Læsetid: 5 min.

Fjernsyn i virkeligheden

Måske burde vi bare sidde derhjemme hele sommeren og se sport på tv. Vejret er jo alligevel kummerligt, og er den dér virkelighed ikke stærkt overvurderet?
Modsat dem hjemme ved tv-skærmene får de kun fem sekunder af løbet med. Men de får til gengæld det, som er sportens sjæl – en virkelighed, der er nærværende midt i al sin forgængelighed

Modsat dem hjemme ved tv-skærmene får de kun fem sekunder af løbet med. Men de får til gengæld det, som er sportens sjæl – en virkelighed, der er nærværende midt i al sin forgængelighed

Rasmus Flindt Pedersen

Moderne Tider
20. juni 2015

En camperende familie, som har slået lejr i Alperne, mens de spændt afventer Tour de France-heltenes susen forbi, har det fint med, at fem sekunder med hvinende fælge og stålsatte blikke under hjelmene blandet med larmen fra alle de andre tilskuere, som ser lige så lidt, er den eftertragtede virkelighed, der nu kulminerer dér på bjergsiden. Det er en virkelighed, der er nærværende midt i al sin øjeblikkelige forgængelighed, men som målt i objektiv tid forsvinder særdeles hurtigt og ikke syner af meget. Man hepper og jubler og skriger, og så er feltet væk.

Alligevel kommer de, år efter år, tilskuerne. Glæden ved at være der overstråler åbenbart triumfen ved, som på tv, at se det hele.

Støj og synsforstyrrelse

Hvis tv-mediets teknologiske perfektionstrang blot handlede om at kanalisere det hele ud til seerne, ville fascinationen strande i tomhed og ultimativ kedsomhed. Derfor forsøger tv at kopiere dele af den sitrende fascination, hvis præmis paradoksalt nok er den ukomplette viden. Som tv-kiggere har vi for længst vænnet os til at få kommentatorens olympiske overblik. Vi har mulighed for at blive aktive medfortællere af sportsbegivenhedens drama. Men vi vil også have campistens nervepirrende usikkerhed og hans begrænsede synsfelt. Vi har ikke altid lyst til at være på stadion, men vi kan ikke undvære det monstrøse brøl fra tusindtallige Liverpool-fans, der med lige dele sentimentalitet og fascistoid råhed gjalder »You’ll never walk alone« ud over lægterne.

Den bedste dramaturgi, som tv-dækningen af Touren til dato har kreeret, er præcist rodfæstet i denne begrænsning, støj og synsforstyrrelse. Men netop som følge af en teknologisk afmagt. Som held i uheld. Nogle gange kan kameraerne ikke transmittere fra de allerhøjeste tinder, det gør bjergene mytologiske, og så må vi tv-kiggere lige så uvist og lige så neglebidende vente med billeder og resultater. Indtil da er der kun tåge, træløse klippevægge og sporadiske sekvenser fra målområdet. Er det med vilje? De billeder, vi ikke kan se, er jo ofte de fedeste.

Sportens væsentligste tegn er kampen. Den afgrænses i tid og rum og fæstnes i en fysisk, men også social og kulturel begivenhed. Vi går på stadion, med eller uden klubtrøje, og vi sætter os til rette i møblementet med sodavand, chips og smøger. Tv tilbyder en naiv realisme, fordi den giver os et direkte indblik i denne begivenhed. Men tv jagter også den stadigt vildere stimulans, et maksimum af fascination, en virkelighed af ultimativ spænding, total action og dramatisk spektakel. Jo tættere, jo bedre.

Apollon vs. Dionysos

Og tv har guddommelige kræfter. Det kan fryse eller ligefrem vende tiden om. Tiden betvinges i slowmotion og indskrives i en teknisk simulation af reel og oplevet tid og bliver som sådan en triumf over sportens fysiske virkelighedsforankring. På tv ser man også næste sving på bjerget. Der spoles tilbage, og man kan frit tolke på Michael Laudrups blik lige før ballonbolden og kigge-væk-finten til Ebbe Sand. Dermed øver fjernsynet tilsyneladende vold mod sportens uomtvistelige betingelse, nemlig at den er en serie af nu’er målt ud i kampens rituelle omfang og konkurrencebestemte ramme.

På tv kan disse nu’er udstilles, de kan forstørres, camoufleres, og de kan gøres til genstand for en formbeherskelse, som ellers ville fordampe i den rigtige virkeligheds latent formnedbrydende univers. Det er kampen mellem Apollon, formens gud, og Dionysos, vildskabens gud.

Det er virkeligheden helt tæt på, i en justerbar øjenhøjde, der strækker sig fra helikopterens svimlende, strategiske overblik svævende over stadion eller bjerget til en optik, hvor minutiøst flyvende græstotter gør det ud for en rå virkelighed. Blod og sved ser fantastisk ud i high definition.

Der er en direkte parallel til sportskroppen her. Fjernsyn går i stykker. Og det gør sportshelte også. De bliver ikke syge. De går i stykker. Biomotoriske skader og defekter bliver med lægevidenskabelig præcision bekæmpet, udbedret og forbedret. Da Kaka havde spillet et par år i AC Milan, var han et fysiologisk samlesæt. Kroppen er en genstand, der forbereder sig på kamp, og måske er mennesket ligefrem reduceret til tomt hylster. »Jeg er en handelsvare,« som Jon Dahl Tomasson har sagt. Kroppen forbinder sig ikke med det olympiske ideal i en fri udfoldelse, for det ville inkludere friheden til dovenskab eller forfald. Og det ville heller ikke være sport, men idræt. Nej, kroppen lukker sig om regler og numeriske sandheder, hvor alle kneb, strategier og optimeringer gælder. Enhver forstyrrelse af denne optimeringstrang, således som man ser det i samfundets moraliseren over doping, opleves som gentagne irritationsmomenter. De frelste burde lukke røven.

De bedste skal ikke altid vinde

Derfor er det forkert at sige, at medierne griber voldeligt ind i sportens påståede umiddelbarhed. Når virkeligheden iscenesættes gennem plastiske forbedringer af begivenheden, er det ikke bare, fordi vi som tv-seere skal have muligheden for at se mere end publikum på stadion eller campisterne på Alpe d’Huez. Tværtimod. Iscenesættelsen er en tro spejling af sportens egne mål. Atletens krop er et billedrør eller en plasmaskærm. Evigt er kroppen på jagt efter det ’mere’, som fjernsynets tekniske kunnen på én gang fremviser og selv er.

Nogle gange går fjernsynet bare ikke hele vejen. Så er det sjovere at løfte blikket ned fra den rene perfektion og hen imod campistens duggede briller og øllede blik. Eller som den italienske sportsjournalist Gianni Brera har sagt: Fodbold ville være ufatteligt kedeligt, hvis det bedste hold altid vandt.

Et hul i himlen

Jeg er helt pjattet med fodbold. Jeg ved godt, at fodbold er tomme stikord, der plastres til med maskulin pragt. Vi svajer i takt med dunsten fra pommes fritter og fadøl og kan sågar føle en em af noget sakralt ved at krydse ingenmandslandet fra gaden og ind i arenaen. Måske mærker fodboldspillere det enorme stadion lige før kickoff på samme måde som Van Gogh så det tomme lærred sekundet inden det allerførste penselstrøg: ængstelig og fuld af frydefuld forventning. Når matchen fløjtes i gang, forenes vi i noget, der burde være global kærlighed, nemlig den fælles forvisning om, at vi elsker dem, der, lige som os selv, hader de andre.

Lige dér kan jeg bilde mig ind, at sport er højt hævet over enhver homofobi, at den er smukkere end den bumsede logik, som lurer i dens sprækker som en obskøn grimasse, og at den beviser, hvorfor Gud ikke bor i Vatikanet, men løber rundt på Romas midtbane. Og jeg ved, at sport er en skulptur, som fryser tiden og betvinger dens unænsomme dynamik. Det beviser mit fjernsyn. Men også min hukommelse. Det er sejrrige øjeblikke, hvor kroppen udstiller sig selv som statue midt i strømmen af tid. Det er mål for fotografernes tålmodige venten. Det er øjeblikke, vi lagrer i en erindring, vi kan dele med andre, og som dermed fungerer som lyriske portaler til kampenes episke dynamik. Fodbold er vores park, hvor man godt må skide i busken. På Alpe d’Huez er ølmave normen.

Da Umberto Eco var teenager, tog hans far ham med på stadion. Fra da af åbnede der sig en verden af beåndet afsky for den spirende akademiker. Fodbold er, som han skriver, en negativ filosofi, hvor Gud er forvandlet til et hul i himlen. På grønsværen er der ikke andet end ubegrundet fiktion og kosmisk meningsløshed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Nielsen

"vejret er alligevel kummerligt"

Hmmm! Som den besøgende ældre kvinde fra et tørt østland sagde: "Gud må elske dette land hvor det regner så meget!"