Baggrund
Læsetid: 7 min.

Et par lussinger gjorde hende til årets mor

Da kampene mellem politiet og unge var på sit højeste i Baltimore, blev Toya Graham, der med et par lussinger hev sin stenkastende søn ud af urolighederne, udnævnt til årets mor i USA. Men glorificeringen bunder i en problematisk og historisk betinget racisme og sort selvundertrykkelse
Toya Graham blev et ikon, da hun med at par lussinger fik hevet sin søn ud af gadekampene i Baltimore. Den sorte kvinde, der disciplinerer sin søn har rødder tilbage til slavetiden: Hvis ikke jeg straffer dig i tide, slår den hvide mand dig ihjel.

Kim Hairston

Moderne Tider
16. maj 2015

Sidste søndag var det mors dag. Men de amerikanske medier havde for længst valgt, hvilken kvinde i USA der skulle hyldest, som den bedste af slagsen i 2015. Fra borgmestre, horder af kommentatorer og tv-værter, de sociale medier samt ikke mindst Baltimores politichef tilfaldt æren Toya Graham, en sort kvinde og mor til seks.

Hun blev bogstavelig talt verdensberømt med et slag – eller rettere mange – da hun den 26. april så sin hætteklædte søn kaste med sten mod politiet under nogle af de værste uroligheder i USA’s nyere historie. Et apotek var delvist brændt ned, biler og huse var ødelagt, og der blev kæmpet mellem store grupper af unge og politiet i de fattige dele af Baltimore, efter at en ung sort mand, Freddie Gray, var død af omfattende skader, som han pådrog sig i politiets varetægt, først og fremmest en beskadiget ryghvirvel. I dag står seks betjente sigtet for manddrab.

Shit – min mor er her

Det gjorde de ikke den 27. april, hvor volden var eskaleret, og Toya Graham var kørt i sin bil til demonstrationernes centrum, efter at hun til sin rædsel i en lokal tv-reportage havde genkendt sin søn midt i urolighederne. Og som hun senere fortalte til utallige medier, reagerede hun instinktivt og uden at tænke videre over det, da hun så sin forklædte søn, der var i gang med at kaste sten mod betjentene. Rasende løb hun hen imod ham, mens hun skreg – »jeg er din mor, du skal ikke gemme dig for mig, kom the fuck her over øjeblikkelig« – og beordrede ham til at komme med hjem.

På den amatørvideo, der få timer efter gik verden rundt, kan man se ham trække væk, åbenlyst flov. Senere sagde han i et længere interview med både CBS og CNN, at han tænkte »shit, min mor er her. Hvad laver hun her. Nu er jeg på røven«. Toya Graham giver sig til at slå løs på ham, og efter en serie af lussinger giver han op og går med hende.

»Jeg er kendt for at være en hård mor. Men i den her situation var det nu mere et spørgsmål om chok. Min søn skal ikke være en ny Freddie Gray,« lød det fra Graham, der i det øjeblik gik fra at være en ukendt og fattig bistandsklient, sort mor med seks børn, til amerikansk helt. Der gik ikke 10 minutter før #motherhoftheyear og #Baltimoremom hittede på Twitter, og førende amerikanske kommentatorer og politikere – venstreorienterede som konservative – hyldede den handlekraftige kvinde. Efter at have set videoen udtalte Baltimores politikommissær, Anthony Batts, samme aften: »Jeg ville ønske, der havde været flere forældre, der havde taget et ansvar for deres unger i nat.«

Kampene mellem politi og demonstranter i Baltimore blev udløst af, at endnu en sort mand, Freddie Gray, var død i politiets varetægt. De handlede om retfærdighed, men udviklede sig voldeligt.

Kampene mellem politi og demonstranter i Baltimore blev udløst af, at endnu en sort mand, Freddie Gray, var død i politiets varetægt. De handlede om retfærdighed, men udviklede sig voldeligt.

Ruth Fremson

Send mødrene ind

Den konservative kommentator Kyle Smith skrev om Toya Graham i New York Post: »Hun spurgte ikke sin søn om, hvordan han ligesom selv havde det eller om han havde brug for at lade sin vrede komme ud,« – en henvisning til Baltimores sorte borgmester, der havde vist en vis forståelse for de demonstrerende, før de gik amok, og sagt, at der skulle være plads til, at de unge kunne »komme af med deres vrede«. New York Post udkom næste dag med Graham på forsiden under overskriften Send in the Moms – et ordspil på den sædvanlige amerikanske Send in the Marines.

Som Smith konkluderer: »Hun begyndte ikke at messe ’ingen retfærdighed, ingen fred’. Nej hun tog sagerne i egen hånd og fik banket noget fornuft ind i den himmelfaldne yngling … Det, denne mor fra Baltimore viser os, er, at såvel problemer som løsninger starter i hjemmet. Baltimore Mom, du er en helt. Og til dig, Baltimore son, må dit liv blive langt og fri for kriminalitet.«

Den konservative politiske website, Daily Caller – et organ for Tea Party bevægelsen og den kristne højrefløj – kaldte ligeledes Graham for »den oplagte årets mor«, og den kendte kommentator Ann Coulter, der skriver samme sted, tweetede, at det var »en udelt fornøjelse at se denne dreng få rumpen på komedie«. Den lokale præst i det område i Baltimore, hvor de mest voldelige episoder udspillede sig, gik endnu videre og mente, at Graham kandiderede til titlen som Århundredets Mor.

Men det var ikke blot politiet, religiøse ledere og højrefløjen, der stemte i. På den midtsøgende CNN og den venstreorienterede tv-kanal MSNBC stod studieværterne også klar med verbale klapsalver til Graham, fordi hun havde »reddet og beskyttet« sin søn fra en situation, der kunne have udviklet sig farligt for ham. »Du handlede resolut, du ville beskytte din søn. Burde andre mødre lære af dig,« som CNN’s Anderson Cooper spurgte i sit dobbelt-interview med mor og søn to dage senere, hvor han også kaldte Grahams aktion for et prima eksempel på tough love. Til 16-årige Michael havde han spørgsmål som: »Hvad har du lært af det her?« »Tror du, du vil holde dig uden for ballade i fremtiden?« og »Hvad tænkte du, da du så hende?«

Slavebørn skulle straffes til lydighed

Men hyldesten til Toya Graham handler om noget andet end en mor, der ønsker at frelse sin søn. Synet på den »farlige, afroamerikanske mandekrop« skriver sig ind i et årelangt historisk raceperspektiv, der rækker tilbage til slaveriet, hvor mødrene også straffede især deres sønner hårdt, fordi de ikke skulle sætte sig op mod overmagten – de hvide slaveejere – og risikere at blive dræbt. Det siger to kritiske kommentatorer, der selv er sorte.

Lonnae O’Neal er forfatter og tilknyttet Washington Posts kulturredaktion, hvor hun skriver om familie, moderskab, race og »andre små ting i livet«, som hun formulerer det på sin blog. Hun skriver:

»Jeg forstår hyldesten af Graham, styrken i hendes mom attack føles underligt beroligende. Nostalgisk. Det minder os om en tid, hvor der var mere orden i sagerne her i USA. Men det ændrer ikke ved, at vi taler om et moderskab, der udfolder sig under undertrykkelse. Og det går langt tilbage i historien. Det handler ikke om at fordømme Graham. Jeg ved ikke, hvad jeg selv ville gøre, hvis jeg så min 13-årige søn med en sten i hånden.«

»Men hvis vor nation skal hylde behovet for voldelige sorte mødre, så lad os sige ligeud, hvad det handler om: Abolitionisten Sojourner Truth, som så de fleste af sine 13 børn solgt som slaver, foretrak at slå sit barn, når det græd af sult og ville have mere brød, i stedet for at stikke det lidt mad i hemmelighed, fordi hun frygtede, at eftergivenhed ville lære barnet at stjæle ting, der ikke var hans, skriver historiker Paula Giddings. Man kunne nemt forestille sig, hvad de hvide ville gøre, hvis de fandt en slave, der stjal.«

»Men sorte mødre kan gå endnu videre for at beskytte deres børn. De kan selv slå dem ihjel, før andre kan udbytte eller myrde dem.«

O’Neal henviser til den Pulitzer-vindende roman Beloved af Toni Morrison, som er inspireret af en sand historie om Margaret Garner, en slave, der var flygtet fra Kentucky, og som skar halsen over på sin lille pige, da hun sammen med sin mand og fire børn blev omringet af politiet

Det gjorde hun, fordi hun ikke kunne bære tanken om, at barnet skulle vokse op som slave. »Love is real mother for ya,« bemærker O’Neal og gør opmærksom på, at skrappe sorte kvinder har taget denne tradition med sig ind i vore dage, og at det er et fænomen, som man ofte ser romantiseret i musik, film og bøger.

Sorte børn har ingen rettigheder

En anden kritiker er Stacey Patton, der er underviser i amerikansk historie ved American University i Washington DC og som er skribent ved magasinet The Chronicle of Higher Education.

Hun tager analysen et skridt videre og kalder hyldesten af »den vrede sorte mor« for en »klassisk race-stereotypi, der dækker over tilfredshed med forsøg på at forhindre modstand mod et system, der er designet til at dræbe disse kvinders børn«. Hun mener, at Grahams ultimative besked til resten af Amerika er: »Jeg skal nok lære min afroamerikanske søn, at han ikke skal sætte sig op imod den hvide overmagt, så jeg er sikker på, at han kan overleve.«

Patton siger, at »devalueringen af sortes liv er fra en lang historie om kulturel og fysisk vold. Den starter med slaveriet, fortsætter med Jim Crow- lovene og føres op til vore dages skole til fængsel- fødekæde. Problemet med Grahams handlinger er, at de på ingen måde vil beskytte ham eller sikre, at han overlever sin barndom. Og hyldesten af hende er blot en afledning fra den barske sandhed: det betyder ingenting, hvordan sorte børn opfører sig. Uanset om de smider med sten, brænder et apotek ned, eller om de bare går hjem fra en butik med slik i lommen eller leger med en legetøjspistol i en park – de risikerer at blive dræbt og få at vide, at det er deres egen skyld under alle omstændigheder. Sorte børn bliver ikke set som hverken uskyldige eller nogen, der har ret til beskyttelse.«

Ingen fest for fredelige forældre

Patton understreger, at »afstraffelse heller ikke fører til forandring og ikke giver magt til de magtes- løse. Man straffer ofret, forstærker traumet og bringer smerten fra gadevolden ind i hjemmene. Denne type ’disciplin’ gør blot sorte børn mere sårbare og forstærker sandsynligheden for, at de senere selv vil komme i vanskeligheder i skolen eller på arbejdsmarkedet.«

Hun slutter med et spørgsmål:

»Hvor er fejringen af de mødre, hvis børn er gået forrest i de mange fredelige protester i Baltimore? Hvor er hyldesten af de sorte mødre og fædre, der har organiseret protesterne mod politivolden og plyndringerne af butikker i Baltimore? Historien om borgerrettighedsbevægelsen i USA handler om forældre og børn, der sammen kæmper for retfærdighed – ikke om, at sorte forældre skal straffe deres børn. Alligevel er det præcis det billede, der igen har hypnotiseret nationen.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henrik Bjerre

Flot analyse af "den sorte mor" - men er det nu sikkert, at fordi hun har hypnotiseret medierne -har hun også hypnotiseret befolkningen? Medier har jo nogle gange et problem med at skelne mellem den "virkelige virkelighed" og så deres egen verden.

Benny Larsen, Mikkel Madsen, Claus Nielsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Lilli Wendt

Interessant og vedkommende artikel.

Mikkel Madsen

Jeg er ikke enig i artiklens præmis, idet parallellen til slavetiden er decideret misvisende.

For det første kan man ikke sidestille slaveritiden med den nuværende situation i USA. Det skal man vist være meget langt ude på den identitetspolitiske del af venstrefløjen for at mene. Problemer for mange sorte, ja, men slet ikke på det plan, der hedder at man er slavearbejder og ingen personlig frihed har.

Som en følge af dette kan man for det andet ikke sidestille sønnens handlinger med oprøret og aktionerne imod slaveriet. Hverken på det principielle plan eller det praktiske plan. At sidestille plyndringer og vandalisme af (typisk egne) kvarterer med f.eks. "Underground Railroad" er dybt misvisende; http://en.wikipedia.org/wiki/Underground_Railroad .

Af disse grunde er moderens handlinger heller ikke at sammenligne med mødre under slavetiden, der bidrog til (selv)undertrykkelsen dengang. At forsøge at devaluere hendes handlinger på den måde siger vist mere om afsenderne end om hende..