Analyse
Læsetid: 3 min.

RuPauls Drag Race

Måske man skal gå til transvestitternes verden for at finde ud af, hvad kønnet er for noget
Måske man skal gå til transvestitternes verden for at finde ud af, hvad kønnet er for noget

Ib Kjeldsmark

Moderne Tider
9. maj 2015

De fleste vil være bekendte med, at reality-tv har gået sin sejrsgang verden over. Genrens succes ses måske bedst ved, at ganske mange programmer, som ikke selv tilhører den, ligner reality mere og mere. Tænk på udviklingen fra Tv-køkkenet, der omhyggeligt informerede om, hvordan man laver stegt kylling med sovs og kartofler, til de madprogrammer, vi kender i dag, hvor der både indgår klassiske reality-elementer såsom den ugentlige udskilning af deltagere, eller hvor vi føler, at vi kommer virkelig tæt ind på livet af værterne, f.eks. brødrene Price. Alt skal helst være så autentisk som muligt – især deltagernes nydelse ved den mad, de selv har lavet.

Samtidig med at realitygenren har koloniseret store dele af sendefladen, er det blevet tydeligt, at der er noget grundlæggende forfalsket ved den realitet, der portrætteres, hvilket bl.a. kan konstateres ved at betragte den besynderlige gruppe mennesker, der kaldes ’realitystjerner’. Alle som én har de gjort det til deres metier og identitet at performe det at være den, de er. Dette er netop den, måske lidt sørgelige, virkelighed, som kommer til syne, når vi går til reality: folk, der foregiver at være sig selv.

The Drag Race

Det er med denne på én gang komiske og tragiske sandhed om realitylivet som baggrund, at vi bør nærme os det for tiden mest interessante skud på stammen: RuPauls Drag Race. Dette program har de klassiske elementer fra reality-genren: Udskilningsløbet er centralt, og det samme er de mange intime interviews med deltagerne, hvor de bagtaler hinanden. Men alligevel skiller det sig ud på et vigtigt punkt: Hvor reality-tv normalt er kendetegnet ved at forsøge at opstille en virkelighed (som så altid viser sig at være falsk), svælger RuPaul’s Drag Race i det forstillede. Her forsøger man intetsteds at være ’ægte’; alt fungerer bedst som fake. Det bedste eksempel er de plastikoperationer, som flere af deltagerne har gennemgået. De er tydeligvis lavet til at passe til den sminke, som kun en drag queen kan tillade sig at gå med. Uden sminken kan de se lidt underlige ud, men med sminken ligner de Cher.

RuPauls virkelige kvinder

Hvis man ser almindeligt reality-tv efter at have set RuPauls Drag Race, vil man hurtigt lægge mærke til, at meget af den virkelighed, som i reality-verdenen med det samme bliver fake, handler om kønsidentitet. Det, realitystjerner, som vi kender dem, først og fremmest forsøger at leve op til, er deres køn (tænk på ’Ulven Peter’, ’Amalie’ eller ’Knaldperlen’). Mændene forsøger desperat at være mænd, kvinderne desperat at være kvinder.

Her skiller RuPauls realityshow sig mærkværdigt nok ud ved næsten at være mere ærligt, netop i sin insisteren på det forstillede. Judith Butler har engang påpeget, at det, der gør drags interessante, er, at der ikke bare er tale om, at mænd efterligner kvinder, men langt snarere, at drags viser, at den såkaldte heteroseksuelle original, som illusionen efterligner, selv er en kopi. Når en drag karikerer den måde, en kvinde skal se ud på, bliver selve kategorien ’kvinde’ skrøbelig.

Butlers pointe er, at kønnet først og fremmest er noget man gør, ikke noget man er. Hun har med sikkerhed ret i, at der ikke gives sådan noget som en på forhånd fastlagt kønsidentitet. Men vi kan måske stramme den analytiske skrue en tand mere og hævde, at vellykket drag gør noget andet end at lege med kønsidentiteter. Det, der kommer frem i drags, kan beskrives med det, vi med Lacan kan kalde kønsforskellen som reel.

Prøv at sammenligne drag queens med tryllekunstnere. Enhver ved, at tryllekunstnerens trick er hans mest skattede hemmelighed. Hvis hemmeligheden bag illusionen brister, vil tryllekunstneren se latterlig ud. Sådan er det ikke med en drag. Tværtimod. Et af hendes stærkeste midler er netop at bryde illusionen, ved for eksempel pludselig at tage parykken af eller slå over i dyb stemme og sige »as if you didn’t know«. Pointen er, at med drags mister illusionen ikke sin kraft, når den bliver afsløret. Den forstærkes. Eller sagt på en anden måde, så er det hele tiden sådan, at der både er en mand og en kvinde til stede, når man går i drag. Der er ikke bare en illusion om en kvinde, som dækker over hemmeligheden mand. Derimod er det selve splittelsen mand-kvinde, der træder frem.

Dette er den virkelighed, som vi alle altid må slås med som kønnede væsner. Kønnet består ikke i at lykkes med at spille sig selv, om det er som ulv, blondine eller bøsse. Kønnet er derimod en splittelse, et problem, som gør, at vi aldrig helt og aldeles stemmer overens med os selv.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her