Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi: »Livet er ikke slut, før jeg ikke kan mere«

Hendes motto var. ’Bestig hvert bjerg, du møder’. Det var trangen til spænding og eventyr, der drev hende fra den britiske koloni i Himalaya til plejehjemmet i Jelling
Privatfoto
16. maj 2015

Hun blev kaldt Bunny Braveheart af sine venner og familie – og med god grund. Hun var mere modig og eventyrlysten end de fleste. Få timer gammel pakkede hendes far hende ind i tæpper og bar hende ud fra hospitalet, ud i snestormen. Tre timer tog turen op ad den snedækkede bjergskråning til familiens hjem i den britiske koloni længere oppe i Himalayabjergene. Hendes mor havde fået en infektion og skulle blive på hospitalet. Men faren, der var officer i den britiske hær, ville have sin nyfødte datter hjem. Det kom hun, og han sørgede også for, at hun fik mælk ved hjælp af en gammel fyldepen, han brugte som flaske.

Bunny voksede op i Indien med sine forældre og sin storesøster. Hun så, hvordan pytonslangerne pressede sig op gennem det primitive afløb i badekarret, og hvordan de ubudne gæster resolut måtte lade livet, når tjenestefolkene opdagede dem og hentede geværet. Hun gøs, når moren fandt en skorpion i vasketøjet. Og hun spænede hjem over skråningerne, når lyden af koklokker nærmede sig – et sikkert tegn på, at de fattige lokale indere var i nærheden. De var spedalske, sagde man.

Men hun var aldrig bange. Farens militære baggrund smittede af på døtrene, der blev opdraget som små soldater. Når de fik hevet tænder ud, foregik det med en snor i et dørhåndtag og uden bedøvelse. De peb aldrig. Heller ikke når de fik serveret æggepulver og kartofler til aftensmad. »Man kan ikke være kræsen, når man er soldat,« sagde han til dem.

England

Da Bunny fyldte syv år, tog familien turen over havet til England. Anden Verdenskrig var på vej, og faren skulle være med til at planlægge krigsindsatsen. Familien flyttede rundt i landet, og Bunny tilbragte meget tid sammen med sin mor og søster. Men hun kedede sig aldrig.

En tid boede de i et lille hus ved en skotsk bugt. Bunny havde hørt om en svømmer, som havde forceret de knap to kilometer over bugten, og det ville hun også. Climb every Mountain! sagde hun og overtalte sin mor og søster til at følge med i en robåd ved siden af, så de kunne dumpe rosiner ned i hendes åbne mund undervejs.

Efter krigen var familien i Tyskland, hvor hendes far var med til at åbne koncentrationslejrene og arbejdede ved Nürnberg-processerne. Det syn, der mødte Bunny, da hun rejste gennem det sønderbombede land, gjorde stort indtryk. Aldrig havde hun set så meget lidelse.

Hjemme i England uddannede hun sig til lærerinde. Hun fik sit første job i det østlige London, hvor de fattige og flygtningene holdt til. Men selv om hun havde 50 elever i hver klasse, og de færreste af dem talte engelsk, elskede hun sit arbejde. Når pengene var få, supplerede hun med aftenarbejde som croquismodel.

Vejle

Bunny mødte Mogens på en ferie hos nogle venner i Vejle. Hun var 22 år, smuk, sprudlende og venstreorienteret. Han var charmerende, søn af direktøren for en veletableret krydderivirksomhed og en del af det bedre borgerskab. Et år senere blev de gift. Endelige havde Bunny fundet en base. Men selv om hun fik hold på kogekunsten, og børneflokken hurtigt voksede til fire, blev eventyrlysten ikke mindre.

Når strabadserne ikke kom til hende, opsøgte hun dem. En vinter, hvor politiet havde frarådet al udkørsel på grund af snestorm, sagde hun til børnene: »I dag skal vi i biografen.« Og så kørte hun ellers med skovl og reb og fire børn til en biograf langt ude på landet for at se Fagre voksne verden.

Hun byggede videre på sine færdigheder som underviser og blev rejseleder. Hun skaffede en minibus og kørte rejsegæster rundt i Skotland – gerne op ad de stejleste og mest snoede veje, hun kunne finde. Heller ikke børnebørnene blev snydt. Otte i børn i alderen fra fem til 14 havde hun alene med til Paris. Som 65-årig havde hun et hold rejsegæster med til New York, selv om hun aldrig selv havde været der før. »Det finder jeg ud af, når jeg kommer derover,« sagde hun.

Wish me luck

Efter Mogens’ død fik hun smerter i leddene, siden kræft og dårligt hjerte. Men Bunny Braveheart blev ved med tage ud, selv om det var besværligt. »Livet er ikke slut, før jeg ikke kan mere,« sagde hun og kørte afsted på den lille handikapscooter, hun havde arvet efter en veninde.

Og hun valgte stadig den mest ufremkommelige vej. En dag sad hun fast inde i Brugsen, mellem to hylder, fordi hun ikke mente, der var noget problem i at tage køretøjet med derind. Så sad hun der og drak kaffe med brugsuddeleren, til de fik hende fri igen. Det var i november.

I april blev hun båret ud af Jelling Kirke, mens de næsten 200 fremmødte efter Bunnys eget ønske sang: »Wish me luck as you wave me goodbye«. Ingen skulle græde over hende, i stedet skulle de ønske hende held og lykke på den allersidste rejse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu