Læsetid: 1 min.

Læser du bøger: Sigge Winther Nielsen

Kommentator Sigge Winther Nielsen er storforbruger af lydbøger og vender ofte tilbage til Walt Whitman
16. maj 2015

Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?

»Jeg synes, Walt Whitmans Leaves of Grass, er interessant, selv om jeg sjældent læser digte. Han sætter på elegant vis lighedstegn mellem sit eget og alles selv. Alt er i sidste ende ét. Også selvom vi tager os forskellige ud. Jeg købte bogen i et antikvariat i New York i 2010. Og er tit vendt tilbage til hans skrifter. Der er altid nyt, jeg kan trænge ind i. Tror generelt, jeg er mere til amerikansk litteratur, som f.eks. Poe og Thoreau eller Auster og Franzen. Jeg må snart lære at læse europæisk litteratur.«

Hvilken bog har haft størst betydning for dig?

»Fagligt har Giovanni Sartori, italiensk politolog, øvet stor indflydelse. Sartori lod sig bure inde under jorden under Anden Verdenskrig, da han ikke ville kæmpe for Mussolini. Her læste han de filosofiske klassikere. Han koblede filosofi med politologi. Betoningen af klare teoretiske koncepter blev hans varemærke. Sartoris stringens gjorde, at han leverede et bud på, hvordan antallet af partier har betydning for den førte politik. Hans teori kan sige meget om de udviklinger, vi ser i øjeblikket i Europa, hvor England og Frankrig er ved at udvikle trepartisystemer.«

Hvad er den værste bog, du har læst?

»Jeg ved, hvor meget arbejde der er i at lave en bog, så jeg vil nødig svinge krabasken. Men jeg læser mange biografier – og der er stor niveauforskel.«

Hvilken type læser er du?

»For fire år siden fik jeg en slem hjernerystelse, som jeg stadig døjer med. Det gjorde, at jeg ikke kunne læse bøger – og stadig har svært ved at læse mere end en time ad gangen. Så nu hører jeg ofte lydbøger. Det kan noget andet end at læse en bog. Jeg hører gerne en bog, som jeg tidligere har læst.«

Hvornår læser du?

»I mit arbejde læser jeg en masse. Primært aviser, tidsskrifter og faglitteratur – så derfor er ferierne dedikeret til litterær adspredelse tilsat alle hånde magasiner.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu