Læsetid 10 min.

En fejlvurdering med dødelig udgang

De danske soldater i Afghanistan begik en alvorlig fejl, da et Hellfire-missil i 2011 dræbte en afghansk bonde og sårede to af hans venner. Det vurderede forsvaret selv, viser nye dokumenter, som Information har fået aktindsigt i. Alligevel lykkedes det aldrig Forsvarets Auditørkorps at retsforfølge de ansvarlige
Gjorde den danske major A.S. nok for at sikre sig, at der rent faktisk var tale om fjendtlige styrker, da han i oktober 2011 tilkaldte britiske kamphelikoptere for at få uskadeliggjort en gruppe afghanske mænd? En blev dræbt og tre såret. De var alle civile.

Ditte Valente

13. juni 2015

Det er søndag den 23. oktober 2011 i Helmand. Klokken er 11.30, og fire afghanske mænd er ved at grave et hul eller en rende langs muren i en forladt landejendom i nærheden af patruljebase Rahim nord for Gereskh. På den nærliggende danske patruljebase Bridzar sidder chefen for det danske Charlie-kompagni, major A.S., og studerer de overvågningsbilleder, det britiske mastekamera Livingston højt oppe over lejren optager.

Han følger de fire mænds graveri intenst i cirka 20 minutter og mener, at der er tale om fire talebanere i færd med at nedgrave en af de såkaldte IED’er eller miner, der har kostet så mange danske og allierede soldater livet i Afghanistan.

A.S. rådfører sig med to kolleger, en efterretningsofficer og en militærjurist og beslutter så at tilkalde så to britiske Apache-helikoptere med kaldenavnene Ugly 51 og Ugly 52. Klokken 12.19 affyrer de to kamphelikoptere både deres 30 mm maskinkanon og et Hellfire-missil mod de fire mænd. Den ene er dræbt på stedet, mens to andre bliver såret.

En unik sag

Sådan starter den såkaldte Apache-sag, som i løbet af de kommende måneder udvikler sig til at blive den mest kontroversielle tabssag, de danske styrker i Afghanistan er involveret i under den otte år lange krig mod Taleban.

Apache-sagen vakte opsigt, fordi den er den eneste af de civile tabssager i Afghanistan, hvor Forsvarets Auditørkorps efterfølgende vurderer, at der er grundlag for at retsforfølge danske soldater for at have slået en civil afghaner ihjel.¨

Læs også: Forsvaret erkendte ansvar i Apache-sag

Af tekniske årsager når sagen aldrig frem til retten, men nye dokumenter viser nu, at det ikke kun var auditørerne, der mente, at de danske styrker havde forbrudt sig mod krigens regler den søndag eftermiddag i Helmand. Det mente juristerne i forsvarets eget Arbejdsskade- og Erstatningskontor, FAEK, også.

Ifølge en aktindsigt i de civile tabssager, som Information har fået fra Værnsfælles Forsvarskommando, vurderer FAEK’s souschef Iben Elvius-Brisson nemlig, at Danmark er juridisk forpligtet til at udbetale erstatning til de sårede og efterladte.

Den 11. november 2011 skriver hun i en mail til Hærens Operative Kommando om Danmarks ansvar i sagen: På »baggrund af de i sagen foreliggende akter, herunder story board, first impression report og civcas assessment report foreligger der det fornødne ansvarsgrundlag til udbetaling af erstatning i forbindelse med hændelse af 23. oktober 2011«.

Vurderingen er meget usædvanlig, eftersom FAEK i samtlige andre sager om civile tab, som Information har kendskab til, når til den modsatte konklusion; at danskerne ikke har brudt nogen regler og derfor ikke er erstatningspligtig. Derved adskiller Apache-sagen sig markant fra alle andre danske sager om civile tab i Afghanistan.

Som Information tidligere har beskrevet, vælger forsvaret dog – trods det manglende erstatningsansvar – også i disse sager at udbetale såkaldt kulance eller kompensation i forsøget på at vinde hearts and minds og beskytte de danske soldater mod eventuelle hævnaktioner.

’Otte børn og én kone’

Når forsvarets egne jurister vurderer Apache-sagen helt anderledes end de andre danske sager, har det en god forklaring.

Ifølge de dokumenter, Information er i besiddelse af, finder de danske soldater i Helmand meget hurtigt ud af, at de fire hårdt arbejdende mænd i den forladte compound måske slet ikke er talebanere, og dermed måske heller ikke i færd med at grave nogen mine ned. Noget tyder tværtimod på, at de er lokale bønder, som var i færd ved at bygge en af de traditionelle tykke, lermure, afghanske landejendomme består af.

Allerede mandag den 24. oktober, dagen efter A.S. giver ordre til at affyre det 163 cm dødbringende Hellfire-missil, henvender det danske militærpoliti i Helmand sig til Forsvarets Auditørkorps og fortæller, at der er mistanke om mulige civile tab.

De følgende to dage, tirsdag og onsdag, begiver en gruppe britiske soldater fra Foxtrot-kompagniet sig ud på en såkaldt Find, Feel and Understand-patrulje (FFU) for at lede efter ofrene. På andendagen rundt i området nord for Gereskh får de ifølge aktindsigten navnene på fire lokale afghanere, som angiveligt er kommet til skade under angrebet. Helt klar over, at det her ikke er nogen ideel situation, indkalder de dansk-britiske styrker til et shura med de skadelidte. Første gang møder familien til den dræbte ikke op, men om lørdagen, seks dage efter angrebet, kommer en repræsentant for familien til den dræbte op til den fremskudte Rahim-base og bekræfter ofrets identitet.

Hvad den dræbte afghaner hedder, er overstreget i aktindsigten, men vi kan kalde ham Abdullah Noorzai. Ifølge aktindsigten er han en lokal bonde og familiefar fra Narquil. Ifølge en mail fra den danske CIMIC-chef til Hærens Operative Kommando, efterlader Abdullah Noorzai sig »otte børn og én kone«, heraf fire sønner, »alder ukendt«.

Vreden ulmer

Mens dagene går, fyger mails og rapporter frem og tilbage mellem den danske kampgruppe i Helmand, Hærens Operative Kommando i Danmark og Forsvarskommandoen. Blandt alle de sager, Information har fået altindsigt i, er det helt klart »Særlig Hændelse 123« og de efterfølgende erstatningskrav »Claim 12-113« og »Claim 12-118«, der fylder mest.

På de møder, soldaterne har med de efterladte og sårede, er stemningen ikke bitter.

I en såkaldte CIMIC-rapport fra et af møderne skriver den ansvarlige officer, at de lokale afghanere »synes at være meget forstående«. »De siger, at de godt ved, det ikke var med vilje, og at vi virkelig bør forsøge at begrænse civile tab.«

Alligevel frygter danskerne reaktionerne fra lokalbefolkningen. I en mail til den danske hærledelse, skriver en dansk major i Helmand, at »der er indikationer på en stigende frustration i området«.

Han presser derfor på for at få erstatningsspørgsmålet afklaret.

»Det er derfor af stor betydning, for den sikkerhedsmæssige situation i lokalområdet og dermed hensyn til egenbeskyttelse, at de lokale oplever en meget hurtig handling,« fra danskernes side, skriver han.

Danmarks ansvar

Og svaret er på vej. Faktisk har det været klart siden den 11. november, hvor souschef Iben Elvius-Brisson fra Forsvarets Arbejdsskade- og Erstatningskontor skriver sin mail til Hærens Operative Kommando, og redegør for, hvordan forsvarets egne jurister ser på Danmarks erstatningsansvar i sagen.

Information har spurgt Elvius-Brisson, på hvilket grundlag hun nåede frem til den konklusion, at Danmark var erstatningspligtig. Hun ønsker ikke at udtale sig om Apache-sagen med henvisning til, at den juridiske vurdering bl.a. er foretaget på baggrund af klassificerede dokumenter. Hun bekræfter dog den rolle, Forsvarets Arbejdsskade- og Erstatningskontor spiller i sager om civile tab: »Vores rolle er at afklare, om der er et eventuelt ansvarsgrundlag. Hvis der i sådanne sager er brug for vejledning, er det vores opgave at foretage en juridisk vurdering på baggrund af de foreliggende akter i sagen,« siger hun.

Kenneth Øhlenschlæger Buhl, der er folkeretsjurist ved Forsvarsakademiet og tidligere militærjurist understreger, at FAEK’s vurdering i Apache-sagen indebærer, at kontoret har vurderet, at de danske soldater har begået en fejl.

»Det må som udgangspunkt tages som udtryk for, Forsvaret har erkendt, at der var noget, som ikke blev gjort, som det burde have været,« siger han. »Når noget er erstatningspligtigt, og man har handlet ansvarspådragende, så betyder det, at der er nogle bestemte regler, man ikke har overholdt.« Kenneth Øhlenschlæger Buhl understreger, at han ikke kender det konkrete indhold af Apache-sagen og derfor kun udtaler sig generelt.

Byggede en mur

Juridisk konsulent i Amnesty International, Claus Juul, mener, at forsvaret med sin vurdering af erstatningsansvaret erkender, at den danske kompagnichef og hans kolleger burde have gjort mere for at sikre sig, at ofrene for missilangrebet ikke var civile.

»Overordnet set har forsvaret her vurderet, at der ikke blev gjort nok for at sikre, at det var talebanere, man skød imod,« siger han. »Ud fra de indsamlede oplysninger konkluderer forsvaret, at soldaterne burde have handlet anderledes.«

En uges til efter Iben Elvius-Brissons mail om Danmarks erstatningsansvar humper endnu et offer ind ad porten til Rahim støttet af to trækrykker. Det er lørdag den 19. november 2011, og den uventede gæst er en 40-årig taxachauffør fra Mohammed Zai-stammen, som fortæller, at han blev såret i missilangrebet. Vi kan kalde ham Asadullah, da hans rigtige identitet også er overstreget.

Asadullah har været på hospitalet i Gereskh, hvor lægerne har fjernet adskillige fragmenter, som havde sprængt sig ind i hans krop, men han er stadig ikke helt rask. Lejrlægen noterer fire åbne sår på Asadullahs venstre fod, ét på højre fod og mindre sår på begge ankler.

»Patienten fortæller, at han blev såret af en angrebshelikopter, da han var i færd med at bygge en væg ved sit compound sammen med nogle venner,« skriver lægen i sin rapport.

Hans udlægning bekræftes af den danske kampgruppes rapportering hjem til Danmark. »De lokale afghanere viste sig at være CIVCAS,« står der f.eks. i en rapport, dateret samme dag, som Asadullah kom til lejren. CIVCAS er en forkortelse for Civilian Casualities, altså civile følgeskader eller civile tab.

Det tredje offer for danskernes angreb er ifølge aktindsigten en 28-årig bonde fra Barakzai-stammen, som vi kan kalde Neumatullah. Han bliver ligesom Asadullah undersøgt af lejrlægen, som skriver i sin rapport, at den unge afghaner fortæller, at han siden den ulykkelig lørdag i oktober er blevet opereret to gange på grund af skader i brystet. Derudover har han mistet en del af førligheden i sin højre arm, adskillige af sine tænder, og hans ansigt er »delvist vansiret.«

50.000 for et liv

I Helmand lægger kampgruppen nyt pres på hærledelsen hjemme i Danmark for at få tilladelse til at udbetale den erstatning, som forsvarets Arbejdsskade- og Erstatningskontor har konkluderet, at Danmark er forpligtet til. De tilskadekomne er indkaldt til et nyt shura, som skal finde sted lørdag den 26. november – og missionsmanageren beder om en afklaring af beløbene senest dagen før klokken 12. Af mailen fremgår det, at Abdullah Noorzais familie endnu ikke »har kunnet møde fysisk op« og fremsætte deres officielle erstatningskrav »af frygt for repressalier fra oprørerne.« Den danske kampgruppe har dog allerede meddelt en »anbefalet maksimal erstatningssum« fremgår det.

Da lørdagen oprinder, kommer Neumatullah fra Barakzai-stammen til shuraen og får udbetalt 300.000 afghan eller 30.000 kr. for sine mange skader. Taxichauffør Asadullah kommer også til mødet og får ifølge aktindsigten udbetalt 75.000 afghani i erstatning – eller cirka 7.500 kr., da hans skader er væsentlig mindre.

En unavngiven fjerde mand, som ikke er skadet, får udbetalt 7.500 afghani, eller 750 kroner, hvilket ifølge forsvarets opgørelse svarer til »30 dages tabt arbejdsfortjeneste«.

Først fire dage før jul, den 20. december 2011 – næsten to måneder efter Hellfire-angrebet, lykkes det Abdullah Noorzais svigerfar at komme frem til den danske lejr for at modtage den erstatning, som forsvaret mener, at han er berettiget til.

Den danske CIMIC-chef udbetaler en halv million afghani, 50.000 kroner, til Abdullah Noorzais familie. I praksis er det Abdullah Noorzais svigerfar, der får pengene, eftersom han nu igen er ansvarlig for at forsørge sin datter og hendes otte børn. Den ældre mand kan som så mange andre afghanere ikke skrive og sætter i stedet et fingeraftryk i signature-feltet på den Claims Settlement, som danskerne kræver, at han underskriver for at få udleveret pengene, der svarer til cirka fem års løn for en skolelærer i Afghanistan.

Retssag i Holstebro

Hjemme i Danmark mener auditør Peter Rask og hans kolleger i Forsvarets Auditørkorps at de har en sag, som skal for retten. Efter at have gennemgået en kopi af overvågningsbåndet fra Livingstone-masten og videooptagelser fra de to britiske helikoptere, mener de, at kompagnichef A.S. skal tiltales for »at have handlet i strid med gældende forskrifter om positiv identifikation af fjenden, da han den 23. oktober 2011 i Helmand-provinsen i Afghanistan gav ordre til, at en britisk kamphelikopter af typen ’Apache’ skulle beskyde fire afghanere.« De forskrifter, som auditør Peter Rask henviser til, er de såkaldte Rules of Engagement, som fastlægger, hvornår danskerne må åbne ild.

Ifølge anklageskriftet, som offentliggøres den 20. april 2012 har A.S. udvist »pligtforsømmelse af særlig grov karakter begået under væbnet konflikt« – en forseelse, der ifølge § 27, stk. 2 og 3 i den militære straffelov kan medføre ubetinget fængselsstraf på op til tre år.

Der er bare et problem for auditørerne og det er, at det bevismateriale, som hele sagen afhænger af, er hemmeligtstemplet. Rules of Engagement er klassificeret ’NATO Secret’ og kan ikke nedklassificeres, så en dansk domstol kan få lov at se dem.

Desuden tilhører de altafgørende videobånd fra den 23. oktober 2011 det britiske forsvar, som nægter at udleverede originaler eller officielle kopier til Auditørkorpset. I et forsøg på alligevel at få sagen om drabet på den afghanske familiefar for retten, forsøger auditør Peter Rask at få sikkerhedsgodkendt dommer og domsmænd ved retten i Holstebro, hvor sagen skal starte. Men uden held. Både byretten og senere Landsretten i Viborg når frem til, at det ikke er muligt at kræve almindelige domsmænd sikkerhedsgodkendt, sådan som den danske retsplejelov er strikket sammen. Det vil nemlig betyde, at domsmænd kan kasseres og det vil være i strid med loven, lyder kendelsen af Vestre Landsret.

Den 20. december 2012 – præcis et år efter Abdullah Noorzais svigerfar, kone og otte børn har fået de 50.000 danske kroner i hånden, opgiver Forsvarets Auditørkorps at rejse sagen.

Information har forsøgt at få en kommentar til de nye oplysninger i sagen fra tidligere auditør Peter Rask, men han ønsker ikke at udtale sig om sagen, da han ikke længere er ansat i Auditørkorpset. Den daværende kompagnichef A.S. har heller ikke ønsket at udtale sig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Ole  Brockdorff
Ole Brockdorff

Det er selvsagt frygteligt, at krig medfører tab af uskyldige civile mennesker i alle mulige situationer med kamphandlinger. Sådan har det imidlertid altid været, og sådan vil det også forblive i al tid og evighed. Ingen krigsførende nationer kan garantere, at deres aktioner ikke på et tidspunkt medfører civile tab, men de kan gøre en masse for at undgå det gennem effektivt brug af netop Rules of Engagement samt gode efterretninger.

Men derfra og til at tiltale en dansk major for overlagt drab på civile afghanere, fordi han i en bestemt situation begår en regulær fejlvurdering, da han kalder de britiske helikoptere ind for at uskadeliggøre de dræbte civile afghanere, ja, der må og skal der være nogle helt særlige omstændigheder til stede, hvis officeren skal retsforfølges, for eksempel at han groft tilsidesætter råd fra den tilstedeværende efterretningsofficer og militærjurist.

Folk begår fejl som ledere – også i krig – og som generel holdning bør man naturligvis ikke straffe militære officerer for at udføre det arbejde, som de er blevet sat til at gøre i felten. Officeren havde et overordnet ansvar for, at hans soldater opnåede en maksimal sikkerhed, så de ikke blev dræbt eller lemlæstet af vejsidebomber fra Taleban, en frygt som de danske soldater levede med 24 timer i døgnet under krigen i Afghanistan.

Derimod kan majorens overordnede sammen med auditørkorpset komme til den konklusion på baggrund af efterforskningen, at hans dømmekraft har været meget dårlig i den pågældende situation. At han afgav sin ordre på et forkert grundlag, og derfor ikke længere er kompetent til at have rang eller position til at kunne træffe dødelige beslutninger i felten.

Men at ville tiltale og frihedsberøve en militær officer under krigstjeneste for at udføre sit arbejde dårligt vil blot betyde, at ingen officerer eller menige længere vil risikere at affyre bare èn kugle mod en fjende i fremtiden af skræk for, at man kommer i fængsel derhjemme, hvis nogle uskyldige civile tilfældigvis bliver ramt i en træfning, og dermed falder hele grundlaget for det danske militærs tilstedeværelse i en hvilken som helst krigszone fuldstændig væk.

Det kunne være godt med et anonymt interview af den pågældende major.

Brugerbillede for Martin  Hansen
Martin Hansen

Hvorfor skulle nogen dog også retsforfølges? Det er nødvendigvis ikke ulovligt at slå civile ihjel. Og da slet ikke ved en fejl. Hvis det altså var en fejl.

Brugerbillede for Martin  Hansen
Martin Hansen

Udover det kan de lokale godt have været i gang med at grave en IED ned, selvom de ikke afgiver den forklaring ifm. deres fremsatte pengekrav, og selvom den senere undersøgelse ikke beviser dette og selvom auditørerne ikke mener her var tale om fjender. Fjenden kan udmærket være lokale bønder og taxachauffører mv.