Læsetid: 3 min.

Prada Meinhof: Vi elsker uniformer

Kvinder med våben udstråler en revolutionær symbolik, der storsælger blandt unge i Vesten. De kvindelige kurdiske YPJ-guerillasoldater træder frem som fashionable superheltinder
Joanna Palani

Joanna Palani

2. maj 2015

Hvor strålende og stolte de ser ud. Med lange rifler over skuldrene. Fascinationen føles forbudt. For os, der voksede op i 1970’erne med bløde unisex-idealer og playmobil-frisurer – og under ingen omstændigheder måtte lege med våben for vores forældre – er det skamfuldt at forherlige krig. Og ikke mindst kvinder i uniformer, med alle de obskøne undertoner, der straks rumsterer i baggrunden.

Men billederne af de kvindelige kurdiske peshmerga-kommunistkrigere rummer ikke desto mindre et forførende fix. De spiller en altafgørende rolle i guerillakampen mod Islamisk Stat – den mest kvindefjendske og fascistiske bevægelse i mands minde. Senest har billederne af dansk-kurdiske Joanna Palani været flittigt delt på sociale medier.

Hun er blandt de 7.000 kvinder i YPJ, Yekîneyên Parastina Jinê, som udgør en såkaldt beskyttelsesstyrke i de kurdiske områder i det nordlige Irak. Disse moderne amazoner iført khakidragter, kalashnikov’er og sort flettet hår fremstår dragende som den ultimative kontrast til islam-fascisternes ultrakonservative terrorregime: Stærke, frigjorte kvinder kæmper direkte i frontlinjen mod feje, dogmatiske mænd.

YPJ-guerillaen løfter kvindekamp op på et nyt niveau, og alligevel kan det ikke benægtes, at de seksuelle undertoner flytter med. Ligeså bøvet krigsliderligt det virker at glamourisere mandlige basser, ja, omvendt ligeså etisk erotisk føles det at hylde disse kurdiske superheltinder.

De elsker sikkert også silkestoffer, men i deres sløsede camouflageuniformer repræsenterer de en kropslig integritet; en feminin styrke, som overskrider enhver form for triviel ligestilling, for slet ikke at nævne tidligere tiders fordomme om det afmægtige, hysteriske hunkøn.

Som modbillede til den ensomme Marlboro Man, der har været skamredet af reklameverdenen som forbrugerikon, rummer de kurdiske kvindekrigere en magtfuld fortælling om frisindede fællesskaber, der ikke bøjer sig en tomme for mandschauvinistiske mørkemænd. De kurdiske peshmergaer er alt det, de veluddannede, vestlige damebladssmuglæsere drømmer om at være. Kald det bare sublimering, men de kurdiske kvindekrigere er sublime.

Peshmerga-chic

Tøjgiganten Hennes & Mauritz fra Sverige – den humanistiske stormagt, hvor Feministisk Initiativ var tæt på at komme i Riksdagen ved sidste valg – har været hurtigst til at fornemme salgspotentialet i feminiserede uniformer. Efterårskollektionen rummede et fikst lille khakifarvet jumpsuit, der straks førte til hidsig opstandelse på sociale medier, særligt fra kurdiske debattører. Kommentatoren Sandra Sasvari skrev: »Disse kvinder kæmper for deres liv og frihed for hele deres folk, og så reducerer H&M deres kamp til et stykke modetøj, som hvide kvinder i Vesten kan købe til deres næste selskab.« Svaret faldt prompte: »Vi er oprigtigt kede af, hvis vi har krænket nogen med dette tøjsæt. Det var naturligvis aldrig vores hensigt,« udtalte pressetalskvinde Ida Ståhlnacke, som undskyldte sig med, at khaki blot er en trendy farve, og jumpsuits populære blandt yngre kunder.

Leila Khaled

Et undertrykt folk har altid ret. Sådan lyder et gammelt dogme på venstrefløjen. Som kvindeligt modbillede til den argentiske guerilla-ikon Che Guevara blev den palæstinensiske PFLP-terrorist Leila Khaled postergirl for revoltionsromantikere i hele Vesteuropa i 1970’erne. Hun var den første krigerkvinde, der for alvor tog turen gennem populærkulturens kværn. På et ikonisk foto trådte hun frem for alverden med uskyldigt blik og en fingerring lavet af splinten fra en håndgranet. Leila Khaled deltog i to flykapringer, men blev alligevel sammenlignet med skuespilleren Audrey Hepburn. I Danmark har rockbandet Magtens Korridorer skrevet sangen »Leila Khaled« med omkvædet ’Hun ligner Leila Khaled’. I dag er dødsmasken glemt, kun det smukke ansigt står tilbage.

Voldsporno

Allerede i græsk mytologi var kvindelige krigere sagnomspundne, som de også kendes fra vikingesagaerne om skjoldmøerne. Amazone-figuren vidner om en svunden tid, et forlist Atlantis, hvor kønsrollerne fulgte andre og måske mere matriarkalske livsmønstre. I nyere populærkultur står splatter-ekvilibristen Quentin Tarantinos dobbeltfilm Kill Bill (2003 og 2004) som det mest hårdtslående eksempel på, at psykopatisk vold fornemmes blidere, når der står kvinder bag. I Asien findes sågar en filmgenre, der kaldes for Girls with Guns, hovedsageligt inden for manga-tegnefilm. Subgenren Nuns with Guns mere end antyder, at grænsen over til sengekantsfilm og egentlig porno er en lummer gråzone.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu