En afklædt menneskekrop med en ung kvindes ansigt, en mands flade brystkasse og en tredjes underkrop med sorte blondetrusser på. Ved siden af ham/hende står en person i ternede boksershorts. Ansigtet er en ung mands, men han har fyldige bryster, som ligner en kvindes. De udviskede køn og anonyme kroppe forvirrer beskueren. Nøgenheden har ingen seksuelle undertoner. De to menneskers tomme blikke efterlader et vist ubehag.
Personerne bag det manipulerede fotografi er elever på Eriksminde Efterskole i Odder. Mandag blev det lagt op på efterskolens facebookside sammen med ni andre lignende billeder, som brugere i løbet af dagen kommenterede og tildelte 3.000 likes. Kunstprojektet skulle rejse en debat om censur og køn i kølvandet på, at eleverne havde haft 100-årsdagen for kvinders valgret og ligestilling gennem tiden på skoleskemaet. Det fortæller lærer Lynge Korsgaard til Odder Avis:
»I den forbindelse har vi også talt om rødstrømpebevægelsen og om, hvordan USA i disse år presser et nyt samfundsbillede ned over os. Bl.a. via de sociale medier hvor det ikke er tilladt at vise kvindebryster, fortæller læreren, der er underviser i et fællesfag, hvor eleverne har behandlet et emne ud fra et historisk, samfundsmæssigt, kunstnerisk, religiøst og en filosofisk vinkel,« fortæller læreren.
Afklædt fællesskab
For nyligt opdaterede Facebook sine såkaldte fællesskabsregler af hensyn til »vores mangfoldige, globale fællesskab«, så de blandt andet eksplicit forbyder billeder af en kvindebarm med blottede brystvorter. Som en form for social kontrol og i henhold til retningslinjerne kan brugere af det sociale medie således anmelde hinanden for »upassende indhold«. Anmeldelserne vurderes af Facebook.
Men hvorfor er en kvindes bryster en større trussel mod fællesskabet end f.eks. en mands eller billeder af afklædte lig fra krigen i Syrien? Og hvad nu, hvis brysterne sad på en mand – kan man manipulere sig uden om Facebooks censur?
Svaret er nej til det sidste spørgsmål. Billederne findes ikke længere på Facebook. Allerede tirsdag morgen havde Facebook fjernet et af dem med den begrundelse, at opslaget »ikke overholder Facebooks fællesskabsregler« for nøgenhed. Efterskolens officielle facebookside ville blive lukket, hvis ikke de andre ni billeder blev slettet. En kvinde kan åbenbart stadig forstyrre det såkaldt mangfoldige fællesskab.