globalt ca 700 da jeg blev færdiguddannet, så et stillingsopslag efter en kaospilot vil være ufornuftigt.
Dermed kan der findes kaospiloter i de fleste faggrupper.
Den faggruppe en kaospilot ender med at tilhøre, vil typisk være et resultatet af den enkeltes faglighed fra andre uddannelser, konkrete erhvervserfaring fra og efter uddannelsen eller egen interesse. Således er der fra min årgang en kaospilot der arbejder som undervisere på CBS, en der er konsulent i Deloitte, en der ejer en multinational cykelvirksomhed, en som er kommunalt ansat pædagogisk konsulent med fokus på frivillighed og ungekultur (mig), en der er studerende, en der designer og producerer regnfrakker, en der ejer en tømreforretning, og så videre.
Med andre ord: Kaospiloterne har mange græsgange.
Typisk vil kaospilotens opgaver være idéudvikling og implementering, personaleudvikling, kommunikation og salg. Vi er ofte gode til at få "noget ud af ingenting", arbejde med relationer, og har gerne meget kort fra tanke til handling. Vi er skolet til at det er bedre at prøve og fejle, og så lære derfra, end slet ikke at handle.

Jeg kan se på kommentarerne, at der er sådan en underliggende hån, når det handler om kaospiloterne: De er jo slet ikke så fede som de selv tror! Og Alternativet og Uffe E er nogle fantaster!
Mine to kommentarer til dette er: 1) vis mig en faggruppe, som ikke mener at lige præcis deres uddannelse er den fedeste i verden (ellers kunne man jo håbe, at de ville skifte arbejdsfelt)
2) Uffe skabte i sin tid kaospiloterne, delvist baseret på hans egen uddannelse som pædagog, tilføjet hans erfaringer med projektudvikling. Den uddannelse har vist sig at fungere. At referere til ham og hans parti nu, næsten ti år efter han stoppede som rektor for skolen, er useriøst.

Jeg oplevede selv optagelsesprøven, og den syv sider lange ansøgning jeg skulle skrive for bare at blive inviteret til optagelsesprøven, som en virkelig spændende og lærerig proces. Og jeg vil anbefale andre at gøre det også, uagtet hvad man måtte have af fordomme om uddannelsen og Uffe Elbeks person.

Hav en god dag

Morten Jespersen

Kaospiloterne tager den videregående uddannelse og koger den ned til det essentielle. "It's a Test designed to provoke an Emotional Response" (Blade Runner Voight-Kampff Test - http://www.youtube.com/watch?v=Umc9ezAyJv0 ).

I stedet for at bruge uddannelsen på at sortere de non-konforme fra, tester Kaospiloterne konformiteten allerede ved optagelsen; resten af tiden går blot med at konfirmere fornemmelserne. Optagelsesprøvens formål er at finde den "bedste sammensætning". Ligesom på universitetet, og senere på arbejds"markedet" handler det om netværket. Netværket holdes rent og forudsigeligt ved indgangen, uanset om andgangen består af en optagelsesprøve, eller flere års stresstest på Universitetet.

Derfor må kandidaten til Kaospiloterne heller ikke gå på kompromis med værdierne. Hvordan kan værdierne ellers testes og vælges fra, hvis kandidaten ikke er åben og ærlig omkring dem? Kroppene overvåges så man kan finde dem der spiller skuespil og fusker med værdierne. Ligesom netværket skal være rent, skal kandidaten også være det i sit indre. It's a spectacle the actors must believe in.

"Power (or what takes its place) no longer believes in the university. It knows fundamentally that it is only a zone for the shelter and surveillance of a whole class of a certain age, it therefore has only to select - it will find its elite elsewhere, or by other means." (Baudrillard http://www.egs.edu/faculty/jean-baudrillard/articles/simulacra-and-simul... )