»Det er, fordi vi har Manchester United-blod i os,« sagde Juventus’ venstreback, Patrice Evra, om sig selv og sin holdkammerat Carlos Tévez. Især Tévez, den arrede agentiner, spillede en fremragende kamp, da Den Gamle Dame slog sidste års mestre fra Real Madrid 2-1 tirsdag aften i Torino i årets første Champions League-semifinale.
Det var hans skud på mål, som efter Iker Casillas’ blokering ledte til Alvara Moratas mål blot otte minutter efter kickoff. Og det var Tévez, der avancerede med et straffespark til 2-1, efter at Cristiano Ronaldo havde udlignet til 1-1 på et hovedstød tæt inde under Gianluigi Buffons masker i den anden ende. Men Evra leverede også en god indsats. Det gjorde hele Massimiliano Allegris hold.
Morata spillede over evne. Schweiziske Stephan Lichtsteiner råbte og skreg under hele opgøret, men hver gang han spurtede med frem i højre side, var der fare på færde. Og Andrea Pirlo er i sig selv en nydelse at se på. Stille flyder Pirlo.
Taktisk affære, vil nogen sige. De pakker sig, de skide italienere. Genistreg, råber skabsitalienerne, mig selv inklusiv.
»Det vigtigste var, at vi vandt. Vi er ved godt mod. Sådan! Nu er vi 50 procent af vejen mod finalen,« konkluderede Evra.
Spaniere har det med at underpræstere, når de møder italienske hold. Især på udebane. Her er fem grunde til, at Real Madrid ikke vandt.
At læse spillet
Det kan ikke bortforklares: Real Madrid er ikke det samme hold i Luka Modrics fravær. Uden ham ser midtbanen ofte kløvet og idéforladt ud. Toni Kroos og Sergio Ramos har ganske vist de muskler, som supplerer defensiven med to ekstra mænd, men så er det op til James Rodriguez og Isco på fløjene at agere kreative.
Problemet er, at de to hele tiden søger væk fra fløjene. Konsekvensen er unødvendigt klumpspil, langsommelig boldomgang og en manglende bredde, som ellers er et modt middel til at dirke defensiver op med. Og det medfører også, at de sprudlende kræfter på Carlo Ancelottis mandskab søger langt ned i banen for at hente bolden. Det burde de have undgået i Torino. Gareth Bale og Cristiano skal have bolden med god plads til målet, retvendt og med fart i fødderne. Vi savner Modric.
Daniel Carvajal og Marcelo Vieira da Silva Júnior er offensive typer, som moderne fodbold elsker. Men de har det også med at miste besindelsen og lave unødvendige – og fatale – fejl i forsvaret. Måske fordi det til tider er lidt for hårdt at løbe hele vejen tilbage. Især Marcelo lever op til myten om sig selv: Brasilianere er humørspillere. Guddommelige, når det stikker dem, dovne bæster, når det gælder.
Italienere forstår virkelig at læse spillet. Hvad nytter Reals formidable pasningsspil, når det foregår på modstanderens præmisser? Så er det ikke længere nok bare at flytte bolden rundt – også selv om det ser besnærende ud og ligner en belejring af den anden verden.
Spillet trykkes tilbage, og i tilfældet Juventus var der konstant to eller tre defensiver omkring spaniernes trumfer. Her blev det tydeligt, at madrilenerne i den grad savner en type som Karim Benzema. Han er boldstærk og har god fysik og kan både spille som klassisk 9’er i boksen og i en ’falsk 9’er’-position, hvor han agerer station for en midtbane, som søger mod målet. Eller sagt med tal: Real er bedre, når de spiller i en klassisk 4-3-3-variant med Bale, Ronaldo og Benzema på toppen, frem for den mere engelsk inspirerede model, hvor man er afhængig af strikeren. Vi savner Benzema.
Måske er tal bare tal. For selvfølgelig handler det om spillernes kvaliteter og ikke den geometri, de passer ind i.
Alligevel var det tydeligt, at Real ikke magtede så flydende formationsændringer som Juve. Tirsdag aften vekslede de sort-hvide fra Torino mellem en 4-3-1-2, hvor Arturo Vidal var bindeleddet mellem det stærke maskinrum (med Pirlo som epicenter) og Morata og Tévez, og en 5-4-1, når der skulle forsvares. Her trak Pirlo tilbage som en slags sweeper flankeret af Giorgio Chiellini og Leonardo Bonucci, mens Tévez blev fremme i tilfælde af kontramulighed. Andre gange, når Juve følte sig i kontrol, skiftede de til det system, vi for alvor forbinder med Allegri: 3-5-2, hvor de to backer – Evra og Lichtsteiner – faktisk bliver til en slags ’innerwings’, som det hed i gamle dage, altså forstærkninger på midtbanen.
Systemernes kamp
Ser man på Real Madrid, har sæsonen budt på to klassiske systemer: En 4-4-2, som med Ramos og Kroos i maskinrummet mere præcist er en 4-2-2-2 (hvilket illustrerer knækket mellem muskler og idéer, jeg omtalte tidligere), og en 4-1-1-2-2, når Modric huserer på grønsværen (lige foran Kroos).
Den anden formation er en 4-3-3, som bliver til en 4-2-3-1, når Real desperat forsøger sig med en klassisk frontløber, og en kompakt José Mourinho-inspireret 4-3-3, når der for alvor skal forsvares på midten. Wingless wonder kaldte briterne det for længe siden.
For at sige det meget bastant: Real skal have et klart signal, for eksempel en indskiftning, for at rokere rundt. Italienerne gør det bare. Det ligger i deres DNA.
Og så er der det mentale spil. Furbizia betyder snuhed, snublende tæt på snyd. Det er flowsportens lakuner: taktiske frispark, abrupte hjørnespark, tidsforhaling og verbale provokationer. Furbizia er en praksisfilosofi om fodbold som kunsthåndværk – techne, som de gamle grækere sagde. Furbizia er teknikken, som italienerne mestrer, og den handler ikke bare om at hylde ideen om fodbold, men endnu mere om at beherske dens materiale. Hvis fodbold udelukkende kredsede om rå muskelkraft, ville tyskerne altid vinde. England ville være nr. 1, hvis hurtighed var i fokus. Spanierne ville sejre i en uendelighed, hvis det hele stod og faldt med forædling og adrætte kombinationer. Men fodbold er et spil, der foregår på tid. Og i tid. Og derfor vinder italienerne ofte. For et par år siden så jeg en kamp mellem Irland og Italien. De irske fans gik ud efter friske fadøl i pausen. De italienske fans rykkede sig ikke en tomme. De havde travlt med at kigge fjenden ud.
Hvis Italien lå i Spanien ..
Vi har vænnet os til at sætte et skot mellem spillet på grønsværen og fodboldens pauser. Altså mellem stage og backstage. Sådan er det ikke i den italienske furbizia, der netop forstår at udnytte sportens modsætninger og nervøse konflikter til egen fordel. Her er det ikke boldens graciøse svæv fra station til station, der er afgørende – som i billedet af den spanske midtbane – men derimod alt det, som ikke inkluderer bolden. For italienske hold handler det ikke om at kontrollere modstanderen, men snarere om at destabilisere hans spil. Det gjorde Juve i tirsdags, og det satte sig i spaniernes hoveder.
På onsdag mødes Juventus og Real igen på Santiago Bernabéu i Madrid. Hvis Italien lå i Spanien, ville opskriften have været klokkeklar: Spil på 1-0! Real scorede jo det vitale udebanemål, så et samlet 2-2-resultat vil bringe kongeklubben videre til finalen. Men det tør de ikke. Det ligger ikke i blodet på dem. Og mon ikke Marcelo får en opsang, Ramos trisser pænt tilbage i det centrale forsvar, Illarramendi kommer ind ved siden af Kroos, og en skadefri Benzema spurter op på linjen med Bale og Ronaldo i en offensiv og rigtig spansk 4-3-3?
Men ved I hvad? Dén har italienerne læst. God kamp.
