Baggrund
Læsetid: 10 min.

Vision om verdensklasse

Der drømmes stort i Kasakhstan i disse år. I 2050 skal landet være et af verdens højest udviklede lande, og vejen dertil går bl.a. gennem forskning og uddannelse. Spydspidsen er Nazarbayev University, der i løbet af få år er blevet etableret i Astana med ambition om at komme på top-20 over verdens bedste universiteter
Moderne Tider
27. marts 2015
Der drømmes stort i Kasakhstan i disse år. I 2050 skal landet være et af verdens højest udviklede lande, og vejen dertil går bl.a. gennem forskning og uddannelse. Spydspidsen er Nazarbayev University, der i løbet af få år er blevet etableret i Astana med ambition om at komme på top-20 over verdens bedste universiteter

Ulrik Hasemann

Det siger en hel del om Nazarbayev University, at man i den store atriumgård i midten af universitetet har etableret en park af palmer og andre eksotiske planter blandt vandbassiner og fontæner. Temperaturen udenfor nærmer sig sibiriske tilstande, hvilket ikke er unormalt om vinteren her i Astana, Kasakhstans hovedstad. Atriumgården summer af stemmer fra studerende og undervisere, der spadserer gennem hallen eller sidder i små grupper og arbejder eller småsnakker.

Næsten alle studerende er kasakher, og de opfører sig som studerende på et hvilket som helst universitet i verden. Hovedparten af underviserne er til gengæld udlændinge, og mange taler engelsk med en tydelig amerikansk accent. De er en del af det, landets hidtil eneste præsident, Nursultan Nazarbajev, i 2006 beordrede sin regering til at skabe: et »prestigefyldt verdensklasseuniversitet«.

Dengang var der ikke andet end en flad steppe og små huse her i udkanten af Astana. Snart begyndte den ene store bygning efter den anden at skyde op, og i 2010 åbnede universitetet, der også endte med at blive opkaldt efter præsidenten selv, dørene. Til sommer kan de første studerende forlade Nazarbayev University med en uddannelse, der angiveligt er af »international akademisk standard«.

Flagskibet

Rektor Shigeo Katsu, en japaner med et varmt smil og en lang karriere i Verdensbanken bag sig, betegner selv sit »flagskibsuniversitet« som en »spydspids for uddannelsesreform«.

»Jeg synes, vi har gjort store fremskridt. Når folk udefra ser på os, er de altid ret forbløffede over, hvad vi har udrettet i løbet af meget kort tid,« siger Shigeo Katsu med henvisning til de fire et halvt år, universitetet har eksisteret. »Vi har haft stor succes med at skabe et brand, næsten for stor succes. I Kasakhstan har det skabt enorme forventninger til, at vores studerende vil være i stand til nærmest at gå på vandet.«

Kasakhstan er et »ungt land, der har travlt«, siger rektoren, der ifølge ham selv har måttet justere forventningerne hos landets ledelse, der oprindeligt forventede, at Nazarbayev University ville være i top-20 over verdens universiteter i 2020.

»Det var noget af det første, jeg måtte sige: Det foregår ikke på den måde. Det tager årtier at opbygge et internationalt topuniversitet. Men det giver en fornemmelse af, hvad forventningerne er.«

Dubai i en kummefryser

Astana er i det hele taget i rivende udvikling. Det seneste årti er gigantiske bygninger skudt op på ’venstre bred’, som det nye område vest for Ishimfloden kaldes. På vej til Nazarbayev University passerer man en del af dem, bl.a. den pompøse opera og det enorme storcenter Khan Shatyr, der er tegnet af Norman Foster. Det troner for enden af den akse, som går gennem den nye bydel, og på hvilken bl.a. Astanas vartegn, Bayterek-tårnet med den karakteristiske guldkugle, og selvfølgelig præsident Nasarbajevs eget palads ligger. Længere henne ad den lige og flade vej, der fører sydpå mod universitetet, passerer man tre kæmpe sportsarenaer, henholdsvis et fodboldstadium, en skøjtehal og en cykelbane.

Astana har været hovedstad i Kasakhstan siden 1997, og dengang var der ikke meget andet end en steppe. Nu minder byen om Dubai i en kummefryser. Alt er belagt med sne, og selv om vinden er svag, er der med 25 frostgrader bidende koldt udendørs.

Kasakhstan var den sidste sovjetrepublik, der fik selvstændighed efter Sovjetunionens fald. Efter nogle økonomisk hårde år i 1990’erne fik landet gang i hjulene omkring årtusindskiftet, ikke mindst hjulpet på vej af store oliereserver. Nu er det de store drømme og ambitioners tid. ’Nationens Leder’, som 74-årige Nursultan Nasarbajevs titel også er, præsenterede i sin tale til nationen i 2012 en »himmelstræbende 2050-plan«, der gennem omfattende reformer skal omdanne Kasakhstan til et af verdens 30 højest udviklede lande.

Centralt for 2050-strategien er en forvandling af landet fra at være en nation, hvis økonomi er afhængig af olie, naturgasser, uran og andre naturressourcer, til at blive et moderne videnssamfund med fokus på ’menneskelig kapital’. Her spiller uddannelse og forskning en vigtig rolle, og Nazarbayev University skal være frontløber for forskning og innovation i Kasakhstan.

Promoveret som fremtiden

Prestige er noget, de studerende på Nazarbayev University kender til. Det nye universitet med den internationale profil og de udenlandske undervisere er tilsyneladende noget, der er attraktivt for de studerende, der kommer fra alle dele af Kasakhstan.

»Det er et meget nyt og prestigefyldt universitet,« siger 22-årige Ariza Bidollina om årsagen til, at hun søgte optagelse. Ariza kommer fra Kasakhstans største by Almaty, der indtil 1997 var landets hovedstad. Indtil da havde hun betalt for sin universitetsuddannelse, men da hun blev optaget på Nazarbayev University og samtidig fik et studielegat, der gjorde opholdet gratis, valgte hun at flytte nordpå. Og så gør det ikke noget, at det nye universitet ligger i hovedstaden.

»Alle vil bo i Astana. Det er nyt, der er flere jobmuligheder, byen vokser. Der er muligheder for unge, fordi der er flere internationale virksomheder,« siger Ariza Bidollina.

En håndfuld medstuderende har indvilget i at fortælle om deres liv på universitetet og har vist vej fra hovedbygningen til en af de kvadratiske klodser med utallige etager, hvor de bor. Bygningen indeholder bl.a. et mindre supermarked og en kantine i stueetagen, hvor de studerende nu sidder med hver deres blå plastikbakke og spiser aftensmad. De taler alle flydende engelsk, og deres tøj, holdninger, humor og væremåde minder om det, man kan finde på et hvilket som helst vestligt universitet – og adskiller sig dermed markant fra det traditionelle Kasakhstan.

Ariza, der studerer økonomi på tredje år, siger: »De siger, vi er eliten. Men det lyder som om, man er rig. Det er en stereotyp.«

Aiman Adelshijeva, der studerer økonomi og sociologi på fjerde år, supplerer: »Universitetet promoverer os som fremtiden. Som dem, der kan ændre samfundet.«

Pigerne rundt om bordet nikker. Men de siger også, at det skaber et vist pres, at man sådan skal være landets fremtid, og at staten samtidig betaler for det.

Akademisk frihed

I Kasakhstan har Ministeriet for Uddannelse og Forskning traditionelt kontrolleret offentlige universiteter og bestemt, hvad de skulle undervise i, og hvem de skulle ansætte. Her adskiller Nazarbayev University sig ved at have sin egen lov, der sikrer »akademisk frihed« og »institutionel autonomi«.

»Myndighederne tog et modigt skridt, da de besluttede sig for at forsøge at nytænke og reformere uddannelsessystemet ved at skabe en institution uden for systemet,« siger rektor Shigeo Katsu.

Udviklingen af universitetet er sket i samarbejde med en række anerkendte universiteter i USA og Storbritannien, og hvert fakultet på Nazarbayev University har et partneruniversitet. Derudover står University College London (UCL) for undervisningen af alle førsteårsstuderende, så de er rustede til det internationale engelsksprogede studiemiljø. Det er også UCL, der har ansvaret for optagelsesprocessen, og det er en nyskabelse i Kasakhstan, som ellers har døjet med udbredt korruption i uddannelsessystemet.

»Ingen har kunnet blive optaget, fordi de havde forbindelser, og det har allerede ændret en del. Det var meget svært i starten. Mine kasakhiske kolleger har været udsat for et gevaldigt pres, og jeg måtte selv mødes med nogle meget vigtige personer for at forklare dem, hvorfor deres søn eller datter ikke kunne blive optaget,« fortæller Shigeo Katsu.

Tilsvarende slår universitetet hårdt ned på snyd og plagiat, hvilket også har været en overraskelse for nogle, siger rektoren.

»I begyndelsen kom det som et chok for forældre og studerende, når vi bortviste studerende, der snød. I det gamle sovjetsystem var det at snyde systemet en måde at klare den på; det var sådan, man gjorde. Derfor var en del uforstående over for, at vi slog så hårdt ned på snyd.«

Utilfredshed blandt undervisere

Etableringen af et frit, vestligt inspireret universitet i Kasakhstan er dog ikke sket uden sværdslag. Universitetet skal navigere i et land, der er styret af et regime, der foregiver at være demokratisk, men ifølge menneskerettighedsorganisationer snarere er et diktatur: Ngo’en Freedom House vurderer Kasakhstan til at være »ikke frit«, fordi der ingen reel politisk opposition eller uafhængige medier er, ligesom religiøse minoriteter holdes i et jerngreb. I 2011 blev præsident Nasarbajev genvalgt med 95,5 pct. af stemmer i et valg, som OSCE kritiserede for ikke at være frit og retfærdigt.

»Vi har måttet slå en helt ny tone an,« siger rektor Shigeo Katsu om kampen for akademisk frihed. »Vi har måttet skabe en helt ny styreform og nogle helt nye politikker.«

Når man taler med de udenlandske undervisere, får man samtidig fornemmelsen af, at ikke alt er »verdensklasse«. Nogle tidligere undervisere kom aldrig tilbage fra rejser til deres hjemlande.

Andre klager over, at de ikke får den løn, de er blevet stillet i udsigt, eller at virkeligheden i Astana ikke lever op til det, de var blevet lovet, da de tog jobbet. Særligt samarbejdet mellem de udenlandske forskere og undervisere og den lokale kasakhiske administration skaber problemer, lyder det fra underviserne, og det genkender rektor.

»Administrationen bliver bombarderet med alle de her – efter kasakhiske forhold – sære og til tider uhyrlige krav og forventninger fra den internationale lærerstab. Det er et typisk sammenstød af forskellige kulturer,« siger Shigeo Katsu og tilføjer: »Vi er på ingen måder perfekte. Der er masser af børnesygdomme. Det er ikke let at etablere en internationalt orienteret institution på et fundament af traditionelle kasakhiske administrationer.«

Unik forskning i Kasakhstan

I et laboratorium stikker juniorforsker Dias Tastanbekov hænderne ind i nogle store sorte gummihandsker, der sidder på siden af en glasboks. Inde i den forseglede boks viser Dias nogle solceller frem. I samarbejde med et forskningscenter i Strasbourg udvikler universitetet solceller og andre produkter til fremstilling af vedvarende energi.

»Der findes allerede masser af solceller, men de kan forbedres,« fortæller Dias Tastanbekov og beskriver, hvordan solcellen er blevet til i et samarbejde mellem de forskellige afdelinger af NURIS, som Nazarbayev Universitys forskningsafdeling kaldes. På sit kontor nævner lederen af NURIS, Kanat Baigarin, også de organiske solceller som et af forskningscentrets hidtidige forskningsresultater.

»Det er måske ikke unikt rent forskningsmæssigt, men for dette lands vedkommende er det. Det er første gang, at et sådan materiale er blevet produceret i et af vores egne laboratorier.«

Et af hovedforskningsområderne er netop alternative energikilder, som vil kunne erstatte olie og gas, som landet ellers er rigt på, fortæller Kanat Baigarin.

»Vi vil gerne kunne bruge andre kilder som sol, vind og naturgasser. Derfor forsker vi i, hvordan vi kan implementere vedvarende energi i den eksisterende energisektor og industrien. Det er unikt i kasakhisk kontekst.«

Forskningen genstartes

Efter at have været et centrum for forskning i Sovjettiden, især inden for rumteknologi, er det i mange år gået ned ad bakke for forskningen i Kasakhstan. I 2005 var antallet af forskere i landet mere end halveret i forhold til, da det var højest, og fra 1983 og frem til 2004 blev der ikke investeret i nyt udstyr.

På den baggrund konkluderede en rapport fra Verdensbanken fra 2007, at forskning og udvikling var det ringest reformerede område inden for det videregående uddannelsessystem i Kasakhstan. NURIS skal »skabe en kultur, som vi kender den fra vestlige lande«, som Kanat Baigarin siger. Et mål er at tilpasse forskningen til markedsøkonomien og således bedrive mere anvendt forskning, som hurtigt kan komme landet til nytte. For nylig har Nazarbayev University også etableret en teknologipark, hvor opstartsvirksomheder skal udvikle prototyper og kommercialisere forskningsresultater fra NURIS.

Teknologiparken er kun begyndelsen, fortæller Kanat Baigarin og fremviser en model over en ny 50 hektar stor videnskabspark. Her skal der være plads til kasakhiske og internationale virksomheders udviklingsafdelinger, der kan samarbejde med universitetet.

Videnskabsparken er en del af den ’innovationsklynge’, som skal skabe forbindelser mellem virksomheder og forskere sammen og være med til at gøre Nazarbayev University til et »forskningsuniversitet i verdensklasse«.

Hidtil er det dog begrænset, hvor mange konkrete resultater der er kommet ud af forskningen på Nazarbayev University.

»Vi har kun fire år på bagen, så du kan ikke bede mig om bare at pege på, hvilke succeser vi har haft. Det er for tidligt,« siger Kanat Baigarin, der mener, det tager mindst 10 år at skabe effektive laboratorier. »Men hvert år offentliggør vi 30-40 videnskabelige artikler i seriøse, internationale tidsskrifter. Det, synes jeg, er et godt resultat efter fire års aktivitet.«

Ingen kender dagen

Forskningschef Kanat Baigarin tror på, at det er muligt for Kasakhstan at blive et af verdens højest udviklede lande, og at Astana med Nazarbayev University i front kan blive regionens forskningscentrum. Han mener, at den største udfordring er manglen på kvalificerede forskere. »Vi er nødt til at tiltrække folk fra udlandet. Derfor er det vigtigt at skabe gode forhold som f.eks. dem, vi har her på universitetet. Det skal sprede sig til andre universiteter,« siger han og tilføjer: »Vi kan ikke ændre klimaet, men livskvaliteten kan vi godt sikre.«

Rektor Shigeo Katsu tør ikke love, at Kasakhstan når alle sine ambitiøse mål.

»Det er ikke til at vide. Men hvis vi ikke prøver, finder vi aldrig ud af det. Der er meget på spil. Og lykkes det ikke at skabe et videnskabscentrum, er det i det mindste lykkedes at udvikle en kritisk masse af gode forskere, som bestemt er internationalt funktionsdygtige,« siger han.

Spørger man de studerende, om de selv tror på, at de er fremtiden, svarer de med et »hmm«, et »hvorfor ikke?« og »forhåbentligt«.

»I det mindste er det anderledes end sovjetsystemet. Vi bliver bedt om at finde løsninger på problemer på egen hånd. Før i tiden fik man at vide, hvordan man skulle gøre. Der var mange regler. Nu er det mere frit,« siger Aiman Adelshijeva.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her