Brevkassen: Hvordan diskuterer man politik med sine store børn?

Den erfaringsramte

Der er kommet post til min datter på 19. Fra Enhedslisten. Hun har meldt sig ind som reaktion på valget, siger hun.

Hun er godt opdraget af et par forældre begge med en radikalt venstreorienteret fortid i 70’erne og 80’erne. Men vi er også et par erfaringer rigere og stemte henholdsvis F og A ved valget.

Hjertet sidder stadig til venstre, men det, den forsimplede aktivisme, den yderste venstrefløj kan tilbyde, er for blodfattig. Min kone siger det højt og indigneret til hende; jeg er mere til at lade hende gøre sig sine egne erfaringer. Jeg vil i hvert fald ikke lyde som de fossiler, der i sin tid prøvede at tale mig til rette.

Men hvordan skal man diskutere den slags med sine børn. Hun vil gerne engagere sig, og ret beset bruger jeg jo ikke min ’erfaring’ til andet end være ’klog’ og passiv?

Svar I:

Det er lidt sjovt, at du kalder den parlamentariske venstrefløj ’blodfattig’, for den beskrivelse forekommer mig at passe bedre på det centrumvenstre, du har så kært. Men nuvel.

Du spørger, hvordan man diskuterer politik med sine store børn, men det lyder egentlig mere, som om du vil vide, hvordan du får din datter til at mene det samme som dig. Det kan jeg ikke hjælpe dig med. Da valgretsalderen i 1978 blev sat ned til 18 år, var det jo blandt andet for at give unge muligheden for at mene noget andet end deres myndighedspersoner.

Og bare rolig: En talemåde lyder, at hvis man ikke er socialist som ung, så har man intet hjerte, og hvis man stadig er socialist som voksen, så har man ingen hjerne. Hvis det holder stik, skal din datter nok følge familietraditionen med at falde til patten og krybe mod højre med tiden.

— Anna Ullman

Svar II:

Det er godt hjem, der frimodigt diskuterer politik. Selvfølgelig skal forældre øse af den visdom, de mener at have erhvervet gennem deres politiske dannelsesforløb. Men det nedbryder dialogen, hvis forældre formidler deres erfaringer på en måde, som børnene – og andre unge, der kommer i hjemmet og deltager i diskussionerne – kan opleve som nedladende.

Jeg synes nu i øvrigt ikke, at man kan kalde den yderste venstrefløjs aktivisme for ’blodfattig’. Den er da snarere så blodrig, at den stiger til hovedet. Under alle omstændigheder har den appel til utålmodige og indignerede unge.

Jeg har ved tidligere valg gryntet ad dem, der sagde, de stemte Enhedslisten. Årsag: Stemmen kunne ikke bruges til noget konstruktivt. Ved dette valg gryntede jeg ikke. Årsag: Enhedslisten har de sidste fire år været en konstruktiv kraft – og i en række sager indtaget en mere ansvarlig holdning end Thornings regeringer: Dong, natur og miljø, offentlighedslov.

— David Rehling