Baggrund
Læsetid: 3 min.

Prada Meinhof: Mascara som hemmeligt våben

Hvad har overvågning og læbestift med hinanden at gøre? I en omsiggribende spionagekultur er anonymitet en trend, der sidder lige smask i interfacet
Moderne Tider
23. maj 2015

Foto: CV Dazzle

Da jeg for nylig ville uploade et billede af en dessert på Facebook, indrammede det sociale medie en rund kage i en lille rød boks og spurgte mig: »Hvem er dette?« Teknologien ser ansigter overalt, og den forbedres dag for dag. Janus er navnet på et nyt program, der ifølge det amerikanske Intelligence Advanced Research Projects Agency »radikalt vil udvide automatiserede ansigtsgenkendelsessystemers evne til at fastslå identiteter«.

Men det er noget nyt, at vi kan imødegå de statslige efterretningstjenesters spionage mod civile med noget så uskyldigt som et strejf af Lancôme eller Maybelline. Makeup skal få os til at tabe både næse og mund: Den amerikanske designer og teknologiforsker Adam Harvey har med projektet CV Dazzle udviklet et futuristisk makeuplook, der er skabt til at forvirre uønskede overvågningsteknologier.

Hvor damebladenes forskønnelseslærdom har drejet sig om at fremhæve ansigtstrækkene – at tegne en streg rundt om øjnene, så de ser mere øjenagtige ud – så går anonymitetsmakeuppen efter at udviske dem. Så hvis du vil gemme dig for storebror, er det ud med det diskrete mineralpudder i bløde jordfarver. Det, som ifølge Harvey får genkendelsesalgoritmerne til at kortslutte, er nemlig paradoksalt nok et dramatisk, asymmetrisk Blade Runner-look, der med garanti vil vække opsigt. Mens eventuelle politidroner vil overse dig, vil mennesker derimod vende sig om og tænke, at du nok er en vild performancekunstner, der kommer lige fra et rave i et nedlagt pakhus. Anonymitet for maskiner er ikke det samme som anonymitet for mennesker.

Og skal vi gøre os håb om at skjule os for overmagten ved hjælp af øjenskygge, lipgloss og BB-cream, må vi forstå, at modeindustrien altid har støvsuget kulturen for kritiske og oprørske udtryk, der kan slås mønt på. For det er nok kun et spørgsmål om tid, før MAC-standen i Magasin begynder at føre en særlig antiovervågningskollektion. Og inden den subversive neglelak er tørret, er det mandlige blik allerede smeltet sammen med den magtfulde stats overvågningsblik.

Ansigtsløs pop

Popmusikere har altid brugt visuelle gimmicks. Pioneren Michael Jackson opfandt tricket med at tage kridhvide handsker og ankelsokker på, så hans dansemoves kunne ses helt nede på de bagerste rækker. Men synlighed og anderledeshed er ikke nødvendigvis løsenet længere. Jazzhaderen Adorno talte nedladende om »populærmusikkens pseudovarians«, men nu tager poppen stolt sin egen ensformighed på sig og bærer den som et adelsmærke.

En af verdens bedst indtjenende sangskrivere, australske Sia – hvis samtlige kompositioner er konstrueret over den samme skabelon – optræder med en papirspose over hovedet, når hun da ikke er formummet bag en blond paryk.

Synlighed er sårbarhed

Da fotografiet blev opfundet, var ordensmagten blandt de første til at spotte potentialet i den nye teknologi. Det ældste danske forbryderfoto er fra 1851 og forestiller handskemager og bandeleder Hans Jacob Mortensen.

Kampen mellem systemomvæltere og systembevarere har altid været lidt af et modeshow – en halvkrukket tovtrækkeri imellem henholdsvis genkendelse og camouflage: I filmen The Baader-Meinhof Complex ser vi Martina Gedeck i rollen som Ulrike Meinhof klippe sit hår kort, angivelig fordi hun mener, det vil tiltrække mindre opmærksomhed. De droner, der anvendes i USA’s såkaldte ’usynlige’ krig i Mellemøsten, kan sortere venner fra fjender med en præcision ned til 12 pixels per billede og er ud fra bestemte forestillinger om race programmeret til at genkende fuldskæg og sammengroede øjenbryn.

Problemet for omvælterne er bare, at genkendelse ikke blot er afvæbnende, men også smigrende. Vi føler os specielle, når nogen gider gøre sig den ulejlighed at undersøge det trivielle indhold af vores bagage i lufthavnen. Og ifølge det franske kollektiv Comité Invisible (Den usynlige komité, red.) er det den fejl, den radikale venstrefløj i dag begår:

»Når venstrefløjen overalt i verden arbejder på at skabe ’synlighed’ omkring sin sag – hvad enten det drejer sig om hjemløse, veganere, kvinder eller papirløse immigranter – i håb om, at problemerne vil blive løst, så gør de faktisk det modsatte af det, der bør gøres. Med ansigtsløse aktioner opnår vi derimod en usårlig angrebsposition,« skriver de.

På den måde tegner der sig en sær alliance mellem den yderste venstrefløj og den omdiskuterede normcore-mode, der med sin forkærlighed for jeans og hvide t-shirts gør det fashionabelt at være uden for mistanke. Så måske det slet ikke er immigranten eller kunstneren, men gennemsnitsdanskeren – ham, »der står op og smører leverpostejmadder hver morgen«, som det hedder i politikerlingo – der er tidens politiske subjekt?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her