Beskriv første gang, du tog doping?
»Jeg sad ind over natlampen på et lille, mørkt hotelværelse med skodderne lukket, mens sveden haglede af mig. Det var enormt grænseoverskridende at stikke i mig selv.«
Hvad fik dig til at gøre det?
»Jeg vidste, at der var en verden på den anden side, som jeg ikke kendte noget til, og at hvis jeg skulle holde min plads i det hierarki, jeg havde tilkæmpet mig en position i, så var det nødvendigt.«
Hvis du skulle have levet i en anden tid, hvilken tid skulle det så være?
»Så skulle jeg have været lansekæmper i Riddertiden.«
Hvorfor valgte du at stikke dine kollegaer?
»Det er ikke et spørgsmål om at skulle tage hensyn til dem, der har gjort noget, de ikke skulle. Spørgsmålet er i virkeligheden, om jeg stadig ville være med til at dække over det.«
Handler det om at hævne dig?
»Det gjorde det, da jeg kørte en retssag mod mit tidligere hold Rabobank. Da handlede det om at søge retfærdigheden. Jeg vandt i byretten og tabte i landsretten. Men at deltage i Antidoping Danmarks arbejde handler om ikke at skulle lyve og tænke på, hvornår jeg næste gang skal forholde mig til det grumme spørgsmål. Da jeg var aktiv, var det overvejende argument for at nægte, at jeg havde enormt meget lyst til fortsat at køre på cykel. Jeg var ikke færdig som cykelrytter, følte jeg. Men på et eller andet tidspunkt begyndte alderen også at trykke, og jeg gjorde plusser og minusser op. Jeg kom frem til, at jeg måtte tage skraldet. Men jeg vidste også, at jeg to år senere ville være i stand til at indtræde i en ny rolle i sportsverdenen og frem for alt være i stand til at tale frit og åbent.«
Har du nu fortalt det hele?
»Jeg kan snart ikke komme på mere, man kan fortælle. Antidoping Danmark har tillagt mit vidneudsagn meget stor troværdighed. Så stor at de på skrift har bekræftet, at alle informationer i min biografi er sande. Det eneste, de hæftede sig ved, var en blodværdi, hvor jeg havde taget fejl på anden decimal. Det kan jeg godt leve med.«
Hvordan er det at være persona non grata i cykelbranchen?
»Det var en meget ubehagelig oplevelse, da jeg blev smidt ud af Tour de France af mit eget hold, og de personer, som havde stået mig allernærmest i mange år, fra det ene øjeblik til det andet vendte mig ryggen. De var jo bekendt med det, der foregik.«
Kører du stadig på cykel?
»Ja, men bare for at kunne passe mit tøj.«
Hvordan har du det med, at alle involverede bliver reddet af forældelsesfristen?
»Hvis man skal overføre det til det civile samfund, så er teorien jo, at straffen gerne skulle lede til en forandring i adfærd. Så det kan da godt bekymre mig, at ingen bliver straffet.«
Er det mest realistiske, at alle holder op med at bruge doping, eller at doping bliver gjort lovligt?
»Jeg tænker, at der er mange muligheder imellem de to. Man skal være enormt naiv, hvis man tror, at doping nogensinde forsvinder fra elitesport. Men der er faktisk ved at ske holdningsændring. Man skal bare forstå, at lige siden det første Tour de France i 1903 har doping været en fast del af cykelsporten. Vi snakker om kultur, der er over 100 år gammel. Det kan godt være, at vi synes, at det er noget, vi skal ændre hen over natten, men som med alle andre kulturer tager det rigtig lang tid. Jeg tror på, at der er ved at ske en ændring, men det sker nok ikke så hurtigt, som nogen prøver at bilde os ind.«
Burde TV2 boykotte Tour de France, sådan som tysk tv har gjort det i flere år?
»Det ville absolut være det værste hykleri nogensinde. Så burde de også boykotte VM i fodbold og andre sportsdiscipliner, hvor folk slår og sparker hinanden. Og OL, hvor der er masser af positive prøver.«
Er der nogen idoler tilbage i cykelsporten?
»Helt afgjort. For mig er fascinationen og tiltrækningskraften fuldstændigt uændret, fordi jeg ved, at uanset om man har taget doping eller ej, så er doping kun ét af de utroligt mange håndtag, der kan drejes på.«
Hvornår har du sidst gjort noget pinligt?
»Jeg synes ikke selv, det er pinligt, men da jeg for nyligt var ude og cykle med nogle udfordrede unge fra Hedensted Kommune, holdt jeg mig for det ene næsebor og snottede ud af det andet. Det, synes de, var utroligt klamt og pinligt. Men siden er der en del af dem, der har taget det til sig.«
Hvorfor har det været muligt at opretholde tavshed i cykelsporten i så mange år?
»Jeg tror i høj grad, det er sportsjournalisternes skyld, for mange af dem har været fuldt vidende om, hvad der er foregået. Hvorfor det ikke er kommet videre – det kan jeg også selv have svært ved at forstå. Det handler vel om, at journalisterne også har været en del af hele cirkusset.«
Er cykelryttere narkomaner?
»Afgjort ikke. Cykelryttere tager det for at bygge sig op, hvorimod narkomaner nedbryder sig selv. Jeg har altid kaldt min medicinering for dopingbrug og ikke dopingmisbrug.«
Hvilken sang burde alle høre?
»’In the End’ med Linkin Park.«
