Læsetid: 6 min.

Ørkenens laboratorium

Israels landsfader, David Ben-Gurion, svor at få Negev-ørkenen til at blomstre. Siden har Ben-Gurion Universitetet tæmmet de øde vidder, der udgør mere end halvdelen af landets areal. Ved premierministerens ørkengrav forbereder forskerne sig på en styrkeprøve med den mest formidable af alle modstandere: Solen
Israels landsfader, David Ben-Gurion, svor at få Negev-ørkenen til at blomstre. Siden har Ben-Gurion Universitetet tæmmet de øde vidder, der udgør mere end halvdelen af landets areal. Ved premierministerens ørkengrav forbereder forskerne sig på en styrkeprøve med den mest formidable af alle modstandere: Solen

Dani Machlis

27. marts 2015

Beware of camels near the road.« Skiltet er ikke ment som en spøg. Metropol afløses af beduinlandsbyer strøet ud i ørkenslugterne, som man bevæger sig fra det centrale Israel mod syd, hvor sandet hersker. Nomadeland. Og dog. Mellem den søvnige kibbutz og endeløse kratere falder lyset skarpt på ørkenens universitet i Sde Boker og det nationale forskningscenter for solenergi (NSEC).

I laboratoriet på første sal viser 24-årige Daniel Ourinson en eksperimentel koncentrator frem. Kraften fra 10.000 sole ledes gennem fiberoptik fra et anlæg på den anden side af muren og ned i et felt på størrelse med et punktum. Effekten svarer til kirurgiske laserstråler.

»Strålen ville gøre dig blind, hvis du kiggede på den,« siger Daniel og nikker over mod et af de mange skilte, der lader forstå, at sikkerhedsbriller ikke er frivillig beklædning.

Til våben mod vanviddet

Negev-ørkenen dominerer 60 procent af Israels areal og er hjemsted for 10 procent af dets befolkning. Krydderivejens karavaner gjorde holdt i ruinerne lige syd herfor, på deres lange, drøje ridt fra Petra til Gaza. Indtil for nylig levede NSEC også en karavanetilværelse. På trods af 30 års arbejde i felten kunne centret først i maj sidste år indvie sin nye bygning med hypermoderne testfaciliteter, tag og terrasser til eksperimenter med direkte feeds til analyseapparaterne indenfor, og et enormt solur, der fungerer som både pejlemærke og samlingssted for de studerende. Endelig er der kommet »rigtige toiletforhold«, hvilket administrator Shoshana Dann med et stort grin medgiver stod højt på listen hos de studerende.

Ved indvielsen lovede professor emeritus David Faiman, at centret ville styrke indsatsen for at udvikle »et bæredygtigt alternativ til det vanvid, som fossile brændstoffer er«.

En elektrisk ø

Israel har været foregangsland inden for solvarmeteknologi i årtier, og 90 procent af husholdningerne får i dag varmt vand gennem solvarmere. Landet har stort set ikke andre energiressourcer. Et anspændt forhold til de olierige naboer har gjort Israel til en »elektrisk ø«, der ikke er forbundet til noget andet elnet end sit eget. Bølgekraft er ikke en rentabel mulighed, og landets placering som supermotorvej for en halv milliard trækfugle årligt gør vindenergi til en risikabel affære. Det var noget af en ambition, da David Ben-Gurion – Israels første premierminister – i det knastørre Sde Boker erklærede, at han ville få ørkenen til at blomstre og »omdanne Negev til en kilde til kraft og magt«.

Men blomstret har den. Negev Universitetet, der som en selvfølge ændrede navn til Ben-Gurion University of the Negev (BGU) efter premierministerens død i 1973, har været afgørende for udviklingen af ørkenen. BGU har i dag ca. 20.000 studerende på fem campi, fra hovedsædet i Beersheba i det nordlige Negev til havforskningscenteret i Eilat ved Rødehavet. I Sde Boker kan man uddanne sig i ørkenstudier, der favner områder som miljøfysik, kunstvanding, biokemi, ørkenøkologi, ørkenarkitektur og solenergi.

På campus – hvor besøgende kan melde sig til ørkenoverlevelseskurser – findes også et gymnasium med miljø på skemaet, en reptilfarm, boligområder og graven, hvor Ben-Gurion og hans ægtefælle ligger ved et storslået skue over Zin-dalen.

Ben-Gurion kaldte solen livets kilde og beklagede, at menneskeheden ikke udnyttede den. Det forsøger centret for solenergi at råde bod på. Det ledes i dag af professor Daniel Feuermann, som forklarer, at selv om hovedformålet med centrets forskning er omdannelsen af lys til elektrisk energi – en proces kaldet fotovoltaik – bliver der eksperimenteret med mange ting. Brint produceres som biprodukt, og der forskes i plastikbaserede, billigere solceller, ligesom centret forsøger at løse den store gåde: Hvordan solens energi kan lagres til brug, når den ikke skinner.

Ørkenforhold

Omkring år 2000 var der blot 30 studerende på ørkenlinjerne, i dag er der flere end 200, hvoraf omtrent halvdelen er israelere og halvdelen udenlandske.

En af dem er tyske Daniel Ourinson, der er i færd med at knække koden til foton-genbrug: Hvordan man indfanger de store mængder lys, der normalt bare preller af på almindelige solceller og går til spilde.

»En solfanger på taget har en effektivitet på ca. 16-17 procent. Solceller har en maksimal effektivitet på 33,7 procent,« siger han med henvisning til den teoretiske effektivitetsgrænse kaldet Shockley-Queisser limit. »Men vi skal have mere. Det gør vi ved at omdirigere fotoner, der ellers ville være gået tabt. Hvis vi opnår fuld genbrugelighed, kan vi skubbe den teoretiske grænse op til 41 procent, og det vil være stort.«

Daniels teori ser lovende ud på papiret, og næste måned går han i gang med eksperimenterne.

Alle studerende og de fleste lærere bor af gode grunde på campus, der ligger 50 km fra den nærmeste større by. Til gengæld bor de som sheiker: hver studerende har eget hus med veranda, bygget med henblik på ørkenens ubarmhjertige termiske døgncyklus.

»Jeg tror ikke, der er nogen andre studerende i verden, der bor, som vi gør,« siger Daniel Ourinson. Men fordi campus er isoleret, er de studerende også nødt til at arbejde hårdere på det sociale. Der er bl.a. en bar tirsdag og fredag, men udvalget af sociale aktiviteter er ikke overvældende. »Det er et meget øde sted. Jeg kan godt klare et år mere, men derefter vil jeg virkelig gerne tilbage til civilisationen.«

I mellemtiden bliver det til en masse løb i naturen. Efter sin kandidatgrad vil Daniel Ourinson vende tilbage til Tyskland og forsøge at finde et job i industrien.

»Men problemet i Tyskland – i hele Europa – er, at solindustrien er død. Kina har overtaget alt inden for produktion. Hvis det ikke lykkes mig at finde job i industrien, kan det godt være, jeg vender tilbage til universitetet og tager en ph.d., selv om pengene ville være mindre. Men det her er fremtiden. Problemet er regeringer, der støtter visse lobbyer. Jeg er ligeglad. Det er ikke fremtiden. Fremtiden er bæredygtig.«

Kaptajn Solskin

Daniel Ourinson blev for alvor ramt af fotonfeber i et praktikophold under den amerikansk-israelske solentreprenør Yosef Abramowitz’s vinge.

Abramowitz er kåret af CNN som en af verdens top seks grønne pionerer, var præsidentkandidat i Israel sidste år og går under kæle- og twitter-navnet Captain Sunshine.

Et af hans mange erklærede mål er at »reducere den globale opvarmning og afhængighed af fossile brændstoffer ved at levere grøn energi til oversete befolkninger som en grundlæggende menneskeret«.

Israels soleventyr startede med ham. Abramowitz flyttede fra Boston til Kibbutz Ketura i Arava-dalen i det sydøstlige Negev i august 2006. Han mindes, at hele familien steg ud af deres afkølede bil omkring solnedgang og blev ramt af en utrolig mur af varme.

»Det var ikke solstråler, det var laserstråler!« siger han. »Jeg var sikker på, at hele området kørte på solenergi. Det var mildest talt overraskende at finde ud af, at det slet ikke gjorde.«

Abramowitz gik i tænkeboks i et lokale hos Arava-instituttet, der har til huse i Kibbutz Ketura og hører under BGU som et af verdens førende miljøinstitutter inden for ørkenfeltet. Allerede i 2007, i et samarbejde mellem kibbutzen, Arava-instituttet og entreprenørerne David Rosenblatt og Ed Hofland, lagde Abramowitz den første sten til det, der skulle blive Arava Power Company (APC).

En lys, selvrensende fremtid

Herfra gik det stærkt. Da regeringen i 2009 åbnede for kvoter og tilladelser, stod APC klar og byggede i 2011 Ketura Sun, landets første kommercielle solcellepark. 18.500 fotovoltaiske paneler producerer ni millioner kilowatt-timers elektricitet om året for kibbutzerne i området.

Ifølge APC vil det otte hektar store anlæg over de næste 20 år erstatte udledning af ca. 125.000 tons kuldioxid, eller hvad der svarer til at plante 180.000 træer. Siden har APC bygget 11 lignende solcelleparker i Israel, og dobbelt så mange er på tegnebrættet.

»Vi har en vidunderlig legeplads her. Vi har over 2000 effektive solskinstimer om året, hvilket er et pænt stykke over, hvad Danmark kan tilbyde,« siger Jon Cohen, direktør hos APC.

»Vi har tørre forhold med udfordringer, der skal løses, men idet vi går fremad, vil vi se, at solenergi bliver mere og mere relevant i ørkenområder. Det er her, jorden, behovet og sollyset er. Og hvis vi har én ressource til rådighed i Israel, så er det solskin. Vi skal ikke konkurrere med Kina på produktionslinjer,« siger Jon Cohen.

»Vi skal ikke bygge paneler eller omformere. Men mange israelske startups ligger inde med de teknologiske niche-gennembrud, der kan gøre solenergi mere effektivt og sikre landets konkurrencedygtighed.«

Et af disse gennembrud er det første selvrensende solcelleanlæg i verden. Ørkenen lider af vandmangel, og solcelleparker i ørkenen døjer med ophobning af støv på panelerne, der drastisk mindsker effektiviteten. Det problem er nu løst ved hjælp af robotter, fortæller Yosef Abramowitz.

»100 vandfrie, soldrevne robotter, udviklet af en lokal startup. Det er fordelen ved, at begge selskaber er baseret i Israel.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu