Baggrund
Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi: Fra borgerlig pige til socialistisk kvinde

Som teenager blev Margrethe Wiltrup sendt af sted af sin mor for at holde øje med sin far, der som læge tilså den flamboyante Plum-familie. Men den unge pige kom aldrig rigtig hjem igen. I stedet forelskede hun sig i familiens søn og erstattede sit borgerlige udgangspunkt med socialismen
Moderne Tider
23. maj 2015

Ikke langt fra det konservative lægehjem i Charlottenlund, hvor Margrethe Wiltrup voksede op med streng bordskik og tjenestefolk, lå Haraldsgave: Plum-familiens enorme villa kendt for sine dekadente selskaber af kunstnere, akademikere og forretningsmænd, der festede på dampene fra en storhedstid inden børskrakket i 1929. Udenfor holdt dyre biler parkeret, og indenfor var der løssluppen stemning og frimodige kvinder. Margrethe Wiltrups far, der var livlæge for Christian X, kom i pragtvillaen som familielæge. Men den unge frøken Wiltrups mor fornemmede, at ægtemanden efter fyraften lod sig rive med af festlighederne på Haraldsgave. Så i 1939 sendte hun sin 17-årige datter med faren på job for at holde øje med, om han mon havde kærlighedsaffærer. Det Gatsby-lignende miljø chokerede hende, men det var kun, indtil hun mødte sønnen fra Haraldsgave, den jævnaldrende og socialistiske Harald Plum. »Jeg hedder Harald. Min mor har sagt, jeg skal ro Dem en tur,« sagde Harald Plum til Margrethe Wiltrup. Hans mor havde bedt ham holde øje med den unge pige, som tydeligvis var blevet sat til at snuse rundt. Der gik dog ikke længe, før de to unge menneskers detektivarbejde blev afløst af først en forelskelse, så en forlovelse og tre år senere en vielse på rådhuset. Hun beholdt sit kælenavn Sus, og tog sin mands efternavn. Fra da af gjorde Sus Plum op med sit borgerlige ophav og gav sig hen til sin store kærligheds politiske engagement.

Protest

Med deres fire sønner, Morten, Søren, Simon og Mikkel, slog Harald og Sus Plum sig ned i et hus i Søllerød, som Harald Plum tegnede. Under Anden Verdenskrig havde han uddannet sig til arkitekt og Sus Plum til fysioterapeut. Hjemmet i Søllerød blev sted for tegnestuen Iversen & Plum, som tiltrak kunstnere og venner med politisk engagement, herunder venstresocialistiske koryfæer som Steen Folke og Ejvind Larsen. Samtidig var hjemmet samlingspunkt for sønnernes kammerater, for her var tonen uformel, og de voksne mødte børnene i øjenhøjde. Sus Plum var altid god for et bord dækket med øl, snaps, rugbrøds- og syltetøjsmadder som afsæt for diskussioner, der ofte handlede om social ulighed og spredningen af atomvåben. Sus Plum var imod begge dele og tog i 1960 sine sønner med til Danmarks første atommarch fra Holbæk til København, da optoget tre dage senere nåede til hovedstaden.

Sideløbende med tilværelsen som kærlig og samfundsengageret mor, passede Sus Plum en nebengesjæft som fysioterapeut. Mens drengene var i skole, cyklede hun rundt til private patienter i det nordsjællandske nabolag. I ferierne pakkede Plum-familien folkevognen og kørte til Norge, Italien og Øst- såvel som Vesttyskland. Selv om Sus og Harald Plum havde håb for det socialistiske projekt i Øst, var det vigtigt for dem at vise børnene begge sider af sagen. Da sønnerne var flyttet hjemmefra, fik hun og Harald endnu mere tid til at dyrke deres visioner for en bedre verden. I 1972 var de med til at rejse det socialistiske projekt 1. Maj Fonden, der skulle arbejde mod »enhver form for fysisk, psykisk og økonomisk undertrykkelse, umyndiggørelse og udbytning af mennesker«. Et projekt, som Sus Plum så stor ære i at fortsætte efter Harald Plums død i 1993.

Fighter

Sus Plum nåede også at miste to af sine fire sønner til sygdom. Men trods sorgen og smerten insisterede hun på ikke falde. Hun fastholdt glæden i livet gennem ridning og gåture med sine mange hunde, der var en anden stor passion og en af få ting, hun havde taget med sig fra barndomshjemmet.

Til det sidste holdt Sus Plum fast i være opdateret og i at lære nyt. Hver dag læste hun Information og talte regelmæssigt med sine børnebørn om verdens gang. Sus Plum holdt særligt af at tale med de unge mennesker. Folk på hendes egen alder kunne nemt blive kedelige og forstokkede, syntes hun. Sit kryds satte hun troligt ved Enhedslisten. Hun mødtes også ugentligt med sin bogklub frem til få år inden sin død, og hun læste Nietzsche, Dostojevskij og Kafka. Hun transporterede sig selv rundt i bil, og på dens bagende havde hun sat et stort klistermærke med ordene ’Bedsteforældre for asyl’. Flygtningespørgsmålet stod centralt i Sus Plums politiske engagement i alderdommen. Hun talte flere gange om at lade de stakkels flygtninge fra Palæstina og andre steder flytte ind i de ekstra værelser i husets kælder. Og mange søndage støttede hun op om protestbevægelsen ’Bedstemødre for asyl’ foran Danmarks største asylcenter, Sandholmlejren.

Sus Plum ligger begravet ved siden af sin mand på Lyngby Parkkirkegård, som Iversen & Plum har tegnet.

Sus Plum

Født 26. november 1922 i Charlottenlund.

Døbt Margrethe Wiltrup.

Uddannet fysioterapeut.

Efterlader sig to sønner, ni børnebørn og ni oldebørn.

Død 5. maj 2015, begravet 11. maj 2015.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her