Læsetid: 2 min.

I mesterlære

2. maj 2015

Da jeg for et par år siden indledte et samarbejde med en såkaldt manuskriptdoktor, en professionel dramaturg, spurgte hun en dag, om jeg mente, at hun ville kunne få arbejde på Forfatterskolen? Uha nej, tænkte jeg instinktivt. Hun kunne da godt spørge, men jeg var næsten sikker på, at hun ville få afslag. Sådan en plotsmed, der havde været med til at udvikle Sommer og Arvingerne? Jeg kunne ikke se det for mig. Nu kan det selvfølgelig være, at det var mig, der reagerede fordomsfuldt, men jeg er på den anden side nok ikke den eneste, der har det billede af Forfatterskolen. Jeg er ikke den eneste, der forstår Forfatterskolelitteratur som noget, der ligger så langt væk fra Hanne Vibeke Holst og Sara Blædel som man kan komme (og selvom alle forfatterskolelever ikke nødvendigvis skriver forfatterskolelitteratur). I Forfatterskolens levetid har man i højere grad opfattet sig selv som en del af en (temmelig selvhøjtidelig) avantgarde, man har i højere grad hyldet det sproglige frem for det narrative, det eksperimenterende frem for det traditionelle. Det har, kunne man mene, overladt hele den narrative scene til krimiforfatterne, og det synes jeg personligt er ærgerligt. For os alle sammen.

Når Peter Nielsen for nylig påpegede, at det er Klaus Rifbjergs konfrontationsmodernisme, der har efterladt os med en udslukt romantradition, synes jeg således også, at Poul Borum og Forfatterskolen hører med til billedet. Jeg har selv gjort rejsen fra ny digtning, der havde som erklæret mål at være ’ny’ og ’anderledes’, til et bredere romanformat, som har andre destinationer. Det har også noget med alder at gøre. Alligevel priser jeg mig lykkelig for ikke at have søgt ind på Forfatterskolen, mens Hans Otto Jørgensen var rektor, for jeg ville da hellere dø, end at skulle opfatte mig selv som værende i ’mesterlære’ hos ham. Jeg er lykkelig for aldrig at have været underlagt Niels Franks litteratursyn, og jeg er også glad for ikke at skulle have Christina Hesselholdt som lærer. For selv om jeg synes, at Christina Hesselholdt skriver nøjagtig som Christina Hesselholdt skal, så jeg kan ikke se, hvordan hun nogensinde skulle kunne hjælpe mit litterære projekt på vej. En forfatterskole skal være så rummelig, at også den kommende Hanne Vibeke Holst og den kommende Sara Blædel har lyst til at gå der, til at lære en hel masse og blive bedre. Ellers er det vel heller ikke rimeligt, at Forfatterskolen er statsstøttet. Man kan bebrejde Klaus Rifbjerg, man kan bebrejde Poul Borum, og man kan bebrejde Forfatterskolen. Men egentlig er det måske ligegyldigt, hvor Sorteper ender. Det vigtigste er, at vi får rettet skuden op, så der både er plads til lyrikken, det nye og det anderledes, men så sandelig også til det gode gamle, den klassiske, narrative fortælling, vores historie.

Katrine Marie Guldager, forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu