Læsetid: 4 min.

Væsenshunger

Det er på én gang noget ganske selvfølgeligt og noget helt urimeligt at kalde ting ved navn
Det er på én gang noget ganske selvfølgeligt og noget helt urimeligt at kalde ting ved navn

Ib Kjeldsmark

2. maj 2015

I sit store teoretiske hovedværk, Die Philosophie der symbolischen Formen fra 1920’erne, beskriver den tyske filosof Ernst Cassirer pludselig et meget velkendt hverdagseksempel for alle, der har med helt små børn at gøre. Når barnet er på vej til at bevæge sig ind i den symbolske orden og lære sig at tale det menneskelige sprog, er det i en periode som regel enormt optaget af at pege på ting og spørge til, hvad de er: ’Hvad er det, hvad er det?’ lyder det igen og igen. De venlige voksne, der bærer rundt på barnet, svarer naturligvis beredvilligt ved at give barnet navnene på de ting, de passerer: ’Det er en stol. Det er en lampe. Det er storesøsters bold’. Osv.

Hvad Cassirer gør opmærksom på, er imidlertid, at det, der umiddelbart fremtræder som en ’navnehunger’ formentlig langt mere præcist ville kunne forstås som en væsenshunger. Barnet spørger netop ikke, hvad det dér hedder, men hvad det er. Det er interesseret i at vide, hvad tingenes væsen er; hvad de ’i virkeligheden er’. Hvor skuffende må det ikke være gang på gang at blive affærdiget med et navn! Og hvor forståeligt, i grunden, at børnene derfor bliver ved med at spørge: ’Nej, din odder. Jeg spurgte ikke, hvad det hedder, men hvad det er! Hvad kan det? Hvorfor er det?’

Symbolske former

Cassirers pointe er imidlertid ikke, at der er et virkeligt væsen i tingene bag ved den måde, vi betegner og behandler dem på. Hans ærinde er ikke at nedskrive det menneskelige sprog og dets måder at begribe og symbolisere verden på til fordel for en mere virkelig virkelighed derude, bag ved sprogets relative og subjekt­afhængige betegnelser. Tværtimod er en af grundtankerne i de symbolske formers filosofi, at verden åbner sig for menneskene i de symbolske former – i for eksempel mytologien, kunsten og videnskaben.

For Cassirer er mennesket først og fremmest bestemt ved at bruge symboler, det er et animal symbolicum. Vi er sådan nogle, der forholder os til og benytter os af symboler, og kunsten er at vise barnet, der har væsenshunger, hvordan man rent faktisk kan gøre ting med disse symboler. Man kan fortælle historier, man kan konstruere avancerede matematiske beviser, og man kan fortælle platte vittigheder. Mulighederne er uudtømmelige.

Det mærkelige ved navnene forbliver dog, at de både åbner verden for os, og samtidig planter fornemmelsen af at ramme lidt ved siden af. Hvis et navn bare gengav tingenes essens, ville det være en simpel fordobling, som allerede Platon gjorde opmærksom på. Navnet er ikke det samme som essensen. Men et navn er heller ikke ’bare’ et tilfældigt mærkat, som ikke har noget med tingenes virkelige væren at gøre.

Den slovenske filosof Mladen Dolar spørger således, om ikke netop det, at vi så bramfrit giver os i kast med at navngive verden, også i sig selv betyder noget eller producerer en betydning, der næsten ikke burde kunne ligge i noget så tarveligt som et navn. Som han formulerer det, hævder navngivningen altid noget mere end blot at være en tilfældig betegnelse: »Ethvert tegn eller ord, så tilfældigt det måtte forekomme, ophører med at være tilfældigt i det øjeblik, vi bruger det.«. Dermed siger navnet, samtidig med at det benævner tingen, at der er noget ved denne ting, som det forsøger at udtrykke, men måske netop ikke helt eller fuldstændigt formår at indfange.

Dolar bruger ordet ’slovenskhed’ som eksempel: Det kan benævne noget geografisk, historisk osv. og rummer derudover en masse konnotationer, som kan være positive eller negative, alt efter hvordan man har det med slovenere. Men det siger også, at der i det hele taget er sådan noget som ’slovenskhed’, det installerer et spøgelse, et hemmeligt x, som aldrig helt kan udtømmes af noget navn. Det mærkelige er, at selve det at bruge navne skaber forestillingen om et væsen, som navnet aldrig helt kan udtømme: »Navnets reelle er det, der undslipper benævnelsen, men alligevel står i dets kerne«.

Heil Schickelgruber!

Og hvad med vore egne navne? Barnet kan – helt berettiget – undre sig over, hvorfor det egentligt blev kaldt Villads eller Hassan eller Lis. Hvad gør det mig til, at jeg blev kaldt det, jeg blev kaldt? Dolar diskuterer i en sidebemærkning det pudsige forhold, at Adolf Hitlers far egentlig var født Schickelgruber. Ved et par mere eller mindre tilfældige omstændigheder endte Hitler med at hedde Hitler. Men kunne man overhovedet have fået et tredje rige, spørger Dolar, hvis det skulle baseres på hilsnen: ’Heil Schickelgruber!’

Måske er det slet ikke så mærkeligt, at børn tænker over tingenes væsen, og måske skal vi tilskynde dem mere til det. Det angår trods alt spørgsmålet om, hvem de selv er.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu