Læsetid: 6 min.

»Startede fra bunden, nu er vi her«

Når man er den første i sin familie, der gennemfører en universitetsuddannelse, kan det føles som at være alene i en jolle på åbent hav, siger Rasmus Stegmann, som studerer på RUC. Der er udfordringer ved at være mønsterbryder, men det kan også være en ballast, der kan bruges til ens fordel
Lige da han begyndte på RUC, oplevede Rasmus Stegmann flere gange at dumpe, fordi han ikke vidste, hvad det krævede at skrive en akademisk opgave. For eksempel vidste han ikke, at mangelfulde kildehenvisninger ville have så stor betydning.

Lige da han begyndte på RUC, oplevede Rasmus Stegmann flere gange at dumpe, fordi han ikke vidste, hvad det krævede at skrive en akademisk opgave. For eksempel vidste han ikke, at mangelfulde kildehenvisninger ville have så stor betydning.

Sara Galbiati

2. maj 2015

Når Nykøbing Falster fyldes af den tunge lugt af sukkerroer, som stiger op fra sukkerfabrikkens skorstene, så ved man, det er blevet efterår. Lige over for byens fabrik voksede Rasmus Stegmann op i en stuelejlighed sammen med sin mor. Hun er uddannet køkkenassistent, men arbejder nu som bartender. Hun synger med på AC/DC og har opfostret sin søn alene, fordi hun var nødt til det. Rasmus Stegmann synes, hans mor er »enormt sej«. Alligevel gik han allerede i folkeskolen rundt og drømte om noget andet. Han havde et kvikt hoved, han ville have en uddannelse fra universitetet, og han ville vide mere. Så et tidligt efterår begyndte han på det lokale gymnasium, og da han tre år senere gennemførte uddannelsen, blev han den første i sin familie, som fik studenterhue på. 

I dag er han 25 og har lidt mere end et år tilbage, før han kan kalde sig kandidat i journalistik og kommunikation, og for nylig holdt han på eget initiativ et oplæg om at være mønsterbryder.

»Jeg fortalte, at jeg kommer fra en familie uden stærke økonomiske midler. At min mor har opfostret mig alene, og min far har været misbruger. Det var meget grænseoverskridende, men jeg gjorde det på en humoristisk måde, så det ikke blev for tungt,« siger Rasmus Stegmann, da vi mødes på en Vesterbro-café i nærhedens af hans lejlighed.

Stressfaktor

Tidligere har han kun delt sin historie med mennesker, som han har haft tæt inde på livet, derfor var det grænseoverskridende at dele den med et publikum på cirka 150 mennesker. Men han føler, han har »dealet med det«, og derfor er det ikke et problem at tale om i dag.

»Jeg ville gerne vise både andre og mig selv, at jeg ’startede på bunden, men nu er jeg her’, som Drake ville sige.«

Rasmus Stegmann griner lidt af referencen til den amerikanske musiker, som rapper om social opstigning i USA, men der ligger meget alvor bag. Han ville gerne dele ud af en erfaring, som flertallet af de andre studerende ikke kender til, fordi de har været mere privilegerede.

»Det har defineret og formet mig, fordi jeg tidligt har lært at tage mig af mig selv. Der er mange, som bare kan spørge deres forældre om hjælp, hvis de har brugt for mange penge i byen eller mangler et sted at bo.«

Når han skal flytte igen til juni, bliver det omkring 10. gang i løbet af hans studietid. Han kalder det selv en »stressfaktor«, men ud over boligsituationen er økonomien ikke et problem. Ved siden af studiet arbejder han aften- og nattevagter som optæller i Nettobutikkerne, og det giver nok til, at han kan klare sig.

Rasmus Stegmann var den første i sin familie med en studenter-eksamen. Nu læser han journalistik og kommunikation på Roskilde Universitet.

Sara Galbiati

Frygten for at tabe ansigt

Men det er ikke kun de praktiske ting, der kan være særligt udfordrende. Rasmus Stegmann oplever, at professorerne ofte tager det for givet, at man har en akademisk forforståelse, og at der derfor er mange begreber, som undervejs forbliver uforklarede. Nu har han lært, at det er bedre at være ærlig og forklare underviseren, at man kommer fra et ikkeakademisk hjem.

»Jeg har aldrig nogensinde skammet mig over min baggrund. Aldrig. Men jeg har været bange for at tabe ansigt, og nu har jeg lært, at man bare skal spørge. Det er meget bedre end at gå op i, om folk synes, man er dum.«

Lige da han begyndte på RUC, oplevede Rasmus Stegmann flere gange at dumpe eksaminer, fordi han ikke vidste, hvad det krævede at skrive en akademisk opgave. For eksempel vidste han ikke, at mangelfulde kildehenvisninger ville have så stor betydning. Nederlagene var hårde, men nu har han efterhånden lært, hvad det kræver at skrive en god opgave.

Et større bjerg

Netop de akademiske standarder kan være en udfordring for unge fra uddannelsesfremmede hjem, siger Martin. D. Munk, som er professor i sociologi ved Aalborg Universitet.

Han understreger, at universitetet også kan være krævende for børn af akademikere, men at de har nogle redskaber til at håndtere komplekse problemstillinger, som andre ikke har – og de kender i højere grad kulturen og logikkerne på universitetet.

»Hvis man kommer fra et sted, hvor man ikke er vant til at forholde sig til komplekst stof, så kommer bjerget til at føles lidt stejlere at klatre op ad.«

Sidste efterår var Martin D. Munk en del af det såkaldte Mønsterbryderkorps, som udarbejdede 10 anbefalinger til uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen (R).

For selv om vi i Danmark har SU og formelt lige adgang til uddannelse, er sandsynligheden for at få en kandidatuddannelse 10 gange større, hvis ens forældre også har en kandidatgrad, end hvis ens forældre er ufaglærte.

Ifølge Martin D. Munk handler det ikke blot om, at de studerende selv skal blive bedre til at stille spørgsmål og opsøge viden eller redskaber. En stor del af ansvaret ligger hos uddannelsesinstitutionerne, som bør række mere aktivt ud efter de unge, som måske kunne bruge mere vejledning. Mønsterbryderkorpset anbefaler eksempelvis både mentorordninger, mere studierelevante rusture og ECTS-udløsende kurser om studieteknik.

Vend skylden indad

Mønsterbryderkorpset bestod desuden af flere folk, som selv har erfaring. En af dem er Rajneek Koshal Singh, som er 22 år og læser kandidaten i statskundskab på Københavns Universitet. Hendes baggrund er forskellig fra Rasmus Stegmanns, idet hun er vokset op i en stabil kernefamilie i et villakvarter i Brøndby. Men begge hendes forældre har indisk baggrund, og selv om de altid har arbejdet hårdt, har de ikke taget videregående uddannelser.

»Mine forældre har altid støttet mig, men da jeg kom til 2. eller 3. klasse kunne de ikke længere hjælpe mig med lektierne,« siger Rajneek Koshal Singh.

Hendes mor arbejder som SOSU-assistent, og faren har altid haft to forskellige job – og arbejdet ugens syv dage. Datteren kunne se, hvor meget de sled for at kunne give deres børn et godt liv, og hun havde ikke selv lyst til at have samme arbejdsliv. Derfor betyder det meget for hende at få en uddannelse og et arbejde, som hun kan lide.

Men da hun i sin tid begyndte på bacheloren på Syddansk Universitet, var det sværere, end hun havde forventet. Hun husker en frokost efter en forelæsning, hvor nogle af hendes kammerater sagde, at de allerede vidste meget om de teoretikere, der var blevet præsenteret, og hun blev overrasket, eftersom hun aldrig selv havde hørt om dem.

»Som mønsterbryder kan man ofte have lavt selvværd og tage det som et personligt nederlag, hvis man dumper en eksamen eller ikke klarer sig så godt. Så det var en stor lettelse for mig, da jeg mødte de andre mønsterbrydere i korpset, for de forstod præcist, hvad jeg talte om, og vi delte mange af de samme erfaringer,« siger Rajneek Koshal Singh.

At bruge sin baggrund

Oplevelsen af at være alene har Rasmus Stegmann haft flere gange gennem sin studietid. Under sin bachelor havde han valgt filosofi, hvilket viste sig at være helt forkert. Han kunne ikke følge med og mistede modet. Han måtte forlænge et semester, så han kunne holde en kort tænkepause. For selv om hans familie ikke stiller store krav til ham, betyder det meget for ham personligt, at han gennemfører sin uddannelse.

»Jeg er ude på helt åbent hav, og det er kun mig, der styrer jollen. Og det er med vilje, jeg siger jollen, for det er en båd, der lynhurtigt kan kæntre. Imens står min mor inde på land og vinker og glæder sig, til jeg kommer hjem.«

Han griner lidt af billedet, måske fordi han endelig har fundet en havn at sigte imod. Fagene på journalistik og kommunikation interesserer ham, og hans baggrund har udstyret ham med en indsigt, som han kan bruge i sit professionelle liv:

»Jeg kan både at sætte mig ind i, hvordan det er at være ham dernede på bunden, som bare gerne vil drikke bajere på det lokale værtshus, eller ham, som stemmer på Dansk Folkeparti, fordi han er bekymret for arbejdsløshed. Men efterhånden kan jeg også forstå den akademiske verden.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu