Der er næppe noget, fodboldfans elsker højere end at lave lister. Nævn de 10 bedste angribere i verdenshistorien. Eller alle tiders Barcelona-hold. Eller de stærkeste forsvarere i Premier League. Eller de fem bedste trænere i Europa. Eller …
Forleden lavede sportsradioen talkSPORT så sin egen liste: De 10 bedste spillere, der aldrig har vundet Champions League.
Listen var – som altid med den slags ting – fuld af overraskelser. Hvem vidste for eksempel, at kæmpenavne som Lothar Matthäus, Pavel Nedved, Roberto Baggio, Patrick Viera og Fede-Ronaldo aldrig fik hænderne på pokalen med de store ører?
Men foran alle disse stjerner – som nummer 1 på listen – anbragte talkSPORT en spiller, som rent faktisk har mulighed for at gøre noget ved sagen.
Gianluigi Buffon.
Ja, lige netop. Juventus’ mangeårige målmands- legende har aldrig vundet fodboldverdenens mest prestigefulde klubtrofæ. Tættest på kom han i 2003, hvor de zebrastribede tabte finalen på straffesparskonkurrence til de nationale rivaler fra AC Milan.
Siden fulgte en tumultarisk periode for klubben, der faldt ud af Europas absolutte elite – og i en periode også ud af Serie A. Men nu er La vecchia Signora – Den Gamle Dame – fra Torino tilbage. Og på lørdag drager Buffon og Co. til Berlin for at dyste med Barcelona i dette års europæiske finale.
Hvis Juventus trækker sig sejrrigt ud af den duel, vil Buffon personligt kunne notere det som kronen på en af de flotteste målmandskarrierer i moderne fodbold. En karriere, der efterhånden har varet i to årtier, og som for længst har forvandlet ham fra topspiller til sportsligt ikon og nationalt samlingspunkt.
Buffon mod verden
At han var gjort af et særligt stof blev allerede antydet ved hans debut tilbage i 1995. Her blev han som blot 17-årig kastet på banen for barndomsklubben Parma til et opgør mod Fabio Capellos AC Milan, der på det tidspunkt talte navne som Roberto Baggio, Mercel Desailly, Marco Simone og George Weah, og af mange blev regnet for verdens stærkeste klubhold.
En uimponeret Buffon holdt buret rent mod verdensstjernerne. Og dermed var kursen sat på en karriere, der førte til, at han allerede to år efter blev udnævnt til målmandsreserve på det italienske landshold, der sidst i oktober drog til Moskva for at spille en afgørende play off-kamp mod Rusland om en plads ved det følgende års VM i Frankrig.
Skæbnen ville, at landsholdets førstemålmand, Gianluca Pagliuca, gik i stykker i starten af kampen, og så fik hele verden at se, hvem det egentlig var, italienerne havde gemt på bænken, for landstræner Cesare Maldini smed den 19-årige Buffon på banen til sin landsholdsdebut.
Og hvilken debut.
I snebyger og frostgrader leverede den spinkle teenager en pragtkamp, hvor han med en serie fornemme redninger var med til at sikre italienerne et fordelagtigt udgangspunkt før returopgøret i Italien et par uger senere.
Og han gjorde det i korte ærmer.
Signalet var klart: Det var ikke bare et kæmpe målmandstalent, der var på vej. Det var også en hård negl.
At han var skabt til større ting end at vogte målet i provinsklubben Parma var åbenlyst, og det uvægerlige skifte til en topklub indtraf i 2001, da Juventus i skarp konkurrence med Roma og Barcelona sikrede sig hans tjenester for knap 400 millioner kroner; et beløb, der ikke blot gjorde ham til den dyreste målmand i historien, men også til Juventus’ største indkøb nogensinde.
Den store udbetaling har dog for længst vist sig at være berettiget for en spiller, der har udviklet sig til at være prototypen på den moderne målmand: Hurtig på stregen, dominerende i luftrummet, god med fødderne og konstant kommunikerende med sit forsvar.
Lige siden han skiftede til Juventus, har han været det faste førstevalg mellem stængerne på både klub- og landsholdet. Og med sit høje bundniveau og sin evne til at trække superredninger ud af ærmet på de rette tidspunkter har han for længst markeret sig som en af de største målmænd i historien.
Fire gange er han blevet kåret som årets målmand i Europa. Ni gange har han høstet samme hæder på nationalt plan. Og den italienske landsholdsrekord har han for længst erobret med foreløbig 147 optrædener.
Kamp mod sygdom
Men bag den succesfulde facade har private dæmoner raset. Den solide keeper har et skrøbeligt sind. Og for nogle år siden brød han en af fodboldverdenens store tabuer – kampen med psykiske lidelser – da han åbenhjertigt fortalte om den depression, der på et tidspunkt var tæt på at knække ham.
»Det er en forfærdelig lidelse,« sagde han. »Du mister enhver fornemmelse for dig selv, og tingene holder op med at være rationelle.«
Sygdommen markerede sig blandt andet om morgenen, når han satte sig ind i sin bil og kørte til Juventus´ træningscenter uden for Torino. Under køreturen blev han fyldt med angst og kvalme, og hans ben begyndte at ryste under ham.
»Mit problem var, at jeg ikke bare kunne sige, at jeg var nødt til at rejse væk i et par måneder for at få det bedre, for det ville i realiteten have afsluttet min karriere,« har han efterfølgende sagt. »Hver gang jeg så havde misset en redning, var det blevet relateret til min sygdom. Jeg var nødt til at blive.«
Til sidst valgte Buffon efter megen tøven at søge hjælp hos en psykolog, et folkefærd som han ellers tidligere med egne ord »betragtede som nogen, der røvede penge fra usikre mennesker«.
Men psykologen hjalp gennem samtaleterapi topmålmanden ud af mørket. Og det øjeblik, hvor han indså, at depressionen havde fortaget sig, indtraf faktisk i en landskamp mod Danmark:
»Det skete ganske pludseligt. Jeg plejede at være bange for at gå på banen. Men ved Europamesterskaberne i Portugal i 2004 under en kamp mellem Italien og Danmark – en helt forfærdelig kamp i øvrigt – indså jeg pludselig, at jeg var den eneste på banen, der smilede.«
Siden har depressionen holdt sig på afstand. Men det betyder ikke, at alting har været til at smile af for Buffon, for sammen med Juventus har han gennemlevet en af italiensk fodbolds største kriser, nemlig den såkaldte calciopoli-skandale hvor en række klubber blev kendt skyldige i at have skaffet sig fordelagtige resultater i ligaen ved at påvirke dommerudpegningen til deres kampe.
Skandalen ramte bredt rundt i feltet af italienske storklubber, men hårdest gik det ud over Juventus, der blev tvangsnedrykket til serie B og fik smidt en pointstraf oven i hatten.
Straffen tømte nærmest klubbens omklædningsrum for internationale stjerner. Folk som Zlatan Ibrahimovic, Lilian Thuram, Fabio Cannevaro, Gianluca Zambrotta og Patrick Viera havde ingen intentioner om at spilde dyrebare år af deres fodboldliv med at spille i den næstbedste italienske række.
Men Buffon valgte at blive, selv om han netop var fyldt 28 år og dermed befandt sig nær toppunktet for en målmands karriere – og til trods for, at mange topklubber uden tøven ville have taget imod hans tjenester.
Beslutningen om at stå Juventus bi i en af klubbens mørkeste stunder har naturligvis givet ham kæmpe loyalitet hos klubbens fans. Men det har også aftvunget respekt i den bredere italienske fodbold- offentlighed.
Karisma som en filmstjerne
Her bliver topmålmanden set som noget så sjældent som en topspiller, der vægter loyalitet og klubfølelse højere end muligheden for at score en hurtig gevinst. Og blandt tilhængerne ude på de små barer og caféer betragtes han som en mand af folket; en spiller, der trods sin succes aldrig er blevet suget op i den glamourøse livsstil, der omgiver de fleste aktører i toppen af fodboldverdenen.
Det er i øvrigt et image, der er blevet forstærket af, at han trods sin millionformue i mange år transporterede sig selv og familien rundt i en gammel Lancia Y.
»Jeg må være den eneste italienske fodboldspiller, der ikke er interesseret i biler,« har han selv udtalt.
På grønsværen er der dog intet afdæmpet eller anonymt over ham. Med sin filmstjerne-karisma og stærke udstråling er han for længst trådt i karakter som den centrale lederskikkelse på både klubhold og landshold. Han bærer anførerbindet begge steder og påtager sig med stor energi rollen som indpiskeren, der driver sit mandskab frem, hvad man blandt andet fik demonstreret efter Italiens sejr over Tyskland ved EM-semifinalen i 2012, hvor en rasende Buffon gik rundt på grønsværen og spurgte sine jublende holdkammerater, hvad fanden de var så glade for.
Ham bekendt havde de ikke vundet noget som helst endnu.
Men på lørdag får han altså selv chancen for at juble med resten af Juventus-holdet, hvis det lykkes for dem at slå Barcelona i finalen på Olympiastadion i den tyske hovedstad.
På forhånd må storholdet fra Catalonien med den skræmmende trio Messi-Suárez-Neymar i front anses for at være favoritter, men Buffon ser sin tilbagevenden til det stadion, hvor han fejrede sin hidtil største triumf som verdensmester efter sejren i VM-finalen over Frankrig i 2006, som del af et større forløb, der er lagt til rette af skæbnen.
»Da Berlino alla B…dalla B a Berlino!!!! Questa é la vita!!« tweetede han efter den samlede sejr over Real Madrid i semifinalen. (Fra Berlin til serie B og tilbage til Berlin igen, det er livet, red.)
På lørdag bliver det afgjort, om skæbnen er på den store målmands side!
