Læsetid: 3 min.

Planterne fortæller om klimaforandringer

Naia Morueta-Holme er gået i den opdagelsesrejsende Humboldts fodspor og har undersøgt Sydamerikas plantegeografi
På bjerget har Naia MoruetaHolme fulgt den tyske forsker Humboldts tradition for at samle planter, og gennem dem kan hun aflæse klimaforandringernes effekt.

På bjerget har Naia MoruetaHolme fulgt den tyske forsker Humboldts tradition for at samle planter, og gennem dem kan hun aflæse klimaforandringernes effekt.

Therese Jahnson

27. marts 2015

Hun har klatrejern under fødderne for at stå fast på det isglatte bjerg. Halvdelen af ekspeditionen er ikke kommet med herop. Højdesyge og rygproblemer har hægtet dem af én for én. Nu står biologen Naia Morueta-Holme i næsten 5.200 meters højde på den 6.268 meter høje vulkan Chimborazo i Ecuador – det sted på landjorden, hvor man kommer tættest på solen – og har fundet den sidste plante. Den, som gror allerhøjest på bjerget, lige dér, hvor luften er ved at være for tynd og temperaturen for lav til, at noget som helst kan gro. Det er en lille plante i sennepsfamilien, og den er i fuld blomst.

Nu skal hun og resten af holdet tilbage ned ad bjerget, før solen smelter isen så meget, at det bliver svært at stå fast.

Naia Morueta-Holme er opvokset i Barcelona. Da hun var barn, var naturprogrammer i fjernsynet og udflugter med forældrene noget af det bedste, hun vidste. Som ph.d.-studerende i biologi på Aarhus Universitet læste hun en genudgivelse af den tyske videnskabsmand Alexander von Humboldts essay om plantegeografi. Han havde foretaget sine undersøgelser på netop Chimborazo i Ecuador, og her havde han fundet ud af, at klimaet og især temperaturen spiller en afgørende rolle for mange arters udbredelse.

Biogeografiens fader

Da Naia Morueta-Holme og hendes kolleger læste om Humboldts opdagelser, fik de lyst til at undersøge, hvordan floraen på bjerget i Ecuador har det i dag. Præcis 210 år efter Humboldts ekspedition i 1802, tog Naia Morueta-Holme til Chimborazo-bjerget og registrerede alt det planteliv, hun kunne komme til. For at kunne sammenligne med Humboldts indsamlinger, har hun registreret alle plantearter for hver 100 meter langs højdegradienten på vulkanen. Denne gang med moderne udstyr som GPS og digitale databaser til at identificere planterne, men derudover ligner de to forskeres indsamlingsmetoder hinandens.

»Det har været muligt at sammenligne med Humboldts gamle data, fordi han beskrev sit arbejde meget nøjagtigt. Han var en virkelig nørdet mand, og mange betragter ham som biogeografiens fader,« siger Naia Morueta-Holme over en Skype-forbindelse fra Berkeley, hvor hun forsker i øjeblikket.

De indsamlede planter pressede Naia Morueta-Holme og resten af holdet i aviser. Nogle var svære at identificere og sammenligne med Humboldts resultater, ofte fordi planternes navne har ændret sig over de sidste 200 år. For at sikre sig, at det var de samme arter, sendte hun nogle af dem til Aarhus Universitets eksperter.

Andre elementer var lettere at sammenligne. Meget af gletsjeren på bjerget var smeltet og Naia Morueta-Holme kunne se linjen, hvor gletsjeren var gået til nogle årtier forinden.

»Det var meget … man hører om gletsjere, der smelter, men det er lidt noget andet, når man ser det med egne øjne.«

Naturen rykker sig

Da Humboldt undersøgte Chimborazo i 1802 ophørte plantevæksten allerede ved 4.600 meters højde, og det er dét, der er humlen ved hele Naia Morueta-Holmes projekt.

I dag kan man finde planter helt op til knap 5.200 meters højde. Planterne er simpelthen kravlet op ad bjerget på grund af de stigende temperaturer. Dermed viser hendes fund konsekvenser af klimaforandringer, vi kender alt for godt.

Beskrivelsen af virkeligheden i henholdsvis 1802 og 2012 kan dog også bibringe ny indsigt.

»Vi kan nu lave forudsigelser om, hvordan naturen vil komme til at se ud. Det er det, jeg arbejder videre på. Jeg bruger databaserne over planters forekomst i hele Amerika til at se, hvad der er sket på grund af indflydelse fra henholdsvis mennesker og klima,« siger Naia Morueta-Holme. De modeller hun opstiller, kan bruges til at udvikle naturbevarende tiltag. Hun ville dog ønske, at alle også fik mulighed for at komme ud at se de truede arter med deres egne øjne:

»Det bliver pludselig vigtigt for folk, hvis de kommer ud og ser, hvordan det står til. Det, der går tabt, kan jo ikke erstattes, hvis først man mister det. Hvis vi vil bevare det, Humboldt så for to hundrede år siden, så må vi tage nogle beslutninger nu.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu