Jeg kommer desværre altid 10 år for sent

Hvad handler ’Drengen der løb med Gud om’?

»En dreng på omkring 16 år bliver fundet livløs i en kløft af en kvinde, som kommer tilfældigt forbi og redder ham livet tilbage. Da drengen vågner på hospitalet, kan han ikke huske, hvad der er sket. Men langsomt får han optrevlet, at der sandsynligvis er sket noget forfærdeligt med en pige, hvilket han nok har en stor del i. Det er en Morten Sabroe-gyser om kærlighedsaffærer, der vikler sig ind i hinanden, og som med Shakespeares stykker ender tragisk. Historien foregår i et provinsagtigt samfund, hvor lidenskaberne er større end i det her fladpandede land, og hvor følelsen af spildt kærlighed kan få folk til at hævne sig ved at slå ihjel«.

Hvornår har du selv oplevet at gøre en kvinde fortræd?

»Jeg er en meget stor romantiker, som elsker forelskelsen og alt det, der intet har med hverdagsliv at gøre. Jeg er monogam, mens jeg er sammen med en kvinde, og skidehamrende sød og sjov at være sammen med. Jeg beriger disse kvinders liv, men der var engang en episode, hvor jeg nok har gjort en kvinde fortræd. Aftenen inden vi skulle giftes, var der nogle mystiske stemninger mellem os, som gjorde, at jeg ikke dukkede op til selve brylluppet dagen efter på Frederiksberg Rådhus i vist nok 1989. Her ventede rigtig mange fra blandt andet Information, hvor jeg arbejdede dengang, på denne her enormt søde fyr Morten. Han kom bare ikke. Ikke den dag. Siden vendte jeg tilbage til hende, men gift blev vi aldrig.«

Hvem har du hævnet dig på?

»Jeg var et enormt forkælet barn i Nordsjælland med et utroligt kompliceret forhold til min mor, som var en meget stærk kvinde. Dét handler min tidligere bog Du som er i himlen om. Jeg kan ikke regne ud, hvad kernen i vores krigeriske kampe var, men engang sluttede hun et langt brev til mig med »Fra din forhenværende mor«. Senere, da jeg var i midten af 20’erne, fik jeg et hus af hende i Skovshoved som et forskud på arven. Men jeg havde ikke lyst til at leve et supermaterialistisk liv og gav huset væk, hvilket kan ses som en hævn mod hende.«

Du har lagt falske anmeldelser af din bog fra bl.a. politikere op på Facebook – hvorfor?

»Jeg flagrer rundt i et underligt nervøst følelsesliv i mindst tre uger op til en bogudgivelse, men med de her fabrikerede anmeldelser har jeg forsøgt at fokusere nervøsiteten på noget sjovt. Her har det været oplagt endnu engang at lege lidt med Naser Khader og Søren Pape, som har lavet den mest sindssyge politiske valgkampagne. Politiske kommentatorer kan vurdere den seriøst, men de er bare så forbandede kedelige. Satire er sjovere og giver folk mulighed for selv at tolke. Uanset er substansen det vigtigste, og substansen er her, at Pape og Khader er nogle idioter, der er ved at sprænge de konservative indefra.«

Hvem håber du danner regering efter valget?

»I hvertfald ikke Naser Khader og Søren Pape, som med det der udtryk ’naziislamisme’ er ved at stramme grebet om muslimer og islam på en ret brutal måde. Men hvor jeg selv står? Dét vil jeg ikke sige. Fordi jeg også er journalist, retter jeg min kritik mod både højre og venstre, altså uanset hvor idioterne står.«

Hæfter du dig ved, at det i år er 100-året for kvinders valgret?

»Nej, det kommer overhovedet ikke ind i mit syns- eller bevidsthedsfelt. Det er selvfølgelig godt, at de de fik valgret for 100 år siden, men jeg bekymrer mig ikke om ligestilling mellem mænd og kvinder. I hvert fald kun på den måde, at jeg udelukkende lever sammen med kvinder, der er mindst lige så stærke som mig selv, og som jeg kan diskutere med på lige fod.«

Hvis du skulle leve i en anden tidsperiode, hvilken ville du så vælge?

»Jeg ville tilbage til en tid, hvor jeg faktisk har levet, nemlig de vilde 60’ere. Men dengang nåede jeg desværre ikke toget, hvor man gav den fuld gas med f.eks bevidsthedsudvidende stoffer. Jeg kommer altid 10 år for sent. Det er skide fascinerende, hvad vores bevisthed rummer, uden at vi overhoved kommer i nærheden af det. Og mindre og mindre i nærheden i dag end nogensinde, fordi alle er fuldstændig rettet ind på at være strømlinede, velklædte og succesrige hele vejen rundt.«

Hvad giver dig håb?

»Jeg er enormt meget journalist af temperament, forstået på den måde, at jeg er realist, mere end jeg er idealist. Håb om politisk forandring til det bedre kan man godt pakke væk. Al det der floromvundne håb kan man ikke bruge til en skid, når realiteterne derude er barske. Dem må man forholde sig til. Men jeg håber da, at jeg lever så længe, som overhoved muligt. For jeg elsker at leve.«

Hvornår mærkede du første gang, at du blev voksen?

»Det har jeg ikke rigtig mærket endnu. Hidtil har jeg været så heldig at manøvrere uden om det alt for fonuftige liv. Jeg betaler mine regninger til tiden, men prøver ellers hele tiden at bringe mig i kontakt med det begejstrede ungdommelige, der har nogle særlige energier og spontane crazy indfald. Rif (Klaus Rifbjerg, red.) havde et meget misundelsesværdigt direkte hul igennem til sin barndom og skrev meget på den energi. Jeg fornemmer, at det der voksne ligger lige foran mig, og jeg er spændt på, hvad det er for noget. Når jeg for eksempel skal dø, skal jeg virkelig bruge min hjerne og tænke på, hvad der er vigtigt.«