Læsetid: 14 min.

Det tredje våben

De danske styrker i Afghanistan betalte millioner af kroner for skader på mennesker, dyr og ejendom under Danmarks otte år lange krig i Helmand, viser dokumenter, Information har fået adgang til. Det var penge, der var givet godt ud, mener Forsvaret. Men de mange penge, der endte med at blive ISAF’s tredje våben i Afghanistan, var en blandet succes, fordi de også avlede korruption, mener officerer og eksperter
Moderne Tider
9. maj 2015

Skadet hestevogn: 2.000 kr. Tag ødelagt af helikopter: 3.500 kr. Død kamel: 3.000 kr. Drægtig ko: 5.000 kr. Ben skudt af ged: 400 kr. Skadet hvedemark: 250 kr. Ødelagt gård: 23.000. Fem civile dræbt af mortérild, heraf to børn, og fire sårede: 267.050 kr.

I de otte år, Danmark var i krig i Helmand, betalte de danske styrker millioner af kroner i erstatning, kompensation – eller kulancer, som Forsvaret kalder det – til lokalbefolkningen for de mange skader, de forvoldte på mennesker, dyr og ejendom.

Eksemplerne, der kan ses i 'Undskyld, Afghanistan' her på siden, er kun en brøkdel af de hundredvis af kompensationer, danskerne udbetalte. Det fremgår af en række af Forsvarets regnskaber og mailkorrespondancer, som Information har fået aktindsigt i med inspiration fra magasinet The Intercept, der i februar afdækkede amerikanske erstatninger i Afghanistan.

I forsøget på at etablere et godt – eller bare tåleligt – forhold til lokalebefolkningen betalte de danske styrker kontant for alt fra knuste ruder, nedtrampede majs over fældede træer til dræbte dyr, væltede mure, ødelagte motorcykler og hele gårde, som enten var bombet eller inddraget til patruljebaser. Og der blev også betalt, når det, der ikke måtte ske, alligevel skete, og lokale bønder, mødre, søstre, drenge og spædbørn blev lemlæstet og dræbt. De mange udbetalinger, som fremgår af aktindsigten, viser for første gang, hvor vigtig en rolle kompensationerne spillede i krigen mod Taleban. Med udsendelsen af de danske styrker til Afghanistan blev udbetaling af erstatninger for første gang sat i system af de allierede og udgjorde ifølge eksperter en vigtig del af ’det tredje våben’ i kampen om hearts and minds i Afghanistan – pengevåbenet.

Samtidig viser de mange udbetalinger, hvor kompleks krigen i Helmand var, og hvor vanskeligt det er at holde sig på god fod med en befolkningen, der ofte bliver brugt som skjul af fjenden.

Røntgenbillede af en krig

Zumberlay, Rahim, Shin Kalay, Saidan og Barakzai. Afghanske landsbynavne fra det meterlange Excel-ark med hundredevis af små og store beløb, som de danske styrker har betalt gennem hele den otte år lange krig. Et røntgenbillede af livet i Upper Gereskh Valley bedre kendt som Green Zone – det frugtbare bælte langs Helmand-floden, hvor mere end 40 danske soldater mistede livet i kampen mod Taleban.

Næsten hver dag i flere år var danskerne i kamp, nogle gange så snart de stak hovedet uden for lejrportene i Sandford, Armadillo og Price. Resultaterne står her sort på hvidt, kolonne efter kolonne. Glimt af den pris, tusindvis af civile afghanere betalte uge efter uge, måned efter måned, år efter år. »Markskader« fordi danskerne var kørt gennem majs- og hvedemarker med pansrede køretøjer. »Skader på dyr« fordi kugler, mortergranater og fragmenter fløj gennem luften, »skader på compounds« fordi de traditionelle lerklinede gårde blev brugt af Taleban og bombet af danskerne eller omvendt. Og »skader på mennesker«, fordi de danske styrker også indimellem var skyld i personlige tragedier. Som den 12. oktober 2009, da en fem-årig pige blev ramt af fragmenter og hendes far og storesøster såret. Eller den 6. oktober året efter, da de danske styrker beordrede en compound bombet, som viste sig at huse masser af civile. Fem blev dræbt, heraf to børn og fire andre blev såret, her af tre børn. Familien i den sønderbombede compound fik i alt 267.050 kr. i kompensation, cirka 2,7 millioner afghani eller 20 årslønninger for en afghansk skolelærer.

»Der var så mange sedler, at de fyldte en hel sportstaske,« fortæller en soldat, der overværende udleveringen af pengene til familiens overhoved, men i øvrigt har tavshedspligt om sagen. »Vi tilbød at sætte dem i banken, men det ville han ikke høre tale om. Han ville have pengene med. Han pakkede tasken ind i sit sjal, slyngede det over skulderen og gik ud ad porten. Vi så ham aldrig igen.«

Mindst 18 civile mistede livet på grund af de danske kamphandlinger, viser Informations gennemgang.

En mandlig forsørger koster 50.000 kr., fremgår det af Forsvarets prislister; en ung ugift mand 37.500 kr.; en såret kvinde med varige mén 18.000 kr., en mand, der mister synet på det ene øje og får vansiret ansigtet 23.650 kr.; et lettere såret barn 5.000 kr.; et prominent forældrepar, der mister deres spædbarn og selv bliver alvorligt sårede, 113.700 kr. inklusive en VIP-begravelse til datteren.

Kaptajn Mads Silberg, CIMIC-officer på hold 9 i forsommeren 2010, havde ansvaret for bl.a. udbetaling af kompensation. Han fortæller, at det var en individuel vurdering hver gang, han skulle taksere en skade.

»Der var forskel på størrelsen af kompensationen, alt efter om offeret var en mand eller en kvinde. Sådan var kulturen, og det var vi nødt til at rette os efter. I Afghanistan er en forsørger mere værd end en ikkeforsørger, og en mand mere værd en en kvinde.«

De prislister, soldaterne fik udleveret, og som Information er i besiddelse af, viser, at prisen på et menneskeliv varierer mellem 2.000-10.000 dollar – afhængig den afdødes forsørgerpligt, arbejdsevne og køn.

Masser af penge

Cirka hver anden måned blev prislisterne justeret, så danskerne, briterne og amerikanerne betalte ensartede erstatninger. Priserne var baseret på, hvad alt fra geder til brød og cement kostede på de lokale marked. På en af listerne koster på en tyr 2.400 kr., et æsel 960 kr., en hest 1.800 kr., et vindue 60 kr, en stor port 1.200 kr., et rum 2.400 kr., et frugttræ 180 kr.

»Vi ville gerne gøre de skader, vi forvoldte, gode igen, og derfor brugte vi meget energi på at få udbetalt kompensationer til de rette mennesker,« fortæller kaptajn Mads Silberg.

»Det var kun rimeligt, for der var virkelig masser af skader. Vi skød jo som bekendt temmelig meget, mens vi var der.« Generelt tog afghanerne imod pengene og gav udtryk for, at når der var betalt kompensation, var alt i orden, fortæller han.

»Det ligger dybt forankret i den afghanske kultur. Hvis man betaler kompensation, har man levet op til sit ansvar, og så er balancen genoprettet.«

Det bekræfter Lars, kaptajn af reserven og CIMIC- officer på hold 10 i efteråret 2010. Kompensationer er en integreret del af afghansk kultur, siger han.

»Selv når det drejede sig om civile tab, virkede det, som om alt var i orden, når vi havde betalt kompensation. Det er jo ikke sikkert, at det var i orden, men vi hørte ikke mere til sagerne, når vi havde betalt,« siger Lars, der ikke ønsker sit efternavn frem.

Når de danske soldater var så rundhåndede med at betale, var det, fordi de regnede med, at det ville give dem større sikkerhed.

»Det handlede ikke om at vinde hearts and minds. Det handlede udelukkende om force protection,« siger professor Peter Viggo Jakobsen fra Center for War Studies. Målet var at undgå, at de lokale afghanere blev sure på danskerne og gav sig til at kaste med sten eller skyde på soldaterne. Det var i virkeligheden en meget lavpraktisk foranstaltning, og hvis det lykkedes, var det penge, der var givet godt ud.«

Det bekræfter Lars. »Vi betalte erstatning, fordi vi var gæster i afghanernes land,« som han siger. »Vi var nødt til at finde en balance, hvis vi ikke ville have endnu flere fjender, end vi allerede havde.«

»Det var en nødvendighed. Det handlede jo om at have et tåleligt forhold til befolkningen, også hvis de kom i vejen for danskernes kugler,« siger Peter Viggo Jakobsen. »De danske soldater havde det jo med at komme i kamp med Taleban, og det gik selvfølgelig ud over befolkningen. Derfor satte danskerne betalingerne i system ligesom resten af koalitionen.«

Den dag i dag mener forsvarsledelsen stadig, at kulancesystemet, som over årene løb op i et tocifret millionbeløb, virkede efter hensigten i Afghanistan. Det fremgår det af et mailsvar fra oberstløjtnant Jens Lønborg, chef for indsættelsesdivisionen i Værnsfælles Forsvarskommando og i forsommeren 2008 styrkechef for hold 5 i Helmand.

»Formålet med udbetaling af kulancer var at bevare et godt forhold til lokalbefolkningen i området og være en ansvarlig og respekteret partner. Det er svært at måle effekten direkte og kvantitativt, men det er vores vurdering, at det havde en effekt i forhold til lokalbefolkningen,« skriver han

Forhandlinger med de lokale om økonomisk kompensation for skader blev en del af kampen mod Taleban i Afghanistan

Martin Lehmann

Det tredje våben

Ifølge aktindsigten betalte danskerne systematisk millioner kroner i kompensation til lokale afghanere fra marts 2008 til i hvert fald juli 2013. Men hvor meget der blev betalt under hele den otte år lange krig, er der ingen samlet opgørelse over. De danske styrker kom til Helmand i sommeren 2006, men de første to et halvt år er der ingen optegnelser over udbetalte kompensationer, hvilket sagsbehandler Lasse Nelson fra Værnsfælles Forsvarskommando, der har indsamlet dokumenterne, forklarer med, at de første danske hold i Helmand opererede under britisk kommando, og derfor henviste sager om kompensation til briterne. De sidste halvandet år, danskerne var i Helmand, er der heller ingen tal, ifølge Nelson formentlig fordi danskerne i den periode kun trænede de afghanske styrker og derfor ikke forårsagende skader af betydning.

Også i de fem år, der er tal for, er der lange perioder helt uden udbetalinger. Ifølge Jens Lønborg fordi småbeløb og mindre sager ikke er registreret.

»De tilfælde, som er væsentlige for os i forhold til vores styring og planlægning, er de mere alvorlige hændelser, og derfor har rapporteringen også haft fokus på disse tilfælde,« skriver han til Information. »Der har desuden ikke været et ensartet regime til at registrere tilfælde, hvor der et tale om f.eks. materiel skader i mindre alvorligt omfang.«

Det fremgår heller ikke af regnearket, at der blev betalt 267.050 kr. for fem døde afghanere i efteråret 2010, selv om det er den største kompensationssag i danskernes otte år lange krig. Hvorfor har hverken Jens Lønborg eller andre ansvarlige fra forsvarsledelsen ønsket at stille op til interview om.

Et stort mørketal

Med de huller, forsvarsledelsen indrømmer, og dem, Information har fundet, synes de få millioner kroner, der er bogført i aktindsigten, kun at være et minimumstal, og tallene giver ikke et samlet billede af de civile skader ved danskernes krig.

Det bekræfter Mads Silberg. Mange afghanere turde ikke henvende sig med deres klager, fordi det krævede, at de kom hen til de danske militærlejre.

»Under en større ildkamp havde vi forvoldt temmelig stor skade på en lokal compound og på en efterfølgende patrulje prøvede vi at finde den bonde, der ejede gården. Jeg fandt ham også og spurgte selvfølgelig, om han ikke var interesseret i kompensation for skaderne. Men han var hunderæd for Taleban og turde ikke komme op til lejren, heller ikke om natten. Jeg kunne ikke give ham kompensation på stedet, fordi der var tale om et større beløb. Resultatet blev, at han aldrig fik erstatning,« fortæller kaptajn Silberg.

Også andre typer sager fremgår ikke af Informations materiale. F.eks. er der kun to afviste sager på listerne, men både Mads Silberg og Lars fortæller om sager, som blev afvist enten på grund af manglende beviser, eller fordi folk løj. Derudover havde CIMIC-folkene altid kontanter på sig, så de kunne betale for mindre skader på stedet. Mange af disse småposter blev heller ikke bogført.

Begrænset effekt

Om de mange penge gavnede de danske soldaters sikkerhed, har Mads Silberg sin tvivl om.

»Det var ikke en farbar vej at lade være med at betale erstatning, når vi ødelagde noget. Men omvendt tror jeg ikke, det købte os nogen loyalitet fra de lokale afghanerens side. Vi genoprettede bare balancen, når vi havde ødelagt noget,« siger han.

»Loyalitet derimod var noget, vi forsøgte at købe med de større projekter, hvor afghanerne fik noget reelt ud af det. Vi håbede, at de ville hjælpe os til gengæld for udvikling. Det var en plan, der byggede på simpel psykologi. Logikken var, at hvis du får noget, vil du normalt gerne give noget tilbage,« siger han. Det punkt nåede hold 9 imidlertid aldrig til.

Afghanistanspecialist Andrew Wilder fra United States Institute of Peace, USIP, har forsket intensivt i effekten af de penge, Danmark og andre koalitionslande kastede efter lokalbefolkningen. Og han mener langtfra, at pengene havde den ønskede effekt.

»Det var udmærket at udbetale kompensation. Men man skal ikke tro, det fik afghanerne til at holde mere af de internationale styrker,« siger han. Især når det drejer sig om civile tab.

»Uanset den kulturelle praksis med at betale blodpenge kan tabet af menneskeliv aldrig kompenseres. Heller ikke i Afghanistan,« understreger han.

»Selv en nok så stor kompensation kan ikke rette op på den opfattelse, afghanerne havde af de vestlige styrker,« siger han. »Men desværre var vi alt for længe om at forstå, hvor negativ en effekt især de civile tab havde. De gjorde ubodelig skade,« siger han. »Det burde vi have indset og været langt mere omhyggelige med at undgå civile tab,«

Korruption og krigsherrer

Fra 2009 blev penge officielt set som et våben, der skulle få afghanerne til at foretrække deres regering frem for oprørerne. Det fremgår af den amerikanske strategi for oprørsbekæmpelse, som blev introduceret med ISAF’s militære optrapning i 2009.

Det gav styrkerne mulighed for at lede en lind strøm af dollar til lokale ledere og menige afghanere, ikke mindst ude i landdistrikterne, hvor brønde, skoler og klinikker og andre projekter kom oven i kompensationerne. Det skabte klima, hvor alle forsøgte at rage penge og indflydelse til sig, mener Wilder.

Ude i Green Zone oplevede soldaterne også, at grådigheden steg.

»Alle forsøgte at planke os for så mange penge som muligt,« fortæller Mads Silberg. »I virkeligheden havde vi nok fat i et mere tvivlsomt segment, for de, der kom til lejren om natten for at kræve erstatning for diverse skader, vidste altid, hvordan de skulle undgå IED’erne, men vi selv gik på dem hver eneste dag.«

Der opstod et system af mellemmænd på flere niveauer, som mod betaling skaffede de menige afghanere kompensation for ægte eller indbildte skader. De fik typisk en del af erstatningen mod hjælpe med at rejse sagerne over for de internationale styrker. Andrew Wilder fortæller, at det ofte var lokale krigsherrer og landsbyældste, der skabte sig en alternativ indtjening ved at formidle kontakterne eller bekræfte ejerforhold og skader. »Kompensationerne blev en del af den omsiggribende korruption« siger han.

Og det var også, hvad Mads Silberg oplevede i området omkring Armadillo.

»Vi blev en brik i det lokale magtspil. Der var hele tiden malikker, eller ledere og landsbyældste, der hævdede at repræsentere forskellige områder og forsøgt at få os til at love, at vi kun ville give penge til folk, som de havde godkendt,« fortæller han.

»Det var meget svært at finde ud af, hvem der reelt var malik, og hvem der ikke var. Hvis det var en leder, vi gerne ville arbejde med, var det jo fint nok, men det var også et system, der meget let kunne bruges til at konsolidere en lokal leders magt. Det betød jo, at det kun var hans venner, der kunne få penge af os.«

Danskerne opførte sig reelt som en elefant i et glashus, mener Silberg.

»Vi anede ikke, hvem vi gav penge og dermed magt til,« siger han

Svindel og humbug

Dokumentation for ejerforhold er i Afghanistan ikke som i Danmark, hvor man f.eks., skal komme med en kopi af skødet på sit hus, hvis man skal bevise, at man ejer det. Sådan foregår det ikke i Afghanistan.

»I Afghanistan kommer man med en landsbyældste, som bekræfter, at ens hus er blevet ødelagt. Du kan også godt få et kawala eller skøde på distriktskontoret mod betaling, men du kan aldrig være sikker på, at det er ægte,« fortæller Lars.

Da Lars’ hold på et tidspunkt skulle vælte en lermur, gjorde adskillige folk fra landbyen krav på kompensation. Efter et større detektivarbejde fra kollegerne og en rådslagning med de involverede, lykkedes det at identificere de tre, som retteligt ejede muren.

Andre gange måtte de danske soldater tage humor i brug for at afsløre svindlere. Som dengang en 15-årig dreng påstod, at danskerne havde skudt hans ko.

»Han var den femte eller sjette, som påstod at eje den samme ko, og jeg var vist efterhånden blevet lidt immun over for de mange koejere. Jeg sagde derfor til ham, at hvis han kom op til lejren med koens hoved næste dag, skulle han nok få kompensation«, fortæller Mads Silberg.

»Jeg tænkte, at hvis han virkelig slæbte et kohoved op til lejren, havde han under alle omstændigheder fortjent pengene. Men han kom ikke.«

Støtte til Taleban

»Når vi skulle regne kompensationerne ud til en bonde, der havde fået ødelagt sin ejendom, måtte vi altid lægge skatten til Taleban oven i prisen,« fortæller Silberg. »Hvis en mursten koster fem afghani på markedet, måtte vi give 10. Sådan var det bare. Det var vilkårene, og det var vi nødt til at acceptere, ellers ville vi jo ikke dække det reelle tab,« siger han.

Hvor mange af de danske penge, der på denne måde endte hos Taleban, er der ingen tal for. Men Talebans standardskat er kendt for at ligge på 10 pct.

Ifølge Andrew Wilder kastede de internationale styrker så meget om sig med pengene, at det endte med at styrke Taleban i stedet for at svække dem.

»Vi troede, vi kunne købe hearts and minds med vores penge, men de enorme summer, vi brugte – og den måde, vi gjorde det på – endte med at blive benzin på oprørernes bål,« siger han. »De skabte en enorm korruption og var med til at holde en masse forfærdelige mennesker ved magten. Det kan godt være, at det på den korte bane gav mening at beholde en korrupt lokal leder eller en politichef i Gereskh, men på den lange bane var det en katastrofe som underminerede afghanernes tillid til os og til deres egen regering.«

Andrew Wilder ser ikke bevis for, at penge som et våbensystem virker og giver øget sikkerhed.

»Det kan ikke udelukkes, at enkelte projekter gav øget loyalitet og sikkerhed, men generelt set lykkedes det os jo ikke, trods alle de penge, vi brugte at skabe generel sikkerhed. Og det er jo i virkeligheden det, afghanerne ønsker sig allermest.«

I en tidligere version af denne historie var tallet 14.391.263 kr. og 34 øre omtalt som et minimumstal på omfanget af erstatninger, Forsvaret har udbetalt i Afghanistan. Tallet stammer fra et regnskab fra Forsvaret, som Information har fået aktindsigt i, hvor tallet fremstår som summen af de samlede udbetalinger. Informations egen sammentælling af udbetalingerne løber imidlertid kun op i lidt over tre mio. kr. Det er derfor uklart, om de 14.391.263 kr. også dækker over andre udgifter i Afghanistan som f.eks. drift.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gert Romme
  • Espen Bøgh
Gert Romme og Espen Bøgh anbefalede denne artikel

Kommentarer

Når man ser på listen, og sammenholder den med udtalelsen: "Det var penge, der var givet godt ud" mener Forsvaret. Står man tilbage med, at forsvaret mildest talt har en noget afstumpet opfattelse.

Og denne opfattelse bestyrkes af andre udtalelser, som:
- "Selv når det drejede sig om civile tab, virkede det, som om alt var i orden, når vi havde betalt".
- "Vi betalte erstatning, fordi vi var gæster i afghanernes land".

Jeg syntes faktisk, det er ualmindelig pinligt, at Danmark sender nogle så menneskeligt afstumpede og perverse "gæster" til et andet land. Der må da være mulighed for at kunne gøre strafansvar gældende overfor disse "gæsterne" eller rettere sagt forbrydere.

Disse gæste-forbrydere er jo netop kommet til et andet land for at beskytte civilbefolkningen, og derfor er civilbefolknings sikkerhed langt vigtigere end gæste-forbrydernes sikkerhed. Vi taler jo om en civilbefolkning, der både bor der, og har ret til at være der.

David Zennaro, Henrik Christensen, Claus Jensen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Bill Atkins

»Det ligger dybt forankret i den afghanske kultur. Hvis man betaler kompensation, har man levet op til sit ansvar, og så er balancen genoprettet.«

Sættes et barn eller en ægtefælle ind i ovenstående ligning fås resultatet: "Den danske militære overkommado og de tavse følgagtige danske politikere er dybt racistiske og afstumpede."

Henrik Christensen, Gert Romme og Claus Jensen anbefalede denne kommentar
Henrik Christensen

I sammetællingen mangler ca 11 af de 14 mio, kun godt 3 indgår i Informations sammentælling.

Er resten så skadeserstatninger vi ikke skal høre om, korruptionsudbetalinger, eller hvad? Det virker umådeligt afstumpet at karakterisere erstatningerne sammen med 'drift'...

Espen Bøgh

Man kan være enig eller uenig i officerernes udbetaling af "blodpenge" eller som det kaldes kompensation for det der sker i marken, og med de hensyn til soldaternes liv, samt er godt forhold til egnens beboere, - og som det påpeges var det i en god tro herpå det skete, og ja, tvivl var der da også til stede om virkningen.

Set i det perspektiv var de måske meget godt, og så var der vel også alligevel tale om småpenge, men når det er sagt, mangler vi forklaring på de mange gange flere penge der gik til korruptionen i centralregeringen i Kabul, og som har helt andre dimensioner.

De mange mange penge som centralregeringen i Kabul modtog, og som gik til velkendt korruption, gik til alle de grådigste med mest falsk loyalitet til styret, og stred helt klart imod den demokratiske ideologi som vi gav udtryk for var vores mål for landet og dets politiske stabilitet.

Det var jo heller ikke i den ånd vi havde sendt vore soldater til landet og kæmpe og dø for, hvilket stillet deres død i et noget andet perspektiv politisk, for vi sendte dem vel ikke ud for at dø heroisk for demokrati, ligeværd, rettighed til lærdom, og samtidig undergrave deres indsats i felten ved at samtidig betale for en udbredt velkendt korruption i centralregeringen i Kabul.

- Det ville være politisk svigagtigt overfor vore soldaters indsats i felten, og de mål med vores indsats som politikerne havde angivet som hensigten for soldaternes militære indsats.