Læsetid: 8 min.

De uelskede

Sjældent er et engelsk mesterhold blevet mødt med så megen modvilje og foragt som det Chelsea-mandskab, der netop har sikret sig titlen i Premier League. Men det er holdets portugisiske manager garanteret ligeglad med. Det er ikke venner, han samler på
Chelseas Nemanja Matić er en af nytilførslerne til et Chelsea-hold, der ellers mest praktiserer gamle dyder: en benhård defensiv og en i hvert fald siden nytår temmelig tilbageholdende offensiv.

Adrian Dennis

16. maj 2015

I Australien er navnet Douglas Jardine forhadt. I hvert fald blandt dem, der kan deres cricket- historie. Og det er ikke så få.

Jardine var anfører for det engelske crickethold, der i 1932 sejlede med krydstogtdamper til Australien for at dyste med australierne om cricketverdens mest prestigefulde trofæ, The Ashes.

På forhånd var englænderne undertippede. De var på udebane. De havde ikke nogen gylden årgang. Og australierne havde anført af deres brillante gærdespiller Donald Bradman pulveriseret dem ved en turnering året før.

I Jardine havde englænderne imidlertid en anfører, der ville vinde for enhver pris. Og for at opnå sit mål introducerede han for første gang nogensinde den såkaldte bodyline-strategi; en uhørt aggressiv spillestil, hvor de engelske kastere med fuld fart slyngede de knaldhårde cricketbolde af sted direkte mod de australske gærdespillere, der måtte springe til side for ikke at få blå mærker, brækkede lemmer og brodne pander.

Faktisk gik en enkelt australsk spiller i dørken med en alvorlig flænge i hovedet under en af kampene, der ramte australierne som et chok. De havde aldrig set noget lignende, og englændernes facon vakte så stor vrede, at de australske myndigheder måtte opstille beredent politi ved lægterne for at forhindre tilskuerne i at storme banen og overfalde de engelske spillere.

Da Jardine blevet foreholdt det faktum, at hans spillestil ikke just skabte ham venner blandt det australske publikum, svarede han med en sætning, der er gået over i crickethistorien:

»I’ve not travelled 6000 miles to win friends. I´m here to win the Ashes.«

Hvilket han i øvrigt også gjorde. Men prisen var høj. Australierne har aldrig glemt Jardine og hans forbandede bodyline-taktik, der i øvrigt blev forbudt af de internationale cricketmyndigheder året efter. Og den dag i dag er forholdet mellem England og Australien på cricketbanen præget af den dybeste modvilje.

På mange måder er José Mourinho den moderne fodbolds svar på Douglas Jardine. Han er kommet til et fremmed land for at vinde trofæer. Og det er lykkedes.

Men undervejs har hans optræden og strategi kostet ham selv og hans hold enorme mængder af velvilje og sympati. Eller som den velanskrevne sportskommentator og tidligere topspiller Jamie Carragher har udtalt det:

»José Mourinho and this Chelsea team will always be respected but they will never be loved.«

Ikke så glad igen

Det begyndte ellers så godt for den portugisiske mestertræner, da han vendte tilbage til England forrige år.

I en selvironisk reference til sit tilnavn som ’The Special One’, døbte han sig selv som ’The Happy One’, og hans første tid var præget af overskud og slagfærdig ping pong med pressen og trænerkolleger.

De første tegn på, at den gamle Mourinho – den selvretfærdige, rethaveriske, paranoide type, der havde lagt sig ud med hele verden i sin første tid som manager for Chelsea – stadig lurede lige under overfladen, kom i form af hans verbale sparring med Arsenals træner Arsène Wenger.

Wenger og Mourinho kan ikke udstå hinanden – og har aldrig kunnet det. Lige siden Mourinho ankom til de engelske kyster, har Wenger haft svært ved at skjule sin foragt for den portugisiske træners kyniske og sikkerhedsbetonede kontrafodboldstil, mens Mourinho på sin side betragter Wenger som en selvretfærdig, gammel feinschmecker: En del af den selvbestaltede fodboldoverklasse, som han har brugt en stor del af sin karriere på at føre krig mod.

De to ærkefjender genoptog deres udveksling af spydigheder, da Mourinho atter kom til London, og selv om de sjældent var blide ved hinanden, blev en linje alligevel krydset i manges øjne, da Mourinho på en pressekonference lancerede et personangreb på Wenger og kaldte ham »a specialist in failure« med henvisning til, at han på det tidspunkt ikke havde vundet en titel i otte år.

Selv om den franske manager kan være kantet og docerende at høre på, så betragtes han i store kredse af den britiske fodboldoffentlighed som en hædersmand for sin indsats for at modernisere engelsk fodbold og gøre Premier League til en af de mest seværdige ligaer i verden. Man brød sig ikke om at se ham blive nedgjort på den måde. Det havde han ikke fortjent. Det var ikke en værdig behandling af den franske elegantier.

Og det definitive vendepunkt til det værre i offentlighedens syn på den tilbagekomne Mourinho indtraf, da Chelsea i tredjesidste spillerunde af sidste sæson drog til Anfield for at møde Liverpool.

På det tidspunkt var Liverpool ved at skrive det, der kunne været blevet et af de mest magiske kapitler i Premier Leagues historie. Ved hjælp af en fantastisk sejrsrække havde klubben løftet sig op foran rigere rivaler og lå til at vinde det første guld til Merseyside i 24 år.

De røde havde imidlertid brug for point i hjemmekampen mod Chelsea for at holde sig foran Manchester City. Og så gjorde Mourinho det, han gør bedre end alle andre: Han sendte sit hold på banen i pindsvineformation og med en gameplan, der udelukkende var fokuseret på at slå modstandernes spil i stykker og lave en enkelt kasse eller to på kontraløb.

Og det var præcis, hvad der skete.

Liverpool-spillerne løb sig døde på Chelseas beton-defensiv, hvorefter the Blues scorede på deres to eneste chancer i kampen.

Sådan kan det gå. Det er fodbold. Hvad der fjendtliggjorde fodboldoffentligheden var imidlertid Mourin- hos reaktion efter Chelseas andet mål, der kom til sidst i kampen og i realiteten dræbte Liverpools drøm om at erobre de mest uventede guldmedaljer, siden Howard Wilkinsons Leeds triumferede i 1992.

Hvor stort set alle andre managers ville have reageret med en behersket glæde i respekt for den betydning, som resultatet havde for modparten, så stormede Mourinho hele vejen ned ad langsiden foran knuste Liverpool-fans, mens hans slog sig på brystet, lagde hovedet tilbage og brølede som en gorilla.

De rødklædte tilhængere var ikke blot blevet overvundet. De skulle ydmyges og trampes på.

Flere fodboldkommentatorer – også folk, der ikke nødvendigvis er Liverpool specielt venligt stemt – har efterfølgende udtalt, at dét var øjeblikket, hvor deres gamle afsmag for den portugisiske mestertræner meldte sig igen. ’The happy one’ var alligevel ikke så happy, da det kom til stykket. Han var en lige så stor kyniker, som han altid har været.

Trist forår

Det er en kynisme, som man i øvrigt også genfinder i sammensætningen af hans trup.

Da Mourinho efter et nederlag til Crystal Palace i sidste sæson blev spurgt af journalisterne, hvad hans mandskab manglede for at nå til tops, snuppede han en skriveblok ud af hænderne på en af reporterne og skrev ordet »Balls«.

Og nosser – det må man sige, at holdet har fået. I de seneste transfervinduer har Mourinho forstærket sin trup med typer som serbiske Nemanja Matić, Cesc Fàbregas og spansk-brasilianske Diego Costa. Koblet med allerede etablerede aktører som John Terry, Branislav Ivanovic og Ramires har Mourinho skabt et mandskab med karakter og sejrsvilje – men også et hold, der alt for ofte bringer skam over sig selv med usportslig optræden og hårdt spil.

Chelsea er således det mandskab i Premier League, der har akkumuleret næstflest røde og gule kort i indeværende sæson – kun overgået af Londonrivalerne fra Tottenham Hotspurs. Og the Blues leverer samtidig tre spillere til Top 10-listen over ligaens største bisser i skikkelse af Branislav Ivanovic, Nemanja Matić og Cesc Fàbregas. Tilsammen har de tre indsamlet 30 gule og to røde kort, hvilket bringer dem i (tvivlsomt) selskab med folk som Sunderlands Lee Cattermole, QPR’s Joey Barton, Hull Citys Tom Huddlestone og andre af Premier Leagues mest berygtede og hensynsløse spillere.

Det siger sig selv, at Chelsea-spillernes hårdhændede optræden på grønsværen ikke ligefrem har vundet dem mange beundrere i den engelske fodboldoffentlighed, og sagen er ikke blevet bedre af, at holdet i lange stræk har spillet bevidsthedsdræbende kedeligt.

Mourinho plejer at afvise enhver beskyldning om, at hans hold praktiserer tilskuerfjendtlig fodbold med, at Chelsea har scoret næstflest mål af alle klubber i Premier League. Og det er også korrekt.

Hvad han undlader at nævne, er imidlertid, at den statistik udelukkende bæres oppe af holdets fantastiske efterårssæson, hvor de blåklædte spillere hamrede kugler i kassen og satte sig solidt på førstepladsen.

Efter ligaen rundede vinterens hektiske kamp- program, blev stilen blevet lagt om. Nu gjaldt det om at forsvare førstepladsen hjem til målstregen, og opskriften herpå var resultatorienteret kontrabold med udgangspunkt i en defensiv taktik, der til tider har nærmet sig det destruktive.

Siden februar har holdet blot scoret 19 mål i 14 kampe, altså 1,3 mål i snit pr. kamp. Et særdeles lavt tal for et mesterhold, og at det er lykkedes Mourinhos tropper at holde fast i førstepladsen på baggrund af en så mager målhøst, skyldes udelukkende, at mandskabet nærmest ikke har lukket nogen mål ind i den anden ende.

Hele vægten i de nykårede mestres spil har handlet om at lukke af bagude, og i hjemmekampen mod Manchester United for en måneds tid siden antog denne strategi nærmest groteske former, da Chelsea efter en tidlig føring fuldstændig overlod initiativet til modstanderne og udelukkende koncentrerede sig om at slå Uniteds spil i stykker.

Det lykkedes også. Chelsea tacklede, spoilede og spekulerede sig til en 1-0 sejr. Men ret beset er det uhørt, at en titelkandidat på hjemmebane i et opgør mod en af toprivalerne stiller sig tilfreds med at have under 30 procent af boldbesiddelsen.

Hvad er egentlig kedeligt?

Fra modstandernes tribuner har reaktionen på spillestilen været rendyrket hån.

»Boring boring Chelsea,« sang Arsenals fans, da de to klubber mødtes for nylig. Men Mourinho svarede i vanlig stil:

»What’s boring is 10 years without winning the title,« lød det med henvisning til Arsenals lange guldtørke. Og så afviste portugiseren i øvrigt at praktisere en mere offensiv spillestil med en bemærkning om, at det ville være »football from the moon«.

Mourinho kan da også tage tilskuernes kritik ganske afslappet, for det eneste, der betyder noget for ham, er, hvad den russiske oliemilliardær i Stamford Bridges VIP-loge mener. Og han er efter alt at dømme godt tilfreds.

Klubejer Roman Abramovich overtog ellers Chelsea i sin tid med det erklærede formål at skabe »et Barcelona i blåt«. Og en af grundene til, at Mourinho røg ud i første omgang, var, at russeren ikke kunne holde hans defensive stil ud.

Men denne gang ser han ikke ud til at have de samme indvendinger. Da Chelsea havde kedet verden til døde med en 0-0 kamp mod Arsenal for nylig, gratulerede Abramovich personligt Mourinho med resultatet i omklædningsrummet. Og den rige russer virker bare glad for, at Premier Leagues gyldne mester- skabssymbol efter fem års fravær atter skal syes på de blå trøjer.

Samtidig kan Mourinho føje endnu en engelsk titel til sin trofæliste. I alt har han i sin managerkarriere nu vundet 22 titler, hvilket er et trofæ pr. 34. kamp.

En utrolig bedrift. Og portugiseren kan virkelig gøre salig Jardines ord til sine, for nok har han ikke vundet mange venner undervejs i sin karriere. Men han har vundet titler!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu