Baggrund
Læsetid: 14 min.

Er der udsigt til fred i Colombia?

Siden 1948 har Colombia været plaget af en borgerkrig mellem fire parter, der har skabt elendighed og drevet millioner på flugt. Men nu har fredsforhandlinger i Havana tændt det største håb om fred i årtier
Ingen har overblik over, hvor mange der bor i Bogotás slum. Men i gaderne, hvor folk har bygget et hjem på flugt for krigen, forsøger civilsamfundet at opbygge et alternativ til volden i et af verdens mest voldelige områder.

Mads Nissen/Ritzau Scanpix

Moderne Tider
16. maj 2015

I Bogotás sydvestlige udkant strækker den colombianske hovedstads største, fattigste og mest voldelige kvarter sig op ad en bjergskråning. Ingen ved, hvor mange der bor langs de uasfalterede gader i Ciudad Bolivar – mindst 700.000, måske over en million. Mange af indbyggerne besatte oprindeligt den grund, de har bygget deres hjem på efter at være blevet fordrevet i en krig mellem fire parter: narkokarteller, højreorienterede paramilitære grupper, den venstreorienterede guerilla FARC samt regeringshæren.

Den 67 år lange krig har gjort omkring fem millioner mennesker til internt fordrevne.

Men på neutral grund i Havana foregår der nu der historiske fredsforhandlinger, som måske kan føre til det, der for mange colombianere er blevet til en umulig drøm om fred og en slags retfærdighed. Og den 8. marts gik store folkemængder gennem Bogotá og andre colombianske byer for at støtte denne proces, som omfatter hele det politiske spektrum – på nær den yderste højrefløj: »Vi er nødt til at forene alle colombianere,« sagde præsident Juan Manuel Santos i Bogotá, »og bringe konflikten til ophør«.

Fred fra bunden

I Ciudad Bolívar forløber en anden slags fredsproces: Jorge Garcia står for projektet Jóvenes en Paz (Unge i fred) og skal lære de unge fra nogle af verdens fattigste og mest voldelige slumkvarterer, hvad han selv kalder »selvrespekt og medborgerskab for forandring« – at trodse bande- og politivold og at søge livet i stedet for en tidlig død. Han taler med en flok unge om, hvordan »man kun kan tage ansvar for omverdenen ved at tage ansvar for sig selv«. De unge bliver undervist i ledelse og fredsprocessen. Jorge taler om, hvordan »fredsprocesser har en tendens til at skabe et freds-jetset på alle sider«:

»Men sådan er vi ikke. Her har vi frihed til at blive ignoreret, hvilket giver mulighed for en reel fredsproces i jeres liv, tæt på volden og tæt på kriminaliteten«.

Jorge var engang selv guerillasoldat i en væbnet gruppe kaldet M-19 – paraplyorganisation for marxister, nationalister og katolikker, som alle var påvirket af befrielsesteologien. For 25 år siden krøb M-19 frem fra deres baser i byerne og bjergene for at involvere sig i partipolitik, og den colombianske regering håber, at FARC nu vil gøre det samme. Ungdomsprojektet i Ciudad Bolivar drives af borgmesteren i Bogotá, Gustavo Petro, der også var guerillasoldat i M-19 og i 2011 blev valgt for venstrefløjsalliancen Progresistas.

I 1980’erne var Jorge Garcia med til i M-19 at kapre en mælkebil for at dele mælk ud i de fattige barrios. De blev angrebet af hæren, og de fleste blev dræbt, mens de kun fire overlevende blev anholdt. Jorge blev taget med på politistationen, hvor han blev afhørt, »mens de holdt mit hoved under vand«:

»’Hvem er dine kammerater? Hvilken rang har du?’ De slog mig, til jeg var følelsesløs i ansigtet, testiklerne og leddene,« fortæller han, »hvis de havde opdaget, at jeg stod i spidsen for aktionen, ville jeg ikke have erfaret, hvordan det er at sidde i fængsel. Men jeg overlevede på min egen måde.«

Den onde cirkel

Der kunne næppe være mere på spil ved forhandlingsbordet i Havana: Landet har været i krig siden 1948, hvor den såkaldte violencia, som på det tidspunkt stod mellem de militante fløje i de liberale og konservative partier, begyndte at splitte landet. Stridspunkterne var retten til at dyrke og eje jorden samt mordet på den reformvenlige kandidat for de liberale, Jorge Eliécier Gaitán. Krigen varede først i 10 år og blussede så op igen efter en kort pause i kølvandet på den amerikanske intervention i 1959 og den såkaldte Plan Lazo. Den førte til oprettelsen af den paramilitære gruppe Triple A (Antikommunistisk Amerikansk Alliance ) og i 1964 af deres modstandere i FARC. Andre guerillagrupper, herunder M-19, deltog også. I fire årtier kæmpede FARC, hæren og de paramilitære grupper – som hævdede at repræsentere henholdsvis bønderne og proletariatet, staten og jordbesidderne – om jorden. Og som de trængte frem eller trak sig tilbage, skræmte og fordrev de lokalbefolkningen. Det præcis dødstal kendes ikke. Internationale skøn spænder fra 70.000 til 200.000.

En fjerde faktor forværrede den onde cirkel: narkosmugling og Pablo Escobars morderiske Medellín-kartel, der førte total krig mod staten og dens repræsentanter ofte i samarbejde med de paramilitære grupper. Escobar blev dræbt i 1993, og de paramilitære grupper blev afvæbnet i årene mellem 2003 og 2006, da Álvaro Uribe, som ofte er blevet beskyldt for at være deres politiske sponsor, var præsident. Efterspillet er blevet internationalt kritiseret for udbredt straffrihed og manglende retfærdighed for ofrene.

Langsomt begynder colombianerne nu at konfrontere fortiden. For to måneder siden blev en grav med omkring 60 lig fundet i den sydvestlige provins Nariño. De var formentligt de paramilitære gruppers ofre. I 2010 blev en massegrav med 2.000 lig fundet i nærheden af militærbasen La Macarena syd for Bogotá. Militæret indrømmede, at de havde begravet de døde og hævdede, at det var guerillasoldater, men menneskerettighedsgrupper beskyldte regeringen og USA for at have forsøgt at skjule gravens eksistens. Aktivisten Johnny Hurtado, der forsøgte at informere britiske parlamentsmedlemmer under deres besøg i Colombia, blev kort efter myrdet. På et løfte om at fortsætte fredsforhandlingerne vandt Santos sidste år over den radikale ’Uribista’-højrefløj og blev dermed genvalgt som præsident. Santos udgangspunkt er, at »intet er vedtaget, før der er enighed om alt«.

Hemmelige samtaler

Johann Sebastian Bachs kantater strømmer ned ad trappen, som fører op til et lejet værelse med udsigt over Det Caribiske Hav, hvor Sergio Jaramillo opholder sig, inden han flyver tilbage til Havana for at fortsætte forhandlingerne. Jaramillo førte de allerførste hemmelige samtaler med FARC for fem år siden. Da jeg ankommer, taler han i telefon med Storbritanniens tidligere chefforhandler for fredsaftalen i Nordirland, Jonathan Powell. Den irske løsning betragtes både som et forbillede og som et skræmmebillede på begge sider af bordet i Cuba.

Filosoffen, filologen og diplomaten Jaramillo udstråler høflighed og alvor. Han forklarer, at han har studeret i både Oxford og Cambridge »for at komme væk og videre«. Hans bedsteforældre på begge sider af familien var colombianske diplomater i Tyskland før Anden Verdenskrig. En bedstefar var ambassadør og blev udvist af nazisterne, mens en bedstemor var udsat for pinlig opmærksomhed fra Joseph Goebbels, som vist var betaget af hendes latinske skønhed. Jaramillo var Santos’ stedfortræder, da den nuværende præsident var forsvarsminister i en regering, som ironisk nok blev ledet af den mand, der nu er fredsprocessens svorne fjende: den tidligere præsident Uribe, den yderste højrefløjs faderfigur. Da Santos blev præsident, udnævnte han Jaramillo til national sikkerhedsrådgiver med en klar opgave om at slutte fred med FARC.

FARC blev grundlagt som kommunistpartiets militante fløj og videreførte venstrefløjens kamp mod USA’s indblanding i Colombias anliggender under la violencia. Den var inspireret af den cubanske revolution, og er den sidste guerillaorganisation af sin art i verden. Den kalder sig en marxistisk-leninistisk bondehær, men bliver af USA og EU betragtet som en terrororganisation. Siden sin grundlæggelse har FARC bekæmpet de myndighederne og de paramilitære grupper og kontrollerer stadig store områder.

I september 2010 »havde ingen talt om eller tænkt på fred i otte år,« siger Jaramillo. Men han fik til opgave at stå i spidsen for en fredskommission, »som ifølge loven var bemyndiget at tale med terroristgrupper. Vi ville ikke vække opmærksomhed, så der blev åbnet hemmelige kanaler, ligesom i Nordirland. Vi var i kontakt med FARC’s sikkerhedsfolk, og præsidenten sagde til dem: ’Vi er villige til at mødes, så længe alt er hemmeligt, seriøst og i udlandet’«.

I begyndelsen af 2011 blev møderne og stedet aftalt ad hemmelige kanaler. Jaramillo var leder af regeringens delegation ved det første møde i Havana i februar samme år:

»Vi havde været meget nervøse, men det var et seriøst møde, som åbnede en mulighed.«

Derefter fulgte seks måneders hemmelige forhandlinger, hvor begge parter traf ekstreme forholdsregler for ikke at blive opdaget. I december 2012 kunne præsidenten meddele, at forhandlingsdelegationerne var på plads. FARC udnævnte deres topfolk Iván Márquez og veteranen Pablo Catatumbo, mens en tredje leder, Timoleon Jiménez, kendt som ’Timosjenko’, bliver i junglen som militærleder, indtil en fredsaftale er blevet underskrevet. Jaramillo advarer om, at »det er vores sidste chance«:

»Det er den sidste generation af FARC, der er både militær og politisk. Det er den sidste del af FARC, som er en universitetsuddannet, politisk bevægelse med en marxistisk ideologi, som vi er uenige med, men det er i det mindste en politisk uenighed. Den næste generation kender ikke til andet end junglen og krigen.«

En svær proces

Der er enighed om en fredsplan i fem punkter. 1: jordreformer i et land, hvor politik handler om brugs- og ejendomsretten til jord. 2: rammer for FARC’s deltagelse i partipolitik. 3: at FARC holder op med at producere kokain for at finansiere krigen. 4: våbenhvile og afslutning på borgerkrigen. 5: rammer for et retsopgør.

På de første tre punkter er der opnået »en solid aftale«, siger Jaramillo:

»Vi bliver nødt til at lave tidssvarende udviklingsprojekter i landdistrikterne – infrastruktur, veje, kunstvanding, teknisk uddannelse og mulighed for at optage lån for små landbrug.«

En lov har givet de fem mio. internt fordrevne ret til at vende hjem, men mange er døde i forsøget på at gøre krav på det, som er deres:

»Vi argumenterer for, at det vil være lettere i forbindelse med en fredsproces,« siger Jaramillo, »fredsprocessen betyder, at FARC vil deltage i det politiske liv og kommer til at spille en rolle i genopbygningen af Colombia.«

Punkt ét overlapper med punkt tre, når det handler om at opnå en aftale om den jord, der bliver anvendt ulovligt til at tjene narkopenge. Men hvad får ’narko-FARC’ (i modsætning til det politiske FARC) ud af det? Mens sidstnævnte måske er klar til partipolitik, hvad så med dem, der driver forretning og ikke nærer noget ønske at blive borgmester? Jaramillo er dog overbevist om, at FARC har organisatorisk kapacitet til at klare det:

»De er strenge og håndhæver deres beslutninger. Jeg tror, at de kan leve op til det, vi aftaler. Vi kan ikke gøre noget ved efterspørgslen på narkomarkedet, men vi kan samarbejde med FARC om at løse bøndernes problemer. De er fanget i en ulovlig økonomi, som også er en fattigdomsfælde.«

Mauricio Rodríguez, tidligere colombiansk ambassadør i Storbritannien og nu rådgiver for fredsprocessen, ser lidt anderledes på det:

»Ja, så bliver 20 procent af dem narkobaroner. Men det er nemmere: Så bliver de bare til forbryderbander uden en ideologi, og så kan vi bekæmpe dem som kriminelle.«

Punkt fire og fem er »de spørgsmål, vi skal arbejde på«, som Jaramillo udtrykker det. For en måned siden skete der fremskridt på punkt fire, da præsident Santos gav ordre om at indstille bombningerne af FARC’s områder:

»Det handler ikke bare om at demobilisere en væbnet gruppe,« siger Jaramillo, »men om at gentænke Colombia og ændre samfundet. Det bliver en meget, meget svær proces. Da FARC sidst deltog i politik, beholdt de deres våben. Men deres politiske repræsentanter blev udslettet. Denne gang må vi give dem så solide sikkerhedsgarantier, at de forstår, at de ikke kan beholde deres våben«.

Oprørets årsager

Det hænger sammen med det vildnis af problemer, som punkt fem repræsenterer. Der er mange modeller for et retsopgør: En sandheds- og forsoningskommission som i Sydafrika, en straffedomstol som for det tidligere Jugoslavien, eller en mellemting. For Rodríguez er det afgørende, at gerningsmændene vælger at samarbejde med en sandhedskommission:

»De fleste ønsker bare at kende sandheden. Hvad skete der? Hvem gjorde det? Og hvorfor? For de fleste vil dét og en slags erstatning være nok.«

Det er svært at lodde stemningen i FARC. Journalister er trængt ind i junglen, men har kun fået indblik i guerillasoldaternes liv og ikke i ledernes tanker. The New York Times har talt med forhandlerne i Havana, men kun fået få oplysninger. FARC’s kontor i Havana udsender regelmæssigt pressemeddelelser via hjemmesiden resistencia-colombia.org:

»Hr. præsident, hvad skal det betyde?« hedder det udfordrende i en nylig pressemeddelelse, som påstår, at de paramilitære grupper, der skulle have være afvæbnet, sammen med hæren har gennemført angreb mod FARC. Den journalist, der har fulgt FARC tættest, María Jimena Duzán, har modtaget et brev fra FARC-lederen ’Timosjenko’, som magasinet Semana har offentliggjort. Det er interessant læsning, fordi det insisterer på, at »overklassen altid har tænkt fred som en afslutning på den væbnede opstand, men uden væsentlige ændringer i de økonomiske og sociale strukturer eller i det politisk styre. Colombia har brug en dyb forandring i sine rådne politiske institutioner.«

Carlos Lozano Guillén, chefredaktør på avisen Voz, er ifølge Duzán tæt nok på FARC til at vide, hvordan organisationen tænker, og samtidig tilstrækkelig på afstand til at kunne udtale sig oprigtigt. Lozano er en veteran i kommunistpartiet. Partiet er i dag meget lille, men det er et tandhjul, der med sine bånd til Havana får andre hjul til at dreje. Lozano har skrevet en bog med titlen La Paz, si es Posible (Ja, freden er er mulig), som gør op med seks årtiers tænkning på den marxistiske venstrefløj i Colombia:

»Intet vindes ad militær vej. Alle taber, deriblandt civilbefolkningen,« skriver han.

Lozano betegner FARC som »en hovedaktør i landets historie gennem mere end 50 år« og »en realitet, ingen længere kan ignorere«. Han forestiller sig, at FARC sammen med andre venstreorienterede grupper ved kommende valg vil kunne danne »en bred front for socialister, oprindelige folk og miljøorganisationer«. Og at den koalition kan blive et regeringsalternativ, ligesom i nabolandene Ecuador og Bolivia. Den skal fokusere på, »hvordan jordreformen bliver udformet, på modstand mod de multinationale selskabers tilstedeværelse, miljøbeskyttelse og på skabelse af nye demokratiske rum i byerne«:

»Regeringen ønsker, at betingelserne skal forhandles på plads i løbet af de næste måneder. Men jeg tvivler på at det kan nås i år, for der er stadig nogle vanskelige problemer at løse,« siger Lozano og fortsætter: »FARC er indstillet på et retsopgør, men kan under ingen omstændigheder gå med til en ensidig proces, hvor staten ikke skal stå til regnskab, selv om den har begået de værste forbrydelser under krigen. Virkeligheden er, at de værste massakrer i Colombia er blevet begået af hæren med de paramilitære gruppers hjælp. FARC kan kun acceptere en aftale om et retsopgør eller en forsoningsproces, der også tager statens og de paramilitære gruppers forbrydelser og deres ofre i betragtning.«

Hvad våbenhvilen angår, siger Lozano, at »regeringen ønsker en nem fred, der ikke koster noget politisk. De vil berolige de multinationale selskaber. Men de tager fejl, hvis de tror, at FARC vil være interesseret i præsidentens nemme fred, hvis den åbner Colombia for de multinationale selskabers udnyttelse, så de kan udvinde vores ressourcer uden at bekymre sig om guerillabevægelserne. Det kommer ikke til at ske. Derfor er spørgsmålet om at afvæbne guerillaerne politisk: FARC greb til våben af specifikke politiske og sociale årsager, og vi forbeholder os denne ret til at gøre oprør.«

Fredens modstandere

Her gemmer der sig endnu en forhindring: den nationale befrielseshær, ELN. FARC er nemlig ikke den sidste guerillagruppe. Mauricio Rodríguez har fået til opgave at åbne en forhandlingskanal til denne meget mindre, men slagkraftige gruppe:

»De har slet ikke den samme brede opbakning i befolkningen som FARC, men betyder alligevel noget, fordi deres aktioner er mere ideologisk og økonomisk funderede,« forklarer han. »De kontrollerer områder med miner og energiressourcer, hvor de sprænger rørledninger i luften og kidnapper udlændinge fra mine- og energiselskaber. ELN’s krav er i udgangspunktet, at der bliver sagt blankt nej til udenlandske mine- og energiselskaber. Mit svar er så, at det ikke er muligt. Det er ikke den økonomiske model, vi har forpligtet os på. Vi vil ikke gøre noget, der afskrækker udenlandske investorer. Jeg siger til dem: ’Vil I udrydde fattigdommen? Det vil jeg også.’ Da jeg så fortalte om vores planer for at bekæmpe fattigdom, sagde de, at jeg burde være guerillasoldat! ’I må være skøre, slut jer til os i stedet,’ svarede jeg.«

Rodriguez peger også på et efter hans mening større problem: »En uforsonlig højrefløj. Omkring 40 procent af befolkningen, Uribes tilhængere, er modstandere af Santos, freden, FARC i parlamentet og forsoning. Deres problem er, at Uribes politiske overlevelse afhænger af FARC. Desuden er krigen blevet en god forretning for jordejere og tidligere medlemmer af de paramilitære grupper. Hvis man lavede en meningsmåling i dag, vil være 60 procent nok være tilhængere af en fredsaftale, men det er ikke nok. Hvis FARC går ind i partipolitik, vil venstrefløjens historie i Colombia blive skrevet om, og så vil Uribe og hans folk miste deres eksistensberettigelse – og det er et problem i et voldeligt land. Det er dem, jeg frygter, og derfor bliver jeg bekymret, hvis ikke der foreligger en aftale inden årets udgang.«

Ansvar for fremtiden

Fernando García, som tidligere var blandt lederne i M-19, arbejder nu for borgmester Petro i Bogotá i kommunens internationale afdeling. Han husker, da M-19 »kom ind«. Organisationens leder, Carlos Pizarro, blev myrdet i 1990 og afløst af Antonio Navarro, som siden blev en af landets grundlovgivende forsamlings tre formænd:

»Jeg frygter, at hvis FARC kommer ind i varmen nu, vil nogle af lederne blive dræbt af de paramilitære grupper. Og hvis en eller to bliver dræbt, vil de andre igen forsvinde ind i junglen for at kæmpe. Men da vores leder Pizarro blev dræbt, sad Navarro over for de kammerater, som ville genoptage kampen, og sagde: ’Vær stærke, bliv i fredsprocessen.’ Nu må vi fortælle FARC, at det er den mest intelligente beslutning, vi nogensinde har taget. Jeg tror, at FARC forstår Latinamerika og har indset, at det er tide at gøre op med denne måde at gøre tingene på.«

Efter Jorge Garcias undervisning i Jóvenes en Paz-programmet i Ciudad Bolivar fortæller en dreng ved navn Harold Olive om sit liv: »Jeg lever med social udrensning, narkohandel, bandedrab og regeringsdrab. Projektet her hjælper os med at finde en udvej og noget kærlighed, hvor den ellers ikke findes. Men mens regeringen taler om en fredsproces i Havana, er der stadig krig her i kvarteret.«

Jorge ved, at drengen har ret, men kan alligevel ikke lade være med at bryde ind: »Vi bliver nødt til at vise, at der er en forbindelse mellem forhandlingerne med FARC og alle de mindre fredsprocesser lige her i kvarteret,« siger han og ser Harold direkte i øjnene: »Vi har oplevet smerte og er produktet af smerte. Men nu tager vi ansvar for, hvad der skal ske fremover.«

© The Guardian & Information 2015.

Oversat af Mads Frese

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her