Analyse
Læsetid: 10 min.

På kanten i en ny mørk middelalder

Det liberale demokrati og oplysningstidens værdier er sat under globalt pres på flere fronter, og en ny verdens(u)orden truer: overalt er populistisk foragt for eliten, nationalisme, irrationalitet og fanatisme på vej frem
Hvis den vestlige evne til at lede verden fortsat falder, må Asien tager over – eller vi må indse, at nationalisme, populisme og fremmedhad kommer til at styre verdensordenen. Her er syriske kurdere ankommet til den kurdiske enklave Kobane ved grænsen til Tyrkiet.

Yasin Akgul

Moderne Tider
2. maj 2015

Renæssancen, Oplysningstiden, videnskab og teknologi udgør tilsammen med anerkendelsen af individets rettigheder over for staten, de ’vestlige værdier’, der har domineret i verden i 500 år. Igennem de sidste 200 år har disse værdier taget form af et anglo-amerikansk verdenssyn, der har koblet sig på indførelsen af en økonomiens tidsalder karakteriseret ved industrialisering, det liberale repræsentative demokrati, kolonisering og økonomisk vækst drevet frem af innovation. Alle disse elementer er konvergeret i den økonomiske globalisering.

Nu kan seismografen imidlertid registrere noget, der er mere dystert end blot sprækker. Nålen peger på en række fundamentale udfordringer af stort set alle de grundlæggende elementer.

Verdensordenens alfahan, USA, fremstår i dag uden vilje og evne til at forsvare styresystemet. Amerika er ophørt med at være den uundværlige nation. Dets anstrøg er idealisme er forsvundet, og det har tvunget supermagten tilbage til den rå magts position trods al tale om blød magt. Dets moralske autoritet er gledet så meget i baggrunden, at den ikke længere lader sig påberåbe som støtte for amerikanske politikker og interventioner.

Mismodet begynder allerede på hjemmefronten. Amerikanerne har ikke længere tillid til deres egen model og udtrykker ikke længere vilje til at ’eksportere’ den.

Fraværet af moralsk autoritet har åbnet døren for en strøm af nye ideer, ideologier og modeller, der alle manipulerer med, slår huller i og rejser tvivl om den eksisterende verdensorden.

Den økonomiske globalisering udfordres af økonomisk nationalisme. Globaliseringen har udrettet mirakler og leverer stadig en højere økonomisk vækst end nogen anden spiselig model. Der er dog flere problemer forbundet med den.

Det hører så at sige til definitionen på økonomisk globalisering, at den virker nedbrydende på menneskers kulturelle identitet, for så vidt denne er forankret i nationalisme, regionalisme, religion og familiekultur forstået som normer for hverdagslivet. Folk har hidtil været villige til at ofre en del af deres kulturelle identitet, fordi fordelene ved den økonomiske globalisering var så store og håndgribelige. Med den faldende globale vækst er dette ikke længere tilfældet.

Koncentrationen af kapital og dermed kontrollen over økonomien har i de sidste to årtier taget en dramatisk vending.

Forbindelsen mellem iværksætteren og en arbejdskraft, der begge bebor det samme fællesskab og møder hinanden her, eksisterer ikke længere. Ejerskab bliver mere og mere upersonligt og uigennemsigtigt. Graden af ulighed er stigende.

Ekstremisme versus kompromis og konsensus er måske ikke just en ny konstellation i det historiske perspektiv, men fra 1945 og indtil for et årti eller to siden kunne kompromis og konsensus herske stort set uantastet. Fanatisme bag nazismen, fascismen og kommunismen kan forklare, hvorfor det vestlige verdensbillede rykkede så hurtigt og stærkt i retning af kompromis og konsensus.

Det kan være netop denne dominans – og denne succes – der har givet anledning til, at modstand i dag mobiliseres omkring ekstremisme, ofte ved hjælp af brug (eller misbrug?) af religion. Fra et vestligt synspunkt tager denne især form af muslimske fanatikere, men det er ikke et fænomen, som er enestående for islam. Det er svært at frigøre sig fra det indtryk, at religionerne er blevet kapret af ekstremismen.

Urbaniseringen har frembragt en ny klasse af sociale tabere. Disse mennesker har svært ved at acceptere deres nye vilkår og har endnu sværere ved at indrømme, at det kan skyldes et utilstrækkeligt uddannelsessystem og en forstenet økonomisk struktur, der modstår kombinationen af modernisering og udvikling. I stedet giver de udenlandsk indflydelse og den vestlige økonomiske model skylden. At søge tilflugt i religionen er – for i al fald nogle af dem – ikke noget stort skridt. Og selv om næste skridt i form af vold som forsvar for identiteten kræver en retfærdiggørelse, tilbydes denne rask væk af religiøse fanatikere, der citerer religiøse tekster – ofte ude af kontekst.

Social netværk kan øge adskillelse. Ved første øjekast kan social netværksdannelse forbedre den gensidige forståelse mellem mennesker og respekt for værdier, men ser vi nøjere efter, kan vi også konstatere en alvorlig trussel mod tolerancen og den gensidige respekt.

Folk, der bruger sociale netværk, har en tendens til primært at kommunikere med andre, der har tilsvarende kulturelle eller adfærdsmæssige værdier. Derved forstærker de hinanden i deres tro, fremmer kompromisløse holdninger, og underbygger det synspunkt, at ’vi’ har ret, mens ’de’ har uret.

Tidligere har nationalstaten fungeret som en serviceudbyder for befolkningen, der kan yde menneskelig, økonomisk og social sikkerhed. Nu har den lavere vækst i slipstrømmen på den økonomiske afmatning frataget nationalstater de nødvendige midler til at udfylde denne rolle tilfredsstillende. Det betyder, at folk søger mod grupper uden for staten til at supplere eller ligefrem erstatte staten som tjenesteudbyder. Parallelsamfundene blomstrer, men til tider er de vanskelige at opdage, da de ikke åbenlyst udfordrer staten. Resultatet er fravær af loyalitet over for staten og manglende identifikation med statens øvrige medborgere.

Teknologi fortrænger menneskelig interaktion, fordi den fører os ind i en verden af kommunikation og interaktion mellem mennesker, som i realiteten rummer meget lidt menneskelig kontakt.

Ytringsfriheden er indlejret i de grundlæggende frihedsrettigheder, forudsat at der kan indarbejdes en vis selvdisciplin i menneskers adfærdsmønstre. Men er dette ikke tilfældet, risikerer de to idealer at blive uforenelige. Som begivenhederne i de foregående 10 år har vist, rejser ytringsfrihed inden for grupper eller samfund, ja selv nationalstater, der lader hånt om andre værdier, spørgsmålet om, hvad ytringsfrihed virkelig betyder.

I mange ikke-vestlige lande er der en skepsis over for den vestlige forståelse af demokrati, og det synspunkt, at frihed reelt ikke kan opnås i andre politiske systemer, bliver ikke accepteret. Langt de fleste ønsker grundlæggende frihedsrettigheder, men giver hellere et andet politisk system chancen, før de hopper om bord i alternative politiske systemer, om hvilke de ved meget lidt. Hvad der skete i Irak, lokker dem ikke ligefrem på banen.

De fleste lande i Asien og Afrika er multikulturelle, multireligiøse og multietniske. I disse lande beskytter staten mindretal. Demokrati med frie valg kan derimod levere et parlamentarisk flertal, hvor regeringen alene bliver sammensat af en enkelt af disse kulturelle grupper. Det åbner for udøvelse af kulturimperialisme eller endnu værre: undertrykkelse af mindretallene. Tilhængere af demokrati og frie valg har ikke været i stand til at løse denne cirklens kvadratur og forklare, hvordan demokrati under sådanne omstændigheder kan fremme grundlæggende frihedsrettigheder.

Uliberale demokratier dukker op som en mærkelig hybrid. På overfladen ligner de demokratier, men i virkeligheden overtræder de demokratiske principper, og det på et tidspunkt hvor grundlæggende frihedsrettigheder er under angreb og i nogle tilfælde knap nok eksisterer.

Desværre for de vestlige demokratier, især for den amerikanske kongres, er et nyt fænomen, som vi kunne kalde oligark-demokratiet, ved at vinde indpas.

Fremmedhad bliver omend i mildere former stadig mere udbredt og kryber snigende ind i den politiske dagsorden, hvilket alle er klar over, men kun få indrømmer. Det bliver stadig vanskeligere at komme til andre lande for at arbejde; flere lande er ved at indføre ordninger, der kræver bevis for, at et job ikke kan udføres af en af deres egne statsborger, før de vil tilbyde det til en udlænding. Grænser og kvoter vinder frem.

Den største bekymring i ’filosofisk’ forstand er den stiltiende accept af, at mennesker ikke er ens. Groft sagt så det indtil for omkring et årti ud til, at verden bevægede sig i retning af større lighed. Nu kan begrænsningerne for indvandring og arbejdstilladelser være de første skud på stammen i en kommende konflikt om værdier centreret omkring diskrimination af mennesker efter kultur, race og religion.

Eliten versus flertallet. Tidligere blev værdierne udstukket af et relativt lille antal mennesker – en elite og de veluddannede lag, der var i besiddelse af et særligt sprog, der sikrede den indbyrdes kommunikation. Det har i det sidste kvarte århundrede ændret sig med eksponentiel hast.

Kontrollen med værdier og deling af værdier på tværs af grænserne er gledet de hidtil kontrollerende eliter af hænde. Millioner, måske endda milliarder, af mennesker bruger nu de sociale netværk til at bestride de herskende værdier og eliternes rolle. Den globale kommunikation foregår på forskellige niveauer, hvor eliten og flertallet kommunikerer uafhængigt af hinanden. I et langsigtet perspektiv overskygger denne opdeling den økonomiske ulighed som en trussel mod globaliseringen. Det er næppe politisk korrekt at sige det, men ikkeeliten har ikke elitens opdragelse og uddannelse. Den har en tendens til at være mere nationalistisk og mindre interesseret i globaliseringens mange facetter. Ikkeeliten handler mere per intuition, og dens automatreaktioner er styret af følelser og nær ved mig selv-værdier, hvilket gør dens medlemmer til et lettere bytte for forførelse, forhastede beslutninger og kortsigtede løsninger – ofte på bekostning af ’de andre’. Den er mindre kritisk og mere følelsesladet. Den mere tidskrævende og besværlige tilgang, hvor man gør brug af rationalitet, logik og den kritiske analyse, vi har fra Oplysningstiden, bliver fejet til side.

Mistillid til eliter er ikke et nyt fænomen, men det er omfanget af den. Fra historien og det seneste kvarte århundrede ved vi, at eliten godt kan håndtere sådanne modbevægelser, forudsat at økonomien er god, at der er tillid til den økonomiske model, og at det politiske system er respekteret – kort sagt, så længe eliten leverer resultater. Det er den evne til at levere resultater, der er gået tabt de sidste 10 eller måske 15 år, hvor den ’globale model’ ikke har leveret varen, og eliten har ført vælgerne på afveje og mistet troværdighed ved at undvige sandheden, og i mange tilfælde vendt begivenheder fra slemt til værre og selv inviteret alternative tankegange op til overfladen.

Spørgsmålet er, om civilisationen, som vi kender den, kan overleve en transformation fra værdier, der er fastlagt af de få (eliten) til en global auktion, hvor der udbydes forskellige og ofte modstridende værdier og opfattelser. I heldigste fald kan en art godartet global civilisation opstå. Alternativet er konflikter født ud af værdier, der retfærdiggør vold og væbnede konflikter udkæmpet mod mennesker, der tænker anderledes – dette vil for mange være den nemmeste udvej.

Et nyt system. Verden passerer i disse år igennem en af de sjældne, men tumultagtige faser, hvor en eksisterende orden ikke er i stand til at rumme de igangværende forandringer. Muligvis vil økonomiens tidsalder i eftertiden blive set som et interregnum, der lagde det materielle fundament for en tidsalder af ikkematerialistiske værdier, som det var tilfældet for så mange gamle kulturer. Det er i så fald et skifte, der ikke vil kunne udgår fra USA, som har været så engageret i netop økonomisk tænkning.

En genfødsel for asiatiske værdier, som har været svækket i de sidste 250 år – i realiteten kulturelt undertrykt og fortrængt af vestlige værdier – vil vi også kunne opleve. De asiatiske religioner og filosofier tilbyder et alternativ, som er forankret i et mindre materialistisk verdenssyn, en bedre og dybere erkendelse af samspillet mellem Gud, naturen og mennesker, og en stærkere rolle for kollektivet over for den enkelte. I nogle, måske endda i mange henseender står de traditionelle asiatiske værdier for det modsatte af det angloamerikanske værdisystem. Et eksempel er købmandens lave placering i det traditionelle kinesiske hierarki og den høje placering for bonden. Penge udøver ikke den samme indflydelse på den samfundsmæssige orden, som tilfældet var i de industrialiserede lande.

Et sådant nyt verdenssyn vil i høj grad afhænge af de asiatiske landes evne og vilje til først at opbygge gensidig tillid og siden påtage sig et lederskab.

Hvis Asien ikke reagerer på denne udfordring, må vi berede os på to alternativer.

Det første vil være en splittet verden, hvor globaliseringen efterhånden viger for regionalisme med vestlige værdier, asiatiske værdier og lignende værdier defineret af kulturer eller geografi. Samuel Huntington talte om et sammenstød mellem civilisationer, men en model med divergerende verdensbilleder vil stadig kunne være mulig inden for en velfungerende global økonomi, om end mindre stærk og mindre sammenhængende, end vi hidtil har set; en model, som vi blev forledt til at tro, ville fortsætte. Dette scenarie vil være håndterbart. Hvad der vil mangle, vil være global styring, men er det ikke det, vi i forvejen har set i de sidste ti år? Måske er vi der allerede!

Det anden vil være et fald ned i afgrunden, der fører os ind i en ny dyster tidsalder, hvor nationalisme, populisme og fremmedhad styrer verdensordenen i en skummel kombination af fanatisme, uvidenhed, og antividenskab.

Usandsynligt? Nej. Det er flere gange sket i Kina, når dynastier er kollapset netop som følge af et kaos i værdierne. Efter Romerriget fulgte over 600 års mørk middelalder, før Renæssancen dukkede op.

Den skræmmende iagttagelser er, at uanset hvor frastødende den konklusion end må være, så peger de fleste varsler i retning af sidste scenario – selv om ikke ret mange af os indser det og endnu færre træder til for at forhindre det.

© Jørgen Ørstrøm Møller og Information

Artiklen er en forkortet udgave af et essay bragt på Huffington Post

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Touhami Bennour

"Demokrati I et område/land med..analfabeter,sultne..som man har set I det arabiske forår, det ikke lade sig gøre... der skal diktatatur.." Helt forkert, det er opspind, som ikke passer til det var sket.
1) Den mand der satte benzin I sig, I Tunesien, og started opstanden, var hverken arbejdesløs elle fattig, han havde arbejde(frugt handler). Ingen indtil da kunne tænke at de vil føre til en revolution. det der har fået begivenheder til udvikler til revolution var ren tilfældighed: Presidenten gik til hospitaler for at besøge den mand der har satte ild I sig,selvfølgelig han ville vise medlidenhed og få måske politiske fordel, men folket så på den situation på en anden måde, folket var forarget at se på den "mand som en mumie" og fik sympati og begyndte oprøret, hvad fik presidenten til at flygte ud af lande. Altså det var ikke fattigdom der fik til rejse sig mod styret men" Værdighed" eller mangel af det der gjorde folk forarget. "værdighed" var et af sloganer af Revolutionen. Det var ikke styret, uden ledelse og hovedsageligt var gennemført af ungdommen. Sikkert ungdommen var parat til revolte I Tunenesien og I de andre arabiske lande, også I Saudi arabien, hvor befolkningen fik forbedret sine levevilkår med 90 milliarder dollars.De arabiske lande er ikke fattige, men arbejdesløshed var der, men der også I det østtyskland trods bundesrepubliks hjælp. Hvad angår fattigdom skal du vide at Kaddafi har efterladt 300 milliarder dollars I Europa(vem er fattig, Europa eller hvem) 300 milliarder sat I Europeiske banger og fastejendom, og til hvad fast ejendom,(Bordeller) for dísse dikt

Espen Bøgh, Steffen Gliese og Torben R. Jensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jørgen Ørstrøm Møllers udgydelser er så usammenhængende denne gang, at de vel klart afspejler, at den verden, han kæmper for, er i opløsning.
Først og fremmest i vores del af verden breder mistroen overfor de udbyttende klasser sig - med et par årtiers forsinkelse - og det er faktisk både embedsmændene, der ikke længere lader skattepengene komme borgerne retteligt til gode, og de private erhvervsdrivende, der skaber penge af penge uden reel produktion og uden reel værdiforøgelse til samfundets gavn - og så er der måske ikke så langt til, at masserne endnu engang siger stop.
Det er dog ikke ubetinget en god ting. Matthias Tesfaye taler godt for sin syge bedstemor, når han beskriver middelklasselivet som egen bolig og webergrill; men der er altså et andet ansvar at påtage sig, og det var det, som tidligere tiders trods alt mere basisdemokratiske politikere på både højre- og venstrefløj derfor så smukt deltog i trods alt at opdrage hele befolkningen til.
Hele denne indsigt, nysgerrighed og adgang til de kulturelle og åndelige skatte, som vores samfund hviler på, forbeholdes nu igen med indædt stædighed de klasser, der sidder på dem i forvejen. Check f.eks. den indskrænkning, der er foregået i almindelige menneskers adgang til rabatter på deres eget teater, Det Kgl.

Vladan Cukvas

Sikken en fremragende Monty Python tekst. Hvis ikke jeg fik ondt af forfatteren, så havde jeg grinet endnu højere. Alligevel er den i en vis grad illustrativ apropos tidsånden, eller rettere sagt tidsåndenøden.

Selvom man bliver uddannet og dannet på elite universiteter, bliver man af den grund ikke klogere. Man bliver snæversynet på en elitær måde til forskel fra en ganske almindelig folkelig bonderøv-agtig dårskab, som i det mindste har erkendt sig selv og grinet ad sig selv.

Det triste er, at eliten, som på en uklar og tvetydig måde refereres til i artiklen, åbenbart ikke kan skelne sin indbildskhed og sine fantasier (læs dagsorden) fra realiteterne. Havde man siddet inde i et fængsel i 30 år eller i Platons hule, da havde man stadigvæk en dybere indsigt i verden end den som forfatteren viser. Mon det er hvad der menes med at være elitær i dag – selvisoleret, selvforelsket, små irriteret og ganske uden fornemmelse for det der sker udenfor de institutionelle vægge. Måske er det bare forfatteren.

Der findes ikke nogen elite, der fandtes kun dem der var bedre til at anvende vold i længere eller kortere historiske perioder, for så vidt vi taler om magten og magteliten. Der findes godt nok en elite som har opgraderet sin parasitære eksistens ikke kun til en livsstil, men til en kunst. For dem er det at bruge volden udtryk for dårlig smag og manglende kompetencer, men på ingen måde for noget ondt. For husk, her taler vi om en kultur (vesten) der centrerer omkring magtens fetichisme. Men det gør den stadigvæk ikke til en anerkendt elite, for snyd og vold accepterer man ikke engang når man er tvunget til at tolerere dem.

Nåh ja, der tales også om kultureliten og videnseliten. De findes, men så skal man ikke lede efter den på hoffet, blandt de højrøstede hoffets bejlere. De har kun ramt magtelitens smag og gjort måske en lille tjeneste som fremmede magteliten.

Der er noget Amager manden ved den (forfatternes) elite, der efter al sandsynlighed leder os mod undergangen, og nogle i familien har det stadigvæk svært ved at acceptere det. Den liver en slags dobbelt liv, og vi er begyndt at se dens dystre side lige netop da den troede at den havde styr på det hele. Eliten, ligesom nogle i familien, har det måske endnu sværere med at acceptere, at folk ikke længere skal ledes nogen steder. De kan selv gå.

Kampen om sindet er for længst tabt.

Der har aldrig været nogen globale værdier, ej heller var der nogen primitiv lokal befolkning, som havde brug for at importere dem fra den mest voldelige livsform der fandtes på kloden og samtidigt være taknemlig for dem.
Vågn op! Verden har altid været global, det er blot appetitten hos de få der er også blevet det. En stor mundfuld, må man sige.

Dan Johannesson

Sober analyse, nedtonet af hensyn til de svage sjæle der i kommentartrådende med vanlig autopilot råber konspirationsteorier og hvad ved jeg efter en artikel, som blot sammenfatter, og syntesedanner, ganske forsigtigt, faktuelt og nedtonet, et mere holistisk billede af hvordan verden af i dag reelt ser ud.

Henrik Christensen

På et strategisk niveau vil det være selvødelæggende at konkretisere alle detaljer faktuelt - det handler om tendenser og drivkræfter, både medvirkende og modvirkende.

At håndtere en perspektivering konstruktivt kræver åbenhed. Enhver idiot kan finde enkelte punkter der 'modbeviser' en tendens. Det påvirker dog ikke tendensen som sådan men kan blokere yderligere for mulige erkendelser - og alligevel bør tendenser diskuteres og efterprøves, konstruktivt.

Konstruktivt. Følelsesladede ord som bras og crap blæser konstruktivisme hen hvor peberet gror, og en mulig, måske vigtig erkendelse begraves i dumhedens og ignoranternes mudderpøl.

Key point: Diskuterer vi for at blive klogere, eller for at få ret?

Sider