Læsetid: 1 min.

Læser du bøger: Bjørk Grue Lidin

Chefredaktør på magasinet HYSTERIA, Bjørk Grue Lidin, er en besat, kapitalistisk og feministisk læser
30. maj 2015

Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?

»Jeg ville ønske, at alle læste HYSTERIA, så vores kollektiv kunne modtage den fornødne støtte i kampen mod undertrykkelse. Men jeg tror ikke, at læserne af HYSTERIA gør verden til et bedre sted ved blot at bladre i vores tidsskrift. Ærlig talt har jeg svært ved at tro på, at ’bøger’ – her sat på spidsen og opfattet som et overordnet begreb – ændrer verden. Denne opfattelse, synes jeg, er elitær og måske oven i købet paralyserende for den radikale feministiske kamp. Jeg tror på, at bøger, som andre udtryk, fortæller, og derved skaber, virkeligheder. Men jeg mener også, at disse fortællinger indoptages af ødelæggende strukturer og hegemoniske diskurser. Bell Hooks udtalte sidste år i et emotionelt øjeblik, at hun ville ønske, hun kunne kontrollere, hvordan hendes litteratur læses. Jeg har stor respekt for denne udtalelse, og når jeg sidder med en af hendes bøger i mine hænder, husker jeg mig selv på, hvordan min position i verden ikke er neutral, og at jeg aldrig er en uskyldig anonym læser.«

Hvilken bog har haft størst betydning for dig?

»Testo Junkie af Paul B. Preciado er den bog, jeg lever stærkest med lige nu, netop fordi jeg ikke konsumerer denne bog: Jeg læser den uden hensigt og skider på den sociale kapital, som bøger bidrager med. Jeg lader en ny historie indskrive sig i min krop; jeg åbner op for umulige virkeligheder og aner ikke, hvad det fører til.«

Hvad er den værste bog, du har læst?

»Biblen.«

Hvilken type læser er du?

»Jeg er en besat læser, der forelsker sig i forfatteren og referencerne. Jeg analyserer fodnoter og laver plancher med notater. Jeg er også en kapitalistisk læser, som læser for at opbygge viden, producere, komme fremad. Og så er jeg en feministisk læser, der higer efter radikal litteratur, der gør mig utryg, ustabil og forvirret, og som spænder ben og undertrykker den kapitalistiske læser i mig.«

Hvornår læser du?

»Uafladeligt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu