Læsetid 10 min.

Ikke et sted men en sindstilstand

Lasse Jensen, der som ung journalist dækkede Vietnamkrigen, skriver her erindringsbilleder om den krig, der kom til at præge en hel generation
Vietnamveteraner laver en affaldsbunke af deres udmærkelser og medaljer foran Capitol i Washington i april 1971 i protest mod krigen. En af fortællingerne om det amerikanske nederlag er, at krigen først og fremmest blev tabt på hjemmefronten.

Vietnamveteraner laver en affaldsbunke af deres udmærkelser og medaljer foran Capitol i Washington i april 1971 i protest mod krigen. En af fortællingerne om det amerikanske nederlag er, at krigen først og fremmest blev tabt på hjemmefronten.

Scanpix
2. maj 2015

Det er marts 2015, og jeg sidder i den vietnamesiske by Quy Nhon og nyder udsigten over en kilometerlang strand, Det Sydkinesiske Hav og smaragdgrønne bjergsider. Det er tredje gang, jeg er her. Første gang ankom jeg med militærhelikopter fra den enorme amerikanske Phu Cat Air Base, 30 kilometer væk. Køreturen var for farlig, fordi nordvietnamesiske styrker angreb. Anden gang var en skrøbelig våbenhvile begyndt at smuldre. Nu er jeg ankommet med ’Genforeningstoget’, og på strandpromenaden hænger der store røde bannere med slagord. Fejringen af 40-årsdagen for freden og genforeningen den 30. april står for døren.

Binh Dinh-provinsen, hvor Quy Nhon er hovedstad var i årevis præget af voldsomme kampe. Quy Nhon husede 100.000 flygtninge og en stor amerikansk militærbase.

I dag hersker en næsten døsig fred. Pludselig bliver min nutid til fortid, da lyden fra lavtflyvende jets flænger luften. Jeg er krigsreporter igen og noterer, at det er tre camouflagefarvede Sukhoi-27-jagerfly med NATO-betegnelsen ’Flankers’, der bryder middagsstilheden. Næste morgen starter hjemrejsen fra Phu Cat-lufthavnen, hvor de samme russiskbyggede jagere er parkeret på rad og række. Flyene fra Folkets Vietnamesiske Luftvåben har nationalitetsmærker, der ligner de amerikanske. En stribet bjælke med en cirkelomkranset stjerne. Gul/røde med en gul stjerne. Et grafisk symbol på den tragiske sammenknytning af USA’s og Vietnams skæbne. Jeg tænker på den vietnamesiske landsfader ’Onkel’ Ho Chi Minhs første sætning, da han erklærede Vietnam for selvstændigt i 1945: »Alle mennesker er skabt lige og er fra skaberens hånd udstyret med visse ukrænkelige rettigheder, herunder liv, frihed og stræben efter lykke«. Et direkte citat fra USA’s uafhængighedserklæring.

Jeg var journalist begge steder. Under krigen i Vietnam og derefter i et postvietnam-traumatiseret USA. Mens Air Vietnams Airbus-fly ruller mod startbanen flyder et halvt århundredes erindringer sammen i en kakafoni af bøger, film, død, musik og krigslarm. Inde i mit hoved kører en 43 år gammel filmstrimmel fra samme lufthavn: Sydvietnamesiske A-37-fly, der angreber nordvietnamesiske styrker så tæt på, at de kaster deres bomber, inden de har fået trukket landingshjulene op.

Kunne have været et dejligt sted

For mig og mange andre, der var unge i 60’erne, blev Vietnam måske som den amerikanske beat-digter Lawrence Ferlinghetti skrev »ikke et sted, men en sindstilstand«. Han skrev det, samme måned og samme år, som en dansk radioreporter besøgte Quy Nhon.

Reporteren var Preben Dollerup. Min lærer i udenrigspolitik på Journalisthøjskolen. Hans reportage var med i en af de første danske bøger om Vietnamkrigen. Den indledtes med ordene: »Quy Nhon kunne være et af Jordens dejligste steder.« Kunne være. I den smukke, men dystre reportage beskriver Dollerup en udsigt med »det blåeste hav, jeg længe har set«, der blev forstyrret af sorte røgskyer i de grønne bjerge. »De bruger ikke napalm i dag,« fortæller en læge til Dollerup. »Så kan man se glimtet.«

Dollerups reportage havde overskriften »Hvem betaler prisen?« Det var i det år, hvor de første 3.500 amerikanske kampsoldater ankom. To år efter var der en halv million. 10 år efter var 58.220 amerikanske soldater blev dræbt. Lige så mange eller dobbelt så mange har begået selvmord efter hjemsendelsen. Statistikken debatteres stadig i USA.

Tre millioner vietnamesere, cambodianere og laoter døde under Indokinakrigene. Dertil kommer de anslået 60-80.000 ofre for den brutale ’genopdragelse’, der fandt sted i 10 år efter krigsafslutningen i det sydlige Vietnam. Nu, 50 år efter Dollerup spurgte til den, kender vi den menneskelige pris.

Preben Dollerups tekst har siddet i mit hoved siden 1965. I årevis diskuterede jeg den med ham, og på hans opfordring slugte jeg alt, hvad jeg kunne finde af tekster om Vietnam. De fylder nu et par reolmeter derhjemme. Dengang vidste jeg, at jeg bare måtte af sted. Journalistik handler mest om konflikter, Vietnam repræsenterede adskillige: supermagtskonflikten – USA kontra Sovjet. Kommunisme kontra kapitalisme, diktatur mod demokrati. En barfodet befolkning mod en højteknologisk stormagt. Set med Nordvietnams og mange sydvietnameseres øjne en uafhængighedskrig, som var en fortsættelse af den sejr over franskmændene, som blev revet ud af hænderne på dem med delingen af landet. I USA en indre konflikt, der blev værre, som tabene voksede, og troværdighedskløften blev dybere. Det, magthaverne sagde, og det, medierne rapporterede om krigens virkelighed, hang ikke sammen.

Ungdomsoprør og Vietnam

Det startede med musikken og digtene. The Vietnam War Song Project har registreret 1.708 Vietnamrelaterede sange. Wikipedia oplister næsten 400. 17 vietnamesiske, resten amerikanske. Billedet af Vietnam blev skabt af amerikanske og vesteuropæiske stemmer. Bob Dylans »Masters of War« og »Blowin’ in the Wind« danner ouverturen til ungdomsoprøret – uløseligt forbundet med Vietnam.

Yes, how many ears must one man have
Before he can hear people cry?
Yes, how many deaths will it take till he knows
That too many people have died?
The answer my friend is blowin’ in the wind
The answer is blowin’ in the wind.

Folkesangere som Tom Paxton, Phil Ochs og Pete Seeger sang utallige protestsange. I min vinyl-samling finder jeg Country Joes udødelige »I-Feel-Like-I’m-Fixin-To-Die-Rag« fra 1967 frem:

It’s one, two, three, what are we fighting for?
Don’t’t ask me, I don’t give a damn
Next stop is Vi-et-Nam

Alle er med undtagen vietnameserne

I Vietnam-reolen finder jeg Gyldendals 1967-antologi med næsten 150 digte om Vietnam. Kun to vietnamesiske digtere er med. Mange stemmer bidrager med musik, litteratur og journalistik, men vietnameserne er stort set fravværende. De taler jo også et sprog, som kun de selv forstår. Benny Andersen, Klaus Rifbjerg og Ivan Malinovski protesterer med digte og prosa. Røde Mor synger »Johnny gennem ild og vand« og »De flyver dag og nat på Vietnam«.

Musikken, ungdomsoprøret, studenteropstandene og Vietnam flyder sammen. I USA opgiver præsident Lyndon B. Johnson at blive genvalgt. John Wayne har hovedrollen i De grønne baretter. En rendyrket patriotisk saga med amerikanske helte og vietnamesiske skurke. Jeg boede lige om hjørnet fra Saga Bio på premiereaftenen. Det var første gang, jeg så gadekampe og lugtede tåregas i Danmark. Krigen eskalerer, og i start-70’erne har 3,5 millioner unge amerikanere gjort tjeneste i Vietnam. Hver eneste amerikanske familie er kommet tæt på.

Jim Morrisson fra The Doors, Jimi Hendrix og Janis Joplin døde før de fyldte 30. De lurer mellem linjerne i Michael Herrs mesterværk, bogen Dispatches fra 1977: »På gaden kunne jeg ikke skelne Vietnamveteranerne fra rock’n roll-veteranerne. 60’erne havde fremkaldt store tab, årtiets krig og dets musik fik strøm fra det samme kredsløb i så mange år, at den ikke engang behøvede at blive kortsluttet.«

Som en passende afslutning på 60’erne skrev John Lennon »Imagine« i 1971. En af de største sange nogensinde, skrev Rolling Stone Magazine. Den politiske protest er afløst af en appel om medmenneskelighed og fred. USA var ude af krigen, men de amerikanske vietnamveteraners kummerlige skæbne blev et nyt tema. Sammenfattet i The Charlie Daniels Bands i »Still in Saigon«:

The ground at home was covered in snow
And I was covered in sweat
My younger brother calls me a killer
My Dad calls me a vet

Krigen var slut uden helt at slutte. Ydmygelsen og nederlaget var tabu. »At tale om Vietnam var som at prutte ved middagsbordet,« fortalte veteranen Ron Kovic mig i sommeren 1980. Han skrev bogen Born On the Fourth of July, som Oliver Stone filmatiserede efter, han havde skabt Platoon, en blodig fortælling om en af krigens store amerikanske ydmygelser, kampen om ’Hamburger Hill’. Pludselig kom der en bølge af Vietnamfilm efter Hollywoods årelange, næsten pinlige tavshed. I 1978 anmeldte jeg den første Vietnam-film efter De grønne baretter, Sydney J. Furies The Boys in Company C og Hal Ashbys bevægende Coming Home med Jane Fonda, Jon Voigt og Bruce Dern – om veteranernes svære hjemkomst. Så kom Francis Ford Coppolas Dommedag Nu. Distributørerne var i dyb tvivl. Var amerikanerne klar til at blive konfronteret med den første film, der på næsten surrealistisk vis gjorde op med heltedyrkelse og stereotypiske krigsfortællinger? Filmen fik kun premiere i tre biografer i USA i august 1979, og køerne foran billetlugen var kilometerlange.

Jeg skulle anmelde den til filmmagasinet Levende Billeder. To dage efter premieren stod jeg i køen i New York. Jeg sad næsten lammet i sædet bagefter. Hvis Vietnam, som Ferlinghetti skrev 14 år i forvejen var »en sindstilstand« havde Coppola filmet denne tilstand. Anmelderen Roger Ebert opsummerede det senere: »Dommedag nu er den største Vietnamfilm og en af de største film nogensinde, fordi den skubber sig ind i sindets mørkeste afkroge. Den handler ikke så meget om krig, men om, hvordan krig afslører sandheder, som vi ville være lykkelige for aldrig at opdage.«

I filmens episke start konvergerede 60’ernes sprog. Musik, ungdomsoprør og Vietnam. Helikopterlyd, napalm, jungle, Jim Morrisons og The Doors’ desperate The End og en monolog skrevet af journalisten Michael Herr, der i bogen Dispatches lige så desperat havde beskrevet krigens gru og krigens tiltrækning.

Kampen mellem det gode og det onde

Men det var stadig vestlige stemmer, der definerede Vietnamkrigen. I de første år var journalistikken præget af amerikanere, der havde dækket Anden Verdenskrig og var en del af af den næsten totale USA-konsensus under Den Kolde Krig. Vietnam var en enkel kamp mod kommunismen. Det gode mod det onde. Enkelte havde, som Bernard Fall, skrevet indsigtsfulde bøger om Vietnam, men til sin død (han blev dræbt i 1967) støttede han helhjertet den amerikanske deltagelse på trods af sin tvivl om Sydvietnams korrupte diktatur.

To fra den generation fik afgørende indflydelse på mig. Harrison E. Salisbury fra The New York Times var antikommunist og havde kæmpet mod den sovjetiske censur som Moskvakorrespondent i årevis. Men han fik som den første amerikanske journalist adgang til Nordvietnam i 1966. Hans reportager var et vendepunkt. Kritiske over for det kommunistiske styre, men også over for de amerikanske bombninger. Tvivlen nagede, og den blev trykt, ikke undertrykt. Han talte til Aarhus-studenterne i 1967 og gav et timelangt interview og gode råd til en meget ung journalistelev. Interviewet blev trykt i Information. Det var min debut på denne avis, og jeg var rævestolt. Den anden var Wilfred Burchett. Australsk journalist med kommunistiske sympatier og bopæl i Hanoi. Jeg var taget på tommelfingeren til Paris for at dække de første Vietnamfredsforhandlinger i 1968 og mødte ham. Han gav frokost og delte gavmildt ud af sin viden. Som den første udenlandske journalist nogensinde besøgte han de ’befriede områder’ i Sydvietnam i 1964. Hans bog Vietnamkrigen set indefra udkom samtidigt med Preben Dollerups og Ebbe Reichs Vietnambog i Danmark. Det var første gang, jeg fik et glimt af den nordvietnamesiske side af historien.

Da virkeligheden modsagde generalerne

Krigens udvidelse bragte flere og flere journalister til Vietnam. De nød godt af militærets åbenhed og gæstfrihed. Der var ikke censur, de fik adgang til alt, men havde ikke samme den samme ubetingede tillid til militæret, som deres ældre forgængere. De skrev kritisk om Saigonstyret, deres reportager om krigen stod i skærende kontrast til de de daglige optimistiske militære briefinger på Hotel Rex i Saigon, også kaldet »The Five O’Clock Follies«. Reportager som CBS TV’s indslag om nedbrændingen af en landsby, forklaret af en amerikansk officer med, at »vi måtte brænde byen ned for at befri den«. Billederne af befrielsesfrontens erobring af den amerikanske ambassade i Saigon under Tet-offensiven i 1968 og af Saigons politichef, der med revolver henretter en fange på på åben gade, gjorde det klart for amerikanerne derhjemme, at Washingtons og generalernes meldinger om sejrrig fremgang ikke gav nogen mening. Og da veteranen fra Anden Verdenskrig, journalisten og studieværten Walter Cronkite, i en længere kritisk reportage konkluderede at krigen næppe kunne vindes, blev det udslagsgivende ifor præsident Johnsons beslutning om at opgive at blive genvalgt. »If I have lost Cronkite, I have lost middle America,« skal præsidenten have sagt.

New York Times afslørede de hemmeligstemplede Pentagon-papirer, og journalistikken blev mere og mere kritisk. Og medførte en øget, nogen ville hævde overdrevet, journalistisk selvtillid. Journalisternes arbejde fik en politisk effekt, selv om kun de færreste havde en politisk dagsorden. Washington Posts afsløring af Watergate, der resulterede i præsident Nixons fald, beviste i samme periode, at journalistik kom til at handle om mere end blot at fortælle ufarlige historier.

Da veteranerne blev helte

Sejren, befrielsen, genforeningen, faldet eller nederlaget var en kendsgerning den 30. april 1975. Først i 80’erne fik præsident Reagan vendt det amerikanske Vietnam-traume til noget lidt mere positivt. Politikerne og generalerne fejlede, men veteranerne tjente jo kun deres land. Bruce Springsteens sang »Born in the USA« er en så klar hyldest til patriotismen, at Reagans valgstrateger spurgte, om ikke de måtte bruge den i valgkampen i 1984. Springsteen sagde kategorisk nej.

Vietnam gik ind i 10 mørke år. Jeg var i Saigon – nu omdøbt til Ho Chi Minh-byen – med udviklingsminister Lise Østergaard i 1978. Vi var omgivet af vagter og fik ikke lov til noget som helst. Kontakt med civilbefolkningen var udelukket. Det genforenede Vietnam var lukket land, på fallittens rand og – hvad vi ikke kunne se – midt i en politisk brutal udrensning, den såkaldte ’genopdragelse’. Vietnamesernes trængsler var langtfra ovre. Først midt i 1980’erne åbnede det kommunistiske styre for det frie markeds sluser og slækkede betydeligt på kontrollen. I de 30 år, der fulgte voksede økonomien eksplosivt. 6-7 millioner turister valfarter til landet, herunder titusinder af amerikanske veteraner. Min søn har lige været backpacker i Vietnam. Hammer og segl blafrer side om side med skiltene for Starbucks og Coca Cola. Efter en årelang blokade frigav USA handelen med Vietnam og milliarder af dollars flyder begge veje.

Jeg tog på kokkeskole i Vietnam i foråret. Fra reporter til turist. En passende konklusion på et halvt århundrede, hvor mit liv direkte eller indirekte har været påvirket af det land, som også kan være en sindstilstand.

Hvis jeg kun måtte beholde to af mine snesevis af bøger om Vietnam, ville den ene måske være af den første vietnamesiske stemme, der overdøvede de hundreder af vestlige stemmer, som havde domineret. Bao Ninhs Krigens Sorg. Forfatteren drog i krig med den 27. ungdomsbrigade i 1967. Ud af 500 overlevede han og ni andre. Hans roman er grum, blid og poetisk:

»Krigens sorg er mere sublim end lykken. Det var sorgen, der fik os til at overleve krigens rædsler ... sorgen forhindrede ham i at slappe af. Men han lever alligevel et lykkeligt liv, fordi der nu er fred ...« Bao Ninhs bog er fra 1990.

Jeg vil også beholde Michael Herrs Dispatches fra 1977. Den er hverken poetisk eller optimistisk. Han havde det så dårligt efter hjemkomsten fra Vietnam, at han tænkte, at »de døde var blevet sparet for mange smerter«. Da krigen sluttede, så Herr et billede af en nordvietnamesisk soldat, der sad det sted ved Da Nang-floden, hvor Herr og hans krigskammerater havde drukket, røget og pralet.

»Han så så ubeskriveligt fredelig ud, at jeg vidste, at den nat og alle nætter ville folk sidde derovre og fortælle historier om de grimme, gamle dage. Og en af dem ville huske tilbage og sige ’Åh, skide være med det. nogle af dem var vel gode nok’. Det eneste, jeg mangler, er blot at skrive et par afsluttende ord og udbrede dem ... Vietnam, Vietnam, vi har alle sammen været der.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Torben Lindegaard
Torben Lindegaard

For mig var "Platoon" det store vandskel. Jeg kan stadigvæk ikke holde ud at se filmen.
"Plantoon" handler ikke om slaget om "Hamburger Hill".
"Hamburger Hill" fik sin egen film af John Irvin.

Brugerbillede for Lasse Jensen
Lasse Jensen

tak for din kommentar. jeg har sekvfølgelig set begge film og er enig i, at Oliver StonesPlatoon ikke er OM Hamburger Hill, men den er inspireret af denblodige træfning i A Shau-dalen.. Den er selvfølgelig ren fiktion, som også inspireret af Stones egne oplevelser iVietnam. Irvins film er langt tættere på den faktiske træfning, men er ikke nær så stærk. Personligt syntes jeg at Platoon var lidt for skarpt skåret og blodig og jeg forstår godt at du har svært ved at se den. Det havde jeg også...

Brugerbillede for Lasse Jensen
Lasse Jensen

tak for din kommentar. jeg har sekvfølgelig set begge film og er enig i, at Oliver StonesPlatoon ikke er OM Hamburger Hill, men den er inspireret af denblodige træfning i A Shau-dalen.. Den er selvfølgelig ren fiktion, som også inspireret af Stones egne oplevelser iVietnam. Irvins film er langt tættere på den faktiske træfning, men er ikke nær så stærk. Personligt syntes jeg at Platoon var lidt for skarpt skåret og blodig og jeg forstår godt at du har svært ved at se den. Det havde jeg også...