Baggrund
Læsetid: 17 min.

Farvel til socialdemokratismen

Det socialdemokratiske er ikke en ideologi, og det er heller ikke længere en folkebevægelse. Men hvad er det så? Historikeren Claus Bryld giver et bud
2011: Den første kvindelige statsminister, Helle Thorning-Schmidt, præsenterer sin regering på Amalienborg som leder af et parti, der er skrumpet fra folkebevægelse til midterparti

2011: Den første kvindelige statsminister, Helle Thorning-Schmidt, præsenterer sin regering på Amalienborg som leder af et parti, der er skrumpet fra folkebevægelse til midterparti

Jens Dresling

Moderne Tider
6. juni 2015

Selv om der var socialistiske og kommunistiske bevægelser før Socialdemokratiet, må man alligevel sige, at dette parti er alle moderne socialistiske bevægelsers moder. Og alligevel kan man ikke give et entydigt svar på spørgsmålet: Hvad er socialdemokratisme? For selv om der er et ideologisk element, som har været gennemgående i hele Socialdemokratiets historie og adskiller det fra konservative og liberale partier – og jeg taler først og fremmest om det danske, som i øvrigt er meget lig de svenske og norske socialdemokratier – og det element er solidaritetstanken, så har partiet ændret profil flere gange.

Ser man på Socialdemokratiet i dets opbygnings- fase fra 1870’erne til 1914, har man et parti af håndværkere og industriarbejdere i byerne med et overvejende marxistisk program og en antikapitalistisk og -militaristisk retorik, selv om partiet arbejdede pragmatisk eller reformistisk i Rigsdagen og de kommunale råd. I mellemkrigstiden ser man et parti med en udvidet klassebasis – nu var landarbejdere, husmænd og lavere funktionærer med – med samme formelle principprogram, det marxistiske program fra 1913, men med en mere moderat retorik og en vidtdreven reformistisk praksis.

Fra Anden Verdenskrig frem til 1980’erne bliver socialismeprojektet afløst af velfærdsstatsprojektet, og fra 1990’erne har vi så en fjerde variant med en noget diffus ideologi, hvis man i det hele taget kan tale om en ideologi, og et stærkt islæt af socialteknokratisme og økonomisme, hvis man kan bruge det ord, dvs. en tænkning, der næsten udelukkende tager udgangspunkt i økonomiske rationaler inden for det bestående samfunds rammer.

Så min påstand er, at socialdemokratisme som sådan ikke findes, den kan ikke sættes op ved siden af liberalisme og socialisme, som er idésystemer, man kan beskrive, fordi den i hvert fald siden 1914 eller 1916, hvor Stauning første gang blev minister, hele tiden har været foranderlig og kun har haft en kerne af solidaritets- eller fællesskabstænkning, som i varierende omfang også findes i de fleste andre partier. Socialdemokratiet som historisk fænomen kan kun beskrives konkret i dets til enhver tid værende samfundsmæssige kontekst.

Og det vil jeg prøve her i en ultrakort gennemgang af partiets historie og dets afgørende kendetegn og politiske valg i de forskellige perioder.

Man kan muligvis tale om flere end de fire perioder, jeg har skitseret. Men for overskuelighedens skyld er det nok her med fire.

Den første periode – fra 1870’erne eller 80’erne, 70’erne er lidt af en rodebutik både organisatorisk og ideologisk, til Første Verdenskrig – er ideologisk en blanding af marxisme og lassalleanisme (efter Ferdinand Lassalle), men med en større brug af Marx i de sidste 15 år før verdenskrigen. Også internationalismen er fremtrædende med en stærk binding til 2. Internationale og ikke mindst til det tyske SPD. Allerede her optræder der dog et dilemma imellem dagskampen – eller kampen for femøren, som det også er blevet kaldt – og det revolutionære endemål, eller om man vil: utopien. Det var dog ikke noget bevidst dilemma for partiet, fordi det med sin stærke fremskridtstro og udviklingsoptimisme, der var præget af marxismen efter Marx’ død – som igen var præget af darwinisme og positivisme – ikke så nogen mulig modsætning mellem reform og revolution eller mellem evolution og revolution. Marxismen blev opfattet som en objektiv udviklingslære om samfundets nødvendige bevægen sig fremad mod stadigt højere former, hvor slutstenen var ’den socialistiske stat’. Reformbegrebet blev med andre ord deterministisk; så at sige enhver forbedring af arbejdernes og småborgerskabets livsbetingelser eller enhver offentlig regulering kunne indplaceres på en historisk-materialistisk skala, der med mekanisk sikkerhed ville føre til det højeste og sidste trin i udviklingen: socialismen.

Spørgsmålet om reform eller revolution burde altså rettelig hedde reform og revolution, for de danske socialdemokrater foretog aldrig et reelt valg. De fastholdt, at endemålet var statens eller samfundets (ofte skelnede man ikke mellem samfund og stat) overtagelse af produktionsmidlerne i det store befolkningsflertals interesse, men det var det konkrete reformarbejde, der optog tiden og kræfterne. Og erobringen af det politiske demokrati var forudsætningen for indførelsen af socialismen, hvilket i øvrigt var i overensstemmelse med Marx og Engels.

Forestillingerne om selve magterobringen og overgangen til en socialistisk produktionsmåde var ligesom i Tyskland ret vage og præget af det, man har kaldt ’attentisme’, altså afventen; men ved en sammenstykning af forskellige udsagn kan man udlede, at de gik ud på en fredelig magterobring i forskellige stadier, hvor den borgerlige stats institutioner skulle bruges fuldt ud, og magtanvendelse kun kunne komme på tale, hvis overklassen ligefrem saboterede en lovlig, flertalsbaseret indførelse af socialismen.

Efter Første Verdenskrig, der blev det store skel ikke kun i Europas, men også i socialismens historie, forsvandt det socialistiske endemål og dermed denne form for stadietænkning dog gradvis fra socialdemokraternes ideologi, omend ikke helt fra deres retorik. Helt op i 1930’erne kunne Stauning indimellem stadig lovprise Marx og buldre mod »kapitalmagtens krig mod det produktive arbejde«, som han kaldte datidens finanskrise.

1924: Den første socialdemokratiske regering præsenteres på Amalienborg. Fra venstre Steincke, Hauge, grev Moltke, pastor Dahl, Bang, Rasmussen, Borgbjerg, Bording og Skotte. Stauning selv er inde hos Kongen.

1924: Den første socialdemokratiske regering præsenteres på Amalienborg. Fra venstre Steincke, Hauge, grev Moltke, pastor Dahl, Bang, Rasmussen, Borgbjerg, Bording og Skotte. Stauning selv er inde hos Kongen.

Arkivfoto

Overgangen

Mens socialdemokraternes syn på staten var præget af Lassalles positive statsbegreb, var synet på arbejdernes organisering klart præget af Marx og Engels. I den allerførste begyndelse var det fagforeningerne, der udgjorde bevægelsen, men snart blev den opdelt i en faglig og en politisk del. Fagbevægelsen skulle kæmpe den økonomiske kamp og partiet den politiske, men funktionsopdelingen betød ikke, at de ikke betragtede sig som én samlet bevægelse. Fagbevægelsen skulle ikke kun tage sig af løn og arbejdsforhold, men skulle også operere politisk og kæmpe for et socialistisk samfundssystem. De to organisationer var tæt forbundet, med gensidig repræsentation i hinandens ledelser, og især i de første årtier var det i realiteten de samme personer, som drev den samlede bevægelse. Dette tætte samarbejde ophørte som bekendt for ca. 15 år siden, hvor fagbevægelsen krævede selvstændighed, selv om de fleste af dens ledere stadig er medlemmer af Socialdemokratiet.

På den måde blev Socialdemokratiet tidligt en arbejder- eller ligefrem folkebevægelse, lidt i stil med den bondebevægelse, Venstre tidligere havde opbygget, og som også bestod af et stort netværk af organiseringer med andelsbevægelse, sparekasser, brugsforeninger, højskoler og mange andre dele. Socialdemokratiet kom til at sidde på de større og helt store byer, mens Venstre beherskede landet lige indtil 1920’erne, hvor landarbejderne organiserede sig, og mange husmænd og lærere mv. begyndte at stemme socialdemokratisk. De havde også hver deres medier med Venstre-pressen og den socialdemokratiske presse i det såkaldte firebladssystem, hvor de konservative og de radikale ligeledes var repræsenteret med deres aviser. Men den afgørende forskel på Venstre og Socialdemokratiet var, at bønderne var ejendomsbesiddere, mens arbejderne kun havde deres arbejdskraft at sælge. Det har trukket tråde helt op til i dag, selvom Venstre på linje med Socialdemokratiet næppe kan betegnes som en folkebevægelse længere. Bøndernes antal er gået endnu mere tilbage end arbejdernes, og det såkaldte handelshøjskolevenstre har taget over, selv om Landbrugsrådet, der nu hedder Landbrug og Fødevarer og såmænd er ledet af en socialdemokrat, stadig har stor indflydelse på Venstres politik.

Mellemkrigstiden er af historikere ofte blevet betegnet som en overgangsperiode for Socialdemokratiet; det var den måske også på det politisk-strategiske område, for selv om partiet i 1935 fik 46,1 pct. af de afgivne stemmer – ved Stauning eller kaos-valget – fik det ikke nogen systemændringer igennem. 50 eller 51 pct. var stadig målet, men dem nåede man aldrig, og som erfaringerne fra Sverige og Norge viser, havde det måske heller ikke ført til gennemførelse af det socialdemokratiske program. Den største politiske ændring var den reelle indførelse af demokratiet ved grundloven af 1915, men den reform, der gav kvinder og tjenestefolk m.fl. valgret, var partiet jo ikke alene om. Ellers er det Steinckes socialreform i 1933 og en række større eller mindre sociale fremskridt, der er tale om, bevægelsen var jo ligesom absorberet af kampen mod den økonomiske krise, med oprettelsen af Valutacentralen i 1933 og Direktoratet for Vareforsyning i 1940. Disse institutioner så man også som strategiske fremskridt – som elementer af planøkonomi i udviklingen mod en statsreguleret økonomi. Men de dårlige konjunkturer i 1930’erne tvang regeringen til at føre en overvejende defensiv politik, og fagbevægelsen var tilbageholdende og anerkendte i denne periode partiets primat i den samlede bevægelse.

Politisk og socialt skete der altså ikke det helt store i mellemkrigstiden, men som bevægelse har Socialdemokratiet næppe stået stærkere hverken før eller siden. Partiets medlemstal steg og steg, og fagforeningerne fik organiseret stadig flere arbejdere. Den kooperative bevægelse havde også en vis succes, og man ventede sig endnu mere af den. Kooperationen blev af de fleste set som arbejderbevægelsens tredje gren, selv om Stauning havde sine forbehold – den passede ikke helt ind i det klassiske mønster med et parti og en fagbevægelse, der i hans optik stod som dem, der skulle føre klassekampen. På længere sigt svandt arbejderkooperationen også ind, som Henning Grelle så glimrende har beskrevet det i sin nylige bog om kooperationens historie. I dag er der vist kun Arbejdernes Landsbank og forsikringsselskabet Alka tilbage som kooperative foretagender. Og så lidt boligkooperation.

Et andet træk ved mellemkrigstiden, som fik indvirkning både på Socialdemokratiets selvforståelse og den politik, der blev ført, var det brud med et åbent Europa, som Første Verdenskrig kom til at betyde. Mellemkrigstiden var præget af protektionisme og bilaterale handelsaftaler; det var negativt for økonomien, men betød også, at de nationalstater, som var velfungerende, og hvor arbejderbevægelsen havde en positiv statsopfattelse, som f.eks. de skandinaviske, fik politisk styrke til at bygge en begyndende velfærdsstat op. Navnet kendte man ikke i 1930’erne, men socialreformen regnes jo og er efter min mening også en slags begyndelse på velfærdsstaten.

Koncentrationen om staten fulgtes i øvrigt med en centralisering i bevægelsen selv. Socialdemokratiet havde altid været et centraliseret parti – det er dem, der opfinder den såkaldte demokratiske centralisme og ikke Lenin – men i 1930’erne får centraliseringen en ekstra tand, så man kan tale om, at det i realiteten er nogle ganske få politikere, først og fremmest Stauning selv, der tager alle de afgørende beslutninger, naturligvis efter forhandlinger med P. Munch fra de radikale og måske med formanden for DsF, det daværende LO. Den autoritære tidsånd i 1930’erne var til stærke mænd, og Stauning blev en af dem, selv om det politiske demokrati ikke i sig selv bliver berørt.

Besættelsestiden er en speciel periode, og partiet eller bevægelsen har gerne villet se den som en parentes. Det var den på en måde også. Men samarbejdspolitikken, som Socialdemokratiet var tæt forbundet med, blev jo upopulær hen mod slutningen af besættelsen, og det betød, at partiet efter befrielsen i 1945 stod svagere end f.eks. det norske og svenske Socialdemokrati. I den offentlige mening havde de to partier ikke kompromitteret sig så meget som det danske, og partiet tabte 18 mandater ved valget i oktober 1945, mandater som gik til kommunisterne, der havde været førende i modstandskampen.

Begyndelsen på efterkrigstiden – altså den tredje periode – så altså ikke for godt ud for socialdemokraterne. Man vandt hurtigt de tabte mandater til DKP tilbage, men 1950’erne kom i nogle henseender til at minde om 30’erne, med en ustabil økonomi og ret få reformer på grund af de ugunstige internationale bytteforhold for Danmark – med undtagelse af loven om folkepension, der trådte i kraft ved årsskiftet 1956-57. Det er først med det internationale opsving, som indleder 50’erne og kommer til Danmark i 1957-58, at der for alvor kan indledes en reformperiode, og de 15 år fra 1958 til 1973, som Eric Hobsbawm kalder the golden age, er da også de mest succesrige år i den socialdemokratiske arbejderbevægelses historie, ikke mindst når det gælder gennemførelsen af politiske og sociale reformer. Og det er også de år, hvor selv de borgerlige partier, formentlig af taktiske grunde, bliver tilhængere af velfærdsstaten og deltager i en række af reformerne. Det så man ikke mindst i tiden fra 1968-71, hvor VKR-regeringen gennemførte en lang række reformer, så skattetrykket steg og gav rygstød til Glistrups Fremskridtsparti, der skød frem i 1973 og gav de borgerlige, men ikke mindst socialdemokraterne, et katastrofalt valg med kun 25,6 pct. af stemmerne.

Nedturen begynder

Med den lavkonjunktur, der sætter ind i 1973 og varer 20 år, begynder også Socialdemokratiets nedtur. Som parti var det lykkedes at komme så nogenlunde på fode igen med Anker Jørgensens regeringer fra starten af 70’erne – i 1979 fik partiet over 38 pct. af stemmerne – men de 40 procent, internationale forskere har sat som mål, når det gælder hegemonisk politisk magt i et demokrati, opnåede partiet aldrig igen. Den sidste gang var i 1964, hvor Krag var statsminister. Og fra slutningen af 1960’erne begynder partiet, men ikke fagbevægelsen, også at miste medlemmer. Fagbevægelsens nedgang begynder først 20-25 år senere.

De sidste store velfærdsreformer i Danmark – i den klassiske betydning af ordet reformer, altså som politiske eller sociale forbedringer for den brede befolkning og ikke som nedskæringer, som ordet nu bliver brugt om – er efterlønsreformen og SU-reformen fra sidst i 70’erne, og de er begge forringet nu, især efterløns- reformen. Måske skal man dog også se arbejdsmarkedspensionsreformerne fra 1989 og 91 som store sociale reformer – denne gang under en borgerlig regering, der gik ind i en trepartsaftale med arbejdsgiverne og fagbevægelsen. Men samtidig fik forsikringsprincippet en slags renæssance i socialpolitikken.

Politisk får Socialdemokratiet under Svend Aukens og Ritt Bjerregaards ledelse et godt valg i 1990 – med over 37 pct. af stemmerne – men som bekendt ønskede de radikale ikke at gå i regering med S med Svend Auken som statsminister. Det endte så med kuppet – kan man vist godt tillade sig at kalde det – mod Auken i april 1992 og valget af Poul Nyrup Rasmussen som formand og statsministerkandidat. Siden er partiet konstant gået tilbage ved folketingsvalgene, med 1998 som eneste undtagelse, her fik Socialdemokratiet over 35 pct. af stemmerne. Valgresultatet i 2011 med 24,8 pct. skal man helt tilbage til 1903 for at finde magen til.

Både valget af Poul Nyrup som formand i 1992 og af Helle Thorning-Schmidt i 2005 betegnede et skridt til højre. Det er den fjerde af de faser, jeg har talt om. De fleste vil kende den nuværende regerings meriter eller snarere manglen derpå, det rækker pladsen ikke til her. Man kan blot slå fast, at Socialdemokratiet nu betragter sig som et midterparti og fører politik som et midterparti. Anker Jørgensens gamle formel om Socialdemokratiet som et parti til venstre for midten er opgivet af ledelsen – Bjarne Corydon udtrykte det meget klart i 2013 og har også udtalt, at konkurrencestaten skal afløse velfærdsstaten.

Socialismeprojektet er for længst opgivet, og der er i alt fald nogle i den socialdemokratiske ledelse, der nu leger med tanken om også at opgive velfærdsstaten. Et oplæg fra ledelsen i 2012 under titlen Danmark herfra til år 2032 var således fyldt med borgerlige ideologiske fraser, såsom at der var for megen »krævementalitet« og for megen ret frem for pligt. Oplægget legede også med tanker om privatiseringer, f.eks. af sygehuse og børnehaver, ja man nævnte endda muligheden af at privatisere fængsler. Det blev dog forandret til ukendelighed op til kongressen om efteråret, men står tilbage som en prøveballon, ledelsen sendte op, og vidner om dens tanker på længere sigt.

Jeg behøver næppe at tilføje, at også medlemstallet har været for skarpt nedadgående. Omkring 1960 havde partiet et godt stykke over 200.000 medlemmer, i dag er tallet formentlig omkring 40.000. På Socialdemokratiets side på Folketingets hjemmeside står der 50.000, men det er nok stærkt overdrevet.

Verden udenfor

Også fagbevægelsen har været i krise i de sidste 10-15 år. LO’s medlemstal er raslet ned fra 1,3 millioner til omkring 900.000. Organisationsprocenten er formentlig mellem 60 og 65, hvor den tidligere lå betydeligt højere. Og det gamle tætte bånd mellem LO og Socialdemokratiet er opsagt af LO. Fagbevægelsen vil køre sit eget løb. Det præg af bevægelse – arbejderbevægelse, folkebevægelse – som partiet, fagbevægelsen og kooperationen havde indtil, skal vi sige 1980’erne, ja måske endda til 1990’erne, er altså stort set væk. Sic transit gloria mundi.

Nogle vil måske mene, at jeg tegner en forfaldshistorie. Man kan kalde det, hvad man vil, men kendsgerningerne taler et ret klart sprog: Den socialdemokratiske arbejderbevægelse ligner et fænomen, der er udlevet. Tilbage bliver noget, som minder om et mellemstort, socialliberalt parti. Og dermed er også det ideologiske kit, selve solidaritetstanken, svækket.

De afgørende forudsætninger for arbejderbevægelsens praksis, som jeg nævnte i begyndelsen, nemlig den stærke nationalstat, det tætte samarbejde mellem parti og fagbevægelse og forståelsen af reformer som noget, der bidrager til den brede befolknings reproduktion og ikke andet (selvom den som biprodukt også styrker kapitalismen) er alle svundet ind.

Årsagerne kan man debattere længe. Afreguleringen af den kapitalistiske økonomi og globaliseringen spiller selvfølgelig ind. Den danske stats rolle er ikke, hvad den var, tænk blot på EU’s finanspagt og konvergenskravene. Den fri bevægelighed for arbejdskraft i EU presser det danske arbejdsmarked med social dumping. Den traditionelle arbejderklasse er også blevet mindre og dens arbejdsforhold meget ændret med den nye teknologi. Samtidig er klassens differentiering øget: Nogle har vundet i boligkapløbet og føler sig som ejere, nogle har sikre job, mens andre er utrygge osv. Til gengæld er der flere lønmodtagere end nogensinde før i historien. Men lønarbejderbevidstheden, som fandtes i alt fald i de to, måske også tre af de første faser, er stærkt svækket. Dvs. det helt afgørende element, solidariteten. Konkurrencen blandt lønarbejderne har været stigende, og presset fra udenlandsk arbejdskraft bidrager også til at holde lønningerne nede. Hvor det i ’gamle dage’ var mindst 70 pct. af LO’s medlemmer, der stemte socialdemokratisk, er tallet i dag næppe over 30 pct.

Det er så at sige de eksterne årsager eller nogle af dem, som har virket hårdt ind ikke alene på den danske arbejderklasse/arbejderbevægelse, men også på den europæiske og amerikanske foruden landene i Sydøstasien og Den Tredje Verden. Monopolkapitalen og de transnationale selskaber er blevet styrket, arbejderbevægelsen svækket.

Selvskabte problemer

Men der er jo også interne årsagsfaktorer i arbejderbevægelsen selv, og her tænker jeg især på de organisatoriske. Som jeg tidligere har været inde på, har Socialdemokratiet i i hvert fald de sidste 80 år og måske længere – men i alt fald siden 1930’ene – været et centraliseret parti, hvor de afgørende beslutninger blev taget af lederne af partiet og LO. Medlemsdemokratiet stod ikke særlig stærkt, selv om man selvfølgelig ikke kunne komme helt uden om det. Det viste holdningen til EF f.eks., hvor ledelsen tillod afvigende meninger.

Men i dag er det, som om centraliseringen er så fremskreden, så det kun er tre eller fire personer i ledelsen, der bestemmer. Det er formentlig Helle Thorning-Schmidt, Bjarne Corydon og Henrik Sass-Larsen, måske med Mette Frederiksen på sidelinjen. Set udefra er det ikke til at få øje på nogen medlemsdiskussion, der handler om politik. Selvfølgelig er den der, men den når tilsyneladende næsten aldrig op til overfladen eller ud til medierne.

Leon Trotsky formulerede i mellemkrigstiden den såkaldte substitutionsteori med henblik på Sovjetunionens Kommunistiske Parti. Først substituerer, dvs. erstatter, den lokale partiledelse medlemmerne, så erstatter den regionale de lokale enheder, derefter erstatter centralkomitéen alle de andre, så erstatter eller substituerer politbureauet centralkomitéen, og til sidst erstatter generalsekretæren, in casu Stalin, politbureauet. Sådan fungerede den såkaldte demokratiske centralisme i praksis, og sådan er det tilsyneladende også gået i det danske Socialdemokrati. Det gør bl.a., at folk ikke har noget motiv til at melde sig ind, for de ved på forhånd, at de ingen indflydelse får. Og hermed breder den politiske apati sig. Politik er tilsyneladende også blevet en karrierevej, der bliver i hvert fald stadig flere unge cand.scient.pol.’er og lignende, som går direkte fra universitetet til Folketinget.

Centraliseringen er gået hånd i hånd med den såkaldte djøf’isering og New Public Mangament, hvor embedsmændene og forvaltningen i det hele taget har fået stigende magt. En svag finansminister som Bjarne Corydon har formentlig været og er vel stadig helt afhængig af sine ledende embedsmænd, hvad det delvise salg af DONG Energy til Goldman Sachs også syntes at vise. Det eneste politiske bud, der er kommet fra det hold, er buddet ’modernisering’, der er Corydons og regeringens mantra. Det er ikke kapitalismen, der skal moderniseres, men den offentlige sektor, der hele tiden skal være mindre og samtidig mere effektiv. Det er ’den nødvendige politik’.

Det berømte samtaledemokrati, som Hal Koch skrev om, eksisterer ikke længere. Det er, som om den militarisering, der har præget udenrigspolitikken siden Anders Fogh, er smittet af på indenrigspolitikken. Man forhandler ikke længere med de berørte befolkningsgrupper, man dikterer. Det var den såkaldte folkeskolereform et hovedeksempel på, men man kan sagtens nævne flere – overhøringen af 200.000 proteststemmer imod salget af procentdele af DONG til Goldman Sachs f. eks.

Kompromissets tid er forbi

Alt dette kan også få konsekvenser for den danske model, som i Sverige hedder den svenske model og i Norge vist den norske model, men her holder vi os til Danmark. Hele den socialdemokratiske arbejderbevægelses stilling og styrke i det danske samfund har jo beroet på en uskreven overenskomst eller forståelse med det besiddende borgerskab. Historisk opnåede den socialdemokratiske bevægelse hegemoniet i arbejderklassen, den formåede at samle denne klasse organisatorisk, fagligt og politisk og ud fra denne position at fremme dens indflydelse i samfundet via kompromisser med borger- og småborgerskabet. Dette hegemoni blev den centrale forudsætning for borgerskabets respekt for arbejderbevægelsen og dets villighed til at indgå kompromisser med den. Bevægelsen sås med andre ord som ansvarlig repræsentant og forhandlingspartner for arbejderklassen, som det blev demonstreret ved septemberforliget i 1899 og opbygningen af det fagretslige system i årene derefter. Og at det forholdt sig sådan blev både forstået og værdsat i samme arbejderbevægelse, der også af den grund bekæmpede bevægelser og oppositionsgrupper til venstre for sig, der kunne forstyrre dette forhold, lige fra anarkister og syndikalister omkring Første Verdenskrig til kommunister og VS’ere i en senere tid.

Dette hegemoni er nu brudt, og derfor har borgerskabet ikke længere samme interesse i kompromisser med arbejderbevægelsen. Hvis det ikke lykkes arbejderbevægelsen at genopbygge tilliden til sig og dermed hegemoniet i arbejderklassen i bred forstand – og det virker jo ikke særlig sandsynligt – så er dens grundlæggende stilling mere end udfordret. På den måde er den danske model, der udspringer af forholdene på arbejdsmarkedet, og dermed også velfærdsstaten på længere sigt, truet. Og i den sammenhæng har det ikke afgørende betydning, hvem der sidder på regeringsmagten, eller om Socialdemokratiet vinder et par ekstra mandater ved næste valg.

Polfoto

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels Engelsted

Godt fortalt historie, nyttigt at få opsummeret.

Skal man indvende noget, er det måske fremstillingen af Socialdemokratiet som et stalinistisk parti med henvisning til Trotsky's substitutionsteori om centraliseringen. Der er ikke mange partier i Folketinger, der ikke er centraliseret på samme måde eller endnu mere. Bryld mener, at denne centralisering er årsagen til partiets deroute.

Men samtidig skriver han, at den socialdemokratiske arbejderbevægelses stilling og styrke har beroet på en uskreven overenskomst med det besiddende borgerskab, der havde respekt for Socialdemokratiet, netop fordi dette kunne udøve hegemoni og holde socialistiske kritikere fra fadet. Altså fordi det var stærkt centraliseret og kunne udøve 'stalinistisk' kontrol over sine tropper.

Han kunne også have skrevet, at det besiddende borgerskab havde en stor interesse i holde det anti-kommunistiske Socialdemokrati sundt og stærkt, så længe kommunismen optrådte som et reelt alternativ til kapitalismen. Med først murens, så Sovjetunionens fald, forsvandt dette alternativ, og dermed Socialdemokratiets nytte for det besiddende borgerskab, der nu kunne smøge ærmerne op og forandre samfundet i en liberalistisk retning mod konkurrencestaten og fanden-tager-den sidste-samfundet, som det siden er sket med stigende fart.

Om socialdemokraterne forstod hvad det var, der skete, da de hyldede murens fald som en sejr, er uvist, men deres forsøg på fortsat at tilbyde det besiddende borgerskab sine politiske og administrative tjenester, er blot blevet mødt med en kold skulder. Også fra befolkningen. Hic transit gloria mundit, skriver Bryld. Og dertil kan man kun sige Amen.

Henrik Christensen, Per Dørup Jensen, Jakob Silberbrandt, morten Hansen, Niels Duus Nielsen, Mathias Holst Nicolaisen, Torben R. Jensen, Flemming Berger, Curt Sørensen, Bent Gregersen, Peter Poulsen, Tony Duarte, Karsten Aaen, Bernhard Drag, Felix Austin, Grethe Preisler, Preben Haagensen, erik mørk thomsen, Morten Jespersen, Aksel Gasbjerg og Mads Olsen anbefalede denne kommentar
Aksel Gasbjerg

Helt enig i Niels' opsummering:
"Han kunne også have skrevet, at det besiddende borgerskab havde en stor interesse i holde det anti-kommunistiske Socialdemokrati sundt og stærkt, så længe kommunismen optrådte som et reelt alternativ til kapitalismen. Med først murens, så Sovjetunionens fald, forsvandt dette alternativ, og dermed Socialdemokratiets nytte for det besiddende borgerskab, der nu kunne smøge ærmerne op og forandre samfundet i en liberalistisk retning mod konkurrencestaten og fanden-tager-den sidste-samfundet, som det siden er sket med stigende fart."

I stedet for "det besiddende borgerskab" kunne man i Niels' ovenstående sætning skrive "USA". Da USA efter ww2 skulle implementere sit verdens-hegemoni, blev den europæiske socialdemokratisme brugt af USA i den kolde krig som værn mod det eneste alternativ til kapitalismen.

Ingi Ellingsgaard, Flemming Berger og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Selvfølgelig skal der være stadig mere ret og mindre pligt, det er deri emancipationen ligger.

Grethe Preisler

Så mangler vi bare lige at nævne det seneste skud på Den herlige Grundtvigske stamme af 'tredjestandpunktister'som evigt skal stå:

Midterpartiet Alternativet med udbryderen Uffe Elbæk i rollen som Arne Sørensen (stifter af partiet Dansk Samling) som ene mand frelste Mor Danmark fra en skæbne værre end døden, mens Hitler, Churchill og Stalin sloges om, hvordan rovet skulle fordeles mellem dem, når USA med Arnes assistance havde sejret over dem alle.

Grethe Preisler

Arnes og Holger Danskes assistance, skulle der stå ;o)

Felix Austin

Hvad jeg mener er hovedårsagen til venstrefløjens svækkelse her i landet , bindingen til EU kapitalens, varernes og arbejdskraftens fri bevægelighed er fint beskrevet her:

De afgørende forudsætninger for arbejderbevægelsens praksis, som jeg nævnte i begyndelsen, nemlig den stærke nationalstat, det tætte samarbejde mellem parti og fagbevægelse og forståelsen af reformer som noget, der bidrager til den brede befolknings reproduktion og ikke andet (selvom den som biprodukt også styrker kapitalismen) er alle svundet ind.

Årsagerne kan man debattere længe. Afreguleringen af den kapitalistiske økonomi og globaliseringen spiller selvfølgelig ind. Den danske stats rolle er ikke, hvad den var, tænk blot på EU’s finanspagt og konvergenskravene. Den fri bevægelighed for arbejdskraft i EU presser det danske arbejdsmarked med social dumping.

Denne tilslutning til EU har socialdemokratiet så helt uforståeligt stået i spidsen for, da det både har decimeret venstrefløjen/fagbevægelsens indflydelse og samtidig ødelagt socialdemokratiet selv.
Som beskrevet er socialdemokratiet ikke længere eksisterende, da det sociale fundament mangler og de demokratiske valg og processer er sat ud af kraft og overgivet til andre institutioner. Tilbage er kun et administrationsparti med neoliberalt tilsnit, fordi partiet har svigtet sig historiske grundlag.
Sådanne partier kan vi jo efterhånden fodre svin med, der er trængsel i den afdeling af "folkestyret" og andre partier har langt bedre sponsorer så de forhænværende socialdemokrater vil få det svært fremover.
Heldigvis kan man mest takke sig selv.

Tilbage står befolkningen med en kæmpe oprydning efter gildet og en renovering af venstrefløjen renome.

Jakob Silberbrandt, Flemming Berger og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Skål!

Torben R. Jensen

Man kan ikke beskrive Socialdemokratiet uden også at medtage organiseringen af arbejdsmarkedet.

Det er Hovedaftalen fra septemberforliget 1898, der adskiller den danske model fra kontinental-europæiske og engelsk inspirerede arbejdsmarkeder. Aftalemodellen kopieres i Norge(1935), Sverige (1938) og Finland(1945). Med den politiske overbygning har de kollektive aftaler lagt grunden til velfærdsstaterne, hvor flere politiske reformer, f.eks. Ferieloven, først har været en del af overenskomsten, men senere er overtaget af staten.

I hovedaftalen anerkendes arbejderstagernes ret til organisering og arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet. Og der aftales en fredspligt, hvor stridigheder i en overenskomstperiode afgøres i arbejdsretten.

Aftalen har været til gavn for begge parter gennem alle årene. Overenskomsterne har ud over at give ro i overenskomstperioden også sikret, at løn- og arbejdsforhold er blevet aftalt mellem to lige stærke parter. Organisering efter fag og brancher og de lokale lønforhandlinger har formentlig ført til en lønstruktur, der er tættere på en teoretisk mere optimal løn end noget frit marked kan give. Resultatet er generelt højere løn i bunden og lavere løn i toppen, men det er også et arbejdsmarked, hvor løn, miljø, uddannelse, arbejdstid og meget mere er forhandlet i sammenhæng og ikke en følge af spredte ordninger på de enkelte arbejdspladser.

Aftalesystemet forudsætter en høj grad af organisering, men især VK-regeringen har bestræbt sig på via lovgivning at svække fagbevægelsen og dermed også at sabotere ”den danske model”. Medlemstallet har været faldende siden 2002, hvor A-kasserne blev adskilt fra fagforeningerne.

morten Hansen, Niels Duus Nielsen, Grethe Preisler og Felix Austin anbefalede denne kommentar
Per Dørup Jensen

I forlængelse af Niels Engelsteds udmærkede beskrivelse oven for, skulle man måske lige tilføje, at det ikke var nok, at "borgerskabet holdt det anti-kommunistiske Socialdemokrati sundt og stærkt, så længe, at kommunismen udgjorde et reelt alternativ."
Det var også nødvendigt at overbevise vælgerne til venstre for Socialdemokratiet. Og det arbejde på borgerskabets vegne udførte den trotskistisk dominerede anti-kommunistiske venstrefløj jo mindst lige godt som Socialdemokratiet.
Så med fælles anstrengelser fik borgerskabets revisionistiske varianter således skabt grundlaget for neo-liberalismen, som den manifesterer sig i dag.