Baggrund
Læsetid: 5 min.

Folketingets (af)magt

Det danske Folketing er ikke den bastion for befolkningens demokratiske indflydelse, som det var for bare et par årtier siden. Faktisk er dets magt voldsomt formindsket. I dette redigerede uddrag fra bogen ’Hæv stemmen’ skriver Søren Mau om hvorfor
Moderne Tider
13. juni 2015

Folketingets magt er over de sidste par årtier blevet stadig mere udhulet. Her skal vi se nærmere på, hvorfor dette er tilfældet. Med Folketingets magt mener jeg evnen til at regulere samfundsudviklingen i overensstemmelse med befolkningens ønsker. Det kan altså sagtens være, at Folketinget er særdeles magtfuldt, når dets handlinger er i overensstemmelse med mere magtfulde aktørers interesser – altså så længe det ikke kommer i vejen for disse. Det er med andre ord Folketingets evne til at være en demokratisk magtinstans, der skal bestemmes – evnen til at være et effektivt udtryk for folkets suverænitet. Demokratisk magt er ikke at være magtfuld på betingelse af andre og mere magtfulde instansers interesser. Demokratisk magt handler derimod om den styrke, Folketinget som udtryk for befolkningens interesser har sammenholdt med andre interesser, der prøver at påvirke samfundsudviklingen.

Grænserne for Folketingets magt kommer både udefra og indefra, og her skal det især handle om de eksterne begrænsninger.

Mange økonomer, historikere og samfundstænkere har peget på, at der på mange måder er sket et afgørende skift i den internationale økonomi og de dominerende vestlige kapitalistiske økonomier siden omkring 1970.

De dominerende vestlige økonomier – USA, Vesteuropa og Japan – har siden dengang oplevet stagnation eller tilbagegang, både hvad angår vækststigninger, produktivitetsstigninger, investeringer, beskæftigelse og realløn. Den keynesianske politik, der var blevet ført i efterkrigstidens fremgangsperiode, virkede ikke længere, og i stedet begyndte man med USA i spidsen at stifte gæld for at løse de økonomiske problemer. Den offentlige og private gæld eksploderede fra 1970’erne og frem, og derved lykkedes det at udskyde og forlænge krisen og gøre det til én lang nødlanding. Dette stoppede imidlertid i 2008, hvor den globale finanskrise slog igennem, og den finansielle boble, der var blevet pustet op siden 1970’erne, brast.

Teknologi og internationalisering

Siden 1970’erne har vi været vidne til en intens internationalisering af økonomien. Nationale og regionale økonomier bliver mere og mere integrerede blandt andet på grund af den teknologiske udvikling. Rationalisering og standardisering af transport og logistik (tænk f.eks. på moderne standardiserede containere) har gjort det langt billigere at transportere varer på globalt plan. Sammen med ny kommunikationsteknologi har denne udvikling gjort store virksomheder mere fleksible og i stand til at operere mere gnidningsfrit på globalt plan. Det betyder også, at det er langt nemmere for virksomheder i dag end for 50 eller 100 år siden at flytte de forskellige dele af virksomheden rundt i verden, eller skifte underleverandører, hvis det viser sig at være mere profitabelt.

Den Europæiske Union

EU har hele tiden handlet om at integrere de europæiske økonomier, hvilket i høj grad er lykkedes. Fælles valuta og pengepolitik, nedbrydningen af toldmure og arbejdskraftens frie bevægelighed har, især efter øst-udvidelsen af EU, intensiveret konkurrencen i Europa. Dette gør det sværere for de enkelte nationalstater at føre en økonomisk politik, der adskiller sig fra resten af de europæiske lande.

I Danmark har man desuden, i kraft af fastkurspolitikken over for euroen, opgivet muligheden for at føre en selvstændig pengepolitik.

Finansialisering

Siden 1970’erne er der sket en omfattende finansialisering af verdensøkonomien.

Når en stor del af samfundsøkonomien beror på gæld, der cirkulerer som finansielle produkter, som handles på finansmarkedet, har det en stor betydning for hele samfundet, hvad der foregår på disse finansmarkeder. Handlen med gæld er en kolossal forretning.

Finansialisering betyder, at finanssektoren kommer til at spille en større og større rolle i den samlede økonomi i forhold til den traditionelle produktion i industrien og landbruget, og at hele økonomien bliver indrettet efter den måde, finanssektoren fungerer på.

Nationale parlamenter og regeringers politiske råderum bliver mindre, fordi finansverdenen er notorisk svær at regulere og udgør den måske mest internationaliserede sektor af økonomien.

Nationale regeringer tvinges de facto til at føre en politik, de finansielle markeder kan nikke anerkendende til.

Multinationale selskaber

Den udvikling i den globale økonomi, som er beskrevet ovenfor, har skabt betingelserne for opkomsten af en ny global magtinstans: de mange enorme multinationale selskaber. Verdens største private virksomhed, Walmart, omsatte skatteåret 2013-14 for 476 milliarder dollars, og har over to millioner ansatte.

De multinationale selskaber er fleksible og mobile, og breder sig ud over hele regioner og hele kloden. De er ligeglade med grænser. Deres ideal er en verden uden grænser, hvor pengene, arbejdet, investeringerne flyder frit og ubesværet. Nationalstaten er en territorial enhed, bygget op om geografiske grænser. Multinationale selskaber er anti-territoriale, bygget på overskridelsen af geografiske grænser.

At private virksomheder har en position, der giver dem en vis politisk magt, er ikke nyt. I en kapitalistisk økonomi er regeringer altid tvunget til at sikre private virksomheder profitable vilkår, ellers truer manglende skatteindtægter, arbejdsløshed og andre dårligdomme. Sådan var det også for 50 og 100 år siden. Men alligevel er det ikke helt det samme i dag. For 50 år siden kunne en dansk regering i højere grad end i dag presse virksomheder ved f.eks. at hæve selskabsskatten, idet det var forbundet med store omkostninger at flytte hele virksomheden eller dele af den, eller eksempelvis skifte underleverandører. Dette er i dag langt nemmere, hvilket styrker private virksomheders position i eventuelle konflikter med regeringer, der vil tilgodese andre interesser end blot de private virksomheders.

Alt dette betyder, at nationale parlamenter og regeringer bliver mere og mere irrelevante og afmægtige over for den samfundsmæssige udvikling. Dette afspejler sig også i udviklingen af overnationale organisationer og institutioner som EU (herunder Den Europæiske Centralbank), Den Internationale Valutafond, World Trade Organization og lignende. Udviklingen styres af multinationale selskaber, finansmarkeder, de største centralbanker og andre institutioner, som ligger uden for, hvad nationale politiske institutioner kan regulere.

Politikere er sælgere

Det er ikke Folketinget og dets medlemmer, der udformer lovgivningen. Størstedelen af love og retsregler kommer direkte fra EU. Lovgivningsarbejdet varetages af embedsmænd i ministerierne og i de mange ekspertkommisioner, der sjældent har MF’ere blandt sine medlemmer. Folketingets rolle er reduceret til at nikke til lovforslag, der er udformet af embedsmænd og eksperter, og som tingets medlemmer ikke er stand til at overskue og tage stilling til. Magten er forskudt fra Folketinget til EU, ministerierne(s embedsmænd) og kommisioner. Ikke engang i de stående folketingsudvalg kan man regne med, at lovforslag bliver gennemarbejdet og forstået af kvalificerede MF’ere – også her er arbejdet for stort og komplekst. Tendensen er, at lovforslag i højere og højere grad er rammelovgivninger, der går uændrede gennem Folketinget.

Den ideale forestilling om Folketinget går på, at befolkningen til et folketingsvalg vælger deres repræsentanter, der derefter sidder sammen i den lovgivende forsamling og udformer og vedtager de love, landet styres efter. Intet kunne være mere forkert. Folketingets medlemmer laver ikke lovgivningsarbejde. De er ikke engang i Folketinget – tænd blot for Folketingets tv-kanal og se, hvor affolket folketingssalen er. I stedet for at lave det lovgivningsarbejde, de ideelt set burde lave, men som de reelt ikke er i stand til at lave, bruger MF’ere deres tid på at profilere sig selv og deres parti i medierne; de agerer levende reklamesøjler for de partier, der egentlig mere rammende kan beskrives som virksomheder, der sælger holdninger på et vælgermarked, hvor valutaen er stemmer, der bagefter kan vekles til kroner og ører i statskassen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mikael Velschow-Rasmussen

Kan varmt anbefale at købe og læse Sørens hæfte/bog !

Desværre er konklusionen/perspektiverne nok:
- Vi må ud af EU under de eksisterende rammer (selvom jeg er tilhænger af europæisk samarbejde).
- Mindst et par millioner må undlade at stemme på torsdag - for at signalet om STOP bliver hørt og forstået.
- Eneste mulighed for ændringer er nok desværre en eller anden form for folkelig revolution nedefra (som formodentlig ikke kan undgå at blive voldelig, idet eliten med vold, våben og magt vil gøre alt for ikke at ændre ved status quo).